HIMMELREJSEN
”For Guds ords og Jesu vidnesbyrds skyld, det er grunden til, at jeg er på denne ø,” siger Johannes.
”Der er ingen andre årsager. Jeg har forkyndt Guds ord og prædiket om Jesus enten det var belejligt eller ubelejligt (2.Tim.4:2),” og som en uundgåelig følge heraf, er jeg nu blevet forvist til Patmos. Her begyndte min himmelrejse.
”Jeg kom under Åndens magt,”fortæller Johannes videre og understreger, at dette skete ’på Herrens dag’.”
Når det nu skete på ’Herrens dag’, så kan det naturligvis kun være Herrens Ånd, Helligånden, som Johannes taler om – og det er en ’sværmerisk’ oplevelse, som er fult ud bibelsk. Gud kan føre mennesker over utrolige afstande på et blitz-sekund.
Johannes ’henrykkes i Ånden’ og kom i en tilstand, hvor mennesker oplever at blive henrevet ind i en oversanselig dimension, som det sjælelige menneske ofte foragter og taler nedsættende om. Men det er ’rejser’, hvor billetpriser er ubetalelige, og hvor der hentes informationer udenfor tid og rum, som kan få stor betydning for at forstå kommende tildragelser på jorden.
Den, som ’henrykkes i Ånden’ oplever således en inderlig forening med Helligånden, og mange af de jødiske profeter fik på denne måde guddommelige åbenbaringer.
*
Apostlen Paulus omtaler en sådan ’henrykkelse’ til paradiset, hvor han hørte ’uudsigelige ord’, som det ’ikke er mennesker tilladt at udtale’ (2.Kor.12:2-4).
Apostlen fortæller:
”Jeg ved om et menneske, som er i Kristus, at han for fjorten år siden blev bortrykket indtil den tredje himmel (om han var i legemet eller uden for legemet, ved jeg ikke; Gud ved det), at han blev bortrykket ind i paradiset og hørte uudsigelige ord, som det ikke er et menneske tilladt at udtale (2.Kor.12:2-4).”
Det vil sige, at apostlen her beretter, at han (for det menneske, han fortæller om, er utvivlsomt ham selv) har oplevet det samme som Johannes, og at han blev ’bortrykket’ eller ’henrykket’ ind i paradiset.
Han er selv ikke klar over, om han blev ’bortrykket’ (og han forblev i sit jordiske legeme, medens han var i denne overåndelige tilstand) eller han blev ’henrykket’ (så at han forlod sit jordiske legeme, medens han befandt sig i paradiset) – men dette spørgsmål ’er ikke væsentligt’, siger han, ’for Gud ved det’ (2.Kor.12:3).
Det, han kan sige med sikkerhed, er, at han ’for fjorten år siden’ havde en uforglemmelig oplevelse af den art. Detaljer fra denne himmelrejse står levende for ham. I løbet af ’no time’ blev han bragt over uendelige afstande til et sted, som kaldes ’Den tredje himmel’.
De fjorten år, som er gået efter dette besøg i en anden verden, har ikke kunnet slette nogle væsentlige ting, som han her vil fortælle menigheden.
*
Udgangspunktet var sikkert Damaskus. Han fortæller:
”I Damaskus satte kong Aretas’ guvernør hele byen under den strengeste bevogtning for at arrestere mig, men jeg slap fra ham, fordi der var nogle af de troende, som i en kurv firede mig ned gennem en åbning i bymuren (2.Kor.11:33-34).”
Men nu kan jeg ikke lade være med at prale en smule (selvom jeg på forhånd ved, at det ikke er særligt gavnligt). Jeg vil nemlig nærmere beskrive og forklare de syner og overjordiske oplevelser, som Herren har givet mig.”
Og dermed begynder Paulus at fortælle om ’himmelrejsen’.
”Jeg blev ført til den tredje himmel,” (beretter Paulus) ”og jeg kom helt ind i paradiset. Der hørte jeg om ufattelige ting, som hverken kan beskrives eller forklares med almindelige ord – ja, som er så usigeligt, at intet menneske har lov til at udtale det – og det er jeg faktisk stolt af (v.4-5).
… men for at jeg ikke skulle blive indbildsk over disse ’høje åbenbaringer’, har jeg fået en særlig lidelse (en ’torn i kødet’ kalder jeg det) – men det er faktisk en Satans engel, som slår mig op i mit åbne ansigt, så at jeg ikke kan hæve mig over andre. Tre gange har jeg bedt Herren om, at den Satans engel måtte vige fra mig, men han har svaret mig: ”Min nåde er nok for dig. Min kraft udfolder sig bedst i mennesker, som er magtesløse (v.7-9).”
(Dette er et budskab til en bestemt person, som læser disse linjer. ”Min nåde slår til,” siger Herren. ”Min kraft kan bedst udfolde sig, når du bliver helt magtesløs, mit kære barn!”)
HERRENS DAG
Det er ikke noget tilfælde, at Johannes oplever at blive henrykket (at blive ført på en himmelrejse) ’på Herrens dag’.
Det var store og omvæltende ting, han fik at se ved at blive rykket ud i Åndens verden, og det kunne ikke ske på en tilfældig dag i ugen, derfor præciseres det, at det skete ’på Herrens dag’.
Johannes kom fra de kristne menigheder i Lilleasien, og vi ved, at de troende anvendte den første dag i ugen, søndagen, til gudstjenestelige sammenkomster, hvor de brød brødet til ihukommelse om Herrens forsonerdød på korset.
Paulus fortæller, at ’på den første dag i ugen ’samledes han med de troende, for at de skulle holde nadver sammen’ (Ap.G.20:7). Paulus talte da med menigheden hele dagen, da han havde bestemt, at han ville rejse videre den følgende dag – ja, han blev ved med at samtale med dem lige til midnat!
”Lokalet, som vi var forsamlet i,” fortæller han, ”var på anden sal” (tredje stokværk) ”og der var trykkende varmt på grund af de mange lamper, som brændte i denne ovensal.”
En ung mand, Eutykos, sad i vindueskarmen, og da Paulus blev ved med at tale, faldt han til sidst i en dyb søvn – og styrtede ud ad vinduet og faldt de to etager ned. De, der tog ham op, konstaterede, at han var dræbt på stedet.
Paulus løb straks ned. Han kastede sig over ham og tog ham op i sine arme. ”Vær ikke bange,” sagde han, ”der er liv i ham!”
Paulus gik så op igen. Han brød brødet og spiste, og fortsatte med at tale med dem – lige til daggry. Så først forlod han dem.
”… men den unge mand bragte de levende hjem – og det var en stor opmuntring for dem alle.”
*
Alt dette skete på ’den første dag i ugen’ (som er en søndag…Ap.G.20:7) – og denne beretning med vidnesbyrdet om Helligåndens nærhed, forkyndelsens dybde og det åbenlyse mirakel, som er blevet nedskrevet til oplysning for os alle, må kunne få enhver til at forstå, at der er grund til, at søndagen er blevet den dag, hvor de kristne samles, og hvor sådanne ’rejser’ kan begynde.
På ’den første dag i ugen’ (søndag… Mark.16:2 og 9) skete der en hel del ting ved Jesu opstandelse, som gør denne dag til en ’hel anderledes dag’. Skriften fortæller:
”Ganske tidlig på den første dag i ugen kommer de (Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome) til graven, da solen var stået op (Mark.16:1-2).”
Vi kan ikke undgå at bemærke, at i beretningen i Ny Testamente lægges der vægt på denne detalje. Solen står jo op hver dag, men aldrig i universets historie og i fortællingen om de første mennesker, har der været en solopgang, som den morgen, de tre kvinder begav sig ud til graven.
Alt i det mægtige rum, hvor nattens stjerner endnu lyste svagt, og alt på denne klode – ja, alt (både i den synlige verden og den usynlige verden) var i det øjeblik, hvor Maria Magdalene (og hendes to veninder) nærmede sig graven, optaget af dette syn. Det var som om alt eksisterende holdt vejret, fordi på ’denne første dag i ugen’ ville disse tre kvinder komme til at opleve noget, som ingen før – ej heller siden – har oplevet: Jesus var opstået fra de døde! – og den dag begyndte en rejse her på jorden.
*
Beretningen i Ny Testamente fortsætter:
”De tre kvinder havde købt vellugtende salver til at salve den døde med, og man kunne høre, at de indbyrdes talte om, hvordan de skulle nå ind i selve graven: ”Hvem skal vælte os stenen fra indgangen til graven?” sagde de til hinanden.
Men da de nåede frem, så de til deres overraskelse, at stenen, der var meget tung, allerede var rullet væk; graven lå åben foran dem…
Da de kom ind i graven, så de en engel i skikkelse af en ung mand sidde ved den højre side, iført en lang hvid klædning. Kvinderne blev forfærdede, men han siger til dem: ”Vær ikke bange! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Men han er ikke her. Han er opstanden! (Mark.16:1-7, parafrase)
Vi ser, at det er rimeligt, at i åbenbaringsbogen kaldes den første dag i ugen for ’Herrens Dag’. Her begynder et nyt afsnit af verdenshistorien. Herfra løber den kosmiske fortælling om mennesket ind i sin sidste fase. Et kapitel med håb. Jesus er opstået. Han lever!
FORKRÆNKELIGHEDENS AFMAGT
Bladene på den vildvin, der snoede sig op ad Herodes palads i Cæsarea, lyste på den sommerdag alle med en sær grønrød farve. (En underlig sammensætning af bronze og blod). Stokrosestænglerne ved paladsmurene ned mod havet vaklede (deres fod var åbenbart rådden).
Dagen forinden var apostlen Peter på mærkelig vis forsvundet fra fængslet i Jerusalem (man fortalte, at han ved nattetide var blevet befriet af en engel), og nu var der uvejr i luften. De seksten glatragede, romerske soldater, som havde bevogtet Simon Peter, Jonas søn, var bestyrtede (Ap.G. 12:4 og 18). Herodes sendte bud efter dem; han ville have en forklaring; den fik han. Alle fire vagtskifter fortalte den samme historie. Det forvirrede ham; det var åbenbart ikke en løgnehistorie.
”Fangen lå og sov mellem to soldater,” forklarede de.
Det irriterede Herodes. For et par dage siden havde han ladet en anden af Jesu disciple ved navn Jakob halshugge… ”og nu vil I ha’ mig til at tro, at denne Peter, som ikke kunne forvente andet end at få samme behandling, lå og sov?”
”Som et barn, Deres Majestæt. Han sov trygt som et barn.”
”Lænket?” Herodes var skeptisk.
”Med to tunge lænker, Deres Majestæt – og placeret sikkert mellem to af vagtmandskabets soldater. Alle døre var låst og lukket, og der var stationeret vagter over hele området. Fangens forsvinden er uforklarlig, Deres Majestæt, uforklarlig!”
”Uforklarlig!” Herodes tordnede. Han havde taget sin beslutning. Der var intet og ville aldrig være noget, som kunne hæve sig over hans politiske ambitioner. De, som forventede, at han skulle anerkende – ja, give ære til de kristnes Gud – ville komme til at vente længe. Med en håndbevægelse overlod han de seksten mand til brøddelen; alle blev halshugget, inden solen gik ned (v.19).
*
De følgende dage foregik en del politiske manipulationer bag kulisserne. Herodes’ kammerherre var indblandet, og det var der nogle, der fik gavn af (v.20). Derefter indfandt ’den fastsatte dag’ sig. Dagen, hvor Herodes skulle hyldes, og hvor det ville blive gjort klart for folket, at de kristnes Gud skyldte han ingen ære. Den politiske mærkedag, hvor Rom skulle fejres, kejseren ophøjes og Herodes bifaldes. Øjeblikket, hvor alle historier om Gud og engle og Jesu apostle skulle manes i jorden. Timen, hvor det nu engang for alle skulle manifesteres, at et land og et rige kun kunne styres af politiske eneherskere, og at den snak om en Gud, ’der lader tider og stunder skifte, afsætter og indsætter konger – ja, ved, hvad mørket gemmer, og hos hvem lyset bor’ (Daniel 2:21-22) bør ophøre! Der er kun én magt – og det er den, som udøves af de jordiske magthavere, der ’altid vil folkets bedste’. Ingen ære bør gives til nogen kristen Gud – og hvis han findes og har en anden mening, så lad ham vise sig og dermed bevise sin eksistens! Dette var dagen, hvor Gud skulle ’sættes til side’.
DET ROMERSKE OVERMENNESKE
Allerede fra morgenstunden var hoffets påklædningseksperter og ceremonimestre på benene. Herodes skulle, allerede inden han trådte frem for folket, iklædes et kongeligt skrud. Hans morgenkongedragt var imponerende. Bladkransen af guld strålede fra hans hoved. Den snehvide Toga med det gyldne skulderskærf var af majestætens slaver lagt i de rette folder. Den hvide Toga skulle vise, at Herodes var patricer og ægte romersk borger og som det romerske ’overmenneske’ tilhørte overklassen i modsætning til ’undermennesket’, plebs, der bestod af den almindelige befolkning. De farvede borter på Herodes tunika viste hans rang. Han anvendte gerne purpur og lilla (som var kejserens farver), hvilket måtte give udtrykket af, at Herodes var mere end et almindeligt, dødeligt menneske; han var en gud!
*
På andendagen af sit show blev Herodes iklædt en sølvrustning, der i morgensolens stråler ejede en sådan stråleglans, at den spredte rædsel hos tilskuerne. De råbte fra forskellige steder i tronsalen, at Herodes var en gud og tilføjede: ”Vær barmhjertig over for os, for vi har indtil nu kun æret dig som et menneske. Fra nu af vil vi erklære dig for at være udødelig!”
I det øjeblik skete noget besynderligt. Den jødiske historiker, Josephus, fortæller, at adskillige år forinden havde Herodes for en tid været lagt i lænker, og da han i den periode sad bedrøvet under et træ, kom der pludselig en ugle og satte sig på en gren over for ham.
”Det er et tegn,” udbrød en medfange.
”Et tegn? sagde Herodes. ”Hvad skal det tegn betyde?”
”Det betyder,” forklarede den ukendte medfange, at du snart bliver en fri mand, og du vil blive forfremmet til stor magt – men den dag, du ser uglen igen, kan du tælle timerne til din død. Uglens 2. besøg tilkendegiver, at når seks dage er gået, vil du ligge i din grav.”
”Nu skete det,” fortæller Josefus videre, ”at da folket bragte denne hyldest til kongen i sølvrustningen, så han pludselig en ugle komme flyvende lavt ind over tilskuernes hoveder, hvorefter den satte sig på et reb, der var udspændt over ham. Kongen greb sig i smerte til maven, hvor en pinefuld lidelse ramte ham. Han rejste sig og sagde til de nærmeste: ”I kalder mig udødelig! Nu bæres jeg bort til min grav! I er alle sammen løgnere!” (’Jødernes oldtid, bind 19, kap.8, afsnit 2).
Dette skete i år 44 efter Kristus, og for at ingen nulevende hersker eller fremtidig magthaver (som i sit klimaafsind mener at kunne styre elementerne) skal komme på den tanke, at den dramatiske gengivelse af Herodes død i Apostlenes Gerninger (12:4-18) er en opdigtet historie (som de i deres gudløshed ikke behøver at tage alvorligt), så bringer de apokryfe skrifter en lignende beretning om Antiokus’ IV’s død i Anden Makkabæerbog. Her fortælles (med en grusom virkelighedsbeskrivelse) følgende:
”Han, der nylig i sit overmenneskelige praleri mente af kunne byde over havets bølger og bildte sig ind at kunne veje bjergenes tinder på en vægtskål – han styrtede til jorden og blev bragt bort på en båre og gjorde således Guds magt åbenbar for alle. Ja, fra den gudløses øjne kravlede maddiker ud, og mens han endnu var i live, faldt kødet af ham under smerter og pinsler. Ham, der for kort tid siden mente at kunne røre ved himlens stjerner, kunne ingen bære bort på grund af den uudholdelige stank.
Men se, nu begyndte den lemlæstede at opgive sit store overmod og komme til indsigt, mens smerterne fra Guds piskeslag hvert øjeblik tog til – ja, ude af stand til at adlyde Gud og ikke tænke overmodigt, når man selv er dødelig, bad han om tilgivelse (Makk.9:8-12).
FLAMMEØJNENE
”Hans øjne var som flammende ild (Åb.1:14).” – Sådan genkender vi ikke vort billede af Herren Jesus. Undtagen måske, da han renser sit tempel i Jerusalem og vælter bordene og spreder pengevekslernes mønter ud over den tiltrampede jord og råber: ”Min fars hus er et bedehus, men I har gjort det til en røverhule!”
Og her står det så skrevet sort på hvidt, at ’hans øjne var som flammende ild’. Det må altså være ’Lammets vrede’ vi bliver udsat for. ”Da blev kongen vred,” hedder det i en af Jesu lignelser. Og i salme 2 gives det råd til alverdens konger, dommere og stormænd, at de ikke skal forvente Kristi mildhed og lammets sagtmodighed på dommens dag. Herrens vrede er ’en opsparet vrede’. Den har længe glødet i hans hjerte og Den Almægtige har vist tilbageholdenhed for sin harme – men her slår den ud i lys lue – og hvem kan så bestå?
Meget få prædikanter taler om denne afgørende dag, som nærmer sig med foruroligende hast. Og det på trods af, at intet menneske, som oplever at lammet ’bryder det sjette segl’ skal undslippe Menneskesønnens voldsomme vrede.
Jordens mægtige og eliten af de herskende, de rige og magtfulde – ja, alle som har stået Herren imod i de gode dage, skal med sikkerhed komme til at opleve den lange dag, hvor himmel og jord står i ét.
De skal med deres familier desperat søge ind i bjergenes og klippernes kløfter og huler. Og når de endelig har fundet et sikkert skjulested, så følger ’flammeøjnene’ dem også dér, og i deres rædsel og fortvivlelse skal de anråbe bjergene om ’at styrte sammen om dem (Åb.6:16).”
”Skjul os fra lammets vrede!” skal de råbe. ”Vi kan ikke overleve dette flammende blik!” (v.17)
BEMÆRK:
Læs artiklen under Retsopgøret: ’FARLIGE FREMTIDSSYNER’
(http://medgrundlovskallandbygges.dk
… i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens & 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.
Telf.: +45 30 15 38 68 email:johnynoer@hotmail.com
Næste udgivelse af ’Profetisk Journal og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag 28.10.2022
0 Kommentarer