HAN HAR GJORT OS TIL KONGER

”Han har gjort os til konger og præster for sin Gud og Fader… (Åb.1:6).”

Den rigdom, som ligger i denne bekendelse, er stor. De troende synger om den. ”Jeg er hans og han er min,” lyder det i et lovsangskor, og hermed understreges en ’ejendomsret’, der er enestående.

Vi kan med nød og næppe fatte, at vi tilhører Herren med alt, hvad vi er og alt, hvad vi ejer – men at det samme tilhørsforhold skulle være gældende i den Almægtiges stilling over for os, er ubegribeligt og kan kun blive en virkelighed, hvis vi tilegner os det i tro.

At Jesus mener det alvorligt, når han taler sådan om ’sin Gud’, kan kun fattes, når faderforholdet nævnes i samme åndedrag.

’Min Gud’ kan forstås, når vi taler om Hærskarers Herre og Skaberens storhed – men det intime forhold, som dukker op, når Jesus taler om ’sin far’, er netop tegnet på evangeliets ’nærhed’, i den allerdybeste betydning af ordet kan regne vi os som ’Guds børn’.

Det næste slægtsforhold og kærlighedsforhold (som en far har med sit barn) kommer til syne på opstandelsens morgen, hvor Jesus – efter at have opholdt sig tre dage og tre nætter i gravens mørke – møder Maria Magdalene, som ’står udenfor graven og græder’ (Johs.20:11).

”Jesus siger til hende: Kvinde! Hvorfor græder du? Hvem leder du efter? (v.15)”. Han tilføjer pludselig: ”Maria” – og uden at kunne finde belæg for det i teksten, er jeg overbevist om, at den måde og denne ’tiltaleform’ var så personlig, at intet menneske på jorden nogensinde har eller vil opleve noget lignende.

Herren fortsætter: ”Gå til mine brødre og sig til dem: Jeg farer op til min far og jeres far, til min Gud, og jeres Gud (v.17).”

… hvilket betyder: ’Sig til dem, at vi tilhører nu hinanden som ingensinde før! Med mit blod har jeg beseglet, at de troende nu er ’mine brødre’, og at Gud er vor fælles far. Fra nu af taler han til jer, som han taler til mig – og I kan tale til Ham, som jeg taler til min far’.

JEG ER EN KONGE – DERTIL ER JEG FØDT

”De skal være konger med ham i de tusinde år (Åb.20:6).”

Det er et fast forankret løfte. Evigheden begynder med en periode på et tusind år, hvor ’den korsfæstede Jesus fra Nazaret skal herske i et magtfuldt kongedømme på denne jord, og hans efterfølgere skal være konger med ham i de tusinde år’.

Johannesevangeliet skildrer den pinlige konflikt, som foregik i den romerske statholders sind og tanke, da jøderne bragte Jesus til ham, for at han skulle dømme ham.

”Han kaldte da Jesus for sig og sagde til ham: Er du jødernes konge? (Johs.18:33)”

Jesus svarede: ”Er det dig selv, der har fundet på dette spørgsmål, eller er det noget, som folk siger? (34. parafrase)

Han fortsætter: ”Mit rige er ikke af denne verden. Havde mit rige været af denne verden, så havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle overgives til jøderne, men nu er mit rige ikke af denne verden (v.36).”

”Så er du altså en konge?” Pilatus lyder overrasket. Han er spørgende. Kan ikke finde sammenhæng i dette forhør og bliver endnu mere usikker, da han hører Jesus sige følgende:

”Du har ret! Jeg er konge! Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommet til verden. Jeg skal vidne om sandheden! Enhver, som er af sandheden, hører min røst (v.37).”

Dette afsnit af Den Hellige Skrift er forbløffende aktuelt. Meget af det, som bør siges fra vort lands prædikestole, er indeholdt i denne korte passage fra Ny Testamente. Her står det nemlig sort på hvidt, hvorledes de kristne skal forholde sig midt i det politiske kaos, som i de sidste dage udvikler sig for deres øjne.

*

For det første siger Jesus her (og det er for ham et afgørende øjeblik, thi nu står han for sin jordiske dommer), at han ikke tilhører ’et rige, som er af denne verden’ (v.36).

Som bevis på, at dette er sandt, siger Jesus til Pilatus, som udmærket forstår dette sprog, at ’mine folk i det tilfælde (hvor de kæmpede for et kongedømme af denne verden) ville have grebet til våben og ville have stridt for, at deres mester ikke skulle falde i jødernes hænder.

For det andet svarer han ligeud og direkte på det spørgsmål, som Pilatus stiller. Pilatus siger: ”Så er du altså en konge? (v.37)”

”Korrekt!” lyder det fra Guds Søn, som står foran ham. Han vidste i det øjeblik, at det var sandt, hvad Jesus sagde. Men fordi han ikke ’var af sandheden’, udbrød han: ”Hvad er sandhed?” – og dermed var hans skæbne beseglet.

*

Kristus har gjort de troende, som har overgivet deres liv til ham, til præster – men mere end det! Ifølge 2. Mose 19:6 ’skal de blive mig et kongerige af præster – et helligt folk’.

Det er ’sammenstillingen’ vi især skal lægge mærke til! Denne træder yderligere frem i Peters breve i det nye testamente, hvor apostlen udbryder: ”I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk (1.Pet.2:9).”

Det vil altså lykkes den almægtige Gud, at gennemføre sine planer til den mindste detalje. Hans modstander, djævelen, vil gang på gang blive overrumplet, og hans onde plan må nedlægges med betydelige tab.

Tre ting har Gud gang i, når vi når til ’de sidste dage’:

1) at få ’den udvalgte slægt’ til at træde frem ifølge dens bestemmelse

2) at danne og forme det ’kongelige præsteskab’, som verden længes efter og

3) at åbenbare ’det hellige folk’, som han skal anvende til at fremstå med vidnesbyrdet i den sidste tid.

Denne ’udvalgte slægt’ af mennesker, som Herren har holdt i det skjulte, og som til sidst sættes ind med en kongelig autoritet – ja, som viser sig at være det præsteskab, som hele verden tørster efter, benævnes nu af apostlen Peter, som et særligt ’ejendomsfolk’.

Det må altså være det folk, som apostlen Paulus omtaler i det andet kapitel i Efeserbrevet, og som består af messiastroende jøder og hedningekristne, der er blevet smedet sammen til ét legeme, som nu er virksomt på jorden i den sidste tid.

Disse stærke ord og dette herlige fremtidsløfte: ”Han har gjort os til konger og præster for sin Gud og Fader (Åb.1:6), betyder:

… at Gud i sin nåde og ved sin visdoms utrolige indgriben, har ’gjort menneskebørnene til noget så majestætisk som konger og præster’.

Det vil sige, at han har trukket de troende op af det søle, som hele menneskeslægten har styrtet sig selv i – og ud af den fornedrede og håbløst fortabte menneskeslægt har den store mester ’gjort disse udvalgte ’til medlemmer af den højeste adel og til repræsentanter for det åndelige lederskab, som fremover skal herske på den nye jord. Det er i den forbindelse, at Esajas udbryder:

TALER LERET TIL POTTEMAGEREN

Taler leret til pottemageren: ”Hvad kan du lave? Tør værket sige til sin mester: Dine hænder duer ikke til noget?”

”Arme det menneske, som drister sig til at tale sådan til sin far,” fortsætter han og tilføjer: ”Hvad kan du avle? Hvad kan der komme fra dig? Eller til sin mor: Hvad kan du føde? Kan du bringe noget godt til verden (Es.45:9-10)?”

Esajas går videre og siger nu med Herrens ord: ”Så siger Herren, Israels Hellige, fremtidens ophav: I spørger mig om mine børn, for mine hænders værk vil I råde (Es.45:11).”

”Hvilken ret har I til at sætte spørgsmålstegn ved Guds gode veje?” fortsætter profeten og tilføjer med Herrens ord: ”Er der nogen iblandt jer, der har mod til at irettesætte Mig og sætte Mig på plads, når Jeg er i fuld gang med at udføre mine planer med menneskeheden?”

”Det er mig, der skabte jorden og satte mennesket på den (v.12). Med egne hænder udbredte jeg himmelhvælvet over dem og satte stjernerne på deres bestemte pladser.”

”Ja, det er mig, som vakte Ånden i verdensherskeren, Kyros. Jeg handlede i fuld retfærdighed med ham! Jeg jævnede alle hans veje og gav ham myndighed til at bygge min by – og befalede ham at give alle de bortførste jøder deres frihed! Det skulle han gøre, og jeg skylder ham intet for, at han gjorde det (v.13).”

DEN LIVSALIGE FRED

En livsalig fred må som en understrøm gribe det menneske, der oplever ’kaldelsen fra Gud’.

Det hedder jo: ”Salig og hellig er den, som har del i den første opstandelse! Dem har den anden død ingen magt over, men de skal være Guds og Kristi præster og være konger med ham i tusinde år (Åb.20:6).”

’Salig’ er det ord, som (fordi det er faldet ud af den danske ordbog) atter skal forklares, og det kan vi med nogle få linjer igen gøre her: Dermed forstår vi nemlig den ’henrevne lykkefølelse’, som vi oplever ved bevidstheden om, at vor evige frelse er sikret.

Vi tillader nemlig ingen ond og nagende tvivl at komme ind i vore hjerter, når vi bekender for alverden, at vi har opnået evig frelse ved troen på Guds Søn, Jesus Kristus, og at vi er evigt forsonet med Gud ved den fuldendte offergerning, han fuldførte ved at give sit blod som betaling for vore synder.

En livsalig fred fylder det menneske, som på trods af budskabet om den evige dom, i tro griber ’det håb, som ligger rede for os’ (Hebr.6:18).

*

”Den, som har del i den første opstandelse, er salig og hellig,” siger Skriften, og deri ligger en stærk trøst, fordi betegnelsen ’hellig’ ikke kun antyder ’en særlig fromhed’ men tillige angiver dette, at ’være sat til side’.

Lykken ved at være ’hellig’ ligger altså i bevidstheden om, at min plads i ’den første opstandelse’ (der er det samme som bortrykkelsen… 1.Thess.4:15-18) allerede er ’booket’, og at jeg er ’sat til side’ (bestemt for) at have del i denne ’himmelflugt’, hvad enten jeg allerede er hensovet eller endnu lever.

Den anden død (som rammer de mennesker, der omtales som dem, ’der har del i den anden opstandelse’) er under en helt anden hårdhændet jurisdiction end de lykkelige, som har del i ’den første opstandelse’.

’Den anden død’ (som omtales her) har ingen magt over de sjæle, som har del i den første opstandelse. De er nemlig allerede dømt, idet straffen og dommen faldt på ham, som er det slagtede lam – og af samme grund er de ved troen på ham uskyldige og kan ikke tilregnes nogen synd.

Derfor skal disse være ’Guds og Kristi præster og være konger med ham i de efterfølgende 1000 år’.

PRÆSTINDER ER UBIBELSK

Kvindelige præster – er det en bibelsk idé, eller er det en væsentlig del af kirkens forfald, en rutchebane, som medfører et alvorligt skred i kirkens ledelse?

Jeg er klar over, at efter at jeg for mere end en snes år siden, publicerede min første bog om dette emne (’Når kvinder bryder brødet’) har en stor del af kirkens døre lukket sig for mig – og det er blevet en hovedsag for mig at prøve at få mine søstre i Herren til at forstå, at jeg ikke mente noget personligt med den bog.

Jeg var ikke ude efter at få mærkatet ’mandschauvinist’ klistret på mig – men at jeg selv betragtede mit indlæg i den almindelige debat som en ’hjælpende hånd’ til dem, som var ramt af Guds ords klare tale i den henseende.

Det er først efter, at jeg har læst David Pawsons bog ’leadership is male’, at jeg har begrebet, at dette træk (kvindelige præster) er et angreb på selve guddommens treenighed og derfor et dybt alvorligt anliggende for alle kirkens medlemmer i vor tid.

*

”Thi en mand behøver ikke at tilhylle sit hoved, da han er Guds billede og afglans – men kvinden er mandens afglans (1.Kor.11:7).”

Inden apostlen når så langt, at han kommer med denne ’fuldkomne og godt gennemtænkte erklæring’, gør han det klart, at de anvisninger, som han her giver, bygger på den kendsgerning, at ’Kristus er en mands ledende autoritet i alt, hvad han foretager sig’. Manden er (for sin del) kvindens overhoved, og Gud er og forbliver den, der som Skaberen bestemmer over alt, hvad han har skabt og derfor har den øverste myndighed – selv over Kristus (1.Kor.1:3).

Når det er sagt, og den orden, som eksisterer mellem Faderen og Sønnen, manden og kvinden, er sat på plads, så vender Gud sig til manden og siger til ham: ”Hvis du tildækker dit hoved, når du beder eller profeterer, så bringer du skam over dit hoved (1.Kor.11:4).”

(Eftersom apostlen lige har præciseret, at ’Kristus er mandens hoved’, så må vi betragte formaningen til manden således: ”Hvis du herefter beder eller profeterer med tildækket hoved, så gør du Kristi fuldbragte værk til skamme!”)

”At bringe skam over Kristus, vil i dette tilfælde sige, at en mand ’med tilhyllet hoved, når han beder eller profeterer’ siger til Gud og hele den himmelske verden: ”Det, som Jesus har gjort for mig er forgæves. Jeg tør stadig ikke træde frem for Guds Åsyn som det (i Kristus) fuldkomne spejlbillede af ham selv. Jeg tør ikke istemme lovsangen, at der er ’et menneske i herligheden’ (’There is a man in the glory’). ’Jeg vil derfor hellere forblive i det faldne menneskes stilling og tilhylle mit ansigt – ja, som det første menneske at skjule mig for Gud’.

Og Gud svarer: ”Enhver mand, der beder eller profeterer med tildækket hoved, bringer skam over sit hoved (11:4).”

*

”Gud skabte mennesket i sit billede (1.Mose 1:27).” Herefter følger en nærmere forklaring. ”I Guds billede skabt han det.” Det vil sige, at både manden og kvinden er skabt ’i Guds billede’.

Dette er nyttesløst at hævde, at kun manden er skabt i Guds billede, og at kvinden skulle være skabt efter et helt andet design. Forklaringen på forskellen ligger i versets tredje led, som lyder således: ”Som mand og kvinde skabte han dem.”

Udsagnet kan i det store og hele sammenfattes i denne korte forklaring:

Mennesket er (i modsætning til alt andet i skabelsesværket) skabt i Guds billede. Både manden og kvinden bærer hver for sig billedet af Gud.

De tilhører den samme art, som adskiller sig radikalt fra alle andre arter, og de er i den henseende ligestillet med hensyn til værd, potentiale og skæbne. Mænd og kvinder ligner begge deres Skaber i deres enestående art som det ypperste i hele skaberværket.

*

Nogle vil hævde, at ’billedet af mennesket her er splittet i to’ – og at det kun er, når disse to dele bliver samlet, at de kan fuldt ud repræsentere Gud.

Hvis det var tilfældet, så dør det profetiske syn hen, at den nat, hvor Jesus blev født, råbtes der: ”Se, en dreng!” (Job 3:3) – og det kan da heller ikke fastholdes, hvad der om Herren Jesus fortælles, at ’han er Guds herligheds afglans og hans væsens udtrykte billede’ (Hebr.1:3). Ej heller kan det forkyndes, at ’Gud besluttede, at lade hele fylden bo i ham (Kol.1:19).”

*

Kvinden blev skabt for manden. At hævde det modsatte er ikke ’at stå i sandheden’. Det hedder jo: ”Manden blev ikke til af kvinden, men kvinden af manden (1.Kor.11:8)” og det understreges yderligere: ”Ej heller blev manden skabt for kvindens skyld, men kvinden for mandens skyld (v.9).”

Kvinden blev taget ’fra mandens side’. Det skete, for at han kunne finde en passende medhjælp til sig selv (1.Mose 2:21). Derfor lod Gud Herren mennesket falde i en dyb søvn – og af menneskets ribben formede han en kvinde, som han så førte hen til manden (1.Mose 2:22).”

Kvinden blev altså skabt efter manden. Han var så at sige den førstefødte, hvilket indikerer, at han har autoriteten over alt det efterfølgende skabte.

”Jeg tillader ikke en kvinde at byde over sin mand… thi Adam blev skabt først, derefter Eva, og det var ikke Adam, som blev bedraget, men kvinden blev bedraget og faldt i overtrædelse (1.Tim.2:13-15).”

BEMÆRK:
Læs artiklen under Retsopgøret: ’’EN ALVORLIG TRUSSEL” (http://medgrundlovskallandbygges.dk)

… i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens § 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

telf.: +45 30 15 38 68, email: johnynoer@hotmail.com

Kategorier: Uncategorized

0 Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *