BLODVIDNER

”Hovedsagen i det, der her tales om (Hebr.8:1) – skriver Hebræerbrevets forfatter, og han begiver sig dermed til at skildre Jesu ypperstepræstelige gerning.

I det efterfølgende vil jeg beskæftige mig med Åbenbaringsbogens hovedsag. Altså det emne, som ligger både Herren og hans discipel, Johannes, mest på hjerte, og det tema, som stadig og vedholdende omtales i den sidste bog af Bibelen.

Det er min faste opfattelse, at Johannes var af den mening, at de kristne, som lever i den sidste generation af hellige, for en stor dels vedkommende vil komme til at lade livet for deres tro.

Derfor er dette drastiske budskab blevet skrevet. Det er Herrens opmuntring til de sidste dages martyrer.

Men forinden vil jeg gennemgå, hvad der menes, når det siges om Jesus, at han er ’det troværdige vidne’.

  • Det nævnes allerede i indledningen, hvor det hedder: ”Hilsen fra Jesus Kristus, det troværdige vidne (Åb.1:4).”

Denne verden er fuld af løgn. Hvor man end vender sig, lyver folk. Det er en sjældenhed at finde en mand, som ’vandrer i sandhed’ (Salme 26:3) … en discipel af Jesus, som ikke et øjeblik kunne finde på at ’tage sæde blandt løgnere’ (v.4).

En dag – og den er ikke langt borte – skal den store fredskonge glædes og alle, som følger ham, skal juble – , fordi: ’Løgnernes mund er blevet lukket’ (Salme 63:12).

Forbi er den tid, hvor bedragere skal sprede deres falske ideologier, og de løgnagtige ideologer skal blive draget til ansvar for hele den løgne- og smædekampagne, de har gennemført over hele jorden.(- ja, de skal indeslutte de enfoldige i deres løgne-fæller, så at disse til sidst opgiver alt håb og i deres angst udbryder: ”Alle mennesker lyver… (Salme 116:11).”

Da bryder Jesus igennem alle løgnebarrikader og står frem som DET TROVÆRDIGE VIDNE.

Da Herren til sidst åbenbarer sig for menigheden i Laodikea, siger han: ”Så siger han, som er Amen, det troværdige og sanddru vidne. Guds skaberværks ophav (Åb.3:14).”

Med andre ord: ”Er det sandt, hvad denne mand, tømrersvenden fra Nazaret, hævder:

”Den, der kommer fra himlen, er over alle! Hvad han har set og hørt, vidner han om, og ingen tager imod hans vidnesbyrd. Men den, der tager imod hans vidnesbyrd, har dermed beseglet, at Gud er sanddru.”

DET TROVÆRDIGE VIDNE

Jesus Kristus kaldes i Åbenbaringsbogen ’Det troværdige vidne’, og det understreges ved, at ’Gud sværger ved sin egen hellighed, at han ikke vil lade et ord, som er sagt om Davidssønnen, falde til jorden.

”David sviger jeg ikke (Salme 89:36),” lover Herren, og de udvalgte kan ved et sådant udsagn fryde sig, for de har dermed garant for, at de aldrig vil blive ladt i stikken.

”Hans æt skal blive for evigt, hans trone for mig er som solen – ja, vidnet på himlen er sanddru! (v.36-37)

Det er i den forbindelse, at Herren taler om den urokkelige udvælgelse, som han selv ’vil følge til døren’ for sit eget navns skyld.

Gennem en ’maskil’ (navnet på en ukendt sang) af ezraitten Etan taler han om David, og vi kan gennem Guds omtale af denne konge i Israel se Davidssønnen (som er Jesus Kristus) og gennem ham tilegne os ’de trofaste nådesløfter til David’ (Ap.G.13:35). De lyder sådan:

”Du talte engang i et syn om en helt, ophøjede en yngling af folket; jeg har fundet David, min tjener, salvet ham med min hellige olie, thi min hånd skal holde ham fast, og min arm give ham styrke.”

”Ingen fjende skal overvælde ham, ingen nidding trykke ham ned. Jeg knuser hans fjender foran ham og nedstøder dem, der hader ham. Med ham skal min trofasthed og miskundhed være, hans horn skal løfte sig ved mit navn.”

*

Derefter følger et afsnit om Davids slægt (hans efterkommere) og mange af Herrens udvalgte kan nikke genkendende til den måde, Gud siger, at han vil behandle deres børn…

”Hvis hans sønner svigter min lov og ikke følger mine lovbud, hvis de bryder min vedtægt og ikke holder mine bud, da hjemsøger jeg deres synd med ris, deres brøde med hårde slag – men min nåde tager jeg ikke fra ham, min trofasthed svigter jeg ikke.”

”Jeg bryder ikke min pagt og ændrer ikke mine læbers udsagn. Ved min hellighed svor jeg én gang for alle… (Salme 89:20-36).”

Herefter følger et afsnit, hvor ezraitten Etan taler meget åbenhjertet til Herren og tillader sig at antyde, at Gud ikke har holdt ord. Det hele er jo gået anderledes end man skulle have troet.

DU VRISTED HAM STAVEN AF HÆNDE

”Du har forstødt og forkastet din salvede og handlet i vrede imod ham (Salme 89:39).”

(… og sådan så det ud de mange år efter, hvor Davidssønnen, jødernes Messias, blev genstand for Guds vrede og blev forladt af sin far og led offerdøden som et lam, der blev slagtet).

”Pagten med din tjener har du brudt, vanæret hans krone og trådt den i støvet (v.40) – ja, sådan så det ud, da Jesus udbrød: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig (Matt.27:46).”

”Du vristed ham staven af hænde og styrted hans trone til jorden – afkorted hans ungdomsdage og hylled ham i skam (v.45-46).”

  • hele Golgatha-højens tragedie er nu malet for vore øjne, og hvis forfatteren af Salme 89 var standset her, var det usandt, hvad ezraitten Etan skrev i sin maskil: ”David sviger jeg ikke (36).”

Men nu fortsætter han beretningen, og er dermed på linje med evangelierne, thi ingen af de fire (Matthæus, Markus, Lukas eller Johannes) standser deres fortælling om Jesus med, at ’du har løftet hans uvenners højre’ (som et tegn på, at de har sejret) – ’du har glædet alle hans fjender… du holdt ham ikke oppe i kampen’ (v.43-44).

Nej, han udbryder: ”Hvor længe vil du skjule dig, Herre? Hvor længe skal din vrede lue som ild?” (v.47)

Han fortsætter med at udspørge Herren og siger: ”Herre, kom i hu, hvad livet er, til hvilken tomhed skabte du hvert menneskebarn?

Hvem bliver i live og skuer ej død, hvem frelser sin sjæl fra dødsriget?”

Sela: ”Tænk engang over det! (v.49)”

… og for her at komme tilbage til Åbenbaringsbogens ord om Jesus, at han (midt i et omtumlet hav af løgn og bedrag) forbliver at være ’det troværdige vidne’, slutter han med udsagnet: ”Hvor er din fordums nåde, Herre, som du i trofasthed tilsvor David? (Salme 89:50)

… og vi bemærker, at Gud tilsværger David (og hans efterkommere) sin evige støtte. Det hedder jo: ”Ved min hellighed svor jeg én gang for alle. David sviger jeg ikke!” (v.36)

HAN INDESTOD DERFOR MED EN ED

”Mennesker sværger jo ved én, der er større end de selv, og eden tjener dem til stadfæstelse og gør ende på alle indvendinger (Hebr.6:16).”

Det gjorde Gud overfor Abraham, thi der står skrevet: ”Da Gud gav forjættelsen til Abraham, svor han ved sig selv, fordi han ikke havde nogen større at sværge ved, og sagde: ’Sandelig, jeg vil velsigne dig rigt og gøre dit afkom talrigt’ (v.14).”

  • og det gjorde Gud over for David, da han ’svor ved sin hellighed – David svigter jeg ikke (Salme 89:36).”

”Derfor, da Gud endnu tydeligere ville give forjættelsens arvinger tilkende, at hans beslutning er urokkelig, indestod han derfor med en ed (Hebr.6:17).”

Det gjorde han, ’for at vi ved to urokkelige kendsgerninger, der udelukker, at Gud kan lyve, skal have en stærk trøst, når vi søger vor redning i at gribe det håb, der ligger rede til os (v.18).”

Disse to ’urokkelige kendsgerninger’ er:

1) hans ord (eller hans løfte)
2) den ed, som han aflagde, da han gav forjættelsen.

… og disse kendsgerninger har den aldeles afgørende følge, at Gud under ingen omstændigheder kan lyve; dette giver i sig selv ’en stærk og opmuntrende trøst’ til dem, der søger at gribe dette forunderlige håb, som allerede ligger parat til at blive virkeliggjort – ja, som ivrigt venter på, at skulle finde sin opfyldelse.

ÅBENBARINGSBOGENS HOVEDOPGAVE

Forfatteren af Åbenbaringsbogen slipper ikke gerne sit emne, når han taler om ’det troværdige vidne’. Det er ham uhyre magtpåliggende at fortælle, at det sanddru vidnesbyrd er forbundet med martyriet. I virkeligheden beskæftiger han sig med det, som er hans gudgivne opgave: At fortælle om ’blodvidnet’, som er Åbenbaringsbogens hovedopgave.

Martyrerne står nemlig i første række, når historien om ’de sidste ting’ gennemgås. I virkeligheden er det et hovedtema for Johannes: … ’at berette om deres grusomme skæbne, som ikke fandt det for kostbart, at ofre deres liv for evangeliets skyld’.

Derfor kan beretningen om Antipas ikke forbigås i tavshed, thi: ’kostbar i Herrens øjne er hans frommes død’ (Salme 116:15), og om denne discipel siges udtrykkeligt, at ’Antipas, mit tro vidne, blev ihjelslået hos jer, dér hvor Satan bor’ (Åb.2:13).

Om Stefanus, én af de første blodvidner i den første kristne menighed, står det fortalt, at modstanderne ’ikke kunne modstå den visdom og den Ånd, hvormed han talte’ (Ap.G.6:10).

”Da traf de hemmelig aftale med nogle mænd om, at de skulle sige: Vi har hørt ham tale bespottelige ord imod Moses og imod Gud (v.11).”

”Således ophidsede de folket og de ældste og de skriftkloge, og de overfaldt ham og slæbte ham med sig og bragte ham for rådet (v.12).

… og alle de, som sad i rådet, stirrede på ham, og hans ansigt var, for dem at se, som en engels ansigt (v.15).”

*

Efter en lang og velbegrundet forsvarstale, som Ny Testamente citerer ord for ord, slutter Stefanus med følgende (og det blev dette blodvidnes sidste ord til en formastelig slægt): ”Hvem af profeterne har jeres fædre ikke forfulgt? De dræbte dem, som forud forkyndte, at den retfærdige skulle komme, og hans forrædere og mordere er I blevet (Ap.G.7:52).

”Da de hørte dette, blev de forbitrede i deres hjerter og skar tænder. Men fuld af Helligånden stirrede han op mod himlen, og så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre hånd (v.54-56).”

”Da skreg de med høj røst og holdt sig for ørerne og stormede alle som én ind på ham; og de slæbte ham uden for byen og stenede ham (v.57).”

… medens han bad og sagde: Herre Jesus, tag imod min ånd! Og han faldt på knæ og råbte med høj røst: ”Herre tilregn dem ikke denne synd.” Da han havde sagt dette, sov han hen…” (v.60)

DEN PUTINSKE VRANGLÆRE

Hvad forstår vi ved ’den russiske verden’? Her må vi begribe, hvad Putins verden betyder. Det er en verdensanskuelse, som vi indbydes til at tage del i – eller at tage afstand fra! Det er en verden, som vil være god at leve i – eller som vil udvikle sig til et helvede. Vi kan ikke tillade os at være neutrale i dette spørgsmål.

Nutidens meningsdannere er ved at opdage, at ’den russiske verden’ ikke bare er navnet på nogle løse ideologiske tanker, men at det i virkeligheden er en fast livsanskuelse og et bestemt verdenssyn, som er ved at slå rod i mange menneskers sind og tanker.

Putin har sine forkæmpere og sine modstandere, og udbredelsen af den lære, som han står for, spreder samtidig en masse fordomme – ja, fjendtlighed og had, som hidtil ikke har været så udpræget i den offentlige debat.

Forskningsfeltet er helt nyt – men situationen i Ukraine har ført spørgsmålet om ’den russiske verden’ direkte ind i hverdagen og er ved at blive personligt for mange mennesker ud over jorden.

*

Er Putins verden et samfund, som jeg vil være en del af – og er det noget godt og positivt, som jeg ser udvikle sig for mine øjne?

Putin er af en international retsmyndighed blevet erklæret for at være en krigsforbryder – og vi kan på ingen måde være med til at bagatellisere denne forbrydelse.

Som situationen dag for dag udvikler sig i Ukraine, står vi overfor at skulle bestemme, om det i virkeligheden er et folkemord, som finder sted?

Apostlen Paulus er klar og tydelig i en sag som denne. Han vil ikke beskyldes for at være ’vægelsindet’ (2.Kor.1:17).

”Plejer jeg i mine beslutninger at lade mig lede af min kødelige natur,” spørger han, ”så at jeg på én gang siger ’ja, ja’ og ’nej, nej’? (v.18)

”Nej,” fortsætter han. ”Alle Guds forjættelser har i ham deres ’ja’. ”Derfor er der også fra vor side kommet til at lyde et ’amen’. Vi siger af et fuldt hjerte ’nej’ til Putins lære om ’en russisk verden’. Den harmonerer ikke med vor opfattelse af Guds rige!

Tværtimod! Historien er ved at gentage sig:

Efter at Nikita Khrustjov i 1956 gjorde det umuligt at opretholde illusionerne om Stalin og stalinismen, kom sandheden om Ruslands leder virkelig frem.

I sin berømte ’hemmelige tale’ i det år sagde Khrustjov det hidtil usigelige, – at den elskede fører og geniale marxist, Stalin, ’den store humanist og statsleder’ i virkeligheden havde været en hævngerrig, lunefuld, utilregnelig og blodbesudlet massemorder.

Noget lignende er ved at blive afsløret med hensyn til Ruslands nye diktator, Vladimir Putin. Vi kan konstatere følgende:

ÆRKEFJENDEN ER RUSSER

I de sidste dage skal en ’udpræget fjendtlighed’ mod Israel komme offentligt til syne. Den vil eksistere og blive åbenbaret for fuld udblæsning.

Hadet mod jøderne vil blive noget ’generelt’, og alle mennesker – bortset fra de genfødte kristne – vil tage del i denne kollektive afstandtagen fra Israel og det jødiske folk.

Israel vil på grund af dette lands værdier og sociale fremgang (og stærkere militær) blive betragtet som en voksende trussel – og det vil med sikkerhed blive Rusland, som fører an i denne ’syndebuksteori’, hvor jøderne igen bliver stigmatiseret som årsag til alverdens ulykker.

En sådan forudsigelse kan hentes fra Ezekiels 38. og 39. kapitel, hvor Gog udpeges som en Israel-fjendtlig hersker, der fremstår ’i Magogs land’, hvor han er fyrste over ’Rosj, Mesjek og Tubal’ (Ez.38:2 og 39:1). Mange bibelkommentatorer er enige om, at denne Israels ærkefjende, som kommer ’fra det yderste nord’ – han er russer og har rod i ’den russiske verden’.

’Den russiske verden’ vil kæmpe imod en jødisk verdenskonspiration eller en allestedsnærværende ’nazistisk ideologi’. Den vil fremstå som en modstander af ’verdens ondskab’ og ’ungdommens fordærvelse’ og ’raceblandingens fysiske og moralske degeneration’. Historien fortæller, hvorledes denne cocktail til sidst ender i det vanvid, som finder sted i nazismens dødslejre eller Sibiriens afsides udryddelseslejre.

Enden på ’den russiske verden’ (som er Putins verden) er Guds indgreb. ”Jeg går i rette med ham,” lyder det fra Ezekiel, ”med pest og blod, med regnskyl og haglsten; ild og svovl lader jeg regne over ham, hans hobe og de mange folkeslag, som følger ham (Ez.38:22).

GUD KAN IKKE FORDRAGE ARROGANCE

Når Gudsriget en dag oprinder – og det sker med sikkerhed ved dagenes ende – så vil de hellige få deres store andel i dets styre og administration. De vil blive betroet de højeste poster, og herredømmet vil helt blive lagt i deres hænder.

De hellige ejer nemlig ’en visdom, som er bedre end perler. Ingen kostbare skatte opvejer den’ (Ordspr.8:11). ”Den visdom er klogskabens nærmeste nabo og råder over kundskab og kløgt (v.12).”

Om dem, som skal betroes Gudsrigets embedshandlinger, hedder det, at ’de ved og er sig bevidst, at Herren hader hovmod og stolthed, den onde vej og den falske mund’.

(Det vil sige, at han ikke kan fordrage dem, som styrer med arrogance, uretfærdighed og løgn).

”Ved mig (Guds visdom) kan konger styre og styresmænd give retfærdige love (v.15).”

(”I kraft af mig,” siger Herren, ”regerer i den nye orden de konger, som jeg har indsat, og i det nye samfund holder lovgiverne ro og orden og sørger for, at herskerne opfører sig ordentligt, og dommerne fælder retfærdige love).

Det er denne nye samfundsorden, som Herren Jesus hentyder til, når han udbryder: ”Salige er de fattige i ånden, thi himmeriget er deres (Matt.5:3)” – og tilføjer: ”Salige er de sagtmodige, thi de skal arve jorden (v.5).”

Ja, det er i denne sag muligt, at opnå det ellers uopnåelige: At vinde Guds behag.

Skriften siger: ”Og jeg vil have behag i jer,” lyder det fra Herren (Ezekiel 43:27).”

Der er intet budskab, som klinger skønnere i noget menneskes hjerte og noget folks øren. Alle religioner stræber efter dette – og derfor er de kristne lykkelige (salige), thi ved Kristi fødsel var der ’en mangfoldig himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sagde: ”Ær være Gud i det højeste! Og på jorden fred i mennesker, der har hans behag (Luk.2:13-14)

”Hvad skal vi da sige, at Abraham har opnået?” (Rom.4:1) spørger Paulus (og han lægger heri det væsentlige emne, om Abraham har opnået ’det uopnåelige’: At vinde Guds velbehag).

Han kommer til det resultat, at det er lykkedes, for han tilføjer: ”Hvad siger nemlig Skriften? Han svarer på sit eget spørgsmål med ordene: ”Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed (Rom.4:3).” Det vil sige: ”Og han har vundet Guds velbehag.”

BEMÆRK:
Læs artiklen under Retsopgøret: ’’HÅRREJSENDE BRUD PÅ DANSKE RETSPRINCIPPER” (http://medgrundlovskallandbygges.dk)

… i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens § 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

telf.: +45 30 15 38 68, email: johnynoer@hotmail.com

Kategorier: Uncategorized

0 Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *