Idet vi – Gisele og jeg – takker jer for jeres medleven i det forgangne år, sender vi jer hermed vore kærligste hilsener og ønsker for det nye år.
Vi håber I oplever en velsignet højtid – og vender tilbage med en frisk, profetisk nytårshilsen, fredag d. 7. januar 2022.
Med varm julehilsen
Gisele og Johny Noer
EN HERLIGGJORT HOVEDSTAD
Betragtninger over Det Himmelske Jerusalem (3)
”Vi er kommet til en højtidsskare af engle i tusindtal (Hebr.12:22).”
Som jeg grunder over det Herrens ord, som omhandler ’Det nye Jerusalem’, ser jeg en herliggjort, himmelsk hovedstad for mine øjne, hvor ingen mere lever i frygt.
Livet på den gamle klode, jorden, var præget af denne frygt. ”På den tid,” fortæller Ny Testamente, ”lagde Herodes hånd på nogle af menigheden og mishandlede dem (Ap.G.12:1).”
Sådan er tilværelsen for Guds folk i alle generationer: ”Da udstedte Farao den befaling til hele sit folk: Alle de drengebørn, der fødes (blandt hebræerne) skal I kaste i Nilen!”
… indtil vore dage, hvor Europas regeringer sørger for, at der lægger sig en blytung sky over folkeslagene, så at de lever i en atmosfære af frygt for, hvad morgendagen kan bringe.
Danske borgere lever nu i en sådan frygt. De undgår hinanden og ser mistænksomt på naboen. Fra oven fremmesfrygten. Lovgiverne sørger for, at den bliver udstedt love, som spreder frygt.
*
Når først jeg som Hans elskede barn har sat mine fødder i den rigt udsmykkede hovedstad, da behøver jeg ikke længere at være bange for Pilatus, Herodes eller Farao. ”Da sidder jeg i den Højestes skjul og dvæler i den Almægtiges skygge (Salme 91:1).”
… og sygdomme, som de har truet mig med: ’fuglefængernes snare og den ødelæggende pest’, kan ikke nå mig, for jeg er ’dækket af Hans fjedre og har fundet evig ly under Hans vinger’ (v.3-4). Den tid, hvor jeg kunne blive offer for ’nattens rædsler og pesten, der sniger sig ind på mig i mørket’ (v.5-6).
I det nye Jerusalem er der ikke plads for frygtens dæmoner, som den gamle verdens ledere har brugt som deres håndlangere.
På den nye jord (som jeg har sat alt mit håb til) ’skal der ikke times mig noget ondt – ’med et langt, langt, langt liv mætter Han mig’ (v.10 og v.16).
*
Hvordan bliver livet for os i den himmelske hovedstad? Hvordan kommer vi til at leve på den nye jord? Hvorledes vil vor eksistens forme sig i det nye univers – for Gud vil (ifølge det løfte Han har givet) skabe en helt ny jord og et rum fuld af stjerner, som er ufatteligt i sin dimension og ubegribeligt i sin gennemtænkte beståen.
På denne klode ser vi op mod nattehimlen ’og aner Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens kamre’ og vi udbryder: ”Han udøver ufattelig vælde og undere uden tal (Job 9:9-11).”
Hvorledes kan vi da svare på spørgsmål om det liv, vi skal leve i den vidunderlige by og på den underfulde jord og i det uendelige, evige univers, der vidner om Den Almægtiges storhed?
Det første, som vi er interesseret i, er med ’hvad slags legeme’ vi skal leve og omgås andre mennesker og engle (ja, Herren selv) i den nye verden, som vi bliver bragt i?
Vigtigt er det her, at vi ikke begiver os ind i unyttige spekulationer. De fører jo ikke til noget – i hvert fald ikke til noget godt, så vi lægger os apostlens ord på sinde: ”Kom nu til fornuft, som ret er, og synd ikke; der er jo nogle, som ganske mangler kendskab til Gud; til skam for jer siger jeg det (1.Kor.15:34).”
Det er kun ret og rimeligt, at vi bevæger os frem i disse spørgsmål (om den kommende verden) med begge ben solidt plantet på jorden og forstår, at vi i denne sag kan pådrage os alvorlig synd).
Derfor stiller jeg spørgsmålet (med frygt og bæven): ’Hvad slags legeme’ skal jeg leve med, når jeg en dag ’med lovsang går ind af hans porte’ (Salme 100:4)?
Apostlen svarer kort og lidt brysk: ”Du dåre! Det, du sår, får jo ikke liv, hvis ikke det dør (1.Kor.15:36).”
… og dermed siger han, at det ’får jeg ikke ordentlig besked på, før jeg dør…’
Det legeme, som jeg skal leve med i det himmelske Jerusalem – eller et eller andet sted på den klode, som kaldes ’den nye jord’, er (i Bibelens terminologi) ’et opstandelseslegeme’ – og for at erhverve sig dette nye legeme, er det nødvendigt at dø og opleve ’den første opstandelse’.
Det vil sige, at indgangen til at få at vide, ’hvad slags legeme, jeg skal leve med, er dødens portal og derefter herlighedsporten, som fører ind til en evig tilværelse i det nye Jerusalem.
*
Imidlertid lader apostlen os ikke helt uvidende om det overnaturlige legeme, som hver eneste af Det nye Jerusalems beboere bliver udstyret med. Han giver os nogle bibelske stikord – og så kan vi drage den åndelige besvarelse fra denne sikre kilde.
Han siger: ”Hvad du end sår – du sår ikke den plante, der senere kommer op, men et nøgent korn, enten det nu er hvede eller nogen anden art (1.Kor.15:37).”
Og deri må vi give apostlen Paulus ret. Han tager sit udgangspunkt (som Herren Jesus gjorde det) i noget kendt, som vi ikke kan modsige eller fordreje.
Det er jo forbløffende rigtigt, at jeg ikke sår den plante (med stængel, blomster eller blade), som senere kommer op af den gode jord. Jeg sår derimod et lille, nøgent korn, og jeg kan ikke på det ydre skønne eller gætte, hvad det er for et blomsterlegeme, som ligger skjult i det lille frø.
Men heraf kan jeg imidlertid udlede, at jeg ved min død (hvor jeg siger et evigt farvel til livet på denne klode) lægger en hemmelighed i jorden, som siden skal vise, hvad slags legeme, jeg skal have i den første opstandelse.
Hemmeligheden bliver altså bevaret i jordens skød, indtil øjeblikket er inde (ved Jesu andet komme) – og Hans tusindårige regering begynder, hvor vi skal herske (som konger og præster… Åb.1:6) på denne jord.
… da bliver det først åbenbaret, hvad det er for et legeme, jeg har lagt i jorden, og da først kan jeg besvare spørgsmålet: ”Med hvad slags legeme skal jeg opstå?” (1.Kor.15:35)
*
”Det nøgne korn er enten hvede eller en anden art.” Alt, hvad Gud skaber, har en bestemt art. ”I begyndelsen gjorde Gud alle vildt levende dyr efter deres arter, kvæget efter dets arter og alt jordens kryb efter dets arter. Og Gud så, at det var godt! (1.Mose 1:25).”
– men da Gud skabte mennesket gjorde Han det ’i sit billede’. I Guds billede skabte Han det. Som mand og kvinde skabte Han dem (v.27).
Dette er beviset på Skabelsen. Evolutionsteorien har aldrig kunnet ændre dette forhold. Menneskets DNA er unikt. Det er skabt i Guds billede.
Der er en nøje gennemtænkt plan for hver eneste del af Guds skaberværk. En uhyre og uudforskelig intelligens ligger bag det skabte.
– og det vil gentage sig med hensyn til det legeme, som er bestemt for den enkelte på den nye jord.
Gud vil i dette nye legeme – som Han har gjort det i vort første (kødelige) legeme – skabe sig en bolig for den Helligånd, så at det i sandhed bliver ’et tempel’ for Guds Ånd.
*
I det følgende har jeg bestemt mig for at prøve at forklare én af de ting, som er vanskelige at forstå, og som har at gøre med den utrolige, overnaturlige fremtid, som venter den enkelte af os i det Himmelske Jerusalem – byen, som skal være hovedstad på den nye jord – og som skal være centrum for det ufatteligt store, nye univers, som Skriften kalder: ’En ny himmel’.
”Herom har vi meget at sige, og det er svært at forklare, da I er blevet sløve til at høre,” lyder det i Hebræerbrevet 5:11.
”Derom taler vi ikke med ord, lærte af menneskelig visdom, men med ord lærte af Ånden, idet vi tolker åndelige ting for åndelige mennesker (1.Kor.2:13).”
”Vi taler Guds visdom, den hemmelige, skjulte, som Gud før verdensløbets begyndelse har forudbestemt for at føre os til herlighed (v.7).”
Jeg vil nu søge at forklare, ’med hvad slags legeme vi kommer med’ (1.Kor.15:35)’, når vi står foran portene til den hellige stad.
*
”Dette hus’ kommende herlighed bliver større end den tidligere, siger Herren, og på dette sted vil jeg give fred,” lyder det fra Hærskarers Herre (Haggaj 2:9).
Herren taler her om den herlighed, der skal fylde hans tempel i det tusindårige rige, som Han vil oprette her på denne jord – men samtidig giver Han løfter om den herlighed, som skal gives til det menneskelige legeme i opstandelsen.
”Eller ved I ikke, at jeres legeme er et tempel for Helligånden, som er i jer, og som I har fra Gud, og at I ikke tilhører jer selv,” forklarer apostelen Paulus og tilføjer: ”I er jo købt og prisen betalt (1.Kor.6:19).”
Derefter lægger apostlen sit argument på bordet. Det tåler ingen modsigelse, og er en sandhed, som ikke fordrer nogen forklaringer. Det lyder i al sin enkelhed sådan: ”Når der gives et sjæleligt legeme, gives der også et åndeligt (1.Kor.15:44).”
Apostlen slår nemlig forinden følgende fast: ”Der sås et sjæleligt legeme, der opstår et åndeligt legeme” (hvilket behøver følgende forklaring) … (v.44).
Når et menneske dør, er det ikke blot det afsjælede legeme, som lægges i jorden (eller brændes i krematoriet). At det er ’afsjælet’ betyder jo netop, at sjælen har forladt dette legeme.
De enestående kvaliteter, som sjælen rummer, flyder ikke bare ud i rummet men tager (på et eller andet tidspunkt) bolig i et åndeligt legeme.
(Dette er en hemmelig transaktion. Jeg fatter ikke hele processen, som forklares med ordene: ”Gud giver det et legeme efter sin vilje… (v.38).” Jeg mener blot at forstå, at de mennesker, som er født på ny, har allerede fået et åndeligt legeme med et guddommelig design, som ligger parat, og de iføres straks i opstandelsen dette legeme.
De øvrige må vente i deres grave endnu tusind år, før det bestemmes, med hvilket legeme, de skal opstå med).
*
Aldrig har forventningerne været større. Det kan i denne tid (mørk og grusom, som den er) fornemmes, at håbet bliver mere og mere afklaret, som dagene går. ”Kundskaben skal blive stor, og mange skal granske i Guds ord (Dan.12:4)” for om muligt at fravriste det nogle detaljer om livet, som det foregår i den hellige stad.
Og til sidst vil længslen efter det sted, som er anderledes end de grumme forhold og tilstande, der udspiller sig på denne fortabelsens klode, blive så mægtig, at alle afspærringer sprænges. ”Sandelig, sandelig siger jeg jer,” udbryder Jesus, ”at fra Johannes Døbers dage indtil nu tages Himmeriget med storm, og de, der stormer det, river det til sig…”
Den pæne, ’fromme’ kristenhed, som i ligegyldig magelighed lader denne kæmpechance (for at komme indenfor murene af det nye Jerusalem) gå forbi, oplever at blive rendt over end af en flok troende, der er fyldt med en brændende længsel efter Guds Rige; ”De, der stormer det, river det til sig,” siger Jesus.
Fremtiden tilhører dem, og en herlighed, som I ikke kan gøre jer nogen forestilling om, er deres. Derfor: ”Hold fast ved troen på mig og troen på Faderen (Johs.14:1).”
*
– og dermed begynder Jesus at skildre, hvad han skal være beskæftiget med, når han forlader denne jord. Han viser dem nogle billeder fra den ’kommende verden’ (og det gigantiske Guds værk, som han er optaget af). Han fortæller dem om ’den evige stad’, som venter ham ’på den anden side’, og gør det klart for dem, at han vil være fuldt optaget af at færdiggøre det arbejde, som han er begyndt. Et kærlighedens job, som venter ham – et bygningsværk, som er drevet af en bestemt motivation: Det nye Jerusalem, som skal stå rede til hans brud.
”Og han førte mig i ånden op på et stort og højt bjerg,” udbryder Johannes. ”Og han viste mig den hellige stad, Jerusalem, som kom ned fra himmelen fra Gud, med Guds herlighed i eje. Den funklede som den dyreste ædelsten, som krystalklar jaspis (Åb.21:10-11).”
”Hvorledes kan Jesu elskede brud fremstilles som en by,” spørger nogle. (De forstår nemlig ikke kærlighedssproget, som man taler i den himmelske Stad).
*
Der er forskel på byen, som den ligger færdig – først i nøjagtige og nøje gennemtænkte tegninger og dernæst i opførelsen og fuldførelsen – og så Staden, som den til sidst bliver ’beboet’ (eller ’taget i eje’), som det hedder, når alle de hellige titusinder og hundrede tusinder er ’flyttet ind’ (Åb.21:11).”
”Jeg vil vise dig bruden, lammets hustru, som har taget bolig i ’den hellige stad, Jerusalem’, som den kommer ned fra Gud,” siger englen og tilføjer: ”Den funkler som den dyreste ædelsten.” Alle de hellige, som nu hviler i dens skyggefulde haver, lyser ’som krystalklar jaspis’ (v.11).
Den sidste store prøvelse er gået over jorden (Åb.3:10), og ’fra alteret råber de mange, som er blevet myrdet for Guds ords skyld – og de bliver givet en lang, hvid klædning, og der blev sagt til dem, at de skal hvile endnu en liden stund’ (Åb.6:10-11).
*
”I tro fatter vi, at verden er blevet skabt ved Guds ord, så det synlige blev til, af det, vi ikke kan se (Hebr.11:3).”
Jeg må undres over, hvorledes Herren allerede nu – tiende – fortæller os, hvorledes han har skabt en by, som er så mægtig og prægtig, at intet menneske kan fatte det med sin forstand.
Tyst bliver det en realitet for troen! Det er som en sang, der kommer ud af Universets fuldstændige ro.
Med milde øjne ser Herren på vor famlen. Han gør den stad, som han vil, og regner med, at vi på intet tidspunkt ville kunne komme med forslag, der ligger blot en smule på linje med det, som han har tænkt.
Atter må jeg udbryde: ”Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke kan opkomme i noget menneskehjerte – hvad Gud har beredt for dem, som elsker ham (1.Kor.2:9).”
For det første kan vi ikke fatte, at Gud kan skabe så forunderlige og ubegribelige, skønne ting ud af intet. ”Det synlige bliver til af det, vi ikke kan se (Hebr.11:3).”
End ikke med det indre øje og slet ikke med det ydre blik. Nej, aldrig i livet kan kødet fatte, kende og forstå, at sådanne forunderlige skabelsestanker – en storstad fyldt med kærlighedens påfund – er blevet til.
Om nogen betvivler dette, så lad dem beskue – blot for et øjeblik – det første skabelsesunder, da Gud lod jorden i al sin paradisglans fremstå!
*
”På den femte skabelsesdag sagde Herren: Havet skal storsvimle med et utal af væsener, der er fulde af liv og livsmod. De skal være over hele jorden og oppe på himlen skal der flyve alle slags fugle (1.Mose 1:20).”
Jeg spørger: ”Når Gud har gjort det én gang, skulle han så ikke være i stand til at gøre det igen – og denne gang (om muligt) gøre det endnu bedre?”
Gud formede og dannede dengang de mægtige havdyr – ja, han gjorde alle slags levende væsener, som oceanerne stadig vrimler med, og ’han syntes mægtig godt om det’ (1.Mose 1:25).
– og når han nu er så tilfreds med det, han har skabt, er det da ikke en hel naturlig tanke, at når han skaber en ny jord, vil den på samme måde være fyldt med en myldrende vrimmel af liv?
(De fire floder som flød fra Edens Have (1.Mose 2:10-14), vil med den ene flod, som rinder fra Guds trone, blive en genskabelse af liv og bevægelse, som hører Guds rige til).
Så sagde Gud: ”Jorden skal give liv til alle slags levedygtige væsener; den skal frembringe alle slags dyr, hver efter sin art, fæ og kryb og vilde dyr (store dyr og smådyr, alle slags dyrearter) på jorden – og han syntes selv, at det var godt, og han sagde ved sig selv: Lad os nu skabe mennesket (1.Mose 1:26).”
Det skal ligne os og være en fuldstændig gengivelse af os. Det skal regere over fiskene i havet og fuglene på himlen og over jordens kvæg og kryb.
… og Gud formede og dannede og skabte mennesket, så det i et og alt lignede ham selv.
Han skabte mennesket som mand og kvinde, og Gud velsignede dem og sagde til dem: ”I skal få mange børn – ja, I skal blive så mange, at I opfylder hele jorden! I skal gøre hele verden underdanig og regere over alt og alle (1:28)!
Og Gud betragtede alt, hvad han har skabt, og han syntes vældig godt om det. Alt dette gjorde Gud på den sjette dag… og det er historien om, hvordan himlen og jorden blev skabt (1.Mose 20-31).”
Derfor er den nye planet, som den levende Gud skaber, ikke en uddød klode, der pludselig kommer til syne i himmelrummet – nej, det bliver en ny jord, som er ’velegnet til at bebos’, og som anbringes sådan i stjernernes indbyrdes balance, at alt harmonerer til livets fremdrift.
Det tabte paradis bliver genvundet! Den guddommelige hovedtanke, at det skal myldre med liv – og liv i overflod – bliver virkeliggjort, og Gud vil færdiggøre det nyskabte med ordene: ”Det er meget, meget godt!” – og hele skabningen vil råbe: ”Amen!” Og de fire livsvæsener foran tronen vil jublende samstemme med keruberne og englenes myriader – ja, den genløste skare af mennesker vil synge en ny sang til Guds og lammets ære.
Det, som skete julenat på den gamle jord (som nu er forsvundet, og alt menneskeværk på den er opbrændt og smeltet) vil blive gentaget (blot er det alt sammen løftet op på et højere stade, hvor himmel og jord er smeltet sammen til ét…)
*
Tror jeg virkelig på, at der er et sådant ’lost – men genfundet paradis’ i Guds Rige? Historien om det himmelske Jerusalem har så mange ’dokumentariske’ tegn knyttet til sig, at jeg må sige ”ja, jeg tror!” Der eksisterer en ny jord (fordi den gamle jord er beviset på, at skaberkraften til et sådant vidunder er til stede) – og der eksisterer en ny himmel (fordi ’det nuværende rum’ er beviset på, at alting har en begyndelse, og den ’oprindelse på universet’ eksisterer stadig og ejer i sig muligheden for at kunne gentage sig).
Af samme grund er der ingen anledning til at fornægte Bibelens forklaring på det himmelske Jerusalem, fordi denne ’eventyr-by’ bliver kun til ved Guds ord, ’så at det synlige bli’r til af det, vi ikke kan se’ (Hebr.11:3).
*
Grunden til, at virkeligheden om Det Himmelske Jerusalem (nu som aldrig før) dukker op i den menneskelige bevidsthed, er fordi, vi nu for alvor nærmer os de sidste tider…
Om Moses står det jo fortalt, at ’han foretrak at lide ondt sammen med Guds folk frem for at nyde synden en stakket stund. Han regnede det for største rigdom end Egyptens skatte at dele Kristi skændsel, thi han så frem til lønnen’ (Hebr.11:25-27).
På samme måde foretrækker Kristi efterfølgere i dag at lide ondt – og at blive udsat for ’at lide skændsel’ her på jorden – for de ser frem til den kæmpebelønning, der ligger i, at få del i herligheden på den nye jord og mulighederne i det nyskabte univers – ja, at få en evig og uvurderlig bolig (Johs.14:3) i det nye Jerusalem.
Står det ikke skrevet, at apostlen ’holder for, at det vi lider her i tiden, ikke er værd at regne i sammenligning med den herlighed, som skal åbenbares på os (Rom.8:18)?”
… og vil det ikke sige, at når regnestykket til sidst skal gøres op, så tæller de vanskeligheder og lidelser, misforståelser og vanære, forfølgelser og bagtalelser ikke noget særligt, når vi en dag skal opleve, hvilken herlighed der er gemt til os i det nye Jerusalem (Rom.8:18)?”
BEMÆRKNINGER:
Læs artiklen under Retsopgøret: ’ SÅ DUMT ET RÅD’ (http://medgrundlovskallandbygges.dk)
… i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens § 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.
telf.: +45 30 15 38 68, email: johnynoer@hotmail.com
- Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag 07.01.2022
0 Kommentarer