DEN 80-ÅRIGES SKÆBNE

Det var en flot, klar dag, da den gamle mand fra Jerusalem tidligt på eftermiddagen drejede ind mellem de runde, grønne højder på vej til Jeriko. Han gik langsomt men ikke foroverbøjet. Hans ranke skikkelse, og hans flagrende hvide hår kunne allerede på afstand ses mellem de spredte oliventræer og de højtragende cypresser ved Betfage. På trods af sin alder (han var mere end fire snese år) og uden at tage det alvorligt, at hans tre, smukke døtre på det sidste spøgende havde formanet ham (’Pas på dit gamle hjerte, far’), så satte han farten op, da han nærmede sig Jeriko. Det var en usikker egn. Røverbander lurede her bag ørkenkrat og steppebuske.

Ikke langt fra salthavet, viste det sig netop på denne dag at være tilfældet. Her levede en ørkensekt, hvis unge mænd blev belært om, at ’alt var tilladt’, thi der er ingen Gud’, og deres eneste erhverv var derfor at overfalde og plyndre karavaner og enkelte rejsende, som uden bevogtning vovede at krydse gennem deres enemærker.

”Se det gamle fjols!” lo de unge mænd til hinanden, og deres stærke, hvide tænder lyste i solen. ”Han har åbenbart ikke sit liv kært, den gamle, siden han tør aflægge os et besøg.” Med disse ord sprang de frem. De lignede unge løver.

Den gamle mand greb sin stav og slog fra sig. De unge må have forregnet sig. Ingen kunne vide, at han som ung havde kæmpet mod de romerske legioner ved Megiddo. Hans lange, solide vandrestav knaldede med præcise slag mod den fremstormende, hujende flok. Der lå allerede tre-fire livløse bandemedlemmer på jorden. Løverne trak sig tilbage. Adskillige for at slikke deres sår.

”Hvor gammel er han?” hviskede de til hinanden. ”Jeg kunne være jeres oldefar!” råbte den gamle tilbage (som om han havde hørt deres hvisken). Han kyssede sin stok. ”Hvis I vil have mere ’undervisning’, så kom an!” Den gamle lo. Hans hvide hår hvirvlede om hans ansigt. Kampen havde gjort ham tyve år yngre. De unge trak sig tilbage. Enkelte haltede, andre måtte støttes. De faldne blev efterladt. Den gamle satte sig på en på en klippeblok. Han vinkede. ”Jeg venter på jer, drenge! Hvis I vil ha’ flere tæsk, så er jeg parat!”

”Han ligner Samson,” sagde en af de unge. ”Vi må hellere opgive.”

”Opgive?” De andre skubbede til ham. Så samlede de igen flokken.

Dæmpet talte de med hinanden. Så rykkede de atter frem. Denne gang i tre afdelinger. Én forfra, én bagfra og én fra venstre flanke.

Den gamle svingede med stokken. Han sang, mens han slog. Blodet flød. Kampen blev kort. Løverne angreb ikke i hold. De faldt over kæmpen på én gang. Med skarpe sværd og lynende daggerter trængte de ind på den gamle. Et par kraftige hug fik hans sang til at forstumme. Da han segnede og faldt, ville én give ham dødsstødet – men de andre holdt ham tilbage. ”La’ ham være,” sagde de. Da de tog hans kappe og pung, undrede de sig alle over, at de lod ham leve. ”Han er firs men sloges som én på tyve,” sagde de anerkendende. ”Inden solen går ned, er han død.”

*

Græsset er visnet i sandet. En underlig azurblå tomhed hviler over stedet, hvor den gamle ligger. Et par af beduinernes slanke, lysebrune hunde sniger sig frem efter dunsten af blod. Sorte vinger og nøgne halse ses allerede på himlen. Da pludselig dukker den lange, magre levit i den hvide kjortel op fra sandbankerne. Han er på vej til Jeriko til Jerusalem.

Som skik er, læser han fra en bogrulle, mens han går. Han er netop kommet til det sted i Toraen, hvor lovbuddet siger: ”Når du på din vej træffer på en fuglerede med unger, og moderen ligger på ungerne, må du ikke tage moderen sammen med ungerne; ungerne kan du tage, men moderen skal du lade flyve, for at det må gå dig vel, og du må få et langt liv” (5.Mose 22:6-7).

  1. Den lange, ranglede levit læner sig mod et træ og siger frem for sig selv: ”Underligt! Jeg ville tage moderen og lade ungerne leve. Men se!” Levitten bøjede hovedet, og vinden blæser i træets top: ”Hvem er jeg, at jeg skulle vide bedre end Herrens ord – og da jeg nu engang gerne ’vil leve længe’, gør jeg bedst i at følge Guds ords befaling. Hvis jeg på min vej finder en fuglerede, så vil jeg lade den gamle fugl leve.”
  2. Netop som den lange, tyndbenede levit ville fortsætte, hørte han en svag stønnen bag træet. Han vendte sig forskrækket og så den gamle mand ligge blødende og forslået på jorden.

”Men dog!” udbrød han. ”Der er røverbander her på egnen.” Han kastede endnu et forskrækket blik på den sårede. ”Ilde tilredt,” sukkede han. ”Har ikke lang tid igen!” Han stirrede endnu engang undersøgende på den blodige skikkelse. ”Over firs!” sagde han henvendt til sig selv. ”Her er ikke meget at vinde. Et brat død… og den kommer vi til at dele, hvis ikke jeg kommer herfra i en fart.” Dermed forsvandt levitten, idet han lod den gamle mand ligge og vente på sin egen død.

*

Det var højtid, og selvom de øde områder uden for Jeriko var usikker, var ikke få præster ad netop denne rute på vej for at øve deres tempeltjeneste i Jerusalem. Også denne præst (en lidt ældre, fedladen tempelpræst) passerede den gamle mand i ørkengræsset. Dagen forinden havde han i Jeriko prædiket over det 4. bud i Moseloven: ”Du skal ære din far og din mor,” og som han nu nærmede sig stedet ved Salthavet, hvor mordersekten, der levede i lovløshed, huserede, tænkte han især på det betryggende løfte, som er knyttet til det fjerde bud: ”Hvis jeg overholder det bud,” sagde han til sig selv, ”så vil det gå mig vel, og jeg vil leve længe på jorden…”

I det øjeblik standsede også han forfærdet. Hørte han ikke en raslen bag det træ? Lød det ikke som en stønnen? Var der ikke en svag stemme, der kaldte på hjælp? Præsten nærmede sig. Langsomt, skridt for skridt. Hvis røverbanden var på spil, var det et spørgsmål, om han ville opleve opfyldelsen af løftet om ’et langt liv på jorden’.

Præsten åndede lettet op, da han så den gamle, sårede mand på jorden. ”Han udgjorde ingen fare. Uforsigtigt af en mand i hans alder at rejse i dette område. Mere end firs måtte han være. Havde ikke langt igen. Et par timer måske. Her var ikke meget at stille op.” Det var de tanker, præsten gjorde sig. Så skyndte han sig videre. Morderbanden kunne dukke op når som helst. Her var det nu et spørgsmål om at holde hovedet koldt. Den gamles hvide hår var rødt af blod. Hans tid var forbi. Ingen grund til at besvære sig mere med den sag. Nu drejede det sig kun om at komme væk i en fart.

*

Stænk af sol trængte endnu ind mellem træerne i den lille olivenlund med de høje cyprestræer, da den fremmede fra Samaria dukkede op. Beduinernes hunde var blevet mere nærgående, og skygger af sjakaler dukkede op ved randen til ørkenen mod øst. Den fremmede var ikke alene. Han bragte med sig et æsel. Ikke et almindeligt, sortbrunt, strithåret æsel men et kongeligt æsel. Skinnende gråt med en pels som silke. Han kaldte det ’Bileam’, for æslet kunne – om man vil tro det eller ej – tale.

Det var et fornemt æsel, og det talte i et sprog, som kun de fine folk talte. Undertiden med akademiske vendinger, som selv dets herre havde svært ved at forstå. Da de nærmede sig den døende gamle mand i græsset, sagde æslet: ”Der ligger en ældre herre bag træet. Han er ved at forlade denne verden.” Samaritaneren gik om bag træet og så, at det forholdt sig, som æslet sagde. Der lå en gamle mand – han måtte være mere end firs – der var hårdt medtaget efter et overfald. Den fremmede stod et øjeblik stille. Han hjerte fyldtes med medynk, så begyndte han tavst at hjælpe den gamle.

Han vaskede mandens sår og forbandt ham omhyggeligt med strimler fra et hvidt klæde, som han rev i stykker. ”Der ligger olie og salve i den højre saddeltaske,” sagde æslet. Manden ledte forgæves i tasken. ”De grønne læderflasker, du købte i går på markedet i Jerusalem. ’En gave til din kone’, sagde du.”

Flaskerne blev fundet, og indholdet anvendt til en forsigtig førstehjælp på et dybt sabelhug og flere flænsede daggertsnit. ”Hans højre ben er brækket.” Æslet fulgte vejledende med i operationen. ”Pas på hans nakke, når du løfter ham!” Æslet lagde sig, så at det blev lettere at få den gamle mand op på saddelen. Rødt blod dryppede ned på den fine grå pels. ”Bryd dig ikke om det,” sagde æslet dæmpet til den gamle. ”Det kan let vaskes af.”

Den gamle mand stirrede vantro på det grå æsel. ”Kan du tale?”

”Mit navn er Bileam.” Æslet nikkede venligt til den sårede. ”I min familie taler vi alle.” Æslet rejste sig med besvær. ”Du har haft besøg?”

Samaritaneren afbrød. ”Lad den arme mand være. Kan du ikke se, at han er for udmattet til at svare.” Æslet drejede sine store ører, som om det ikke ville lytte til nogen indsigelser. ”Du har haft besøg?”

”Ja, to mænd kom forbi. Da de så mig, sagde de hver for sig: ”Han er over firs. Lad ham ligge!”

”Jaså! De sagde, at du var over firs, og derfor lod de dig ligge.”

Den gamle nikkede. ”De kender ikke Herrens ord, som siger: ”Du skal rejse dig for de grå hår og ære oldingen, thi du skal frygte din Gud. Jeg er Herren” (3.Mose 19:32).

*

Som den lille flok fulgte solens sidste stråler, nåede de, inden mørket faldt på, det lille herberg uden for Jeriko, hvor rejsende fra Jerusalem ofte overnattede. ”En seng til mig og en seng til den sårede, gamle mand, og strå og foder til mit æsel.” Samaritaneren var kort for hovedet.

”… og at spise? I må være sultne. Hvad er der sket med den gamle?” Landevejskroens indehaver bukkede.

”Overfaldet! Hvad har du at spise?”

”Oksekødssuppe. Kraftig. Kan jeg hjælpe med den sårede?”

”Gerne!” Samaritaneren så ransagende på kroværten. ”Den sårede er en gammel mand, og jeg vil – mod god betaling – overlade ham i din varetægt til jeg kommer tilbage.”

Kroværten bukkede igen. ”Men jeg har en betingelse.”

”Og det er?” Kroværten bukkede igen.

”At du nøje efterfølger to af den vise Konge Salomos råd.”

”At følge et godt råd er altid godt. At følge Konge Salomos er bedst.” Kroværten bukkede igen.

”Godt. Hør så her: ’Den gamle mands hvide hår er en smuk krone, som han har vundet på retfærdighedens vej” (Ordspr. 16:31). ”Hans hvide hår er et smykke, som du skal bøje dig for” (Ordspr. 20:29). Samaritaneren fortsatte: ”Gør du det, vil jeg finde den gamle mand i live, når jeg kommer tilbage – og så vil jeg belønne dig rigeligt derfor.”.

”Så sandt som det er sagt,” udbrød det grå æsel

Kroværten så sig overrasket omkring. ”Var der nogen, der sagde noget?”

”Ja,” smilede den fremmede. ”Æslet gav mig ret, hvilket vil sige, at de, der taler anderledes ikke har fattet, hvad selv et æsel kan forstå…”

Kromanden bukkede igen.

Da Samaritaneren passerede æslet, som kroværten ledte ind i stalden, sparkede det i forbifarten ud efter ham.

”Hvad mener du med det?” spurgte Samaritaneren.

”Og det spørger du om?” svarede æslet. Så vendte det sig til den forbløffede krovært med ordene: ”Og det spørger han om?”

Kroværten løftede hænderne mod himlen. ”Nu står verden ikke længere! Et æsel, der kan tale!”

”Og de to betingelser?” Æslet fortsatte ufortrødent.

”Godtaget! Alle 80-årige kan fra nu af altid og uden undtagelse finde ly under mit ringe tag. I vil finde ham i god behold, når I kommer tilbage.

BEMÆRK:

Læs artiklen under Retsopgør: DET SORTE DOKUMENT

(http://medgrundlovskallandbygges.dk)

Missionens kontonummer: 1551 3202 194 Den danske Bank – NY PAGTS FÆLLESSKAB

telf.: +45 30 15 38 68, email: mail@johnynoer.dk

Alle møder er aflyst!

  1. NOTA BENE:
    De ugentlige
    breve på hjemmesiderne Profetisk Journal og Med Grundlov skal land bygges udkommer hver 14. dag. Næste udgivelse er fredag d. 01. maj 2020).

0 Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *