DE VIL BRYDE UD I EN JAMREN
“Alle jordens stammer skal jamre ved hans komme (Åb.1:7).
De, som fremstiller deres synd med ‘Pride’ (selvbevidst triumf) vil ved synet af Herren Jesu komme i herlighed holde inde med deres ‘sejrsråb’ De vil ved dette møde med Kristi herlighed ikke blot være lamslået og tvunget til tavshed – men Skriften forudsiger, at de som arme syndere ‘vil bryde ud i en jamren’ (1:7).
De ser hen til ham, de har gennemstunget, og sørger over ham, som man sørger over en enbåren søn – ja, holder klage over ham, som man holder klage over den førstefødte (Zach.2:10).
Stoltheden (Pride) vil være forsvundet! Tilbage vil kun være anger og bod, og der vil ikke være ende på den totale overbevisning om synd og dom, som de elendige vil fremvise. På den dag vil de forstå, at deres fremturen og høje råb om ligestilling kom fra Sodomas dybder – og at de er syndere, som kun kan håbe på Jesu nåde og forsonende kærlighed.
*
Ny Testamentes beretning er her kort og præcis. Den lyder sådan:
“Så kom soldaterne og knuste knoglerne på den første og på den anden, som var korsfæstet sammen med ham. Men da de kom til Jesus og så, at han allerede var død, knuste de ikke knoglerne på ham. Men én af soldaternes stak ham i siden med et spyd, og straks flød der blod og vand ud.”
“Og den, der har set det har vidnet om det – og hans vidnesbyrd er sandt, og han ved, at han taler sandt – for at I også skal tro!”
Thi dette skete, for at de skriftord skulle gå i opfyldelse: “Intet ben skal sønderbrydes derpå.” Og endnu et andet skriftord siger: “De skal se hen til ham, som de har gennemstunget (Johs.19:32-37).”
De åndeligt afstumpede, romerske soldater, var blot i
gang med at udføre deres beskidte håndværk. De fire mand (Johs.19:23) delte sig sandsynligvis, så at to begyndte fra den ene side af Golgata Højen og de to andre fra den anden side, hvilket betød, at de to dødsdømte forbrydere var de første til at få knoglerne knust.
De levede endnu, medens dette foregik, og det må have været en grusom scene at overvære, hvorledes de sønderbrudte menneskelegemer til det sidste blev mishandlet af den ubarmhjertige, romerske hærvagt. Med et stumpt redskab er knoglerne på de korsfæstedes arme og ben blevet knust, for at dødsprocessen kunne fremskyndes, inden sol gik ned.
Da man var færdig med de to henrettede, jødiske forbrydere, vendte de fire vagter sig til den tredje korsfæstede og skulle til at begynde det rædselsfulde job med at knuse knoglerne på ham (som havde en seddel plantet over sit hoved med en indskrift, der var forfattet af selveste statholderen: ‘Jesus af Nazareth, Jødernes Konge).
*
De fire romerske legionærer anede intet om de forordninger, som var givet af Jødernes Gud angående påskelammet, hvorom det hed: “I må ikke sønderbryde dets ben (2.Mose 12:46).” Og de vidste ikke, at Den Almægtiges øjne var rettet mod det sted, hvor de nu stod parat med deres dødsredskaber.
Det var derfor ikke på nogen måde muligt, at de kunne fortsætte deres rædselsfulde job med at knuse knoglerne på den korsfæstede.
Bibelens beretning om dette øjeblik siger kun, at da soldaterne nåede til Jesus, så de, at han allerede var død.
“De knuste ikke knoglerne på ham, men en af soldaterne stak ham i siden med et spyd – og straks flød der blod og vand ud.”
(Det biologiske bevis på, at døden var indtrådt på dette tidspunkt, gives her! Hvis Jesus endnu var i live, ville kun blod være kommet ud fra såret efter spydstikket – men dette, at ‘der flød blod og vand ud’, taler sit eget sprog: Jesus var allerede død!
*
Det dramatiske øjeblik på Golgata, hvor de romerske soldater i et øjeblik var rådvilde, holdes fast i det Ny Testamente, hvor Matthæus forklarer, at ‘alle folkestammer på jorden skal jamre sig – og de skal se Menneskesønnen komme på himmelens skyer med kraft og megen herlighed (Matt.24:30)’.
Verdensmagten Rom anede i den stund, at det var ‘noget stort’, som fandt sted på henrettelses højen uden for Jerusalem – og det var efter spydstikket, hvor de så beviset på den allerede ‘døde forbryder’, som hang i midten med en skrivelse over hovedet, at de fire soldater allerede ‘hørte’ den mægtige basunklang og så den tusindtallige skare af snehvide engle flyve ud over hele jorden for at samle de udvalgte sammen til bortrykkelsens herlighed.
*
PLUDSELIG KOM EN KAMPVOGN MED TO HESTE
Enok døde ikke!
Han var et menneske, som levede under samme kår som andre mennesker (Jak.5:17).
Men Skriften siger, at han vandrede med Gud, og han var ikke mere. thi Gud tog ham (1.Mose 5:24).
Medens de nu gik og talte sammen (de to profeter Elias og Elisa) ‘se, da kom en ildvogn og ildheste og skilte dem ad – og Elias fór op til himlen i stormvejret).
Elias døde heller ikke men blev – som det her er berettet – ‘tage op til Gud i himlen’, medens et stormvejr strøg over det stykke jord, hvor denne ‘bortrykkelse’ fandt sted.
Det skete hurtigt og overraskende, medens de to Guds mænd gik sammen og talte om Guds Rige.
Da pludselig kom denne ‘ildvogn’ – et usædvanlig køretøj, som var i stand til ‘at køre i luften’ (thi den dukkede op med ét fra himlen og satte af sted tilbage til himlen, så snart den havde fået sin udpegede passager ombord.
Vognen var en kampvogn og derfor forspændt med to heste, der var omgivet af flammer.
*
“Elisa, der så, hvad der skete (2.Konge 2:12), gav sig til at råbe: ‘Min far, min far, du Israels vogne og ryttere’ (det betyder: ‘Du Israels angriber og værn’).
Det var det sidste, som Elisa så af Elias, for Skriften siger: “Og han så ham ikke mere!” (v.12)
Alt dette har den største interesse for endetidens kristne, for de venter at blive bortrykket her fra jorden for lyslevende at blive ‘taget op til himlen’. Om dette står der skrevet i Ny Testamente:
“Thi Herren selv skal stige ned fra himlen, og der skal lyde en befaling, en overengels røst og Guds basun. – Og først skal de døde i Kristus opstå; derefter skal vi, som lever og bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem (de nyligt fra døden opståede Kristi efterfølgere) for at møde Herren i luften (1.Thess.4:16-17).”
BORTRYKKELSEN
“Der skal lyde en befaling (1.Thess.4:16).” Det er den gængse forståelse med hensyn til den lære, som omgiver ordet: ‘bortrykkelse’.
Enok, som ‘vandrede med Gud’, og var i ustandselig samtale med Herren, oplevede pludselig, at tonen i denne ‘indbyrdes samtale med Herren fik en anden lyd, og Gud udstedte en befaling!
De nærmere omstændigheder ved Enoks ‘bortrykkelse’ kender ingen, men at han var en profet, som var optaget af ‘de sidste ting’, fremgår klart af et bibelvers, som bliver givet til apostlen Judas (ikke Iskariot), der lader Enok sige: “Se, Herren kommer med sine hellige titusinder for at holde dom over alle og straffe alle de ugudelige (Jud.v.14-15).”
Denne profeti lader forstå, hvad det var for rædselsfulde forhold, som denne Guds mand levede under, og hvad han dagligt måtte udstå af frygtelige og afskyelige handlinger, hvor folk omkring ham gav frit løb til de mest hånlige og spottende ord om Herren.
“I skal blive dømt ved Herrens komme for alle de ugudelige gerninger, I har øvet, og for alle de formastelige ord, som I har talt imod ham – I ugudelige syndere (Jud.v.15).
Denne profeti kom Enok med ‘i det syvende led efter Adam’ – en generation af mennesker, der levede som dyr og ikke kendte nogen grænser eller lov, som hindrede deres tøjlesløse synd.
*
Iøvrigt er det en skændsel, at det ‘moderne menneske’ fornægter historien om Adam! Ikke blot er han det første menneske – men hans familietræ er nøje genfortalt, og med navns nævnelse er hans efterkommere optegnet i Bibelens stamtavler. Det samme gør sig gældende med Kain, som var det første menneske, der blev født ind i denne verden. Hans stamtavle står ligeledes anbragt på Bibelens første blade … indtil en mand, som hedder Lamek. Han sprængte Guds billede af ægteskabet (som består af en mand og en kvinde) – og tog sig (i stedet) to hustruer, som hed Ada, den anden Zilla (1.Mose 4:19).
Lemek var en voldsmand, der pralede af sine ugerninger overfor sine hustruer. Han sagde: “Ada og Zilla, hør, hvad jeg siger: En mand har jeg dræbt, fordi han har tilføjet mig et sår – en dreng har jeg slået ihjel for den mindste skramme.”
Og så tilføjede han overfor sine fordærdede hustruer: “Hvis Gud har hævnet Kain syvfold, så vil han hævne Lemek syv og halvfjerdsindstyve gang.”
Lemek gjorde regning uden vært!
*
Vi forstår altså, at Herren fandt et stort behag i en mand, som turde sige til de gudløse, at de var nogle ‘ugudelige syndere’ (Jud.15).
Enok var ikke en stilfærdig sjæl, som fandt sig i den modbydelige syndighed, som omgav ham. Han sagde lige ud til sin samtid, hvad de troende bør prædike i vore dage: “I er som sejlende skyer, der blot drives af vinden, men uden at give så meget som en dråbe regn! Eller som de høje træer, der sidst på året ligger væltet af stormen – oprykket uden at have givet så meget som en smule frugt – ja, I er som de vilde havbølger, der skummer over med deres egne skændselsgerninger, vildfarne stjerner slået ud af deres baner – jer venter mørke og mulm til evig tid (Jud.12-13).”
Da Enok havde prædiket den prædiken, og voldsmanden Lemeks sønner og døtre (1.Mose 4:19-24) lagde planer om at slå ham ihjel, gav Gud en befaling, og Enok ‘var ikke mere at finde’, Gud havde taget ham!
HERREN TOG HAM LYSLEVENDE BORT
Enok står meget kort nævnt i Gamle Testamente – men med de få linjer, han står omtalt, giver han stof til ét helt bibliotek af bøger, for kun få har oplevet at få så overvældende en skæbne som han.
Af de godt tre linjer, som ofres på Enok, fortæller det, som sagt, at han var en mand, ‘som vandrede med Gud’.
Det kan imidlertid siges om mange af de Guds mænd, som Bibelen beretter om – men uden at gå i detaljer kan man forstå, at denne usædvanlige, intime vandring, som Enok havde i sin levetid (365 år), var af en sådan art, at Herren i sin kærlighed til ham tog ham lyslevende bort fra denne ugudelige verden og hjem til sin store herlighed.
*
“Den Hellige og store Gud vil gå ud fra sin bolig,” fortæller Enok i et afsnit af et brev, som ikke er citeret i Bibelen – (men som vi må anerkende er guddommeligt inspireret). “Den Evige Gud vil derfra træde ned på Sinajs bjerg.”
Den mand, som er den eneste, om hvem der står skrevet, at han var af ‘en sådan karakter’, at Gud ikke kunne lade ham vandre gennem dødsskyggens dystre dal, men han måtte tage ham til sig, medens han endnu var i live – han har åbenbart mere at fortælle os om de sidste dage, end de få linjer, som er blevet tildelt ham i Den Hellige Skrift.
“Gud vil forlade sin bolig,” fortæller han, “Den Evige vil træde ned på Sinajs bjerg.”
I Ny Testamente har vi kun fået at vide, at han råber: “Se, Herren kommer – men her berettes yderligere, at det betyder, at han ‘forlader sin bolig i himlen’.
Det må i dette tilfælde være den anden person i Guddommen, Sønnen, som forlader sin bolig i himlen, fordi Skaberen ikke et øjeblik kan være fraværende fra tronsalen i det høje. (Alt levende er afhængig af hans opretholdende tilstedeværelse, og det er udelukkende Sønnen (eller Helligånden) som kan forlade sin himmelske post, for at kunne komme de dødelige jordboere til hjælp).
“Det hedder nemlig, at de engle, som ikke varetog deres høje hverv, men forlod deres bolig, har han holdt forvaret med evige lænker i mørket indtil dommens store dag.” Apostlen Judas (ikke Iskariot).
Straffen for at ‘forlade sin bolig’ og dermed overlade den høje post (som Gud har betroet visse engle) præciseres yderligere ved at henvise til den tragiske skæbne, som blev byerne Sodoma og Gomorra til del.
“De var på samme måde som de (de faldne engle) hengivne til utugt (Judas v.7) “og står de i den græske grundtekst, at de ‘søgte omgang med fremmed kød.”
SPLITTELSE
Isaac Simmons er den første åbenlyse, homoseksuelle mand, der som dragedronning er blevet godkendt som præst i metodistkirken i USA.
Han holdt en drage-gudstjeneste søndag d. 11. april med musik, læsninger og bønner fra Illinoi. “Jeg er blevet holdt oppe ved den store kærlighed, som jeg har mødt i kirken, siger Mr. Simmons.
16 biskopper har ved en konference i januar drøftet splittelsen. “Dette møde har været ‘en katastrofe for kirken,” udtaler en af biskopperne.
Den traditionelle metodistkirke vil kunne beholde bygningerne samt modtage 25 millioner dollars i kompensation.
JØDESTJERNEN
D. 29. maj 1942 var det dagen, hvor det nazistiske Tyskland gjorde det obligatorisk for alle jøder, som var ældre end syv år, at bære den gule stjerne.
Dette diskriminatoriske træk, som trådte i kraft d. 7. juni samme år var medvirkende til, at massedeportationerne kunne begynde.
Det er symbolet på jødeforfølgelsen i Frankrig.
“Jeg lavede en skandale for min mor, da jeg blev tvunget til at bære den gule jødestjerne,” fortæller Rachel Jedinak, da hun mindedes den skrækkelige dag, hvor stjernen blev hæftet på hendes tøj. Hun var kun 8 år i juni 1942, hvor den gule stjerne blev obligatorisk i de besatte områder af Frankrig.
Jødestjernen var et første resultat af den konference, som fandt sted i Wannsee d. 20. januar 1942.
Dette mærke stigmatiserede ikke blot jøderne, som under alle omstændigheder måtte tåle mange ydmygelser, men allerede d. 16.-17. juli blev 13.000 jøder samlet for at blive deporteret til Auschwitz-dødslejr.
NU SKABER JEG ET NYT KOSMOS
“Jeg står nu overfor at skulle skabe nye himle og en helt ny jord (Es.65:17).
Vi ved ikke på hvilket ‘tidspunkt’ af evigheden, at Herren har ‘stået overfor denne udfordring, men vi må se i øjnene, at planerne allerede lå parat til dette ‘endelige formål’, før skabelsen af denne første jord fandt sted.
Han, som er Alfa og Omega, begyndelsen og enden, er Gud Herren – han, som er, og som var, og som kommer, Den Almægtige (Åb.1:8)… Han er den eneste, som har den fulde oversigt og kontrol med verdens forløbet (fra den ene ende til den anden) og som har fastsat tider og stunder for de nye himle og den helt nye jord.
Han har bestemt ‘dagen og timen’, hvor det nye Jerusalem skal sænkes ned på den nyskabte klode i universet, som vi heller ikke må forveksle med vort nuværende kosmos, thi Herren siger: “Nu skaber jeg en ny himmel og en ny jord (Es.65:17).”
De lærde gennem slægterne diskuterede om det hebraiske ord for ‘at skabe’ i dette tilfælde skulle oversættes med: ‘at stå overfor at skulle skabe ( King James 65:17) – og det rejser naturligvis spørgsmålet om, hvornår dette afgørende øjeblik har fundet sted.
*
Et arbejdsmanual, som omfatter et kæmpe bibliotek af bøger. Millioner af instruktions tegninger, som skal følges nøje, milliarder af detalje-henvisninger, der skal overholdes med punktlig præcision. Hver en gigantisk bevægelse af den strålende firkant er overvåget med Den Almægtiges omhu. Med en kaptajns rolige og alt beherskende universelle viden styres kæmpe projektet ned på den nye jord, hvor det ufattelige fundament, det allerede er lagt og omfatter vældige områder, jubler af begejstring, når storstaden – det himmelske Jerusalem – sættes på plads.
Ingen kan diskutere eller komme med indvendinger med hensyn til områdets størrelse. Det er en parcel, der ikke står til debat. Et allerede afmålt og beregnet aflukke, som er bestemt og ‘sat til side’ til Guds by, hele verdens nye hovedstad, der kommer ned fra himlen og anbringes på den nye jord. Det er et reservat, som har været forudbestemt i evigheden og nu tages i besiddelse af Herren over et helt nyt univers, som strækker sig langt længere end øjet kan række.
*
JA OG AMEN
“Ja, amen,” – sådan slutter indledningen til den storartede begyndelse af det dokument, som Johannes, Jesu discipel, har fået overdraget for at ‘give det videre’ til den sidste tids martyrer og vidner.
At det skal forstås, sådan fremgår med dulgt tydelighed ved, at Herren (som er åbenbarelsens kilde) her sætter et punktum og dermed lader forstå, at han selv betragter det som en indledning, der indeholder alle de ingredienser, som han i det følgende yderlige vil forklare og kommentere.
Amen betyder jo: ‘Sådan skal det ske’ – det vil i denne sammenhæng ganske enkelt sige: Ja, sådan skal hele forløbet nu udvikle sig. Alt er nedskrevet efter en nøje tiltænkt plan, og i det følgende vil jeg ‘give til kende i billeder’, hvad fremtiden indeholder, for det er ‘profetiens ord (Åb.1:3), som nu bliver oplæst for de hellige – og de bør derfor (som Åbenbaringsbogens samtidige) give agt på hvert et ord og hvert et billede som her gengives til ‘den sidste tids menigheder’ (v.4).
At tilhørerne er ‘Åbenbaringsbogens samtidige ukendegiver, at det ‘her skrevne ‘vil få en særlig og dyb betydning for de sidste dages troende!
Herrens hjerte går særligt ud til dem, for de vil gennemleve en periode i kirkehistorien, som ikke bliver andre af de hellige til del De er således privilegerede men særligt udsatte for djævelens vrede (thi han ved, at hans ‘tid er kort’ og vil give frit løb for sine onde gerninger … Åb.12:12).
BEMÆRK:
Læs artiklen under Retsopgøret: “HOMOTEOLOGERNE” (http://medgrundlovskallandbygges.dk)
i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens & 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark
telf.: +45 30 15 38 68, email: johnynoer@hotmail.com
Næste udgivelse af ‘Profetisk Journal’ og ‘Med Grundlov skal land bygges’ er fredag, 08.07.2022
0 Kommentarer