DA MORGENSTJERNERNE JUBLEDE

Betragtning over ’Det himmelske Jerusalem’ (2)

I den himmelske, firkantede by, som kommer ned fra oven, vil alle kun være optaget af ét (tror jeg) – og det er: ’at lære Gud at kende’!

Det synes at være et helt uopnåeligt ønske: ”At lære Skaberen at kende?” – men der er sat evighedernes evigheder af til denne udfordring, og Jesus siger selv om sin far: ”Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud og ham, som du har udsendt, Jesus Kristus (Johs.17:3).”

Når jeg først når indenfor byens porte (hvoraf der er tolv), så er jeg omgivet af en lykkelig åbenbaring af Gud, som jeg ser stråle ud af alt, hvad jeg ser og oplever – ’en helt ny himmel og en splinterny jord vil ligge udbredt for mine øjne’.

Når jeg tænker på den ’gamle himmel’, så nåede jeg ikke at fatte en brøkdel af rummets storhed eller stjernevældets myriader!

Jeg hører Herren sige: ”Omgjord som en mand dine lænder, Jeg vil spørge, og du skal lære mig: Hvor var du, da jeg grundede jorden? Sig frem, om du har nogen indsigt! (Job 38:3-4)”

… og jeg må tie. Ydmygt slå øjnene ned. Jeg har intet at sige. Jeg kan ikke svare på det enkle og ligefremme spørgsmål, hvor jeg var henne, da Gud tog de første skridt med hensyn til ’at skabe den gamle jord’.

Jeg kunne derfor heller ikke fortælle Ham, hvor stor den skulle være og slet ikke give Ham det mindste råd, da ’Han spændte målesnoren ud derover’ (v.5).

Hvor meget mindre er jeg da ikke nu, hvor Herren har skabt en ny himmel – ’sænket dens støtter og lagt dens kostbare hjørnesten, mens alle morgenstjernerne jubled’ som et mægtigt kor og råbte af glæde, da de på ny så det fuldendte mesterværk som Herren har gjort’ (v.6-7).

*

Som jeg grunder over dette, og for første gang fatter, at hidtil har jeg måttet leve under det trældomsåg, at ’stykkevis erkender jeg’ (1.Kor.13:9) – men nu (i et glimt) oplever, at i denne forunderlige kæmpestad er alting blevet anderledes, så fyldes jeg af en forundret glæde.

For mine øjne ligger udstrakt i hele sin fylde en helt ny jord. ”Den første er forsvundet (Åb.21:1).” (Det gamle liv er forbi. Den tid, hvor mine livsdage kun var halvfjerdsindstyve år er slut (gik det højt kunne det blive firsindstyve, eller lidt mere…)

Når jeg nu i det nye Jerusalem ’tæller mine dage, så får jeg visdom i hjertet’ (Salme 90:10 og 12). Jeg er gået ind til en evig, ufortjent arv. Jeg skal ikke mere betale en dyr leje, for at få tag over hovedet, og det koster intet (men er helt gratis) for lys og varme. ”Bedre én dag i din forgård end tusinde ellers; hellere ligge ved min Guds hus tærskel end dvæle i gudløsheds telte (Salme 84:11).”

*

Koster det ikke noget at bo i det nye Jerusalem? Det er ellers – efter sigende – et boligkompleks af højeste standard?

Nej, her står jeg midt i min uforkrænkelige, ubesmittede og uvisnelige arv, som min Gud har gemt i himlen til mig (1.Pet.1:4).

Den by er ’uforkrænkelig’, hvilket betyder, at den ikke ’med tiden’ rådner op og går til grunde. Jeg kan fyldes med en usigelig glæde over, at ’i morgen’ er alt lige så skinnende nyt som ’i dag’. Intet bli’r slidt og må kastes bort. Intet bli’r for gammelt, så det er ubrugbart. (I øvrigt er udtrykkene ’i dag’ eller ’i morgen’ ord, som hører en svunden tid til. Her lever vi i én lang dag.)

I det nye Jerusalem visner ingen træer og buske! Der behøves ikke mere kunstige blomster eller kunstige græsplaner, som koster en formue for blot et par kvadratmeter.

Og bedst af alt: I den evige, hellige stad er ingen Covid-19. Ingen behøver at ’spritte alting af’ – for byen er i grund og bund ’ubesmittelig’. Der er ingen rotter i kælderen og ingen møl på loftet.

Der er intet rustent, gammelt skrotjern – og ingen tyve, der bryder ind og stjæler! (Matt.6:20) og som sagt: Alt er gratis, for jeg er som ’et barn, og da er jeg også arving, Guds arving og Kristi medarving (Rom.9:17) – ja, ’eftersom jeg hører Kristus til, da er jeg jo af Abrahams slægt og en direkte arving i kraft af forjættelse’ (Gal.3:29).

*

Da jeg endnu var på ’den første jord’ (den, som altså nu ’er forsvunden’), da måtte jeg ofte leve under trange kår. Jeg blev tvunget til at bøje mig for magthaverne og ta’ højde for de styrendes politik.

”I kan sikkert huske,” (siger Jesus) ”hvordan folkenes fyrster var strenge herrer over jer, og de store lod jer føle (med pisk og fængsel, vold og ugerninger) deres magt (Matt.20:25).”

”Men,” hørte jeg en røst fra tronen sige: ”Se, nu er Guds bolig hos menneskene (Åb.20:3)…” og jeg er helt sikker på, at denne røst kom fra tronen!

Det vil sige fra den trone, som altid har været og altid vil være – og at der er Én, som alle dage (og nu i evigheden) vil herske, og ingen kan stå hans mægtige magt imod…

(- og den bøn, som jeg og Gisèle beder hver dag, og som indeholder ordene: ”Komme dit Rige, ske din vilje, som den sker i himmelen, således også på jorden…”

… den bøn bliver nu virkeliggjort til den sidste og mindste detalje!

Esajas har set den trone!

Det skete i det år kong Uzzijas døde – og profeten fortæller, ’at slæbet fra Guds herlighedskappe fyldte hele helligdommen’.

Højtstående engle (som kaldes Serafer) stod omkring ham. Hver af dem havde seks pragtfulde vinger (tre par) – men kun to vinger brugte de til at skærme sig med: To havde de foldet foran deres ansigter og to havde de lagt som et dække over deres fødder (for at værne sig mod Herrens hellige nærvær).

Og de råbte ustandseligt til hinanden: ”Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre – og hele jorden er fuld af Hans herlighed.”

Ved dette råb rystedes dørstolpernes hængsler, og hele Templet fyldtes med røg (Es.6:1-4).

*

I dette øjeblik må vi alle sige, at det er svært at bekende, at ’hele jorden er fuld af Hans herlighed’. Men efter denne husholdning vil der følge en dispensation (som vil vare i tusind år), hvor Herren Jesus med et jernscepter vil gennemføre sit riges herlighed over hele denne udbrændte, fortabte klode (Åb.20:1-6).

”Derefter,” siger apostlen Peter, som blot var en jævn fisker, ”venter vi, ifølge Guds klare løfter, nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor (2.Pet.3:13).”

Og disse ord bekræftes af Jesu discipel, Johannes, som erklærer: ”Jeg så en ny himmel og en ny jord – og jeg så den hellige stad, det nye Jerusalem, komme ned fra himlen, fra Gud, rede som en brud, smykket for sin brudgom” (Det er Christi kirke). – (Åb.21:1-2)

*

Almindeligvis er der kun levnet snæver plads for den enkelte på den trange, gamle klode, hvor mennesker stuves sammen i storbyer med flere millioner indbyggere. Men om den nye hovedstad på den friske, nye jord synger David på forhånd: ”Du skaffede plads for mine skridt (2. Samuel 22:37)” og det betyder mere, end at han fik plads til at bevæge sig.

Nej, ”nu er Guds bolig hos menneskene,” siger Johannes (Åb.21:3). Han skal (selv) bo hos dem – og hvad deri ligger af horisonter, som stadig udvider sig, perspektiver som brister, og opgaver (som går ud over, hvad jeg kan forstå) ligger i det løfte, som David forudså.

Her i de evige boliger (fordelt over det utal af betagende haver i tusinder af etager) er der masser af Guds langmodighed til, at jeg stadig kan vokse op til de sønnekår (og døtres ynde og visdom), som Herren har bestemt for mig og mine.

*

Det hedder jo: ”I er kommet til den levende Guds Stad (Hebr.12:22).” – Og det ord genkender vi fra Skriften, som netop er en levendegørelse af alt, hvad vi er blevet undervist om ’ifølge den læreform, til hvilken vi blev overgivet’ (Rom.6:17).

Her oplever vi nu virkeligheden bag det, som står skrevet, at ’hvad intet øje har set, og intet øre hørt, og hvad der ikke er opkommet i noget menneskes hjerte – hvad Gud har beredt for dem, der elsker ham’ (1.Kor.2:9).

Hvad Gud har beredt for os, som en kærlighedsgave til hans brud – hans elskede!

Det er ingen hemmelighed, at det smykke jeg ser, er for pragtfuldt til, at jeg kan beskrive det. ”Og muren var bygget af jaspis og staden var af rent guld, der lignede glas (Åb.21:18).”og den mur, så høj, som den er, og så underligt langt, som den strækker sig, er ikke bygget som et værn mod fjender. Den er bygget af jaspis (den smukkeste af ædle stene), hvilket vil sige, at den udelukkende er til pryd og hjertets glæde. Den samler den forunderlige stad til ét. Slår ring om den, som den ikke bare løber ud i sandet…

Den er et mægtigt beboet ’indelukke’, hvor Herren skal vise mig sin kærlighed i titusinde generationer. ”vor boligs bjælker er cedre, panelet cypresser (Højsangen 1:17).” Sådan er det himmelske Jerusalem.

*

Det jordiske princip gælder stadig her (for det er en evig gyldig, guddommelig regel) at så længe, jeg endnu er et barn, så taler jeg naturligvis som et barn.

På den første jord havde ’børn ikke lov til at være børn’, men her tager Gud med mig sin tid (for det er der en evighed af) så at jeg langsomt kan lære Ham at kende.

’Jeg skal være Hans hjerteligt fortrolige – og jeg skal være Ham en uendelig glæde i evighedernes evigheder. Han skal se mig løbe rundt og lege på den store nye jord. Mennesket skal være det, hvortil det er bestemt: En hjertens fryd og glæde’ (Ordspr. 8:20-31).

*

Det himmelske Jerusalem er den stad på den nye jord, ’hvor retfærdighed bor’.

Det vil sige, at alle dens lykkelige beboere ’vandrer på retfærdigheds vej – midt hen ad rettens stier’ (Ordspr.8:20). De sætter en ære i at holde sig på midten, og har ingen lyst til ’fordærvets krogveje’, som hidtil var inspireret af Satan (der nu er styrtet ned i ildsøen). Al jorden – så vidt som den nye klode, som Herren har skabt, breder sig – har fred og ro, og kan ikke holde jubelen tilbage (Es.14:7).

”Siden dit fald,” synger den nye jords befolkninger, ”har vi kun nydt Guds fred; ”ingen kommer pludselig for at fælde os (v.8).”

”Til dødsriget sendtes din strålende højhed og dine tusinde harpers brus – og se nu er dit leje redt med råddenskab, dit tæppe er orme. Nej, at du faldt fra himlens herlighed, du klart-strålende morgenstjerne! Nu er du for evigt fældet, du frygtelige folkebetvinger (Es.14:11-12)!”

*

Ved de retfærdiges lykke jubler Det nye Jerusalem! Glæden er uendelig. Det er kun ret, at byens indvånere fryder sig over de gudløses undergang.

Ustandseligt satte de ild til de forløstes forventning, og de lo, når de så retfærdige beskæmmet. Men deres latter varer kun til en tid. Den døde hen med årene – for til sidst at stivne af rædsel.

Nu ser de vel, at ved retsindiges velsignelse rejser sig Den Hellige Stad (Ordspr.11:10-11) men ved døden brister de gudløses håb. Dårernes forventning bliver til intet (v.7).

Deres karavaner bøjer af fra vejen og drager op i ørkenen, hvor de går til grunde. Temas vejfarende spejder efter det levende vand. Sabas rejsetog håber til det sidste, men de beskæmmes i deres stolte tillid. De kommer derhen – og skuffes (Job.6:18-20). De når aldrig til den hellige stad!

”Har mennesket på jorden ej krigerkår? Som en daglejers er hans dage (Job 7:1).” Men i Guds Stad skal jordens træl, der higer efter blot en smule skygge, finde svagende vinde og hvile for legeme og sjæl.

*

Det er en kosmisk kendsgerning, at lysets hastighed er 186.282 engelske miles i sekundet. Intet kan ændre denne iagttagelse. Den forbliver under alle omstændigheder den samme.

Det vil sige, at der er lys fra stjerner, som er så langt væk, at deres lys ikke har nået os endnu! Det lys raser stadig gennem rummet med en vanvittig fart, og er endnu ikke observeret af noget menneske.

Staden, som Gud har beredt for dem, som elsker Ham, ’behøver hverken sol eller måne til at skinne for dem. Thi Guds herlighed har oplyst den, og lammet er dens lys’ (Åb.21:23).

Det vil sige, at der er et lys, som udgår fra Herrens herlighed, som ikke er noget af det lys, som I kender, og som videnskaben beskæftiger sig med.

Det er det lys, som profeterne vidnede om indtil Johannes Døber, om hvem det står skrevet, at ’han kom til et vidnesbyrd for at vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham’.

Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset. Det sande lys, som oplyser hvert menneske, var ved at komme til verden (Johs.1:7-10).

*

Og Gud sagde: ”Der blive lys” – og der blev lys. Og Gud så, at lyset var godt, og Gud satte skel mellem lyset og mørket. Og Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat (1.Mose 1:3-5).

Det gjorde Gud, før han satte de to store lamper på himlen, “fastsættelse af højtider, dage og år” (v.14-18).

Alt dette gjorde Gud, og det var som det skete i går, så at lyset fra nogle af stjernernes kærter endnu ikke er nået frem for at lyse for jordens beboere.

Derfor sagde Jesus til sine disciple (og Han talte da om det herlighedslys, som udgik fra Ham selv): ”Endnu en kort tid er lyset hos jer. I skal vandre, mens I har lyset, for at ikke mørket skal få bugt med jer. Og den, der vandrer i mørket, ved ikke, hvor han går hen (Johs.12:35).”

”Som et lys er jeg kommet til verden, for at enhver, som tror på mig, ikke skal blive i mørket (v.46).”

… og jeg har bemærket (og denne opdagelse har fået mig til at synge), at ’den af de syv engle, som fik den tunge opgave at administrere en af de syv skåle, der var fulde af de syv sidste plager, sagde: ”Kom, så skal jeg vise dig bruden, lammets hustru!” (Åb.21:9)

… og han førte mig i ånden op på et stort og højt bjerg og viste mig den hellige stad, Jerusalem, som kom ned fra himmelen fra Gud (v.10).

Det gik op for mig som en glad åbenbarelse, at det netop var én af de syv engle, der blev udpeget til den fornemme opgave (at fremvise ’den hellige, himmelske stad Jerusalem) – der tidligere havde fået tildelt den grufulde tjeneste, at hælde de syv vredesdomme ud over jorden.

… og jeg blev enig med mig selv om, at det sikkert var den tredje engel af de syv, som fik overdraget den alt overskyggende, store gerning at sige: ”Kom, så skal jeg vise dig bruden, lammets hustru!” (21:9)

*

Hvorfor tror jeg, at det var den tredje af de syv? Hvad begrunder jeg det med? Hvad finder jeg hos den tredje engel, som er særligt, og som skulle give denne engel en forret frem for de andre (der også fik den svære opgave, at hælde Guds vredesskåle ud over menneskeheden?

Min begrundelse er, at den tredje engel er den eneste af de syv, som får med sig en bevæget kommentar fra himlen.

I samme øjeblik, den tømmer sin vredesskål ’ud over alle jordens floder og kildevæld (så de bliver til blod’… Åb.16:4) – hører jeg en dyb røst, det er Vandenes Engel, sige: ”Retfærdig er du, som er og som var , du Hellige, at du har fældet denne dom (Åb.16:6).”

Jeg ser mig overrasket omkring. Lidt forvirret. Jeg vidste ikke, at der var noget som hed ’Vandenes Engel’.

Røsten fortsætter, og jeg bemærker, at den skælver: ’… fordi de har udgydt hellige profeters blod, så har du givet dem blod at drikke; det har de fortjent’. Og straks blev dette udsagn stadfæstet, idet jeg hørte endnu en røst fra alteret sige: ”Ja, Herre vor Gud, du Almægtige! Sande og retfærdige er dine domme!” (v.6-7)

”Dette er altså begrundelsen for,” siger jeg, ”at det er min opfattelse, at ’den tredje engel af de syv’, er blevet udpeget til at fremstille det himmelske Jerusalem.” – ”Kostbar i Herrens øjne er hans frommes død (Salme 116:15) – deres blod er dyrt i hans øjne (Salme 72:14).” Herren lægger nøje mærke til, hvilken udgang Hans hellige får…

”Kom,” siger englen… Jeg vil vise dig den Hellige Stad, som kommer ned fra himlen fra Gud.”

BEMÆRK:
Læs artiklen under Retsopgøret: ’ DE STORE LADER DEM FØLE DERES MAGT (http://medgrundlovskallandbygges.dk)

… i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens § 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

telf.: +45 30 15 38 68, email: johnynoer@hotmail.com

​ Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag 24.12.2021

0 Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *