MED BØNNEKALDET ER SAGEN BLEVET ALVOR

Lad mig begynde med at fortælle om en strid, som fandt sted i Abrams lejr, medens han var på vandring i det hellige land. Sarai, hans hustru, fødte ham intet barn, og det nagede hende så meget, at hun en dag sagde til Abram: ”Herren har jo nægtet mig børn, men jeg har en egyptisk trælkvinde. Gå ind til hende, måske kan jeg få en søn ved hende.”

Skriften fortæller om dette forslag, at ’Abram adlød Sarai’; Sarai tog sin trælkvinde, Egypterinden Hagar, og i det 10. år efter at han havde slået sig ned i det hellige land, gav Sarai sin mand sin trælkvinde til hustru. Han gik ind til Hagar, og kort efter så det ud til, at Sarais plan skulle lykkes. Hagar blev frugtsommelig.

Men nu begyndte Sarais plan at gå i en anden retning end den, hun havde forestillet sig. Da Hagar så, at hun var frugtsommelig, ’lod hun hånt om sin herskerinde’. Det vil sige, at hun ikke mere opførte sig som en trælkvinde, men tillod sig at indtage en stilling som Abrams 2. hustru, der ikke mere skulle modtage befalinger fra Sarai. Hun benyttede sig af den kendsgerning, at hun skulle føde til at få gennemført en ny orden i huset, og tillod sig at krænke sin herskerinde ved at søge at gennemføre den ligestillingside, at hun var på samme plan som Sarai.

Denne holdning fra Hagars side viste sig at skulle få frygtelige konsekvenser for hende selv og den søn, som hun ventede sig. Hermed havde hun åbnet en strid, som hun på forhånd havde tabt. Da Sarai, hendes herskerinde, opdagede, i hvilken retning den nye vind blæste, blev hendes holdning over for hendes slavinde en anden end den, hvormed hun var kommet med sit forslag. Hun gik til sin mand og afleverede følgende klage:

”Min krænkelse komme over dig. Jeg lagde selv min trælkvinde i din favn, og nu hun ser, at hun skal føde, lader hun hånt om mig; Herren være dommer mellem mig og dig.”

Dermed var sagen endt på Abrams bord. Nu måtte han klare dette spørgsmål. Hvad ville han nu gøre. Abram afviste at have noget med den strid at gøre, som var opstået mellem Sarai og hendes trælkvinde. Han indså, at problemet havde ikke været fra begyndelsen. Hagar havde selv pådraget sig sin herskerindes vrede, og han nægtede at tage hendes forsvar, idet han ikke ville værne om hendes beslutning, at hun – på grund af den forestående fødsel – skulle indtage Sarais stilling som medhustru. Han sagde: ”Gør med din trælkvinde, som du ønsker. Hun er i dine hænder.”

Da plagede Sarai sin egyptiske trælkvinde så hårdt, at hun foretrak at flygte for hende. Med fare for sin søns og sit eget liv stak hun en dag af. Hun forsvandt ud i den store ørken…

EN HERRENS ENGEL FINDER SLAVINDEN

Her standser historien om Hagar, Sarais slavinde, ikke. Herrens engel følger den svangre kvinde og finder hende til sidst ved vandkilden i ørkenen – kilden, som løber med frisk vand på vejen til Sjur.

Englen spørger den udmattede trælkvinde, som er stukket af fra sin herskerinde, og som nu sidder alene ved det eneste sted, hvor hun kan overleve i den brændende hede ørken – og spørgsmålet viser, at englen kender svaret på forhånd. Han siger: ”Hvorfra kommer du, Sarais trælkvinde, og hvor går du hen?”

Dermed har han allerede sagt, at han er kommet for at hjælpe den svangre flygtning. Ikke ved at give hende ret i, at det var uretfærdigt, som der blev handlet med den ulykkelige slavinde, men faktisk for at slå fast, at det var hendes egen fejl, at hun var endt i denne situation. Hun havde sat sig op mod sin herskerinde ved at følge en ligestillingside, som der slet ikke var plads til i hendes verden. Hun kunne søge sin trøst hos Herren, Abrams og Sarais Gud, som her ville fortælle hende, hvad han ville gøre ud af den dreng, som hun bar under sit hjerte, og hvis fremtid hun havde sikret hos ham, som ser alt og kender alle tings sammenhæng.

Englens ord til den flygtende trælkvinde var direkte og uden omsvøb: ”Vend tilbage til din herskerinde og find dig i hendes behandling.” Det vil sige: Den vej, du har tilbagelagt for at slippe for de konsekvenser, som du selv har bragt over dit hoved, skal du vandre tilbage. Lige så langt, som du er flygtet bort fra din herskerinde, lige så langt skal du vandre tilbage, og dér skal du finde dig i din herskerindes hårde behandling.”

For at give hende mod til denne handling, fortsætter Herrens engel med at give hende et løfte. ”Jeg vil gøre dit afkom så talrigt, at det ikke kan tælles.”

Den ulykkelige slavepige løfter sit hoved, thi hvad Herrens engel her fortæller hende overgår langt hendes vildeste fantasi. ”Se, du er med barn, og du skal føde en søn, som du skal kalde Ismael (thi det betyder, at Gud har hørt din bøn. Han har hørt, hvad du har lidt.” Engelen fortsætter: ”Som den dreng vokser til, vil han blive som et menneske-vildæsel. Hans hånd er mod alle og alles hånd mod ham, og han skal ligge i strid med alle sine omgivelser.”

Den dag gav trælkvinden Hagar, som var flygtet for Abrams hustru Sarai, Herren et navn. Hun kaldte ham: ”Du er en Gud, som ser alle ting” – for hun sagde: ”Har jeg virkelig her set et glimt af ham, som ser mig?”

Derfor kalder man denne brønd Be’er-lahaj-ro’i, det betyder:’Brønden for den levende, som ser mig’. Den ligger mellem Kadesj og Bered.

Og Hagar fødte Abram en søn, og Abram kaldte sønnen, Hagar fødte ham, Ismael.

JAG TRÆLKVINDEN BORT’!

Der gik nu fjorten år, og Ismael voksede op i Abrahams hus. Sara og Hagar levede side om side. Den ene som herskerinden og den anden som hendes slævepige. Isak blev født og Ismael havde ikke mere nogen interesse for Sara, og en dag, hvor hun så, at Ismael legede med hendes søn, Isak, gik hun til Abraham og sagde: ”Jeg den trælkvinde bort fra mit hus. Jeg vil ikke have, at han skal arve sammen med min søn, Isak.”

Herover blev Abraham ’såre ilde til mode for Ismaels skyld’, og han gik til Herren for at få at vide, hvad han skulle gøre. Da sagde Gud til Abraham: ”Vær ikke ilde til mode over drengen eller hans mor. Adlyd Sara i alt, hvad hun siger til dig, thi efter Isak skal dine efterkommere nævnes. Men også trælkvindens søn vil jeg gøre til et stort folk. Han er jo dit afkom.”

Tidligt næste morgen tog Abraham brød og en sæk vand og gav Hagar det. Han sendte trælkvinden og hendes søn bort og så dem vandre ud i den store ørken.

Det varede ikke længe, før Hagar var faret vild, og da vandet slap op i den sæk, som hun havde bragt med sig, lagde hun drengen under en busk. Så gik hun bort derfra – ligeved et pileskuds afstand derfra – og satte sig, idet hun sagde ved sig selv: ”Jeg kan ikke udholde at se drengen dø!” Således sad hun en tid lang, mens drengen græd højt.

Da hørte Gud drengen græde, og Guds engel råbte til Hagar fra himmelen. ”Hvad er der sket med dig, Hagar? Du skal ikke være bange, for Gud har hørt drengen græde, dér hvor du har lagt ham.” Og Guds engel fortsatte: ”Rejs dig, hjælp drengen op og tag ham ved hånden, for jeg vil gøre ham til et stort folk, siger Herren.”

Da åbnede Gud Hagars øjne. Og hun så en brønd med vand. Hun løb hen og fyldte sækken med vand og gav drengen at drikke. Og Gud var med Ismael. Han voksede til og han bosatte sig i Parans ørken, hvor han blev bueskytte.

ISMAEL FORFULGTE ISAK

Hvad skulle vi gøre med hele den historie? Lægge den til side som om den intet har at sige til vor tid? Eller tage den alvorlig og gøre sig klar til at adlyde dens budskab, som ligger gemt i disse ord: ”Jag trælkvinden og hendes søn bort.”

Hvis vi vælger det sidste (at adlyde Saras røst) så vil vi først – i lighed med Abram – ’blive ilde til mode’, men i længden vil det med sikkerhed være den eneste vej, som åbner sig. Vi ved jo – som Sara, og siden som Abraham – at Gud vil tage sig af denne sag, og selvom det i første omgang vil berede alle parter smerte, så er der kun denne ene, smalle – men farbare vej tilbage for Guds folk. Thi det hedder således om den nuværende situation: ”I brødre, er ligesom Isak forjættelsens børn.”

I Romerbrevet står jo skrevet, at ’ej heller er de alle sammen børn (Guds børn) fordi de er Abrahams afkom, men KUN GENNEM ISAK SKAL AFKOM NÆVNES EFTER DIG.

Det vil sige, at det som i sin tid blev sagt til Abraham: ”Vær ikke ilde til mode over drengen og din trælkvinde, men adlyd Sara i alt, hvad hun siger dig, THI EFTER ISAK SKAL DIT AFKOM NÆVNES.

”Det betyder, at det ikke er de kødelige børn, der er Guds børn, men det er kun de børn, som er født i kraft af forjættelsen, der regnes for afkom” (Rom. 9:8).

*

Dette har noget at gøre med muslimernes krav på, at deres bønner skal høres fem gange om dagen, idet de hele tiden vil hævde, at ’Allah er større’ – og når danskerne spørger: ”Større end hvem,” kan svaret kun være det: ”Større end den Gud I tjener, Israels Gud, Jesu Kristi Fader, hele jordens Skaber!”

Til dette har Kristi Kirke kun ét svar (og det er uanset, hvad de verdslige myndigheder svarer). ”Ligesom dengang han, der var avlet efter kødet, forfulgte ham, der var avlet efter ånden, således er det også nu.”

… og situationen nu ligner den, som førte til det store skisma, på følgende måde:

”Men da Sara så egypterkvinden Hagars søn… lege med hendes søn, Isak, sagde hun til Abraham: ”Jag den trælkvinde og hendes søn bort!”

Var det ikke en smule overdrevent? Overreagerede Sara ikke? Hvilken forbrydelse havde den 13årige Ismael nu gjort sig skyldig i. Han legede jo kun med Isak.

Ja, men det var en farlig leg. Saras skarpe øjne så straks faren. Ny Testamente ser den samme truende situation: ”Ligesom dengang Ismael FORFULGTE Isak, således også nu.” Hun greb øjeblikkelig ind – og næste morgen var trælkvinden og hendes søn på vej ud i den store ørken. Der var ikke plads til dem. De var nødt til at blive adskilt. Trælkvinden og hendes søn måtte væk. Ingen anden udvej var at øjne…

I fjorten år havde denne situation tilspidset sig. Kun Sara havde fulgt den med et mistroisk blik. Den uholdbare situation blev mere og mere usikker, indtil en ganske almindelig leg mellem de to børn viste Sara, at dette kunne ikke gå meget længere. Hun så hvorledes Ismael ’legede’ med Isak. Og hun så den voksende vare. Den ’leg’ kunne ikke fortsætte. Der måtte sættes en stopper for den, inden det var for sent – og den dag gjorde hun en indsigelse, der varslede uro, hvis ikke den blev fulgt.

På samme vis er det gået Islams tilstedeværelse i Danmark. Men en dag fremsættes et krav, som de fleste kan mærke er forkert. Situationen ender her. Og Sara sætter ord på dommen: ”Jag trælkvinden og hendes søn bort.”

BILLEDTALEN

”Der står jo skrevet, at Abraham havde to sønner. En med trælkvinden og en med den frie kvinde.” Sådan omtales dette forhold i Galaterbrevet (4:5), som fortsætter: ”Trælkvindens søn er avlet efter kødet, den frie kvinde i kraft af forjættelsen.” Sådan ser forholdet ud:Den ene føder børn til trældom, og den anden til frihed.

Nu er situationen den, at det ikke mere er en enkelt kvinde og hendes søn, som der skal tages hensyn til, men det er en helt befolkning, som er kommet til landet, og nu gør sine krav gældende. Det sidste er altafgørende. Retten til at have et bønnekald indført, som er lige så truende, som Ismaels ’leg’ med Isak – og som Sara så i tide og meldte til Abraham med ordene: Jag trælkvinden og hendes søn bort!” Dette er afgørende. Vær faste og beslutsomme Det er ingen leg. Det er optakten til noget større. Det vil – hvis ikke der råbes stop i tide – ende med et opgør af større dimensioner.

Dette har nemlig en billedlig betydning,” siger Galaterbrevet i Ny Testamente. Det betyder, at dette kan forstås på en måde, som rækker langt ud over det, som denne fordring (bønnekaldet) i første omgang lader komme for en dag.

”Disse kvinder er nemlig to pagter; den ene fra bjerget Sinaj, den som føder børn til trældom, og det er Hagar. Den anden er som det himmelske Jerusalem.”

Dette er åndelig tale! (og ingen af de verdslige myndigheder vil fortå dette, ’thi his de havde kendt den, ville de ikke have korsfæstet herlighedens Herre ’ (1.Kor.2:8).

Derfor vil jeg prøve at forklare denne ’billedtale’ på en måde, som selv de ugudelige myndigheder vil forstå. Det råber til himlen om et forhold, der rykker mere og mere ind på livet af de styrende. Timen er kommet, hvor der ikke leges mere. En beslutning, som tegner fremtiden, må tages.

I billedtalen omtales de to kvinder som to pagter. En gammel og en ny pagt. Opgøret mellem Sara og hendes trælkvinde Hagar sammenlignes med det åndelige opgør som eksisterer i dag mellem lovens pagt, Sinajpagten, og den nye pagt, som har at gøre med troen på Kristus.

Set med billedbogens øjne kan ligningen med de to kvinder bruges til mere end den åndelige betydning mellem de to bibelske pagter. Den kan også bruges i den aktuelle situation, hvor bønnekaldet introduceres på Christiansborg. To forskellige regimer mødes. En ordning, der fører til trældom og en ordning, der fastholder friheden. ’Et bønnekald’, der leder til en ’totalitær orden’, og ’et bønnekald’, der lede til ’det himmelske Jerusalem’, som er frit, og som er vor moder.

Lad mig forklare:

Når muslimerne kalder til bøn, er det på en måde et religiøst kald – men tillige et politisk kald. Når det muslimske kald kalder til ’noget større’, er det i grunden et helt nyt regime, der introduceres. Islam kan i sit vidnesbyrd ikke undgå at medtage alt under Allahs vinger – og med det femfoldige, daglige kald følger også – som en uundgåelig følgesvend – Sharia-lovbuddene, og den islamiske dannelse af staten, som er kalifatet.

Herover for står kaldet fra kirkens klokke. Det er et kald uden ord. Den rungende malm har sin egen betagende styrke.

Hvor muslimernes bønnekald er arabisk, er kirkeklokkens sprog af en sådan art, at det forstås af alle. Det er aldrig politisk og taler ikke kun til en særlig denomination. Det er en røst fra himlen, der adskiller sig fra den menneskelige røst ved ikke at sige sin mening. Uden ord genlyder kirkeklokkens klang over by og land sin indbydelse. Uden pres og uden tvang og uden propaganda. Fra kirkens første dage har den – overalt, hvor ordet om Kristus lyder – ladet sin rene klang lyde.

Og i Danmark vil den fremover kalde et frit folk til bøn og til lovsang – uden hensyn til race eller etnisk baggrund.

BEMÆRK:

Læs artiklen under Retsopgøret: ’Bønnekald – ET NYT SKRIDT MOD KALIFAT’ (http://medgrundlovskallandbygges.dk)

Pilgrim Convoy Reg:1551 kontonummer: 5100399 Den danske Bank

telf.: +45 30 15 38 68, email: johnynoer@hotmail.com

  1. NOTA BENE:
    Næste udgivelse af ’
    Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d. 24. juli 2020.

0 Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *