STADEN, DER HAR GUD SOM ARKITEKT

Det er påbudt ifølge det store troskapitel (Hebr.11), at prædike om ’Det nye Jerusalem’ i den sidste tid. I det 10. vers opfordres de troende til at ’vente på staden med de faste grundvold, hvori bygmester og skaber er Gud’. Og i vers 16 hedder det: ”Derfor skammer Gud sig ikke ved dem, ved at kaldes deres Gud; thi han har beredt dem (en stad).”

I entid, hvor forfølgelse af de troende borgere når sit klimaks, og de kristne ’må udstå fængsel og pisk, ja, lænker og fængsel…

’… hvor de bliver stenet, martret, gennemsavet, dræbt med sværd, går omkring i fåre- og gedeskind, lider nød og trængsel og bliver mishandlet…’ (v.36-37).

’… flakker omkring i ørkener og bjerge og i jordens huler og kløfter…’ (v.38).

’ i en sådan tid, hvorom Gud siger: Dem er verden ikke værd (v.38)’ da skal budskabet om ’det himmelske Jerusalem ’lyde klart! Herren pålægger sine tjenere overalt at forkynde evangeliet om ’det himmelske fædreland’, som de tidligere slægter ’har hilst i det fjerne og dermed bekendt, at de var fremmede og pilgrimme her på jorden’ (v.13).

Af denne grund må ingen undre sig over, at jeg nu bruger så megen tid og så mange kræfter på, at forkynde budskabet om ’den nye jord, den nye himmel og det nye Jerusalem.

”Thi vi ved, at dersom vort telt, vor jordiske bolig, nedbrydes, har vi en bygning, som kommer fra Gud, en bolig, ikke gjort med hænder (2.Kor.5:1).”

Der er noget, som de troende ved med sikkerhed. De er blevet fuldt overbeviste om dette. Skyggen af tvivl kan aldrig forstyrre deres sikre vished – og det er: At der er et ’here after’.

Det evige liv venter dem på den anden side af floden. En eksistens, som aldrig ophører, er de troendes evindelige bestemmelse – og de vil gerne have nogle sikre oplysninger om den tilværelse, som de skal opleve, når deres korte liv her på jorden ophører.

Derfor spidser de ører, når de ser, at Skriften taler om, at de har ’en bygning, som kommer fra Gud’ (v.1). Det gælder her i første omgang deres legemer, som skal ’overklædes med en bolig fra himmelen’ (v.2) – men det drejer sig i lige grad om en bolig, hvori de skal dvæle, og som de kan kalde ’deres hjem’.

*

Det er klart, at det er ’billedtale’, når Bibelen taler om, at vi har ’en bolig, som ikke er gjort med hænder, en evig i himmelen’ (v.1) – det er jo ikke ’almindelig jordisk tale’, når vort legeme beskrives som ’et telt’ – men vi fatter samtidig, at vi ikke bliver hjemløse, når han beskriver den bolig, som Jesus er gået i forvejen, for at berede.

Når Herren skitserer den tilværelse, som venter os, siger han – gennem Jesus – at ’i min fars hus er der mange boliger’. Han taler om, ’at der gøres en plads rede for os’, og det kan i det tilfælde ikke være opstandelseslegemet, han omtaler; det er og må være ’et sted’, en synlig afgrænset ’bolig’, et ’hjem’, som han taler om.

”Så længe vi er i dette legeme, sukker vi jo af længsel efter at overklædes med vor bolig fra himmelen (2.Kor.5:2).”

Senere i det samme kapitel taler apostlen om ’at komme hjem til Herren’ (v.9) og dette rummer netop længslen efter ’Det himmelske Jerusalem’.

Der banker i hvert menneskehjerte en længsel og en tørst efter ’Livets vand, der er klart som krystal’ (Åb.22:1). Det vand ’vælder ud fra Guds og lammets trone og flyder midt igennem den evige stads gade’ (v.1).

Blot ved at høre om denne flod, der vil sprede sig ud over hele den nye jord (og som i evigheden også kunne blive en kilde, der flyder på andre kloder i det nye univers) jubler de dødeliges hjerter.

De ser fremtidsperspektiverne i lyset af de informationer, som vi modtager, om ’Det nye Jerusalem’.

”På begge sider af floden vokser livets træ – og når man spørger, hvor lang denne ene gade er, bliver der en mærkelig stilhed! Det anes, at hovedgaden i den nye hovedstad vil fortsættei tusinder af kilometer ud over den nye jord, og at livets træ med de kostbare frugter vil brede sig i den nye verden, eftersom der bliver taget initiativ dertil i administrationen, som er placeret i regeringsafdelingen af den nye hovedstad.

”Livets træ giver frugt tolv gange om året (Åb.22:2).” Det kan vi tydeligt forstå, fordi der står samtidig skrevet, at ’hver måned giver det sin frugt (v.2) – og det fortæller os, at i evigheden er der trods alt ’en inddeling af tid’.

*

Det bringer os til at gøre os nødvendige tanker om evigheden: Disse betragtninger må meget vel være funderet på vor tilværelse i Det nye Jerusalem, thi det hedder i den forbindelse: ”Herre, du er vor bolig slægt efter slægt (Salme 90:1).

Boligen, som vi skal eje, og som Jesus har forberedt, er en reel by, hvis gigantiske mål er givet, og om hvilken det står skrevet, at Gud selv er arkitekten (Hebr.11:10).

Tiden, som vi skal tilbringe i denne himmelske bolig, som med millimeters nøjagtighed fires ned på den nye jord, defineres med ordene: ’slægt efter slægt’.

Målet på tiden, tør vi anslå, er det samme mål, som vi bruger, for det står skrevet, at ’menneskers mål er det samme som engles mål’ (Åb.21:17).

Definitionen: ’slægt efter slægt’ er en forkortelse, for den kan lige så vel skrives: ’slægt efter slægt efter slægt’ i en uendelig række – ja, i en fortsættelse, som aldrig ophører, hvilket kan sammenfattes i ordet: Evighed.

I den bøn, som bedes ’af den Guds mand, Moses (Salme 90) siges der egentligt: ”Herre, du er vor bolig i al evighed.”

Hvilken dyb, beroligende tanke er det ikke, at vi i evigheden ikke skal flytte fra sted til sted, og er som flyvende fugle eller som Herren selv, der om sit jordiske tilværelse sagde: ”Ræve har huler og himlens fugle reder; men menneskesønnen har ikke det sted, hvor han kan lægge sit hoved til hvile (Matt.8:20).”

Om tiden og dens hastige forløb siger Moses yderligere: ”Førend bjergene fødtes og jord og jorderig blev til, fra evighed til evighed er du, oh Gud (Salme 90:2).”

Salmisten får os til – slået af ærefrygt – at tie stille.

(Suset mellem kloderne er i de ord, der tales om, hvorledes mennesket glider med tidens bånd gennem mange slægter, og vi aner det store tidsrum, som er forløbet, siden den begyndelse, der omtales med ordene: ”Før end bjergene fødtes og jorderig blev til).

*

Det er næsten uforståeligt, når Gud siger: ”Du er min søn, jeg har født dig i dag.”

Måske er det bedre udtrykt i en engelske oversættelse, som siger: ”Min søn er du! Jeg, i dag, har født dig.”

Det vil sige, at den evige Gud, ’bryder ind i tiden’ og lader sin søn blive født under de samme kår som mennesker (Jak.5:17).

”Forman hverandre hver dag, så længe det hedder ’i dag’,” siger Skriften (Hebr.3:13) – og mener dermed, at vi er under formaning, så længe vi lever her i tiden.

Med andre ord: Den evighedsepoke ligger forude, hvor vi ikke mere kan sige ’i dag’. Da regnes tiden i andre normer – og mennesket må indstille sig på det uforklarlige: Et liv, som aldrig får ende!

Det er den tilværelse, som venter de udødelige, når de ankommer til ’det nye Jerusalem’.

*

Mennesket gør du til støv igen. Du siger: ”Vend tilbage, I menneskebørn!” (Salme 30:2).

Det er den forfærdelige kendsgerning, som ingen kan undsige sig, og som alle – selv de højeste og mest ærede – må tage med i deres beregninger: ”Herren skjuler sit åsyn, og de forfærdes; du tager deres ånd, og de dør og vender tilbage til støvet (104:29).”

De fleste fortrænger denne virkelighed. De vælger at ’leve livet’ uden at skænke døden en tanke!

Dermed falder de i den sørgelige kategori, at talen om ’Det nye Jerusalem’ er et uinteressant emne. De falder uden for rækkevidden af apostlens forbøn, når han siger: ”Det beder jeg om, at jeres kærlighed stadig må blive mere og mere rig på indsigt og dømmekraft, så I kan skønne, hvad der er det væsentlige, for at I må være rene og lydefri på Kristi dag (Filip.1:9-10).”

For at sige det rent ud: ”De betragter døden som et uvæsentligt begreb,” – og vil derfor stå nøgne på deres dødsdag. De opnår ikke ’at blive rene og lydefri’(v.10).

Derfor må Salmens ord læses i sammenhæng (Salme 104:29) – det efterfølgende 30 vers er en oplivende følge, der formuleres således: ”Du sender din Ånd, og den skaber, jordens åsyn fornyer du (v.30).”

Lige så åndeligt bevæget, vi har været ved at høre, at ’Gud tager sin Ånd, og vi vender tilbage til støvet, lige så jublende glade bliver vi ved budskabet: Han sender sin Ånd, og mennesker bliver født på ny, og der fremstår en helt ny jord.

… og i den forbindelse kan vi ikke blive trætte af at høre om ’Det nye Jerusalem’ og den nye verden, ’hvor syndere er forsvundet fra jordens overflade, og de gudløse ikke mere eksisterer!” (v.35)

”Thi tusind år er i dine øjne som dagen i går, der svandt, som en nattevagt (Salme 90:4).

Det vil helt konkret sige, at i Guds øjne tæller tusind år ikke mere end 24 timer efter vor opfattelse.

Lad os prøve at fortælle historikerne den beretning: Vi lever for tiden i det 21. århundrede – og tiden tilbage til det 11. århundrede (1000 år) er kun at regne for en hastig dagsrejse. Alt hvad der er sket med konger, som faldt, og stormænd, som øvede vældige bedrifter, udviklingen, som har fundet sted fra den dybeste og mørkeste middelalder til disse dage, hvor mennesket tager sine første skridt i rummet, er kun at betragte ’som dagen i går, der svandt’.

Tusind år – Herren ’skyller dem bort som søvn’ (v.6). Ved morgen, når vi slår øjnene op, er det vældige åremål ’som græsset, der gror og blomstrer og ved aftentide er det vissent og tørt (v.6). Vore år svinder hen som et suk. Tusind år er ingenting for Herren.

*

Apostlen Peter fuldfører tanken. Han skriver om konsekvensen af Gamle Testamentes ’måling af tid’.

Hvis tusind år i Herrens øjne er at regne for en dag – så må en dag på sammen måde set med Guds øjne være at regne for tusind år (2.Pet.3:8).

”Dette,” siger han, ”må I ikke glemme, I elskede (v.8).” Det betyder ganske enkelt, at Herren har tid nok! Han er ikke, som sin modstander, djævelen, der ved, ’at hans tid er kort’ (Åb.12:12).

Herrens navn er ’Jeg er’. Det var med dette navn, Herren, åbenbarede sig for Moses. Således skal du sige til israelitterne, når de spørger, hvem der har sendt dig: ’Jeg er’ har sendt mig til jer.

– og sådan skal vi sige til øvrigheden, vore tiders Farao, som vi sendes til med buddet fra Ham, som var, som er, og som kommer!

*

Gud sagde fremdeles til Moses: ”Således skal du sige til israelitterne: Herren, jeres fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har sendt mig til jer. Dette er mit navn til evig tid, og således skal jeg kaldes fra slægt til slægt.

Gå nu hen og kald Israels ældste sammen og sig til dem: Herren, jeres fædres Gud, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud har åbenbaret sig for mig og sagt: Jeg har givet agt på jer og på, hvad man har gjort imod jer i Egypten. Jeg har sat mig for at føre jer ud af Egyptens elendighed til et land der flyder med mælk og honning.

Jeg ved vel, at Egypterkongen ikke vil tillade jer at drage bort uden ved magt, men jeg skal udrække min hånd og ramme Egypten med alle mine undergerninger, som jeg vil gøre der; så skal han give jer lov til at drage af sted.”

Sådan lød Herrens ord til Moses for godt 4000 år siden – og sådan lyder Herrens ord til hans kirke i dag. Det var, som det skete for en lille uge siden – og ’Herren er den samme i går og i dag og til evig tid’.

*

Men I er kommet til den levende Guds stad, til det himmelske Jerusalem,” siger Hebræerbrevet som afslutning på sit 12. kapitel – og understreger dermed, at dette budskab har en høj prioritet i forkyndelsen af evangeliet. Den store og afgørende betydning af ’vor ankomst’ til denne by, angives og samles i følgende punkter, som alle fortæller noget om denne bys betydning:

Vi møder dér en højtidsskare af engle i tusindtal. Det formeligt vrimler med engle, hvilket straks giver indtryk af, at stedet ikke er ubeboet.

’En højtidsskare’ må først og fremmest give en opfattelse af ’klimaet’ i denne storstad.

Det er ikke en travl ’hverdagsby’, for skaren af engle er klædt på som til fest. Der er glæde og forventning at spore i engleskaren, som er samlet for at tjene ved en højtid, som er planlagt siden verden blev skabt.

Jeg kan forestille mig, at de mange engle, som et andet sted er præsenteret som: ’tjenende ånder, der har til opgave at være til hjælp for dem, der skal arve frelse’ (Hebr.1:14), ses her i fuld virksomhed med at løse denne opgave.

Det er ’dagen’, hvor de mange beboere skal vises til rette i deres boliger i den umådelig store by. Menigheden af førstefødte ankommer til staden. Det er en ’universal convocation’ – en samling, som er enestående i rummets evighedshistorie – hvilken herefter aldrig vil gentage sig!

De kommer fra øst og vest, nord og syd… fra mangeartede forhold, hvor forfølgelser og smerte har været deres fortvivlede lod. Fattige og forslåede, sønderbrudte og elendige modtages, skare på skare ved de tolv porte, som fører ind til byen og livet, hvor de skal trøstes og opleve Guds faderlige omsorg.

Som disse forjagede og forhutlede skarer når frem til himmelbyen, som ved en utrolig gennemtænkt åndelig ’mekanisme’ er sænket ned på den nye jord, bliver de registreret. Det fortælles i Hebræerbrevet kapitel 12 og vers 23, at denne ’menighed af førstefødte er indskrevne i himlen’. Det vil sige, at der føres bog over sjælene. Det er en god ordning, som Herren selv har forordnet – men som Satan har efterlignet, og i dag virkeliggjort ved hjælp af et utroligt overvågningsapparat.

(Kina har f.eks. skabt et stort overvågningsapparat bestående af millioner af kameraer, udstyret med ansigtsgenkendelsesteknologi. Imidlertid eksporteres denne farlige overvågning af borgerne til 63 lande – herunder Tyskland, Spanien og Frankrig).

Den hellige familie, Josef og Maria, lod sig indskrive, da ’en befaling fra kejser Augustus udgik fra Rom, at al verden skulle skrives i mandtal – og alle gik hen for at lade sig indskrive, hver til sin by’ (Luk.2:1-3)’.

Dermed tjente denne indskrivning Guds plan, for Josef måtte da rejse til Betlehem – og ’det skete, medens de var dér, kom tiden, da Maria skulle føde og hun fødte en søn, den førstefødte’ – ’og i det samme sang en mangfoldig himmelsk hærskare, som lovpriste Gud’ (Luk.2:6 og 13).

Siden foretog David en folketælling – og det mishagede Gud, og han sendte en pest over landet, så 70.000 mænd døde (2.Sam.24:1-2 og vers 15).

Således kan vi forstå, at der er indskrivninger, som Gud bruger til at gennemføre Hans planer, og der er folketællinger, som er gennemførte ved menneskets ambitioner, og som Gud straffer på den ene eller den anden måde.

Den indskrivning, som finder sted med hensyn til det himmelske Jerusalem, har at gøre med placeringen af dens beboere.

”Den, der sejrer, vil jeg gøre til en søjle i min Guds tempel (hvilket sikkert har med tusindårsriget at gøre) – og jeg vil skrive på ham navnet på min Guds stad, det nye Jerusalem, der kommer ned fra himlen, fra min Gud (Åb.3:12).”

BEMÆRKNINGER:

Læs artiklen under Retsopgøret: ’LUTHERS OPGØR MED ØVRIGHEDEN’ (http://medgrundlovskallandbygges.dk)

… i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens § 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

telf.: +45 30 15 38 68, email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse afProfetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag 04.02.2022

Kategorier: Uncategorized

0 Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *