DEN NYE JORD ER FYLDT MED GUDS RETFÆRDIGHED

”Men efter hans forjættelse venter vi ’nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor (2.Pet.3:13)”

De kristne, som lever og ånder under samme vilkår som alle andre dødelige (på denne ulykkelige jord) adskiller sig fra deres omgivelser ved, at de har et strålende og uforgængeligt håb.

De ejer et løfte (en forjættelse) om en helt ny jord, hvorom det siges, at på denne splinternye, nyskabte klode ’bor retfærdigheden’.

Der er – hvilket vi vil komme til at se i dette lille studie over ’Det nye Jerusalem’, utallige ting, som vi allerede kan glæde os over i Den Evige Stad, men der er én ting, der nævnes her i apostlen Peters 2. brev, som regnes for den største af alle glæder, og det er, at den guddommelige retfærdighed ’bor’ på den nye jord.

Den retfærdighed, som er etableret i det nye Jerusalem, og som spreder sig derfra ud over den nyskabte klode, er ’Guds retfærdighed’.

Løftet om, at de troende ’venter på en jord, hvor retfærdighed bor’, drejer sig altså ikke blot om, at de er færdige med al den uretfærdighed, der hører denne ondskabens verden til – nej, der er her tale om den retfærdighed, som hører evangeliet til.

Apostlen Paulus taler om dette emne, når han siger: ”I evangeliet åbenbares retfærdigheden fra Gud (eller ’Guds retfærdighed’), om hvilken det hedder: ”Af tro til tro, som der står skrevet: Den retfærdige skal leve af tro (Rom.1:17).”

Det vil sige, at det troens liv, som de hellige oplever midt i trængsel og nød på denne dømte klode, fortsætter i uforstyrret herlighed på den nye jord.

De hjertensgode og forunderlige sider af den troens eksistens, som vi har oplevet (som en mindre forsmag på Guds godhed) skal vi da i al evighed erfare: ”Guds, vor frelsers, godhed og kærlighed til menneskene bliver da fuldt ud åbenbaret.”

”Det, jeg siger her, er sandt, og derfor skal du insistere på det,” siger apostlen til sin unge medhjælper, Titus (Titus 3:4).”

DETTE ER DET EVIGE LIV – AT KENDE DIG

Johannesevangeliet taler om, at ’Jesus har givet evigt liv til alle dem, som Faderen har givet ham.” Han fortsætter med at dvæle et øjeblik ved denne proklamation og siger derefter følgende: ”Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har udsendt, Jesus Kristus (Johs.17:1-3).”

I virkeligheden ligger der i denne udtalelse svaret på et spørgsmål, som mange tvivlrådige mennesker stiller: ”Hvad er det evige liv?” Eller: ”Hvad skal vi lave i evigheden?”

Svaret er skort. Det er lysende klart. Det kan ikke misforstås, og det er i alle måder tilfredsstillende; det lyder sådan: ”Dette er det evige liv, at de kender dig!”

Det vil kort og godt sige, at evigheden består i ’at lære Gud at kende’. Dertil skal der bruges en hel evighed – og når det er overstået, skal evighedernes evigheder fortsættes med at udforske Gud…

*

Vi bliver aldrig færdige med at trænge ind i Guds forunderlige væsen. Vi kan ikke en dag udbryde: ”Så, nu kender jeg Gud!” Til dette vil Herren svare: ”Mener nogen at kende noget, så kender han det endnu ikke således, som man bør kende det (1.Kor.8:3).”

I evigheden skal vi imidlertid ustandselig overraskes, når vi ’lærer Gud at kende’. Det sker ikke ved at erhverve sig mere kundskab om Gud (thi ’kundskaben opblæser’) men det sker ved, at vi uafbrudt kommer til at elske ham mere (thi kærligheden opbygger… 8:1) – og ’den, der elsker Gud, er kendt af ham’ (v.3).

”For selvom der er nogen, som kaldes guder, enten i himlen eller på jorden) eftersom der er mange guder og mange herrer) så er der for os kun én Gud, Faderen, og alle ting er af Ham, og vi er i Ham; og én Herre, Jesus Kristus, og alle ting er ved Ham, og vi lever ved ham (King James v.6).

Dette er i korthed så ufatteligt og så ubegribeligt, at det i den kommende verden kun kan være en ’begyndende ledetråd’ for at erhverve sig et kærlighedens kendskab til Gud.

SVAR MIG SIDEN DU VED SÅ GODT BESKED

Lad os sammen lytte for en stund til Guds mægtige enetale til Job, som har dristet sig til at klage over sine lidelser og faktisk anklaget Gud.

”Da,” siger Bibelen, ”taler Herren til Job indefra et frygteligt stormvejr. Gud siger: ”Hvem fordunkler mit råd med ord, som er uden mening (Job 38:2).” Dermed mener han, at der er nogen, som tilslører Guds evige visdom med ren og skær uvidenhed.

”Hvem er det,” spørger han, ”der tillader sig at beklage sig over mig uden at have forstået det mindste af, hvad jeg gør – ja, uden at have fattet noget som helst (v.2)?”

”Godt,” siger Gud, ”omgjord som en mand dine lænder. Jeg vil spørge, og du skal lære mig (v.3). Gør dig klar til at svare mig! Vis dig som en mand, for nu har jeg et par spørgsmål, som du skal svare på:

”Hvor var du, dengang jeg lagde jordens grundvold. Svar mig, siden du ved så god besked (v.4).”

*

Og her bør vi standse et øjeblik, for denne samtale er topaktuel, idet Herren står overfor at skulle begynde det hele forfra. Han har lovet os en ny himmel og en ny jord og et mirakel af en ny hovedstad, som kommer ned fra himlen, Det nye Jerusalem!

Og vi står målløse som Job, og stiller hundrede forskellige spørgsmål, som alle rent faktisk afslører, at vi har ikke fattet en smule af det, som Gud har sagt om den nye verden, som venter os forude.

”Herren har bestemt den nye jords mål. Du skal svare, siden du ved så god besked (v.4). Hvem har spændt den kæmpemæssige målesnor ud over denne nye klode?”

”Var det dig, der fik ideen til en ny hovedstad, som udmålte de gigantiske dimensioner til en ny klode – ja, til et splinternyt univers med milliarder af helt nye planeter? Hvem har bestemt, hvor stort alt dette skal være, og hvem har lagt kæmpeuniversets fundament, – ja, hvem har lagt den første sten?

Hvad hedder han, som er selve grundstenen til den nye lykkelige verden, mens alle morgenstjernerne jublede og samtlige gudssønner råbte af glæde?

*

Og vi undrer os over, at på den nye jord ’skal havet ikke være mere’ (Åb.21:1). Det er det første, vi får at vide om nyskabelsen af den nye planet i det nye univers, og vi undrer os over, at oceanerne ikke mere skal brede sig på den nye planet.

Men Den Almægtige, som lukkede sluseportene for havet på den første jord og standsede bølgerne, da de kom brusende frem fra jordens indre, han har i sin evige og fuldt ud beregnende visdom bestemt, at på den nyskabte klode skal der ikke være noget hav!

Om den gamle jords mægtige oceaner siger Herren, at ’han svøbte det nyfødte hav i skyer og omgav det med tåger’. – ”Jeg gav det tågemulm til klædning,” fortæller han, ”og pakkede dem ind i rugende mørke (Job 38:9) … men et sådant mulm og mørke eksisterer intet sted på den nye jord. Der hersker Herrens lys, og mørket ’kan ikke få bugt med det’ (Johs.1:5).”

DU, SOM TÆNKTE, AT DU VILLE VÆRE GUD SELV

Når havet forsvinder, er Livatan, det dødsensfarlige havuhyre, uden bolig, og det er nu også ude af spillet. Ingen har dristet sig til at tirre det, og ingen dødelig har kunnet holde stand imod det (Job 41:1).

Herren selv har skabt det, og han taler nu om sin ondsindede, grusomme modstander med ord, der åbenbarer, hvorledes han beundrer men frasiger sig sit eget skaberværk.

”Til dødsriget sendtes din højhed og dine harpers brus,” siger Herren. ”Dit leje er nu redt med råddenskab, og dit tæppe er kravlende orme (Es.14:11). Musikken i dine paladser er for evigt forstummet, og fremover skal du sove på en seng af stinkende maddiker, – ja, du skal hvile på et leje med et råddent tæppe af modbydelige mider.”

”Nej, at du faldt fra himlen, du strålende morgenstjerne, fældet og kastet til jorden, du folkebetvinger (v.12). Du er selv blevet slået til jorden, du som har besejret de mange nationer. Dig, som tænkte, at du ville op til himlen – og være Gud selv (v.13-14).”

DEN FARLIGE BEKENDELSE

Hvordan kan vi, som er syndere og dødelige mennesker, få plads på den nye jord? Svaret finder vi i evangelierne. Der står blandt andet følgende beskrevet:

”Det var tempelvielsesfesten i Jerusalem. Det var vinter, og Jesus gik omkring i helligdommen (Johs. 10:22).

I Salomons søjlegang flokkedes jøderne om ham, og de insisterede på, at han skulle svare dem direkte på det spørgsmål, om han virkelig var Messias.

Da Jesus i sit svar til dem, bl.a. siger, at ’han og Faderen er ét’, tager jøderne straks sten op for at stene ham. Jesus prøver at få dem til at falde til ro, ved at spørge dem, for hvilken af de gode gerninger, han har gjort, de vil stene ham, og de svarer: ”Det er ikke for en god gerning, at vi vil stene dig, men for gudsbespottelse. Du, som er et menneske, gør dig selv til Gud!”

Og det er på dette punkt i konflikten, at Jesus kommer med en udtalelse, som er ’dybt interessant’, og som taler om vor bestemmelse på en særlig måde, – ja, som forklarer, hvorfor vi har ret til at bo i Det nye Jerusalem, hvor retfærdigheden bor.

*

”Står der ikke skrevet i jeres lov,” råber Jesus, og med disse jord afvæbner han med det samme den hadefulde flok. Jøderne står parat med de første store sten i hænderne, og det er lige præcis i det øjeblik, hvor en regn af skarpe klippestykker ville falde på Jesus, at han påkalder sig Lovens ord…

”Står der ikke skrevet i jeres lov,” råber han, og henviser dermed til den korte salme 82, hvor der står skrevet: ”De kender intet, sanser intet, i mørke vandrer de om, alle jordens grundvolde vakler. Jeg har sagt, at I er guder, I er alle den Højestes sønner (v.5-6).”

Beretningen slutter med, at ’de søgte nu igen at gribe ham, men han gik bort og slap dem af hænde (v.39).” Satan ville gerne have gjort det af med Jesus dér, men det var ikke hans bestemmelse.

Jesus kunne ikke i det truende øjeblik citere hele salmen; det var der ikke tid til. Han kunne kun, som et afværgende råb, henvise til en enkelt linje. Der var ikke rum for mere – stenene var allerede i hænderne på de jødiske lærere. Men Jesus så dog muligheden for at give den korteste belæring, han nogensinde har givet – og den belæring var et spørgsmål om liv eller død; den kunne meget vel have været hans sidste.

”Jeg har sagt, at I er guder,” begynder han og fortsætter derefter med – overfor den truende flok (som kun er opsat på at ville slå ham ihjel) – at undervise om, hvad denne sætning skal betyde; hans fortsættelse lyder sådan: ”Når nu loven har kaldt dem guder, som Guds ord kom til (og Skriften kan ikke omstødes), hvordan kan I så sige til den, som Faderen har helliget og sendt til verden: ’Du taler gudsbespotteligt’, fordi jeg sagde: ”Jeg er Guds Søn?”

GUD STÅR FREM I GUDERS FORSAMLING

Hvis Jesus havde haft tid til det – stående over for den dødstrussel, at folket var parat til at stene ham – så ville han have forklaret tolket alle otte vers i Salme 82, som klart erklærer, at han ’er Guds Søn’ – ja, at enhver, som har taget imod ham (eller som det hedder i Ny Testamente: ”Som Guds ord kom til… Johs.10:35)” – ’er Guds sønner’.

I salmen hedder det nemlig: ”Jeg har sagt, at I er guder, I er alle den Højestes sønner!”

… og det er netop på dette punkt, at dødelige mennesker holder vejret, og har det svært med at komme med den høje bekendelse.

(I den seneste parafrase af Bibelen, ’Den Gamle Aftale’, vrider man sig ved grundsprogets høje bekendelse, og oversætter indledningen til Salme 82 med følgende: ”Gud træder frem foran småguderne.” Men det står der ikke. Jesus understreger netop i samme skriftafsnit i Johannesevangeliet, at ’skriften kan ikke omstødes’ (v.36) – og Salme 82:1 begynder med disse ord: ”Gud står frem i guders forsamling – midt iblandt guder holder han dom.”

Det Gudsord, der i denne forbindelse må stå urokket (ja, Jesus siger om dette skriftafsnit, at ’skriften kan ikke omstødes’… Johs.10:35), lyder sådan: ”I er alle den Højestes sønner – dog skal I dø som mennesker (Salme 82:6-7).”

Heraf kan udledes, at selvom de dødelige mennesker oprindeligt er udødelige guder, så skal de ’styrtes som en af fyrsterne’ (v.7).

Eller som Jesus formulerer det: ”Når nu loven (læs Salmernes Bog 82:1-8) har kaldt dem guder, som Guds ord kom til, hvordan kan I så sige til mig, at jeg taler gudsbespotteligt, fordi jeg siger: ”Jeg er Den Højestes Søn? (v.36)”

*

HVAD DET BETYDER: ’KRISTUS I OS’

Dette kræver en nærmere forklaring, og den vil jeg i det følgende søge at give.

I Kolossenserbrevet skriver apostlen, at Gud vil kundgøre den ufattelige rigdom på herlighed, som (i form af en skjult hemmelighed) er blevet forkyndt blandt hedningerne: nemlig, Kristus i jer, herlighedens håb.

Vi bemærker, at det store – ja, næsten ubegribelige håb, som han omtaler som værende ’hedningernes særlige ejendom’, kan forklares med tre ord: ’Kristus i jer’ (Kolos.1:27).

Dette, ’at Kristus har taget bolig i mennesker’ – ja, nu ved troen bor i de værste hedninger – er ’en hemmelighed, der har været skjult igennem alle tider og slægter men nu er blevet åbenbaret for hans hellige’ (v.26).

Hemmeligheden, som ikke længere er tilsløret,er denne, at Jesus har taget bolig i mennesker af kød og blod på en sådan måde, at ud af det bælgmørke, som er den faldne menneskeslægts lod, skinner der nu et betagende lys, som er selve Guds herlighed.

”Thi Gud, som sagde: ’Af mørke skal lys skinne frem’, blev selv et skinnende lys i vore hjerter, for at kundskaben om Guds herlighed må lyse klart (2.Kor.4:6).”

Men denne forunderlige og uvurderlige skat har Gud deponeret i nogle skrøbelige lerkar, så at ingen skal finde på at hovmode sig, idet hedninge-mennesket er sig dagligt bevidst, at den overvældende kraft er fra Gud; den kommer ikke fra os.

Vi er for tiden under et voldsomt pres fra alle sider, men vi bliver ikke knust; det kan hænde, at vi bliver tvivlrådige, men vi er ikke fortvivlede! Vi kender til at leve i uvished, men vi giver aldrig op! Vi bliver forfulgt, – men vil aldrig blive forladt!

Vi er blevet slået til jorden, men ikke slået ihjel! Vore legemer er altid mærkede af Jesus’ død – men så har vi til gengæld oplevet hans livgivende kraft. Hver dag sætter vi livet på spil, når vi fortæller om vores tro på Kristus, – men vi lever stadigvæk. Vores tjeneste betyder død for os, men den bringer liv til jer.

”Men vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ham lige (1.Johs.3:2) – det betyder, at vi skal fremstå med den guddommelighed, som han har købt til os.

I 1. Korintherbrev det 15. kapitel siges det lige ud, at ’det første menneske blev skabt ud af jordens ler – men at vi (som ’det andet menneske’) kommer fra himlen (v.47)’.

”Vi skal ikke alle dø, men vi skal alle blive forvandlet,” siger apostlen (v.51). ”Når den sidste basun lyder skal de døde opstå med et splinternyt legeme, der aldrig går til – ja, vi vil blive forvandlet, så at vi lever evigt (v.52).”

Og dermed forstår vi, hvad Jesus mener, når han siger: ”I er alle guder.” Og vi har forstået, at det nye Jerusalem bliver befolket med mennesker, som alle er iklædt et opstandelseslegeme, og i dette skal vi en evighed lang udforske Gud, som er uudforskelig!

BEMÆRK:

Læs artiklen under Retsopgøret: ’LAD DE SMÅ BØRN VÆRE

(http://medgrundlovskallandbygges.dk)

i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens & 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

Telf.: +45 30 15 38 68 email:johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag 09.12.2022

Kategorier: Uncategorized

0 Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *