KÆRLIGHEDENS BETINGELSER

Er Guds kærlighed betingelsesløs? Vort svar er ‘ja’. Kan nogen sige noget andet? Og så fortæller vi den bibelske beretning om ‘Den fortabte søn’ (Luk.15:11-25)

“På intet tidspunkt,” beretter vi, “finder vi i Ny Testamente faderen uden kærlighed til sin søn.”

(… der kræver sin arv før tiden, og bortødsler den i det fremmede med et løssluppent liv i lovløshed og hor).

Men det er først, da sønnen er gået i sig selv,”at der er mulighed for, at denne ‘betingelsesløse kærlighed’, (som ikke ejer den mindste skygge af fordømmelse) kunne udgydes over den hjemvendte dreng! “For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er fundet igen.”

‘Guds kærlighed’ ophører aldrig! Den følger en synder gennem tykt og tyndt. Men den finder først sin begyndende opfyldelse, når en oprørt sjæl finder hvile i beslutningen om, at vende tilbage til sin far og bekende, at han har syndet imod himlen og over for sin far.

*

“Kan kirken i dag blive et hjem for alle uanset seksuel orientering?”

Dette er det første spørgsmål, som Mikael Wandt Laursen, generalsekretæren for FrikirkeNet i Danmark, starter ud med i sin netop udkomne bog: ‘Tro, kirke og homoseksualitet’. Denne artikel er et forsøg på en responds.

Svaret på dette spørgsmål er et klart ‘Ja’. Kirken kan i dag blive et hjem for alle uanset seksuel orientering. 

Betingelsen er imidlertid, at de lader sig vaske rene – og ikke længere tager den snavsede homoklædning på.

Ny Testamente siger: “Folk, som lader sig bruge som trækkerdrenge til homoseksualitet, eller de, som praktiserer homoseksualitet, skal ikke arve Guds rige – og sådan har nogle af jer været, men I lod jer vaske rene – ja, I blev helligede, I blev retfærdiggjorte (udelukkende) ved Herren Jesu Kristi navn og ved vor Guds Ånd (1.Kor.6:9-11).”

Her oprenses betingelserne for, at en homoseksuel kan opleve – og tage i eje ‘Guds betingelsesløse kærlighed’.

*

I den første kristne menighed i Korint var der mennesker med en afgjort homoseksuel orientering (‘sådan har nogle af jer været’ – v.11), men de lod sig ‘aftvætte’, hvilket vil sige, at de var villige til at blive vasket fuldstændig rene i en sådan grad, at de i Guds øjne stod som dem, der var ‘sat til side’ (helligede) og ‘gjort retfærdige’ (erklæret ‘godkendte’ i Guds øjne).

Med dette første – (og i grunden eneste) svar på spørgsmålet: “Kan kirken i dag blive et hjem for alle uanset seksuel orientering?” åbner vi bogen, som Mikael Wandt Laursen har skrevet, og vi ser til vor forfærdelse, at han, tværtimod ‘at være tro over den læreform, til hvilken han er blevet overgivet’ (Rom.6:17), beviser en skjult ulydighed mod Bibelens lære om den omvendelse, der går forud for optagelsen af en synder i Guds Rige.

De tidligere homoseksuelle i den første menighed i Korint vil sige ja til Pauli lære, at de skammer sig over deres gamle liv. “Vi var slaver af synden, og det ender med død,” fortæller de. “Men nu, hvor vi er blevet frigjorte fra at leve et nyt liv, er vi samtidig blevet slaver af Gud, og det ender med evigt liv. Thi syndens løn er døden, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre (Rom.6:20-23).” 

BOGENS FORMÅL

“Bogens formål er (og jeg har særligt haft kirkelige ledere på alle niveauer i tankerne) at se vores teologiske fundament fra nye vinkler,” skriver forfatteren og tilføjer: “ Jeg håber, at det vil være en hjælp til at finde et sprog, så vi sammen kan tale om, hvordan vores menigheder kan blive bedre åndelige hjem for alle uanset seksuel orientering.”

Det vil sige, at vi skal se vort teologiske ståsted (som i denne henseende må være f.eks. ‘den første menighed i Korint’, fra en ny vinkel. Vi skal undersøge, hvad vi kan gøre bedre. Vi skal finde en metode, som er ypperligere end den, der bliver forevist os i Ny Testamente.

Men her bliver vi fra Bibelen mødt med følgende advarsel: “Far ikke vild! Ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds Rige?” (1.Kor.6:9)

… og her er et første og aldeles afgørende skel, som vi ikke kan passere i tavshed.

Når bogens forfatter i sammenhængen omtaler de homoseksuelle, bruger han det ‘nye sprog’ og kalder dem for ‘vores LGBTQ medsøskende’. Her knækker filmen allerede! Den fortabte søn bliver ikke modtaget, før han ‘er gået i sig selv’, og han bliver ikke budt velkommen, før han kan sige: “Jeg har syndet imod himlen og over for dig!” 

Først da er stemningen i huset fyldt med glæde og fred. “Lad os spise og være glade!” lyder faderens røst. “Thi min søn her var død og er blevet levende igen!” (Ordet: ‘Medsøskende’ eller ‘medbroder’ bruges først når det kan tilføjes: Han var fortabt, men er fundet igen… v.32).” 

“Det er mit ønske,” skriver Mikael Wandt Laursen, “at bogen kan skabe håb for dem af os, som er vokset op i en kirke, hvor de har været ramt af ensomhed og skam på grund af deres seksuelle orientering; et håb om, at samtale er mulig, og at kirken også må være deres hjem.”

Lad os huske på apostlenes ord, som siger: 

“Skønt jeg står fri over for alle mennesker, så har jeg dog gjort mig selv til alles tjener, for at jeg kunne vinde des flere.

For jøderne er jeg blevet som en jøde, for at kunne vinde jøder. For dem, der lever under loven, er jeg, der ikke selv er lovtræl, blevet som en lovbunden, for at kunne vinde dem, der er under loven.

For dem, der lever uden lov, er jeg, der ikke er uden lov for Gud, blevet som om jeg var under lov, for at kunne vinde dem, der er uden lov.

For de svage er jeg blevet svag, for at kunne vinde de svage – ja, for alle er jeg blevet alt, for under alle omstændigheder, at kunne frelse nogle. Alt dette gør jeg for evangeliets skyld.

Men at ‘leve uden lov’ er altså ikke ensbetydende med, at man – for at tilpasse sig forholdene – hengiver sig til lovløshed. Når apostlen siger, at ‘for alle er jeg blevet alt’, så er han alligevel begrænset af Kristi Lov, og kan ikke på ny blive en morder, for at kunne blive konform med dem, som dræber – ej heller kan han i sin iver for at vinde de homoseksuelle, blive som en af dem.

Mikael Wandt Laursen må fastholdes ved, at der er grænser sat i Guds menighed, for at man kan blive en del af den. Der er regler for, at Kristi kirke kan blive et varmt, åndeligt hjem for mennesker med en anden seksuel orientering. En af disse regler er, at de skal omvende sig!

DET ER SVÆRT NÅR DET DREJER SIG OM ET MEDMENNESKE

Bogen ‘Tro, kirke og homoseksualitet’ er fyldt med ‘flueben’. Det lyder først lidt ubehageligt men er faktisk en god ide. ‘Fluebenene’ er nemlig ‘de små tegn’ i bogens margin, som angiver konklusionen på en tankerække.

Det første ‘flueben’, som vi konfronteres med, er det om ‘medmennesket’. Vi bliver fortalt om ‘Per’, som på en forunderlig måde bliver reddet i sit forsøg på at begå selvmord – og så kommer ‘fluebenet’, der følges af et par fremhævede linjer, som giver konklusionen. Den lyder i dette tilfælde sådan: 

“Det er let at have markante holdninger om en modpart, men sværere, når det er et medmenneske.”

Det er korrekt! Det kan Gamle Testamentes profeter vidne om. Især Ezekiel, til hvem Herren siger:

“Se, jeg gør dit ansigt hårdt som deres ansigter, og din pande hård som deres pander – som diamant hårdere end flint gør jeg din pande. Frygt ikke for dem og vær ikke bange for deres ansigter, thi de er en genstridig slægt (Ez.2:8-9).”

*

Vi kommer til at blive anbragt i situationer, hvor vi må stå hårdt mod hårdt. Det er en oprørsk slægt, som er omkring os – og vi er sat til at forkynde det sande evangelium, om vi vil det eller ej. “Jeg er jo under tvang; vé mig, om jeg ikke forkynder det,” sukker Paulus og tilføjer: “Gør jeg det ikke af egen drift, så er det jo en husholdergerning, jeg har fået betroet (1.Kor.9:16-17).”

Og så kommer Paulus til et skæringspunkt i vor tid, hvor vi ustandselig får at vide, at ‘vi skal møde alt og alle med en ubetinget kærlighed’. Men han erklærer, at han har fået et særligt ansvar betroet, og at man skal se således på os: “Vi er Kristi tjenere og husholdere over Guds hemmeligheder (1.Kor.4:1).”

Paulus fortsætter: “Af husholdere kræves nu i øvrigt, at de findes tro!” – og så tillader han sig at sige, at det for ham er det vigtigste. “Det betyder overhovedet ikke noget for mig, hvordan I eller nogen menneskelig domstol bedømmer mig!” fortsætter han. “Jeg bedømmer ikke engang mig selv. Så vidt jeg ved, har jeg ikke gjort noget galt, men det betyder ikke, at jeg er frifundet, for det er kun Kristus, der kan dømme mig.”

TROENS FASTE HOLDNING

Lad mig prøve at forklare det forhold, som den homoseksuelle står i. Den er slet ikke så indviklet, som forfatteren af bogen vil gøre den. Det er ligetil at forstå, hvad Paulus skriver om den befrielse, som en homoseksuel kan opnå. Han skriver: “Således skal også I regne jer selv for døde for synden og levende for Gud i Kristus Jesus (Rom.6:11).”

“I skal regne jer selv for døde for synden” er en ‘troens stilling’, og en sådan ‘overgivelse til Guds vej’ vil for mange betyde en kamp, men den vil kun vare kort tid, så vil ‘djævelen fly fra jer’.

Apostlen Jakob skriver det meget klart: “I skal stå djævelen imod, så vil han flygte fra jer. Hold jer nær til Gud (i den kamp) – så vil han holde sig nær til jer (Jakob 4:7-8).” Heraf kan I stole på, at I ikke er overladt til jer selv, men at Herren er med jer i jeres strid mod synden (som ustandseligt søger at få herredømmet i jeres legemer.”

“Gør jeres hænder rene, I syndere,” (4:8) fortsætter Jakob, og han bruger den rette tiltale til os alle, for at vi kan forstå, at det er for syndens skyld, at Jesus er død.

“Rens jeres hjerter, I tvesindede (4:8),” lyder det videre fra apostlen. Han kalder alle udenomsforklaringer ved sit rette navn. “Sørg og græd i jeres elendighed. I har intet at være ‘stolte over’ og jeres ‘pride’ er helt og holdent malplaceret.

Jeres letsindige latter skal afløses af sorg og jeres hovmodige glæde af mismod. Ydmyg jer i stedet for Herren. Så vil han ophøje jer (9-10).”

*

“Hvad skal vi da sige?” spørger Paulus. “Skal vi blive i synden, for at nåden kan blive større?” (Rom.6:1)

Betyder det, at vi skal sige til folk, at når de er blevet døbt, kan de derefter roligt blive ved med at leve i deres overtrædelser? De kan bare fortsætte deres snavsede livsstil, for så bliver ‘Guds nåde og tilgivelse endnu større?”

Apostlen svarer selv på dette spørgsmål. Han tillader ingen at komme ham i forkøbet med ‘en anden indfaldsvinkel’. Med det samme sætter han foden ned (som et udtryk for, at denne sag ikke er til debat!)

“Nej!” siger Paulus, “langtfra! ‘May God forbid’ (som det lyder i en engelsk oversættelse), og så kommer han med en forklaring, som ikke er til at komme uden om. Den lyder således:

“Vi er jo ved dåben både døde og begravet i forhold til synden, hvordan skulle vi så kunne fortsætte med at leve i den?” (v.2 parafrase)

Eller ved I ikke (er I virkeligt totalt uvidende om), at alle vi i Kristi menighed, som blev døbt til Kristus, faktisk ‘blev døbt til hans død.

Ved dåben er vi nemlig gået i døden med Kristus, for at vi – ligesom Gud lod Kristus opstå fra de døde – herefter skal leve et helt nyt liv! (v.4 parafrase)

Vi forstår altså, at ligesom vi er sammenvokset med ham i døden, således forbliver vi sammenvokset med ham i opstandelsen (v.5).

‘Vores gamle jeg’ er blevet korsfæstet sammen med Kristus, for at vi ikke længere skal være slaver af synden.” (v.6) – men vi skal regne os selv for at være døde fra synden og levende for Gud i Kristus Jesus (v.11).

(For vore søskende i Kristus, der stadig lever under barnedåbens teologi, er denne tale om ‘at blive begravet med Kristus’ og at vi er ‘døbte til hans død’ det rene ‘kinesisk’, og de vil af den grund være handicappede i tjenesten over for homoseksuelle, som tydeligt ser og forstår talen om dåben som neddykkelse i vandet).

*

MON IKKE GUD GLÆDER SIG?

Endnu et ‘flueben springer’ i øjnene på os, når vi læser den nyudkomne bog om ‘troen, kirken og homoseksualitet’.

Forfatteren fastslår: “Desværre er der ikke mange helte i historiens løb, der har favnet de homoseksuelle og været en Guds engel for dem.”

Han stiller følgende spørgsmål til de kristne: “Frygter I, at de homoseksuelles livsstil kan smitte og underminere samfundet?

Holder kirken sig på den sikre teologiske grund, hvor den ikke kan mistænkes for at træde uden for de almindelige samfundsnormer?”

Hertil må den troende læser svare:

“Da vi nu er retfærdiggjorte af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus.”

Den homoseksuelle har som alle syndere en vej til at få denne fred med Gud. 

Når Helligånden drager ham (eller hende) kan han frit komme til Herren Jesus Kristus, der så – med sit forsoningsblod – vil føre den angrende synder til Faderen, som vil møde den bodfærdige med fred.

Den ‘smalle vej’, som her tydeliggøres, er gældende for alle mennesker, og der findes ikke nogen anden vej, som fører til det herlige mål ‘at få fred med Gud’.

Herfra (den smalle vej) er der ikke mange nye vinkler, som problemerne kan anskues fra. Lad os blive ved det slående eksempel fra den første menighed i Korint.

*

“Mon ikke Gud glæder sig over den spraglede kirke, vi ser i Korint, selvom den trænger til oprydning,” hævder Mikael Wandt Laursen – “disse vidt forskellige mennesker, der alligevel var forenet som brødre og søstre i et fællesskab” (side 107).

Den ‘oprydning’, som forfatteren henviser til, kan næppe være andet end menighedens stilling til det grove eksempel på synd, som nævnes direkte i Korinterbrevets indledning. Det drejer sig om en seksuel synd, som var forbudt i Gamle Testamente, og som omtales i 3. Mose 18:8 (og 5. Mose 22:30).

I den første henvisning hedder det: “Din fars hustrus blusel må du ikke blotte.” (Det er altså strengt forbudt for en søn at have seksuelt samkvem med sin mor!)

… og det var netop dette, som Paulus havde hørt om, og som han benævner med ordene: “… og det tilmed en sådan utugt, som end ikke findes blandt hedningerne, nemlig at en søn lever med sin fars hustru (1.Kor.5:1).”

(I det samme kapitel i Gamle Testamente står der skrevet om en anden form for utugt – nemlig ‘unaturlig utugt ‘ og det hedder her: “Hos en mand må du ikke ligge, som man ligger hos en kvinde; det er en vederstyggelighed… 3.Mose 18:22).”

*

Disse henvisninger omtales, fordi der i bogen bliver spurgt (i fuld alvor): “Mon ikke Gud glæder sig over den spraglede kirke i Korint, selvom den trænger til oprydning?”

Hertil kan altså svares: “Nej, Gud glæder sig ikke, så længe ‘oprydningen’ ikke har fundet sted!”

Paulus fortsætter: “Og så praler I oven i købet af det (at I er så tolerante). I burde ærlig talt hellere være bedrøvede og fortvivlede og udelukke denne mand af jeres fællesskab (1.Kor.2, parafrase).

Da blodskam og homoseksualitet står omtalt i den samme række af seksuelle synder i Gamle Testamente, er det vanskeligt at udelukke den ene form for synd (fra menighedens fællesskab) – og byde den anden velkommen.

… og her er det, som om apostlen Paulus henvender sig direkte til forfatteren af bogen ‘Tro, kirke og homoseksualitet’, og siger:

“Selvom jeg ikke var personligt til stede hos jer, da alt dette skete, så har jeg tænkt meget på dette forhold. Og i Herren Jesu Kristi Navn har jeg allerede besluttet, hvad der bør gøres. Ja, jeg har allerede fældet denne dom over ham, der har handlet på denne måde.

SMID DEN GAMLE SURDEJ UD

“I Herren Jesu navn skal vi forsamles, I og min ånd, med vor Herre Jesu kraft og overgive et sådant menneske til Satan, så hans kødelige legeme kan gå til grunde, for at hans sjæl på Herrens Dag må blive frelst (v.5).”

Apostlen fortsætter (stadig som taler han direkte til forfatteren af den nyudkomne bog, der påstår, at ‘homoseksualitet bærer noget fint med sig, som den enkelte kan være stolt af…’ side 122)

“I har aldeles ikke noget at være stolte af. Forstår I ikke, at en smule surdej syrer hele dejen. Hvis I tillader et eneste menneske at leve i synd, så vil det lynhurtigt brede sig til andre (v.6).”

“Se at få smidt den gamle, dårlige og onde surdej ud, så I kan blive som en helt ny og frisk surdej – ja, fremstå i al renhed – for I er jo ‘usyrede’ (og I er jo friet fra syndens magt) thi vort påskelam er slagtet, nemlig Kristus (5:7).”

Apostlen slutter: “Lad os da fejre påske – ikke med brød, der hæver sig i stolthed på den gamle, syge, bitre surdej, men på usyrede brød, der er rene og ægte og sande (v.8).”

ORDENE I TEMPLETS FLYVESAND

Den morgen vendte ‘Jesus tidligt tilbage til helligdommen i Jerusalem. Det var, som om der her skulle ske noget, som vil få en særlig betydning! Den morgen skulle et særligt, alvorligt spørgsmål i Mose Lov afgøres.

På denne tidlige morgen skulle det nemlig bevises, at verden stod over for en ny dag. Dette var morgenen, hvor en dødsdømt, skyldig, kvindelig synder skulle frikendes, og fra det øjeblik skulle leve, som om hun aldrig var blevet grebet på fersk gerning i sin forbrydelse. Dette var morgenen, hvor Jesus skulle sige de befriende ord til en allerede dødsdømt skyldner: “Jeg fordømmer dig ikke, gå nu bort og synd ikke mere (Johs.8:11)!”

Denne tidlige morgen ‘kom alt folket til ham’, og han lærte dem (v.2).” Også en gruppe skriftkloge og farisæere dukkede op. Det var en særlig ‘god dag’ for dem; de førte nemlig en kvinde med sig, som var grebet på fersk gerning i hor (v.3).”

Så hendes sag var så godt som allerede afgjort. Hun skulle dømmes til døden. Det krævede Mose lov.

Derfor går de direkte til Jesus, stiller den arme kvinde præcis i midten, og siger: “Denne kvinde er grebet på fersk gerning i hor. I loven har Moses på det strengeste befalet os at stene den slags kvinder! Der må ikke i et sådant tilfælde vises barmhjertighed! Hvad siger nu du?”

*

Johannes, som har skrevet dette evangelium, tillader sig her at blande sig i sagen; han indføjer følgende bemærkning: “Dette sagde farisæerne med den bagtanke, at de med denne ulykkelige kvinde ville stille en fælde for Jesus, så de kunne få noget at anklage ham for…(6).”

Men Jesus bøjer sig tavst og skriver med sin finger nogle ord (i sandet).

Farisæerne bliver ved med at presse ham. De vil have ham til at tage stilling. Da pludselig retter Jesus sig op og siger: “Den af jer, der er syndfri, lad ham være den første, der kaster sten på hende” (v.7).

Så bøjer Jesus sig atter og fortsætter med at skrive på jorden. (Hvad Jesus skrev den morgen i Templets flyvesand, kan ingen sige med sikkerhed; kun kan man fra beretningen om den lyttende skare, som stod omkring ham, gætte sig til, hvad han har skrevet. Ordene var åbenbart rettet mod de tilstedeværende, hvilket fremgår af reaktionen).

De, der lyttede til Jesu ord, gik pludselig bort, Først gik én, derefter gik en anden! Man bemærkede, at ‘de ældste’ i flokken var de første til at forlade den mærkelige rettergang mod den skyldige kvinde – og til sidst er Tempelpladsen i Jerusalem blevet underlig mennesketom. Jesus var alene med kvinden, som stadig stod, hvor hun var placeret af farisæerne.

*

Jesus holdt op med at skrive på jorden, og en frisk brise blæste over pladsen og udviskede de hemmelige ord, som fik alle kvindens anklagere til i hast at forlade stedet.

Jesus taler nu til kvinden. Han stiller hende et spørgsmål: “Kvinde,” siger han, “hvor blev de af alle dem, som fordømte dig (v.10-11)?”

“De er forsvundet, alle sammen.”

“Så er der altså ingen tilbage, som fordømmer dig?”

Kvinden står et øjeblik tavs. Så svarer hun tøvende:  “Nej, Herre! Ingen!”

Da siger Jesus: “Jeg fordømmer dig heller ikke, gå bort. Synd fra nu af ikke mere (v.11).”

*

Denne beretning om den dødsdømte kvinde på Tempelpladsen i Jerusalem ville være en velegnet illustration til Mikael Wandt Laursens nye bog om ‘tro, kirke og homoseksualitet’.

Jesus fik alle anklagerne til at forsvinde og ikke nok med det. Han fik selve anklagen til at forstumme. Heller ikke han ville fordømme hende – og den stakkels kvinde står nu frikendt af Gud og mennesker.

… og her ender historien ikke! Kvinden skal nu have et åndeligt hjem. Hun skal have en ny familie. Hun skal tilknyttes et netværk, som kan hjælpe og støtte hende. Hun skal tilhøre et åndeligt hjem, og hun er hjertelig velkommen. Hun skal møde Guds betingelsesløse kærlighed – på en betingelse: Hun skal efterfølge befalingen om at ‘gå bort og fra nu af ikke at synde mere’.

På dette afgørende punkt svigter forfatteren sin opgave. Han holder ikke fast ved ordet, som siger, at alle forbindelser til synd skal afbrydes ‘fra nu af’ – og dermed er han blevet et redskab for uretfærdigheden (Rom.7:13).

På grund af ferie offentliggøres kun denne artikel på Profetisk Journal og næste udgave af Grundlovsartiklen og Profetisk Journal bliver den 16. september 2022.

… i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens § 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

tlf.: +45 30 15 38 68, email: johnynoer@hotmail.com

Med Grundlov skal Land bygges: konto nr. 9790 – 0003445526, Frøs Herreds Sparekasse

NOTA BENE:

Ønsker du at være medlem af Grundlovsforeningen, kan du tilmelde dig på: mail@mgslb.dk Kontingent: årligt 500 kr. (for pensionister og studerende 250 kr.)

Kategorier: Uncategorized

0 Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *