SÅDAN ER FORFØREREN

De verdslige øvrigheder kan søge med forbud at kvæle den kristne lovsang tusinde gange, når først den bryder frem i himlen, så må den lægge alle sine strenge regler til side. Forud for det 12. kapitel i Åbenbaringsbogen er der stor jubel i himmelen. Det vil derfor være ret af os (som her bringes ind i den værste trængselstid, der har været på jorden) at stemme i med den himmelske lovsang. Den giver trøst i de svære tider. Den bringer os en trefoldig opmuntring.

Lovsangen lyder sådan:

  1. Verdensherredømmet er nu blevet vor Herres og Hans salvedes, og han skal være konge i evighedernes evigheder.

  2. Vi takker dig Herre, Almægtige Gud, du, som er, og som var, fordi du har overtaget din store magt og tiltrådt dit kongedømme.

  3. Folkeslagene vrededes, men nu er din din vredes tid kommet (Salme 2:1), da de døde skal dømmes, og lønnen skal gives dine tjenere, profeterne, og de hellige, og dem, som frygter dit navn, både små og store, og da de, der lægger jorden øde, selv ødelægges” (Åb.11:15-18).

Herefter følger beretningen om Satans nedstyrtning til jorden. Mørkets fyrstes forfærdelige rasen, og Gudsrigets forunderlige begyndelse. ”Der høres høje røster i himmelen.” Nu er det endeligt blevet virkeligt. Herredømmet over verden – som djævelen hidtil har haft – er blevet vor Herres og Hans salvedes.

(Hver mandag – om Gud vil, og vi lever – vil jeg i pinsekirken NYT HÅBS lokaler holde måder over Åbenbaringsbogen. Mandag d. 19. oktober vil jeg gennemgå indledningen til det 12. kapitel, hvor jeg vil lægge selve grundlaget for vinterhalvårets forkyndelse. Alle er hjertelig velkommen.)

*

”Jeg vil høre om Kristus! Ikke om antikrist! Jeg kommer ikke til negative møder, som handler om trængsler og forfølgelser,” – sådan taler mange i dag, som gerne vil høre ’de gode nyheder’. Sådanne må slette 2. Thessalonikerbrev, det 3. og 4. vers, som siger, at hvis vi ikke vil blive vildledt, så må vi også høre om frafaldet og ’lovløshedens menneske’ (der træder frimodigt frem med dens belæring, og til sidst står frem som selve ’fortabelsens søn’. Han sætter sig imod og ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, og vil til sidst ’tage sæde i Guds tempel og udgive sig selv for at være Gud’.

Johannes beretter modigt, at ’I har allerede hørt, at antikrist kommer (1.Johs.2:18). Han fornægter Faderen og Sønnen (v.22) – og han vil ikke bekende, at Jesus, Guds Søn, er ’kommen i kødet’ (4:3). Sådan er antikrists ånd. Sådan er forføreren (2.Johs.Brev, vers 7).

ET STORT TEGN VISER SIG

Det 12. kapitel af Åbenbaringsbogen åbnes med en rystende scene. Det er ’et stort tegn’, og det gør et stort indtryk. Vi aner, at noget mægtigt er ved at ske, og langsomt begynder vi at fatte sandheden bag ordene: ’Et stort tegn viste sig på himlen’.

Vi ser et billede af ’en kvinde med solen som klædebon og månen under sine fødder og en krans af 12 stjerner på sit hoved’ – og det tager os ikke lang tid at forstå, at denne kvinde (af højeste værdighed) er afslutningen på Kristi menighed. Det er Guds kirke, som består af jøder og hedninger, og som stråler i opnåelsen af sit guddommelige formål.

Hun har forladt al jordisk herlighed, og hvad der nu udgør hendes majestæt, er udelukkende billeder fra det himmelske: ’Solen’, med dens herlige, klare lys er et billede på evangeliet, som den er i færd med sejrrigt at bringe til nationerne. ”På himlen rejste han solen et telt – som en brudgom går den ud af sit kammer, er glad som en helt ved at løbe sin bane… intet er skjult for dens glød” (Salme 19:5-7).

Månen’, som hun har under sine fødder, taler om loven – som er blevet os en tugtmester til Kristus, for at vi skulle blive retfærdiggjorte af tro. Men efter at troen er kommet, er vi ikke mere under tugtemesteren (Gal.3:24-25). Loven er bragt under vore fødder. Den er ikke mere vor vej til Gud (Rom.6:14) og ’de tolv stjerner’, som omkranser hendes hoved er aposteltjenesten i sin fuldendelse. Ved Kristus har vi fået nåde og apostelgerning for – Hans navn til ære – at virke troslydighed iblandt hedninger (Rom.1:5).

Det store tegn med kvinden i det 12. kapitel i Åbenbaringsbogen er Guds menighed i klimaks af sin tjeneste og hun vises i det øjeblik, hvor hun er ved at fuldende sin gerning – og djævelen raser mod hende, for at det ikke skal ske.

Vi træder et skridt tilbage. Betragter det vældige, gribende billede og bryder så med apostelen ud i denne lovsang:

”Oh, dyb af rigdom og visdom og indsigt hos Gud. Hvor uransagelige er ikke hans domme og hvor usporlige hans veje. Thi hvem kender Herrens tanke, eller hvem blev hans rådgiver, eller hvem gav ham noget først, så at den skulle gives ham gengæld derfor. Thi af Ham og ved Ham og til Ham er alt; Ham tilhører æren i evighed. Amen!” (Rom.11:33-36)

SPÆNDENDE LÆSNING

De to sidste vers i Det Gamle Testamente er spændende læsning. De indeholder allerede det største og mest dyrebare budskab, som står foran sin herlige virkeliggørelse.

De tegner overgangen fra den gamle pagt til den nye – og gør det på en perfekt måde. Åbenbaringsbogens 12. kapitel fortæller om ’noget stort’, som er ved at ske. De omtalte to vers siger ligeud, hvad det drejer sig om:

”Se, jeg sender jer profeten Elias før Herrens store og frygtelige dag kommer. Han skal vende fædrenes hjerte til sønnerne. Og sønnerne til fædrene – at jeg ikke skal komme og slå landet med band” (Mal.4:5-6).

Det er livsafgørende, at fædrene (som er den gamle pagts folk) tager imod sønnerne (som er den nypagts folk), og det er lige så livsnødvendigt, at det ny pagts folk går med budskabet til deres fædre (det jødiske folk). Hvis dette ikke sker, venter der dem – og det gælder begge parter – kun forbandelsen (’at jeg ikke skal komme og slå landet med band’, siger Herren).

*

Det absolut afgørende med hensyn til denne forsoningens tjeneste (’ved korset at forsone dem begge’) er en af de ’store tegn’, som Åbenbaringsbogen det tolvte kapitel taler om, og som Efeserbrevet 2:13-18 detaljeret forklarer:

  1. Kristi blod forener de to parter
  2. Et ældgammelt gærde bliver REVET NED, og fjendskabet (ikke fjenderne) bliver dræbt
  3. Korsets store mirakel bliver virkeliggjort: Begge parter (hedninger og jøder) får – i en ånd og et legeme – adgang til faderen.

Dermed har kvinden fra Åbenbaringsbogen det 12. kapitel udrettet, hvad hun skal: ’Solen’ (som hun er klædt i) er evangeliets sejrsgang (Matt.24:14) månen har gjort sin gerning, og loven er dermed bragt under fode. ’De tolv stjerner’ er aposteltjenesten, som har ført hedningerne til lydighed (Rom.1:5).

Alt dette er utåleligt for den onde. Han farer som en drage frem mod kvinden for én gang for alle at komme hende til livs.

ET DÆKKE OVER HERLIGHEDEN

Det sidste, der skal nævnes med hensyn til den ’storhed’, der knytter sig til kvinden, der var klædt i solen (Åb.12:1) er den herlighed, som er forbundet med evangeliets forkyndelse i de sidste dage. ”Ja, det herlige har jo i dette tilfælde ingen herlighed i sammenligning med den overstrålende herlighed” (2.Kor.3:10).

På baggrund af disse ord kan vi sige, at der ikke må forekomme nogen form for evangeliets forkyndelse – i denne sammenhæng – uden herlighed… Evangeliske møder uden herlighed er i de sidste dage forbudt! ”Thi når der var herlighed over det, der svandt hen, skal der langt snarere være herlighed over det, der bliver.”

og videre: ”Når dødens tjeneste, indristet med bogstaver af sten, fremtrådte i herlighed, – hvor meget større herlighed skal der da ikke være over Åndens tjeneste” (v.7-8)… og videre: ”Thi når den tjeneste, der førte til fordømmelse, var herlig, så er den tjeneste, der fører til retfærdighed, LANGT RIGERE PÅ HERLIGHED (v.8-9).”… og afsluttende: ”Thi når der var herlighed over det, der svandt hen, skal der langt snarere være herlighed over det, der bliver.”

”Da vi nu har sådant et håb, går vi ganske åbent til værks,” siger apostelen, ”så gør vi ikke som Moses, der lagde et dække over sit ansigt, så Israels børn ikke kunne se, hvorledes det, der svandt, fik ende.”

(Liturgien i de store katedraler, og lovsangen i de mindre forsamlinger er desværre mange steder blevet til et skalkeskjul for mangelen på sand herlighed. Man gør som Moses, der lægger et dække over sit virkelige ansigt, for at Guds børn ikke skal se, hvorledes det, der svinder, er ved at få ende.)

DET FARLIGE ØJEBLIK

Øjeblikket, hvor kvinden (som er klædt i solen med en lysende krans om hovedet) viser sig, er et af de farligste i kirkens historie. Hun kommer til syne, netop som hun befinder sig i den situation, hvor hun er ved at bringe det barn til verden, som er hendes fornemste og største opgave. ”Hun er frugtsommelig og skriger i barnsnød og fødselsveer” (v.2).

Hvis kvinden er (hvad vi forstår og fatter hende at være) så er det barn, som fødes, ikke Kristus! Hvis kvinden er Kristi menighed, som er nået frem til det øjeblik, hvor ’det barn’ er ved at komme til verden (som er et hovedformål med Guds kirke her på jorden) – så kan kvinden ikke være Maria (som katolikkerne tror) men så må hun være Menigheden i sin modne herlighedskraft, som hun træder frem i selve beskrivelsen af hendes bestemmelse: En majestæt, klædt i solen, med månen under sine fødder og en prægtig krans af 12 glimtende stjerner omkring hovedet.

Det barn, som hun er ved at føde, er de udvalgte – den skare af kristne, som alle generationer har ventet på, og som nu er ved at komme til verden under stor trængsel og barnsnød og ’presseveer’, som ikke før er oplevet i kirkens historie. Hun er den rest, som er blevet til ved en nådesudvælgelse (Rom.11:5-6).

Med undren ser vi her opfyldelsen af det, som står omtalt (i Esajas 53:10-12), hvor profeten skildrer, hvad der kommer ud af Kristi fødsel, og som er en af Guds kirkes store bestemmelser:

”Når hans sjæl har fuldbragt et skyldoffer, så skal han se afkom… Fordi hans sjæl har haft møje, skal han se det, hvorved han skal mættes… derfor arver han mange, med mægtige deler han bytte…

Disse ’mægtige’ er ved at se en ny dags lys. En udvalgt skare af handlekraftige mænd er ved at komme til verden.

DET ANDET TEGN

”Og et andet tegn viste sig på himlen.” Satan melder sin ankomst. Han der vred. Han ved, at når vi er nået dertil i Åbenbaringsbogen, (at Kristi kirke er ved at nærme sig sin bestemmelse) så er hans tid kort. ”Og se, et andet tegn viser sig på himlen.” Det må komme. Om så alverdens kristne er intetanende og ikke ved, at det første store tegn indvarsler endetidens sidste epoke, så ved Guds modstander det, og han svarer øjeblikkeligt med ’et andet tegn’.

Det står skarpt på himlen og er afgrundens reaktion på den himmelske meddelelse om, at kvinden (som har 12 stjerner på hovedet) nu er ved at føde. ”En stor ildrød drage med syv hoveder og ti horn gør sig parat til ’at sluge hendes barn, så snart hun har født’ (Åb.12:4).

*

Det første, som sker, er et indre opgør i dybet. ”Dens hale fejer en tredjedel af himlens stjerner væk og kaster dem ned på jorden.” Djævelen fyrer på stedet alle sine allierede (En tredjedel af Guds engle har fulgt den ondes oprør mod Herren) og deres nye leder viser nu sin foragt for dem, ved at fjerne dem fra deres poster og kaste dem ned til jorden. At de ikke har kunnet hindre kvinden, som er klædt i solen, i at nå frem til sin bestemmelse (at føde det barn, som kan blive Satans skæbne) – medfører deres ’afskedigelse på gråt papir’.

Så vender den gamle slange sig til kvinden. Situationen ligner den, som var i Edens have i skabelsens første dage. Blot er slangen vokset til en ildsprudende drage. Dens mål er kun et: At sluge det barn, som hun er ved at sætte i verden, og som varsler den ondes endeligt.

DRENGEBARNET

Og hun fødte et drengebarn. Hvad betyder det? ”Hun fødte en søn, et hankøn” står der oprindeligt i teksten (a son, a male) – og dermed er det sagt. En flok af de hellige vil med kirkens maskuline kraft føre menigheden ind i den sidste periode af Guds kirkes tjeneste her på jorden.

I dag er mere end halvdelen af folkekirkens præster kvinder. Og frikirkerne følger godt med derudaf. Kvindens plads på prædikestolen er blevet etableret, og det feminine aspekt lyser ud af hele den kristne kirkes gerning.

Det er i sig selv foruroligende, idet Bibelen med de åndelige nådegaver lukker op for en rigdom af kvindens tjeneste – men den femfoldige tjeneste er forbeholdt mænd. (Det er således umuligt, at en kvinde kan optræde som apostel eller lærer) – og det udelukker kvinder fra at være inkluderet i det ’drengebarn’, som skal fødes, og som er bestemt til ’engang at skulle vogte alle folkeslag med jernspir’. Gud er ikke nogen ligestillingsgud, og når han har bestemt at det ’drengebarn’, som skal fødes, er ’a son, a male’ (og at denne ’udvalgte flok’ skal ’vogte alle folkeslag med en jernspir’ i en sidste administration fra Jerusalem) udelukkende er af en maskulin styrke, så bliver det, som Han har bestemt.

Når Gud udvalgte profeter i Gamle Testamente, valgte han f.eks. Eliza – en stærk bonde, som førte (1.Konge 19:18-21) 12 spand okser over en pløjemark. I Det Nye Testamente starter Jesus sin tjeneste med at ’lave sig en pisk’ for med den at drive alle kræmmerne ud af templet, Johs.2:13-17). Man kan ikke forestille sig, at en kvinde var udset til denne gerning.

For at holde vor tanke klar, vil det være gavnligt, at slå fast at vi med billedet af kvinden, der er klædt i solen, har at gøre med en kvinde, som står for Guds Åsyn. Intet sted i Bibelen finder vi en kvinde, der er således æret og givet værdighed af Gud.

Guds kirke i sin sejrrige gang, hvor den til sidste vil prædike evangeliet for alle folkeslag, står beskrevet i Matt. 23:14: ”Dette evangelium om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene – og så skal enden komme.”

Vi møder kvinden i det øjeblik, hvor hun er ved opfyldelsen af selve sin bestemmelse: Et drengebarn skal fødes. Dette drengebarn er virkeliggørelsen af den maskuline del af Guds udvalgte – en rest, som ikke har bøjet knæ for Baal (Rom.11:2-7).

Djævelen, som er denne verdens onde fyrste (Es.14:12-19) stiller i det øjeblik op med al sin harme. Men hans dage er talte (Es.27:1). Jesus så ham falde fra himlen som et lyn (Luk.10:17-21).

*

Det er det sidste billede, som vi beskæftiger os med i vor vintergennemgang af disse få vers fra Åbenbaringsbogen det tolvte. Hver mandag går vi videre i teksten, som bliver mere og mere dramatisk. Velkommen til disse møder i pinsekirken, Nyt Håb.

BEMÆRK:

Læs under Retsopgøret artiklen: ’ILDEVARSLENDE FREMTIDSUDSIGTER’ (http://medgrundlovskallandbygges.dk)

… i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens § 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

telf.: +45 30 15 38 68, email: johnynoer@hotmail.com

  1. NOTA BENE:
    Næste udgivelse af ’
    Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d. 30. oktober 2020.


0 Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *