PROFETISK JOURNAL

MONARK OG UNDERSÅT – DER ER INGEN FORSKEL

Dronningen er død!

Den engelske ’Queen Elizabeth’ er nu i en høj alder gået hjem til Herren.

Det tør vi sige ifølge den bekendelse, som hendes majestæt gennem de sidste 20 år har aflagt, når hun i sine ivrigt aflyttede juletaler har talt til hele den britiske nation.

1. Det huskes, da hun i år 2000, åbent og varmt talte om Jesu liv, og sagde følgende: ”Det har givet mig en tydelig ramme, indenfor hvilken jeg vil forsøge at leve mit eget liv.”
2. Fjorten år senere (2014) omtalte hun Jesus, som ’mit livs anker’… og hun henviste til det ’håb, som er et sjælens anker, der når ind bag forhænget, hvor Jesus gik ind som en forløber for os’ (Hebr.6:19).
3. To år efter (2016) var hendes vidnesbyrd så klart som nogensinde. ”Millioner af mennesker følger Jesu lære,” sagde dronningen i sin juletale til det engelske folk. Hun tilføjede: ”De finder i ham et vejledende lys” – og majestæten sluttede: ””Jeg er en af dem!”
4. I 2019 vendte den nu aldrende dronning sig til den enkelte borger i England. Mange tog imod hendes ord, da hun sagde: ”Jesus viste verden, hvordan små skridt i troen overvinde de største forskelligheder.”

… og med dette gentager vi vor tro på, at vi skal møde hendes majestæt, dronning Elizabeth, som sammen med mange monarker ikke blot var en officiel ’defender of the faith’, men som med sin tro og sit liv var af samme familie, som alle Guds børn, der bekendte Jesus som Herre!

Nu stunder det mod nye tider! Hvad melder Bibelen om de kommende dage?

GUDS FINGER

”Da Herren var færdig med at tale til Moses på Sinajs bjerg, overgav han ham vidnesbyrdets to stentavler, der var beskrevet med Guds finger (2.Mose 31:18).

Overleveringen var et usandsynligt ’stort øjeblik’. Overdragelsen af de uvurderligt værdifulde, tilhuggede og beskrevne stentavler var en evighedshandling, som vil bestå og blive husket i endeløse tider.

Bibelen fortæller, at ’vidnesbyrdets to tavler’ var prentet med Guds egen håndskrift og med ’Guds egen finger’.

Himlens og jordens skaber havde altså hænder og fingre, som han brugte til at skrive med – og det han skrev var ti ord, som han havde udtænkt til menneskenes velsignelse.

Buddene var rettet mod både konger og jævne folk. Store og små. Høj og lav. De vandrede alle mod en fælles fremtid – og over dem alle var den samme Gud.

*

De ti ord blev således skænket til Moses, for at han skulle forvalte dem! Han skulle ikke blot holde dem (og strengt følge disse ti befalinger) men han skulle tjene dem med visdom og kærlighed og dermed lade Guds faderhjerte og Herrens Majestæt komme til syne midt iblandt genstridige mennesker, som uundgåeligt ville overtræde hvert eneste af de ti bud, som var prentet på stentavlerne.

Man skulle tro (som man betragter lovens ti ord) at de var prentet med en jerngriffel! Men det var ikke tilfældet. Skriften fastholder, at de ti urokkelige befalinger blev nedfældet på stentavlerne ’med Guds finger’.

Det vil sige, at Gud med ’sin højre hånd og sin pegefinger’ lod sin vilje blive kendt…og med begge sine hænder overrakte han de færdige stentavler til Moses, som med åbne arme modtog den himmelske gave – og gav dem videre til adel og bønder. Til dem med blåt blod og til almindelige borgere.

Dette fører til, at mange, mange år efter står en af Jesu disciple over for…

DET UBEGRIBELIGE ØJEBLIK

”Og jeg vendte mig om for at se, hvad det var for en røst, der talte til mig.”

Øjeblikket var ubegribeligt; Johannes står overfor en engel – altså et fremmed væsen fra en anden verden – og han har netop af denne engel fået besked om, at ’han skal nedskrive alt det, han ser, i en bog (Åb.1:11).

Denne bog skal han sende til syv menigheder, der sikkert står som repræsentanter for den verdensvide, globale kirke. Han er i en form for henrykkelse og vender sig i denne tilstand for at se, ’hvad det var for en røst, der talte til ham (Åb.1:12).

Det første, han ser, er syv guldlysestager…

Det vil sige, at han så nogle lampeholdere, der bestod af en række stænger (eller stilladser), på hvilke man almindeligvis anbragte syv skålformede lamper, der her var dannet ud af det pure guld!

Det strålende, gyldne værk, som blænder ham, ’er de syv menigheder’. Det er Jesu Kristi kirke. Det er den syvarmede lysestage, som stod i Salomons tempel, og er det værk, som profeten Zakarias forud har talt om, da han af en engel blev forevist en lysestage fremstillet af det fineste, pure guld (Zak.4:1-7).

Han fortæller jo, at han øverst på stagen så en skål til olie forbundet med syv lamper, der igen var forsynet med syv rør.

Profeten Zakarias har derefter nærmere uddybet dette klare syn (som er en mægtig besked til efterverdenen) idet han fortæller, at ’der stod to olietræer – ét til højre, ét andet til venstre for oliekarret’ (v.3).

Det samme spørgsmål, som profeten Zakarias stiller, har ligeledes bevæget sig i Jesu disciples, Johannes, hjerte. Zakarias spørger englen: ”Hvad betyder disse ting, Herre?”

”Er du ikke klar over det?” spørger englen forundret. ”Ved du virkelig ikke, hvad det betyder?”

”Nej, Herre,” svarede profeten. ”Jeg har ingen anelse om, hvad denne kostbare lysestage står for.”

Profeten var lige så uvidende som den ulærde hob. Der var ingen forskel. Lærd og ulærd. Indsigten søger efter det tørstige hjerte. ”Salige de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, thi de skal mættes (Matt.5:5).”

DET GLEMTE PRÆSTEN AT FORTÆLLE

Mere end noget andet må Kristi menigheds medlemmer i vore dage gøre sig klart, hvilke materialer, de bygger Herrens menighed med.

”Moses blev strengt formanet af Gud, da han var parat til at bygge tabernaklet. Gud sagde til ham: ”Se, til, at du nøjagtigt laver alle disse ting efter det forbillede, som blev vist dig på bjerget (Hebr.8:5).”

Moses var altså ikke i vildrede med hensyn til, hvorledes han skulle opføre ørkenhelligdommen. På samme måde behøves der heller ikke at herske nogen usikkerhed med hensyn til, hvorledes Herren vil have sin kirke opført.

Billedet blev vist Johannes! Kirkens stillads var af det pureste guld, og lamperne af den gyldne stage lyste også af det ædleste metal.

”Hvis nu nogen bygger på denne grundvold (grundlæggende sandhed) med guld, sølv, kostbare sten, træ, hø eller halm, så skal den enkeltes arbejde blive åbenbart,” advarer Paulus i sit første Korinterbrev (3:12-13).

Paulus skriver altså tydeligt, så enhver kan forstå det, at ’dagen vil vise’ med hvilke materialer, der er blevet bygget – ’fordi den kommer med brændende flammer og ild (v.13)’.

ILDDAGEN

Den første katastrofe, der ramte vor klode, var med en tsunami af vand. Og Herren lovede sig selv, at det skulle aldrig gentage sig!

Derfor satte han regnbuen på himlen.

”Jeg sætter min regnbue i skyen,” sagde Han, ”og den skal være et tegn på pagten mellem mig og jorden – at vandet skal aldrig mere blive en dødsflod, som udrydder alt kød.”

(Det glemte præsten,Viggo Julsgaard Jensen, at sige til alle de ’regnbuebørn’, der var mødt op til en ’Børnepride’ i Enghave Kirke i midten af august 2022).

Han glemte også at fortælle, at ’al jorden var fordærvet i Guds øjne, og at den var fuld af vold og drab’ (1.Mose 6:11) – samt at ’næste gang vil han udrydde jorden med ild’. Det sker, fordi menneskernes ondskab skriger til himlen – og hver gang, der kommer en regnbue på skyen, er det en advarsel til menneskerne: ”Next time it is fire!”

I det afsnit, hvor apostlen beretter om ’ilddagen’, siger han, at ’ilden skal prøve den enkeltes arbejde for at finde ud af, af hvilken kvalitet, det er bygget (1.Kor.3:13)’.

(’Hvis det arbejde, du bygger med, bliver stående’ (midt i flammerne), så vil Herren lønne dig, siger apostlen (v.14) – ’men hvis det brænder op (og falder sammen), skal du lide evigt tab derved; selv skal du blive frelst – men det er med nød og næppe, og det vil ske gennem ild’ (… v.15).

Det er derfor på tide, at du bruger nogle stærkere læsebriller, for det forventes af dig, at ’du forstår at tyde tidernes tegn’ (Matt.16:3).og hvor er den statsmand og regeringsleder, der som David søgte råd hos ’issakaritterne, der forstod sig på tiderne, så de skønnede, hvad Israel havde at gøre (1.Krøn.12:32.’

Simpel borger eller højt hævet statsminister. Hvad der forener og binder sammen er den fælles tro. ”Hos Gud er der ikke personsanseelse (Ef.6:9).”

DU SKAL FÆRDIGGØRE VÆRKET

Englens spørgsmål til profeten, om ’han ikke havde forstået noget af alt dette’ – blev mødt med et klart nej. ”Jeg aner ikke, hvad denne lysestage skal betyde,” sagde han.

Derfor giver englen sig til at forklare en lang historie om den opgave, som er betroet to mænd, der om kort tid skal bygge det tredje tempel i Jerusalem. Den ene er ypperstepræsten Josua, en fremtrædende jøde, og den anden er en person af jødisk herkomst ved navn Zerubabbel, der på dette tidspunkt er guvernør i Juda. Historien lyder sådan:

”Dette er et Herrens budskab til guvernøren i Juda,” siger englen. ”Du skal sejre med det tempelprojekt, som jeg har overdraget til dig.

Dog ikke ved militærmagt eller ved nogen menneskelig styrke – men ene og alene ved min Ånd! Ja, om så forhindringerne er så store som bjerge, skal de blive jævnet med jorden foran Zerubbabel (v.7).”

Når han til sidst sætter kronen på værket – ja, når ’han henter topstenen’ (v.7) foran en jublende skare af mennesker (som råber: ”Nåde, nåde være med den!” – når han endeligt lægger sidste sten, ’topstenen’, på værket, så skal folket give al æren til Gud.”

*

Herrens ord kom videre til mig. Ja, Gud talte igen til mig gennem englen. Følgende budskab er til mig, Zerubbabel: ”Du har lagt dette templets fundament, og derfor skal du også færdiggøre byggeriet. Dine hænder skal fuldende det (v.9).” – Og først da vil folket forstå, at jeg sendte Zakarias til dem.

Selvom nogle så ned på dette tempelbyggeri, dengang det blev påbegyndt – ja, selvom man undervurderede den spæde begyndelse og lod hånt om den, så skal folkets mismod vendes til glæde – de skal juble, når de ser lodsnoren i Zerubbabels hånd.

Derefter spurgte jeg englen, hvad de to oliventræer (på højre og venstre side af lysestagen) skulle betyde – og jeg spurgte ham også om, hvad de to olivengrene, som hældte gylden olie gennem to guldrør ned i guldskålene, skulle betyde, og han så igen forundret på mig og sagde: ”Ved du ikke det?” Og så forklarede han mig følgende:

”Det er de to med olie salvede, som står for al jordens Herre (v.14).” (”Det er ypperstepræsten, Josua, og statholderen Zerubbabel, der med olie er indviet til at tjene Gud, al jordens Herre).

”Og hvis du ikke kan forstå de skjulte ting,” siger Herren, ”så vil jeg åbenbare dem for dig. Hvad enten du er en såre anerkendt prædikant – eller ’den lille Anne i Kæret’. Der er nemlig ikke nogen forskelsbehandling hos Gud (Rom.2:11).”

*

Alt dette vil vi komme til at se som overskrifter i alverdens aviser! Det vil udvikle sig til at blive ’dagens nyheder’ (breaking news) – og vi vil kunne følge den intense politiske spænding, som vil herske, når de første spadestik bliver taget til opførelsen af jødernes tredje tempel.

De to øvrighedspersoner, ypperstepræsten og statholderen (guvernøren), vil pludselig træde frem som Skriften har forudsagt – og verden vil forstå, at der er ting, som er forudbestemte og forudberedte.

Det vil blive dage, hvor Jerusalem vil stå frem som ’verdens hovedstad’, og alle begivenheder på jorden vil bestemmes herfra – ja, ’de skriftkloge’ vil spørge sig selv, om ’disse to’ ikke er ’de to vidner’, der skal tvinge verden i knæ i en periode på 3 ½ år? (Der står jo skrevet, at disse to er: ’de to olietræer og de to lysestager, som står for al jordens Herre … Åb.11:3).og hvis det er tilfældet, så er der ikke megen tid tilbage. ”Men hvis I som Fader påkalder ham, der uden at gøre forskel på folk dømmer enhver efter hans gerning, så må I også vandre i frygt, så længe I er udlændinge her (1.Pet.1:17).”

REGNSKABETS DAG

”Derpå lod englen mig se ypperstepræsten, Josua, som han stod foran Herrens engel, men Satan stod ved hans højre side for at føre anklage mod ham (Zak.3:1).”

Billedet er evigt! Det lever i alle menneskers bevidsthed (og undertiden i deres underbevidsthed) og kan til tider bryde frem i de mest ubelejlige øjeblikke. Det viser mennesket ’på regnskabets dag’ (som de danske folkekirkepræster i deres ’præsteløfte’ nævner: ’Alt dette lover jeg med regnskabsdagen for øje’) og fokuserer på den sorte skikkelse, som står til højre for ’den anklagede’.

”Men Herren sagde til Satan (som derefter aldrig kommer til orde): ”Herren true dig, Satan, Herren true dig – han, som udvalgte Jerusalem! (v.2)”

(Arme den sjæl, som ikke har den guddommelige røst til at forsvare sig på regnskabets dag! Stakkels den elendige, som ikke får at høre den kærlige, forsvarets røst på den dag, hvor den evige dom skal fældes. Vé det arme menneske, som på denne yderste dag kun har en ubarmhjertig anklager og ikke får at lytte til den evige forsvarers jernhårde modangreb – ja, som for altid lukker sjælefjendens grove mund).

Trusselen, som på den dag slynges ud mod den sorte anklager og får ham til at dukke sig (og for altid at vige pladsen som ’den officielle modstander) er den identifikation, som Gud i dette øjeblik giver sig selv.

”Jeg er den, som udvalgte Jerusalem (v.2),” siger Herren. Disse ord slår Satan med behørig tavshed, thi ’Herrens udvælgelse’ er evig og kan aldrig anklages eller nedgøres af nogen modstander!

Herren har udvalgt sit land og sit folk og sin evige by, og denne ’uendelige udvælgelse’ står over alt og alle og er selve grundlaget for hans evige rige.

Også ypperstepræsten Josua var udvalgt og står derfor under en særlig nådesbestemmelse, der gennemføres med guddommelig kraft og initiativ, som apostlen Paulus har beskrevet det i Romerbrevets det 10. kapitel. Her lyder det bl.a.: ”Der er ingen forskel på jøde og græker; de har jo alle den samme Herre, rig nok for alle dem, der påkalder ham, thi enhver, der påkalder Herrens navn skal frelses (v.12-13). Apostlen fortsætter: ”

JEG LYVER IKKE

”Sandhed taler jeg i Kristus. Det vil sige, at både Helligånden og min egen samvittighed bekræfter, at det jeg siger er virkelig sandt.

Jeg lyver altså ikke, når jeg vidner om, at der er noget, der dag og nat piner og nager mig, og jeg har en stor sorg og uafladelig smerte i mit hjerte. Ja, jeg ville ønske, at det var mig selv, der var evigt fordømt og skilt fra Kristus, hvis bare det kunne gavne mine brødre og hjælpe mine egne landsmænd; de er jo mit eget kød og blod, og jeg ønsker af hele mit hjerte at de må blive frelst (Rom.9:1-3).”

Sådan omtrent beskriver Paulus den tilstand, han er i, når han tænker på Israel og det jødiske folk.

(På samme måde skal vi betragte vore egne landsmænd, hvor på kloden, vi end befinder os – og stadig, ja altid, bør apostlens følelse overfor Israel være den samme for os, som den er for ham, når han iagttager med hvilke øjne, Gud ser på det folk, som han har udvalgt af alle folkeslag på jorden).

*

”Tro kan overvinde de største forskelle,” var den nu afdøde dronning Elizabeths julehilsen til det engelske folk i 2019.

Mærkeligt nok talte hun ikke om at overvinde ’de største hindringer’. Men hun betonede, at overvinde ’de største forskelleog den forskel, som hun pegede på, var adskillelsen mellem det at være dronning og det at være en simpel borger.

Faktisk siger hun, at der ikke er nogen forskel på monark og undersåt i troens verden. ”Vi er alle af samme familie.”

”Jeg er én af dem,” sagde hun om den jævne, troende borger. Og det skal hun huskes for i en tid, hvor afstanden øges mellem en elite af politikere og det folk, som de er kaldet til at styre.

BEMÆRK:
Læs artiklen under Retsopgøret: ’’DEN TOTALE VILDFØRELSE” (http://medgrundlovskallandbygges.dk)

… i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens § 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

telf.: +45 30 15 38 68, email: johnynoer@hotmail.com