KEJSERENS NADVER
Langsomt men sikkert anes den sørgelige dag forude, hvor en dansk nadvergudstjeneste kun kan tillades, hvis den forinden (som et anerkendt ritual) har fået statens blå stempel; det Covid-19 regulativ, som er blevet udsendt fra kirkeministeriet (med en tekst udfærdiget af styrelsen for patientsikkerhed) d. 17. maj 2020, lægger op til, at nadverelementerne fremover skal være ’stykvis indpakket’, og at nadverbrødet kun må uddeles til kirkens nadvergæster ved anvendelse af gummihandsker.
Denne splinternye statsanbefaling har fået adskillige af landets troende borgere til (med en vis forfærdelse) at løfte hovedet. For det første lægger de her mærke til, at grundlovens 67 paragraf står i fare for at blive udsat for en historisk krænkelse. Den siger kort og godt, at (citat): ’Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning’ (stk.1).
(De af borgerne, som har forsynet sig med skriftet: ’Min grundlov’, udgivet af Folketingets Kommunikationsenhed i august 2012, bemærker, at ordet Gud – som det sig hør og bør – ’skrives med stort’, selve citatet (side 35) – men at ordet Gud i den layout-mæssige henvisning (side 36) ’skrives med lille’. Grundlovsfædrene kunne ikke drømme om, at Gud (uanset hvilket grammatiske ændringer, der indførtes sidenhen) kunne ’skrives med lille’, idet de med denne paragraf kun har haft én Gud i tankerne: De kristnes Gud, Israels Gud, Himmelens og jordens Skaber, Jesu Kristi Fader.
Folketingets ’omskrivning’, hvor Gud ’skrives med lille’, kan ifølge al grammatisk forståelse kun henvise til en afgud… og det er præcis som sådan, at statens nyligt foreståede nadverritual kan iagttages. Folketingsinstitutionen betragter ikke trosfrihedsparagrafen som en ’bestemmelse om Gud’ – men (som det synes at være tilfældet med det statsudfærdigede ’nadverforslag’) som et regulativ for en afgud.
Statens verdslige forslag til den omtalte Korona-ændring af Det hellige Måltid er (ifølge borgernes opfattelse) i sig selv at betragte som en krænkelse af nådemidlerne! I denne sag staver statens embedsmænd (i overført forstand) ordet Gud ’med lille’. Statsforslaget er fremlagt, som gjaldt det en afgud…
Lad mig forklare:
DET ÅNDELIGE ASPEKT
I det ellevte kapitel af apostelen Paulus’ brev til menigheden i Korinth skriver han: ”Jeg roser jer for, at I holder fast ved overleveringerne, således som jeg har overleveret jer dem” (v.1).
En af disse apostolske overleveringer, som det er påbudt menigheden nøje at efterleve, er den givne (af Helligånden inspirerede) nytestamentlige beskrivelse af nadvermåltidets hellige og ukrænkelige indhold.
Apostelen indleder med at understrege, at hvad han her har at meddele vedrørende Det Hellige Måltid ikke er hans eget påfund, ej heller en ordning bygget på nogen menneskelig ide, men (skriver han): ’Jeg har modtaget det fra Herren’!” (v.23)
Derefter fortsætter han med at betone under hvilke omstændigheder det måltid, der sidenhen betegnes som ’brødets brydelse’, er blevet indstiftet. ”I den nat, Herren Jesus blev forrådt,” skriver han, ”tog Han brød, takkede og brød det og sagde: Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig” (v.23-24).
Apostelen fortætter med at uddybe det åndelige aspekt af den handling, som udøves ved ’velsignelsens kalk, som vi velsigner’ (10:16): ”Ligeså,” skriver han videre: ”tog Han også kalken efter aftensmåltidet og sagde: ”Denne kalk er den nye pagt ved mit blod, gør dette, så ofte som I drikker den til ihukommelse af mig.”
Er regeringen i denne sag atter gået for langt i sin stadige iver efter ’at ville blande sig’ i kirkens indre anliggender? Hvis dette er tilfældet, så er en hvilken som helst krænkelse af Det Hellige Måltid en farlig grund at bevæge sig ind på. Det vil enhver lovgiver i det lange løb med smerte komme til at erkende…
DEN HISTORISKE SPOT
Danmarks statsminister Mette Frederiksen har den 17. januar i sin tale om ’Gud, der skal sættes på et sidespor’ samtidig angrebet den danske, protestantiske kirkes grundlovsbefæstede privilegier.
”Gud har vigepligt,” lød det den dag fra landets fornemste talerstol. ”Man kan kalde sig ligegyldig hvilken religiøs baggrund, man måtte have, eller (påkalde sig) særlige privilegier, fordi man har en religion. Det er her i huset, lovgivningen vedtages. Ingen andre steder!”
Denne historiske spot (som aldrig før er blevet så stærkt formuleret på Christiansborg) har tydeligvis fundet fodfæste i den senere hastelovgivning. Den rejser sig som et mørkt spøgelse bag det udsendte nadverregulativ.
Forudsætningen for, at f.eks. en dansk nadvergudstjeneste med statens stempel fremover kan tillades, er, at (citat): ’menighedens medlemmer fortsat efterlever sundhedsmyndighedernes anbefalinger’. At ’efterleve en anbefaling’ kan imidlertid næppe betyde andet, end at ’det, som anbefales, bliver ført ud i livet’. Med andre ord: Sundhedsmyndighederne forventer, at de kristne menigheder i landet nu ’gør, hvad der bliver sagt’.
Når det f.eks. under overskriften ’Nadveren’ erklæres, at (citat): ’man f.eks. kan overveje om ’spise og drikke’ (der) udleveres til deltagerne (alt efter ritualets karakter), ’bør være pakket ind stykvist’, så fremgår det af påbudet om at ’efterleve’, at øvrigheden herefter forventer lydighed på dette punkt.
Det vil, om denne ’anbefaling’(der i virkeligheden fremstår som en ’befaling’) sige, at nadverelementerne skal være superhygiejnisk ’indpakket stykvist’, samt at (citat) ’ved udlevering af ’ikke emballerede fødevarer’ skal der bruges handsker.
Det paradoksale ved denne strenge ordning (med hensyn til nadvermåltidet) ligger i, at samfundet næppe har behov for at gå til sådanne yderligheder! De regler, som i det foreliggende tilfælde bør udstedes, må absolut være bygget på det egentlige og nødvendige behov, som den aktuelle epedemi-situation fordrer – ja, den falske forestilling, at kirkegængerne ved brødsbrydelsen bringer de øvrige borgere i en alvorlig smittefare (dersom nadverelementerne i det kirkelige ritual ikke udleveres med gummihandsker og i emballeret form, forekommer så himmelråbende overdrevent, at det i sig selv afslører, at de verdslige myndigheder har et andet ærinde – en skjult agenda – som de her søger virkeliggjort.
Landets gudløse styre er med denne nadverforordning gået så langt (udover ’det tilladelige’) at de troende borgere i stort tal vil tage afstand fra en sådan procedure; de vil forkaste de udstedte regler og åbenlyst nægte at efterfølge dem.
Påbud af den groteske art har (beviser historien) en kort levetid. Inden solen går ned, vil de være suspenderet! Borgerne vil simpelthen ikke bøje sig under dem…
Da jeg som ung, nyomvendt kristen for første gang deltog i en nadvergudstjeneste i det gamle Evangeliehus ved indgangen til Fælledparken i København, så undrede jeg mig over, at de brødre, som skulle forvalte brødsbrydelsen, stilfærdigt forinden trak sig tilbage i et rum bag prædikestolen. ”Hvad sker der derinde,” spurgte jeg andagtsfuldt. (Jeg forestillede mig, at de foretog sig et eller andet rituelt, som var forbundet med den højtidelige gudstjenestelige handling). Svaret var kort og oplysende: ”De vasker hænder!” … og det har efter min og andres mening været en tryghed, som hersker overalt i den frikirkelige forvaltning af brødsbrydelsen.
De regler, som Danmarks enevældige sundhedsminister har nedlagt for de troende borgeres deltagelse i det måltid, som Kirkens Herre i sin sidste time indstiftede med ordene: ”Dette er mit legeme, som gives for jer, gør dette til ihukommelse af mig” (1.Kor.11:24) er (efter manges opfattelse) statsligt forordnet med en hensynsløshed, der råt og uforsødet bevidner den antikristelige ånd, som hersker på Christiansborg.
Ikke et ord i kejserens nadverbefaling har været underlagt så meget som skyggen af parlamentarisk kontrol. Det bliver nu op til regeringens minister, at det her indførte ’forsigtighedsprincip’ (at nadverelementerne, der i Ny Testamente i ærefrygt beskrives som Jesu Kristi Legeme og blod) fortsat skal plastik-indpakkes og med gummihandsker ’udleveres stykvist’).
FOR KATOLSK KIRKE UIGENNEMFØRLIG?
For landets katolske kirke må (mener jeg) en sådan ordning antages at være fuldstændig uigennemførlig?
Når indvielsen af nadveren finder sted i den katolske kirkes gudstjeneste, falder nadvergæsterne ofte på knæ, og ’øjeblikkets hellighed’ markeres ved, at en klokke klimter. Ifølge kirkens tro er det indviede alterbrød (hostier) på det strengeste at iagttage som Kristi Legeme. Det anses for at være så helligt, at det opbevares i et såkaldt ’tabernakel’, et ofte fint udsmykket ’sakramentgemme’, som i sig selv bevidner, at statens plastik-indpakning ud fra det katolske syn kunne være at betragte som ’en ringeagt over for nådemidlerne’.
Den gudstjenestelige betegnelse for den katolske kirkes lære om Jesu Kristi legeme og blod fremgår bl.a. af det latinske udtryk ’communio sub una’, d.v.s. nadvernydelse ’under én skikkelse’, nemlig, at efter katolsk skik er det kun brødet, der uddeles. Vinen nydes alene af præsten. Ved denne skik undgår man at spilde noget af Jesu blod på gulvet under uddeling af kalken. Dette anser man for en vanærelse af Jesu blod. Set i dette lys kunne statsembedsmændenes forslag om ’de emballerede nadverelementer’ anses for at være ’en lige så stor vanære’ – ja, selve tanken om, at en dødelig smitte skulle kunne udgå fra Det Hellige Måltid må for de katolsk troende anses for at være en blasfemisk forestilling.
LUTHER HAVDE SMIDT MINISTEREN I FÆNGSEL
Den lutherske indstilling til regeringens foreslåede forvaltning af nadveren fremgår bedst af en begivenhed, som i Tyskland satte sindene i oprør i midten af 1500-tallet. Man vil af denne beretning kunne forstå, at den tyske reformator (hvis navn, Martin Luther, står nævnt i Danmarks Grundlov) aldrig kunne have godtaget den danske stats ’Korona-nadverforslag’.
En yngre hjælpepræst, der tjente under biskoppen af Naumburg – en af Luthers gode venner, Nikolaus Amsdorf, havde 3 søndag i advent i året 1545 i annekskirken til sognekirken, hvor han var ansat, holdt gudstjeneste og altergang. Der var i kirken den søndag 17 altergæster. Da han skulle give den sidste brødet, havde han ikke flere oblater (nadverbrød) på fadet.
Da han i sin forfjamskelse ikke vidste, hvad han skulle gøre, tog han hurtigt et ikke indviet oblat-brød fra æsken og gav dette til den sidste nadvergæst.
Siden fandt en kone den oprindelige ’indviede oblat’ på gulvet. Den skyndte præsten sig at lægge tilbage til de øvrige uindviede brød i æsken. Da han efter gudstjenesten blev gjort opmærksom på ’det forkerte’ ved denne handling, svarede han: ”Det kommer ud på det samme. Der er ikke forskel på det indviede og uindviede brød.”
Dette blev øjeblikkelig indberettet til sognepræsten, som indberettede det til provsten, som indberettede det til biskoppen, som indberettede det til teologerne i Wittenberg, idet han foreløbig og på stedet lod den arme hjælpepræst ved den verdslige øvrighed sætte i fængsel.
Luther gik ikke strengt til værks, men han skrev i et brev, der er dateret den 11. januar 1546, at præsten med denne behandling af nadverbrødet har ’vist åbenlys foragt over for Gud og mennesker’, og han skulle sættes to uger i fængsel. Luther døde en måned senere, d. 18. februar 1546.
Den danske regerings nadverforslag må have fået den tyske reformator til at vende sig i sin grav – og havde han levet i dag, havde han (hvis han havde beføjelse dertil) kastet samtlige implicerede i fængsel.
Det er et stort spørgsmål, om de protestantiske menigheder i Danmark kan efterleve statens seneste ’nadver-regulativ’. Set ud fra det synspunkt, at den protestantiske kirke betragter den hellige nadver som et ’ihukommelsesmåltid’, er det svært at forestille sig, at ’det brudte brød’ (der ihukommes som vor Herre Jesu Kristi Legeme) nu skal uddeles ’stykvist-indpakket’ og ’udleveres med gummihandsker’.
I MODSTRID MED GRUNDLOVEN
På en række afgørende punkter er den hastelov, som blev indført i marts 2020 i dyb uoverensstemmelse med Danmarks Grundlov. Hasteloven blev vedtaget med det ene formål, at regeringen kunne ’gå kraftigere til værks for at inddæmme koronavirus’. Det viser sig nu, at det ikke blot er den farlige virus, som ’inddæmmes’. En lang række af borgernes hårdt tilkæmpede frihedsrettigheder er indenfor timer blevet sat ud af kraft, for dermed at ’få pesten begrænset’. Som de første måneder af ’inddæmningsprocessen’ er løbet af stablen, er det danske samfund pludselig og brat vågnet op til en politistat, der udøver et gennemgribende, diktatorisk jerngreb på det ganske riges befolkning, styrelse, kirke, uddannelsesinstitutioner og borgernes private hjem.
Loven har en såkaldt ’solnedgangsklausul 1. marts 2021. For at solen skal kunne gå ned i vest, må den først være stået op i øst. Indtil nu har der ikke i hasteloven – juridisk set – været nogen virkelig oplysende solopgang. Det er derfor, at der fra borgernes side med ængstelse forventes et øget og buldrende midnatsmørke, når den første martsdag oprinder i 2021. Det vil nemlig her vise sig, at magthaverne ikke frivilligt vil slippe jerngrebet; de vil søge fornyet anledning til – sammen med skjulte, internationale kræfter – at stramme grebet, og landets troende borgere har en begrundet forudanelse om, at det er ytringsfriheden og trosfriheden, som først står på skud.
’Kejserens nadver’ er en forløber for de overgreb, som i de næste uger og måneder vil finde sted – og de borgere, som på forhånd ser faren, bør ikke forholde sig tavse.
Om Gud vil, og jeg lever, vil jeg på grundlovsdag d. 5. juni stå på en fornem, gammel prædikestol, der til anledningen er opstillet på Klostertorv i Århus kl. 14:00. Her vil jeg – ved Guds nåde – sige et borgerligt ord om bl.a. hele denne sag. Lad mig ikke stå dér alene!
BEMÆRK:
Læs artiklen under Retsopgøret: GRUNDLOVSDAGENS STORE SPØRGSMÅL (www.johnynoer.dk)
Pilgrim Convoy Reg:1551 kontonummer: 5100399 Den danske Bank
telf.: +45 30 15 38 68, email: mail@johnynoer.dk
-
NOTA BENE:
De ugentlige breve på hjemmesiderne Profetisk Journal og Med Grundlov skal land bygges udkommer hver 14. dag. Næste udgivelse er fredag d. 12.06.2020).
0 Kommentarer