DET FØRSTE FORÅRSTEGN I GUDS RIGE

”Så tog Gud sin tjener Abraham udenfor teltet og sagde: ’Se på himlen og tæl stjernerne, hvis du kan’ (1.Mose 15:5).”

Ørkenens stjernehimmel er klar som blinkende krystal! Jeg har selv levet under den i tolv år, hvor jeg befandt mig syd for Dødehavet godt 250 meter under havets overflade. Nattens stjernemyriader oplyste mine omgivelser, så at jeg med lethed kunne læse en avis. Himlen over mig var fyldt med lysende lamper – og det var let at forstå, at Abraham måtte bøje sig for Herrens udfordring: ”Tæl stjernerne – hvis du kan (1.Mose 15:5)!”

Historien fra Bibelen fortsætter med at fortælle, at den nat ’troede Abraham Herren’ – og det forunderlige skete, at i det øjeblik blev Abraham en retfærdig mand i Guds øjne! Skiften siger: ”Gud regnede ham den tro til retfærdighed.” Han blev accepteret som ’Guds ven’. Han blev for altid regnet som en, der var retfærdiggjort ved tro! Han opnåede at blive godtaget af Gud.

De stjerner, som med deres lys overvældede Abraham, skal en dag forsvinde. Stjernehimlen ’rulles sammen som en klædning’. Den skiftes ud som klæder… (Hebr.1:11-12). Ja, den ’bliver trukket væk, som en bogrulle rulles den sammen’ (Åb.6:14).

Det er den dag, hvor alle jordens regenter og konger, alle de styrende, lovgivere, generaler og admiraler, de høje og store, rige og magtfulde skal blive som slaver, der kryber sammen og gemmer sig i bjergenes huler og kløfter, idet de råber: ”Skjul os for Lammets vrede! Gem os for ham, som nu sidder på tronen (Åb.6:15-17).”

Vi bemærker, at den nuværende himmel skal ’skiftes ud’ (Hebr.1:12). Den skal ikke blot forsvinde – men Skriften taler om, at Gud i sin nåde ’vil lade en anden himmel fremstå’.
Det er det nye univers, som de troende ser frem til. En ny himmel og en ny jord. Og det er her, at en ny stad kommer ind i billedet. Det nye Jerusalem! En by af umådelig størrelse. Vi ville ikke tro, hvad der fortælles om den by, hvis det ikke stod skrevet sort på hvidt på Bibelens sidste blade.

”Thi skabningen venter i inderlig længsel på, at Guds børn skal åbenbares (Ro:19).”

Guds første skaberværk: Den jord med alt, hvad den indeholder af åbenbaret skønhed – lige fra den golde, hedejord til de gyldne banker af frodighed – er fyldt med en kamp og grublen og inderlig længsel efter, at ’Guds børn skal åbenbares’ (v.19).

Hele verden er i forventning, og der spejdes dag og nat efter de første tegn på, at nu er det ved at ske!

Det er nemlig ikke kun en menneskelig længsel, der her tales om.

Træerne er ved at briste af forventning! Stenene råber højt af en indre brand, havet bruser af en hjertets længsel, kvæget på marken og dyrene i skoven stirrer med en slet dulgt iver efter første forårstegn i Guds Rige.

Guds børns åbenbarelse ’betyder, at en hemmelighed kommer til syne: Guds skjulte plan med mennesket i evigheden! Det menneske, som ligner sin skaber, ’Jesus mennesket’, er på nippet til at træde frem. Luften dirrer af forventning. Et herligt øjeblik er ved at komme til verden!

*

Samtidig med ’Guds børns åbenbarelse’ vil også ’de rammer’, som de skal leve og færdes under, komme til syne. Et helt nyt univers vil vise sig for de vantros undrende øjne. En aldeles ny jord med alt den mangfoldighed af liv, som er det kendetegn: ’ikke frivilligt, men efter hans vilje, som lagde den derunder – dog med håb.”

Heraf kan udledes, at de bånd og lænker, som alt liv må leve under i den nuværende tid, ikke er begrænsninger, som mennesket (og med det hele den øvrige skabning) frivilligt er gået ind under, en højere magt har besluttet, at sådan skulle det være for en tid – og nu er den tid ved at være til ende, og håbet om en anden tilværelse begynder at lade sig til syne i det fjerne.

De så og hilste det i det fjerne (Hebr.11:13),” fortæller brevet til Hebræerne – ”og alle disse døde i troen på ’staden med de faste grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud’ (v.10).

Hvilket vil sige, at det ikke er en ny tanke eller en nyligt opstået religion, at mennesket er på vej til en underfuld by, hvis grundlægger og arkitekt er Gud, Den Almægtige, Himlens og jordens skaber.

Mange vil vise sig at være modstandere af en sådan tanke. De, som lever og ånder ’i kødet’, kan ikke udholde den tanke, at Gud på forhånd vil tegne, udtænke og til mindste detalje planlægge en fremtidsby, som hans hellige skal bebo og besidde en evighed lang.

”Gud har sørget for min fremtid,” det er alle sande Guds børns bekendelse, og den udtales med en sikkerhed, som overgår al forstand. De helliges tryghed ligger på den Højeste Guds hjerte, de er beskærmet af et by-projekt, som har bekæmpet alle ydre og indre fjender – og hvor nu kun fredsbefordrende initiativer kan tages.

”Ved retsindiges velsignelse rejser en by sig,” siger Ordsprogenes Bog (11:11) – og det betyder med henblik på det nye Jerusalem, at byen ikke er fuldt færdig, når den på hin dag ’fires ned’ fra himlen.

Den er ’fuldkommen’ som et sundt barn er fuldkomment allerede ved fødslen. Men som barnet vokser og trives, vil det også vokse i modenhed – ja, det vil vokse legemligt og åndeligt, og sådan vil det gå på den nye jord og i den nye himmel – ja, i det nye Jerusalem, hvor ’ved de retsindiges velsignelse, byen vil rejse sig’.

*

”Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav væksten (1.Kor.3:6),” siger Paulus, når han omtaler den tjeneste, som Gud har betroet ham. I virkeligheden berører han et evigt, guddommeligt princip. Han skildrer, hvorledes alt levende kommer fra Gud – og det forbliver ikke i en fast, forstenet form, som aldrig kan blive anderledes. Nej, hvad som helst, der er mærket af Guds mægtige skaberhånd, ejer det ejendommelige, som hedder ’vækst’; ”Gud giver det en vækst.”

Det er et evigt princip, og vil derfor være fuldtud gældende i det nye Jerusalem, hvor Guds hellige og helt igennem guddommelige projekt (der omfatter selve hovedstaden, dernæst den nye jord og til sidst det nye univers) vil blive fuldført følgende denne regel: ”Jeg planter, Apollos vander, men Gud giver væksten.”

”Så kommer det da hverken an på den, der planter, eller på den, der vander, men på Gud, der giver vækst (1.Kor.3:7).”

I det nye Jerusalem vil vi alle få opgaver, som har med det kæmpeprojekt at gøre, der strækker sig ud i et helt nyt univers, som stadig udvider sig. ”Vi er Guds medarbejdere (v.9).”

Bymuren, som er bygget omkring Det nye Jerusalem, ’har tolv grundstene’ (Åb.21:14) – ’og på dem står tolv navne: navnene på Lammets tolv apostle’ (v.14).

Vi må alle forstå, at Gud tager det med sig fra forrige generationer, som har evighedsværdi – således bringer han med sig noget fra denne jord, som er mærket med Lammets blodrøde segl.

”Thi det var ikke engle, han underlagde den kommende verden, som vi taler om. Men der er én, der et sted har vidnet og sagt: ”Hvad er et menneske, at du er kommet ham i hu? – eller en menneskesøn, at du tager dig af ham (Hebr.2:5-6).”

*

Det sted, som apostlen henviser til, er den ottende salme, hvor kong David priser Herren med ordene: ”Herre, vor Herre, hvor herligt er dit navn på den vide jord – Du, som bredte din højhed ud over himlen (v.1).”

Mennesket er derfor ’uden undskyldning’, når det i sin blinde arrogance forkaster skaberen. Guds vrede vil på et tidspunkt ’blive åbenbaret fra himlen’ (Rom.1:18) og han vil tage et rædselsvækkende opgør med ’al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker, som undertrykker sandheden ved uretfærdighed’ (v.18).

Han vil stille de styrende til regnskab for den måde, de har lovgivet på – ’ulykkeslove’, som de med en nidkær iver har ført til bogs (Es.10:1).

”Og han vil i dommens frygtelige øjeblikke feje alle deres elendige undskyldninger til side (især dem, som fastholder, at ’de ikke vidste bedre’, og at ’de ikke havde lært Gud at kende som en ubønhørlig dommer’).

”Jeg har jo åbenbaret mig for dem,” vil han sige, ”mit usynlige væsen, både min evige kraft og min guddommelighed, har jeg bevist fra verdens skabelse af, idet de forstås af mine gerninger. I er uden undskyldning!”

Gud har bestemt, at ’han af spædes og diendes mund ville rejse sig et værn for derved at bringe til tavshed fjende og hævner’ (Salme 8:3). Han har dermed kundgjort for magter og myndigheder, hvad han ser i det menneske, han har skabt.

”Hvad er et menneskebarn, at jeg tager mig af det,” spørger han og svarer: ”Jeg vil for en stund gøre det lidt ringere end englene – men siden vil jeg krone det med gudskraft og vælde – jeg vil lade det herske over mine hænders værk og lægge alt under dets fødder.

Vel ser vi endnu ikke, at alt er ham underlagt – men ham, menneskesønnen, som ’en kort tid blev gjort ringere end englene, Jesus, ham ser vi kronet med herlighed og ære, for at det ved Guds nåde skulle komme alle til gode, at han har smagt døden’ (Hebr.2:8-9).

*

Og folkeslagene skal vandre i dens lys og jordens konger bringe deres herligheder til den, og dens porte skal ikke lukkes dagen lang (Åb.21:24). – ”Og man skal bringe folkeslagenes pragt og kostbarheder til den (v.25).”

Her skildres med få ord en rigdom af informationer om den nye jord, der ikke fremstår som en øde, tom, ubeboet, mørk klode i det nye univers.

Den nyskabte jord ligger badet i ’lammets lys’, og ’Guds herlighed har oplyst den (v.23).”

Det er et forunderligt lys, som kaldes ’livets lys’ (Johs.1:4-5). Det ejer den egenskab, at ’det skinner i mørket, og mørket kan ikke få bugt med det (v.5), ’hvilket vil sige, at hvor dette herlighedslys skinner, har mørket ikke en chance for at kunne trænge ind med noget dunkelt, gudsbespotteligt, ondsindet, modbydeligt og antibiologisk angreb.

Det lys omtales i de hellige skrifter, som lader vide: at ’Gud, som sagde: ’Af mørke skal lys skinne frem’, blev selv et skinnende lys i vore hjerter, for at kundskaber om Guds herlighed på Kristi åsyn må lys klart (2.Kor.4:6).

Eftersom de troende alle vil komme til i evigheden at opleve dette strålende lys, vil jeg blot for et øjeblik lade mig fastholde af de ’nyheder’, som her kommer for en dag med hensyn til det himmelske Jerusalem.

Når det hedder: ”Folkeslagene skal vandre i dens lys,” så er det et herlighedslys, som udgår fra hjertet. Det bliver ved særlige højtider en lysende skare, som kommer fra hele jorden.

Folkeslagene eksisterer stadig på den nye jord. De såkaldte ’globalister’ har ikke kunnet slette dette forskelligartede særpræg fra menneskene. Skønheden stråler ud fra de mange nationer, hvoraf Herren (som med dyrene på Noas tid) har taget de smukkeste (også i åndelig forstand) mennesker, for at de kan bringe ham ære.

Lyset er det samme kærlighedens skær, som var på Jesu ansigt. Det er et mildt lys. En forståelsens afklarethed. Et barmhjertighedens udtryk, der varsler en ny dag. Derfor hedder det: ”For at kundskaben om Guds herlighed må lyse klart på Kristi åsyn (2.Kor.4:6).”

Dette åbenbarelseslys har menneskene taget med sig som en evig ejendom, der var givet dem på denne jord, som var dømt til undergang.

Det er et Gudslys, som med Kristus selv blev et ’skinnende lys’ i deres hjerter, som tog imod ham, og som i evighed aldrig kan udslukkes, men som fortsætter på den anden side af gravens mørke, og som der oplyser Det nye Jerusalem.

Da vi levede på jorden og var forfulgte af de gudløse, bar vi denne uvurderlige skat med os i skrøbelige, bristefærdige lerkar (2.Kor.4:7). Det gjorde vi for at ’den overvældende guddomskraft ikke skulle være af os selv, men altid måtte være af Gud’ (v.7).

Derfor var vi under den vantro statsmagts forfølgelser hårdt trængte, men ikke indestængte! Vi var under de gudløse lovgiveres eefterjagen tvivlrådige, men ikke fortvivlede! Under de hensynsløse mediers smædekampagner forfulgte, men ikke forladte, af det antikristelige samfund slået til jorden, men ikke slået ihjel (2.Kor.4:7-10).”

Men da vi har den samme troens Ånd som i Skriftordet: ”Jeg troede, derfor talte jeg,” – så tror vi også på, at Jesus er opvakt fra de døde – og vi taler om det nye Jerusalem, den nye jord og den nye himmel.

Vor trængsel her på jorden er stakket og let, og den virker uden mål og måde en evig vægt af herlighed for os, som ikke har blikket rettet mod de synlige ting, men mod de usynlige; thi de synlige varer kun til en tid, de usynlige varer evigt (2.Kor.4:13-18).

Den herlighedsskare, som på den nye jord drager op mod hele universets hovedstad, det nye Jerusalem, er den samme skare, som nu er åndeligt uberørte af det, som de med egne øjne ser omkring dem.

De ved, at det kun er timelige trængsler.

Det er kun det nuværende, som de kan se for deres øjne – men der er en anden verden, som hører evigheden til. Den er usynlig og tilhører ikke det midlertidige. Den verden har de blikket rettet fast imod. På intet tidspunkt taber de den af syne. I den verden er en helt ny by, som kommer ned fra himlen fra Gud. Der er en nyskabt jord, hvor skarerne tjener Skaberen, og der er et gigantisk nyt univers, som venter på menneskets forskerkraft.

BEMÆRKNINGER:
Læs artiklen under Retsopgøret: ’ DET FARLIGSTE SELVBEDRAG’ (http://medgrundlovskallandbygges.dk)

… i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens § 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

telf.: +45 30 15 38 68, email: johnynoer@hotmail.com

​ Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag 21.01.2022
Kategorier: Uncategorized

0 Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *