DEN, DER SØGER…

Historien om, hvorledes den tyske forsker, Constantin Tischendorf, fandt de sjældne manuskripter, ’Codex Sinaiticus’, som indeholdt det meste af det græsksprogede Gamle Testamente og hele Ny Testamente, ligner mest af alt en kriminalroman.

Tischendorf nåede klosteret i Egypten efter en farefuld og vanskelig rejse gennem ørkenen d. 31. januar 1859. Nogle dage senere (d. 4. februar) havde han besluttet at ville forlade det ældgamle bibliotek med uforrettet sag.

”Om eftermiddagen gik jeg en tur med en af munkene,” fortæller han i en rapport om besøget, ”og vi kom tilbage til klosteret hen imod aften. Munken nødte mig til at nyde en forfriskning i hans celle, og næppe var vi trådt ind i rummet, før han – idet han refererede til emnet, vi havde drøftet – udtalte: ”Jeg har også ’et Septuaginta’ (en kopi af Bibelen, oversat af ’de 70’) – og idet han sagde dette, fremtog han fra et mørk hjørne af cellen et bundt manuskripter, som var indbundet i et rødt stykke klæde, og lagde den foran mig.”

Tischendorf fortæller videre: ”Jeg rullede bogen op og opdagede til min store overraskelse, at disse fragmenter indeholdt de dele af Gamle Testamente, hele Ny Testamente (og desuden Barnabas breve og ’hyrden fra Hermes Skrifter’), som jeg forgæves havde søgt efter.

Bøgerne, som denne oversættelse af Bibelen er skrevet på, består af det fineste pergament. Man regner med at skindet fra 350 køer og får har været anvendt til fremstillingen af én bibel. Bogens sider er 38 cm høje og 34 cm brede – og der er brugt 1.478 sider til alle Bibelens bøger og breve.

*

I en alder af 27 år tabte den unge forsker sit hjerte til en henrivende pastor-datter, Angelika.

”Desvære er det min skæbne, at mit arbejde fører mig langt væk fra dig,” skriver han i ét af sine 300 kærlighedsbreve (i alt 1000 sider) – og hun svarer: ”Min hjertens-elskede! Drag modigt afsted til de fjerne egne, hvortil din indre stemme kalder dig.”

Parret giftede sig i 1845. I januar 14 år senere drog han på sin tredje rejse til klosteret i Egypten. Han skrev til Angelika: ”Jeg tager af sted i Herrens navn og søger efter den frugt, som kan blive til velsignelse for hans kirke.”

På ny undersøgte han bind efter bind i de mægtige haller fyldt med bøger i Sainte Catherine-klosteret i Sinaj. Men forgæves.

Den 4. februar 1859 gik han en eftermiddagstur til bjerget, hvor Moses modtog de 10 bud – og hans følgesvend, munken, inviterede ham på en forfriskning i sin celle.

Her blev han – som ved et tilfælde – forevist nogle pergamentruller indbundet i noget rødt stod, og dermed var mange års søgen endt.

”Jeg brast i gråd af bevægelse,” skriver han til sin Angelika. Dette brev, som er dateret d. 15. februar 1859 i Cairo er fyldt med jubel. ”En underlig Guds frygt faldt over mig,” skriver Constantin Tischendorf. ”Herren våger over sit vældige ord.”

SKABELSESDAGE FYLDT MED GLÆDE

En af teksterne, som Tischendorf fandt i klosteret, er følgende: ”Da Gud lagde jordens grundvold var jeg fosterbarn hos ham (Ordspr.8:30).”

Den engelske oversættelse får en særlig betydning ud af det græske ord for ’Fosterbarnet’. Her hedder i oversættelsen nemlig: ’master craftsman’, og det er netop, hvad faderen elsker hos sønnen: det kreative og den forunderlige snilde, som gør skaberværket til en leg.

”Jeg var hans glæde dag efter dag,” (Ordspr.8:30) – og med disse ord får vi (som for første gang) en rigelig forståelse af, hvilken glæde, Skaberen har haft, ved sit eget skaberværk.

Samtidig bringes vi ind i en begyndende forståelse af, hvordan vor egen tilværelse vil forme sig, når vi i en evighed skal leve sammen med Herren.

Vi aner, at skabelsesdagene er fyldt med den ejendommelige aktivitet, som ligger i det kreative, guddommelige under. ”For hans åsyn legede jeg altid,” forklarer Jesus, der beretter om den periode, som var, ’før tiden begyndte’.

”Jeg leged’ altid,” fortæller han, ”og dermed giver han os et glimt af, hvorledes vi i evigheden vil være evigt optaget af vor opgave, ’at være hans master craftsmen’.

”Jeg legede på hans vide jord og havde min glæde af menneskenes børn,” – og de sætninger skal vi forstå således:

Alt i den verden, som er beboet af menneskebørnene, er opbygget med den snilde at kunne skabe de forunderligste underværker ud af ingenting. Den er præget af opfinderens glæde.

LAD OS LAVE MURSTEN AF LER

”Det var en tid, hvor folkeslagene endnu havde et fælles sprog, og alle mennesker på jorden kunne forstå hinanden.

På dens vandring mod øst, opdagede de en slette i Babylon, hvor de slog sig ned (1.Mose 11:1-2) – og de sagde til hinanden: ”Lad os komme i gang med at lave mursten af ler, som vi brænder rigtigt hårdt,” – og dermed begyndte de ’at stryge mursten’ i stedet for ’at hugge natursten’. De brugte beg som mørtel (v.3).

Arbejdet skred hurtigt fremad, og de sagde: ”Vi vil bygge en stor by,” og de tilføjede efter nogen tid: ”Og den skal have et mægtigt tårn, der når helt op til himlen og kan ses langvejs fra.”

”Tårnet skal være vort vartegn,” fortsatte de, ”og det skal hindre os i at blive spredt for alle vinde. Dermed kan vi skabe os et navn, og vi vil kunne holde sammen som ét folk, der taler samme sprog (v.4).”

Men Gud så den store by og det mægtige tårn, som menneskene var i gang med at bygge, og han sagde: ”Jeg vil stige ned og se nærmere på deres byggeri.”

”Se bare,” udbrød han, ”de er ét folk med ét sprog. Hvis det her er begyndelsen på, hvad de kan udrette, hvad vil det så ikke ende med?

For dem er nu intet umuligt. Med samme sprog og en sådan skaberkraft, vil de kunne opnå alt, hvad de sætter sig for.

Lad os stige ned og skabe en sproglig forvirring mellem dem, så de ikke længere forstår hinanden (v.5-7).”

På den måde spredte Gud dem ud over hele verden, og det blev enden på deres byggeri. Menneskene opgav simpelthen at opføre den by og det tårn; de efterlod den halvt færdig…

Byen kom til at hedde Babel. Det kaldte man den, for det lyder som det hebraiske ord for ’forvirring’, og det var netop dér, at Gud sørgede for, at alle jordens sprog blev til, og derfra spredte Herren dem ud over hele jorden (v.9).

EMMAUS-TEKSTEN

Emnet uddybes nærmere i den nytestamentlige tekst, som kaldes ’Emmaus-teksten’.

Emmaus ligger godt en halv snes kilometer fra Jerusalem. På hele den strækning har Kleofas og den anden discipel talt og drøftet med hinanden de mægtige begivenheder, som havde udspillet sig i Jerusalem – og de var netop kommet til den afslutning, at alt det, der var sket i den store hovedstad, ikke kunne være ’tilfældigheder’. ”Der er nogle større kræfter, der arbejder – ja, det hele ser ud som om, at det er Gud selv, der står bag de enorme begivenheder,” sagde de.

Og i det øjeblik dukker den fremmede op, Jesus, som var hovedpersonen i det, de talte om. Han kom selv hen til dem og slog følge med dem i deres videre vandring. ”Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham (Luk.24:13-16).”

”Hvad går I og taler om?” spurgte den fremmede (og det er mærkeligt for os, som læser den beretning i dag, at høre Herren spørge således, men endnu mere underlig forekom det de to disciple. ”Du må være den eneste fremmede i Jerusalem, som ikke er klar over, hvad der i disse dage er foregået i byen?” sagde de.

Han spurgte dem: ”Hvad er der sket?”

De svarede ham: ”Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i ord og gerning for Gud og hele folket.”

”Og hvordan ypperstepræsterne og vore rådsherrer har overgivet ham til dødsstraf og ladet ham korsfæste? (Luk.24:18-20)”

Kleofas, som synes at være velorienteret, og som var i stand til at konkludere en sag, tilføjede: ”Vi havde ellers håbet, at det var ham, der var Messias, og at han skulle forløse Israel, men nu er det allerede tre dage siden, at han døde… og så har nogle af vore kvinder ovenikøbet gjort os fuldstændig forvirrede.”

*

Tidligt i morges gik de ud til graven og opdagede, at hans lig var væk. De kom tilbage og fortalte, at de havde haft et syn. ”Vi så nogle engle,” sagde de, ”og de sagde, at han var blevet levende igen.”

”De fik nogle af hans disciple til at løbe ud til graven, og de bekræftede det, kvinderne havde sagt. Men ham så de ikke!” (v.22-24)

”Åh, hvor er I dog uforstandige og tungnemme,” sagde den fremmede. ”Hvorfor har I så svært ved at tro på det, profeterne har forudsagt. Burde Messias ikke lide alt dette – og så indgå til sin herlighed?” Og idet han citerede stykke efter stykke fra Skrifterne, viste han dem alle de steder i loven og profetbøgerne, der handler om ham, og forklarede dem, hvordan det skulle forstås.

Langsomt nærmede de sig den landsby, som de skulle besøge, og den fremmede lod som om, han ville gå videre, men de to forsøgte at holde på ham. ”Bliv hos os,” sagde de. ”Det er allerede sent, og det er ved at være mørkt.”

Det gik han med til, og han gik med dem ind for at blive hos dem. Og der skete følgende: Da han havde sat sig til bords, sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de kendte ham. Det var Jesus! – Men så blev han usynlig for dem.

”Var det ikke, som om vore hjerter brændte i os, da han gik på vejen og forklarede Skrifterne for os?” sagde de til hinanden.

Det er disse Skrifter, som den unge, tyske forsker, Constantin Tischendorf søgte efter og fandt i den form, som i dag kaldes ’Codex Sinaiticus’. De er i dag mere end 1600 år gamle – men de indeholder det samme liv og den samme brand, som da de blev forklaret for de to mænd, der var på veje til Emmaus.

DA NATIONERNE MELDTE SIG

Bestræbelserne på at bringe dette levendegørende ord til alle mennesker – både jøder og grækere – er uendelig mange. En af de vigtigere og sværere er, at ’lade ordet blive kød’ – det vil sige, at lade det iklæde sig mennesker af kød og blod, så at mange af Jesu efterfølgere i virkeligheden bliver forvandlet til et levende budskab, som sendes til verden.

Overalt, hvor Herren da sender sine disciple – ja, midt i en hverdag med tusindvis af gøremål – dér lader han sit ord lyde til en fortabt slægt. Det sker ved en proces, som kaldes ’hvedekornets proces’. Den lyder sådan:

”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke lægges i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det megen frugt (Johs.12:24).”

Det skete ind imellem, at Jesus overfor sine disciple ville komme med en erklæring, der indeholdt så stor en betydning, at det aldrig måtte gå i glemmebogen. Dette var tilfældet her. Nogle grækere var kommet til Jerusalem for at deltage i påskefesten. Disse ikke-jøder henvendte sig til Jesu disciple og sagde til dem: ”Vi vil gerne møde Jesus (v.21).” Ingen af de implicerede var klar over, at dette var et historisk øjeblik. For første gang i Jesu liv og tjeneste stod han overfor nogle repræsentanter for folkeslagene, som kom med det usædvanlige andragende, at de også ville møde Jesus.

*

Nationerne bankede nu på jødernes dør med ønsket om, at de ’også ville se Jesus’. Alverdens folkeslag stod med disse repræsentanter for hele den vide jord og havde kun et dybt ønske, som de ydmygt lagde frem for Jesu disciple. ”Vi vil også møde jeres Messias,” sagde de. ”Vi tror nemlig (også), at han er Guds Søn. Lad os ikke gå herfra med uforrettet sag! Vi er kommet på millioner af menneskers vegne for at byde jødernes konge velkommen! Tilsted os foretræde for ham, som er kongernes Konge og herrernes Herre!”

(Alt dette ligger i den korte og ’ubelejlige’ oplysning, at ’blandt dem, der var kommet for at tilbede på højtiden var også nogle grækere. De stillede nu med det ’utilladelige’ andragende, at de ville også se Jesus).

Phillip og Andreas, som blev anmodet om at bringe dette ønske til Jesus, kunne have givet svaret med det samme til disse fremmede. De kunne have sagt: ”Vi kommer netop fra egnen omkring Tyrus og Sidon (Matt.15:21) – og dér var en ikke-jødisk kvinde, som søgte hjælp hos Jesus – og hun blev først afvist med Jesu ord: ”Jeg er ikke udsendt til andre end de fortabte får af Israels hus (v.25).” – Men der var noget i luften, som fik disciplene til at gå videre med det ubehagelige spørgsmål, og de to stiller derfor kort efter mødet med grækerne, og siger til Jesus: ”er står nogle fremmede udenfor. De vil tale med dig!”

Og Jesu reaktion er mildest talt overvældende! Han svarer på deres spørgsmål, som om han kun havde ventet, at dette måtte ske: ”Timen er kommet!” siger han. ”Nu skal menneskesønnen herliggøres (v.23).”

VÆRE MED TIL AT LIDE ONDT

Det er altså ikke nogen turistrejse, vi går ind til, når vi bestemmer os for at bruge vort liv og vore evner som en sidste og afsluttende pilgrimsfærd på vor vej til det nye Jerusalem.

Med bedrøvelse betragter jeg Herrens menighed og ser, at de fleste blot følger en nedtrampet sti, hvor de – med en vis magelighed – går derudad på gentagelsernes fastslåede stier. Til disse lyder i dag ordet:

”Vær med til at lide ondt som en god stridsmand for Jesus Kristus (2.Tim.2:3) – thi det er en kristens lod og dag at måtte udstå og udholde ’en sådan modsigelse af syndere’ (Hebr.12:3), at det kan være svært at holde modet oppe!

”Men en soldat i tjeneste vil gerne gøre den, der har hvervet ham, tilfreds! Derfor har han ikke lade sig opsluge af dagliglivets gøremål.”

Som en god soldat, der kæmper for Guds Rige, må han være parat til at stå meget igennem og ikke hyle op ved den mindste modstand – ja, den kristne borger kan ikke med sin ånd tage del i det almindelige liv omkring ham men må forstå, at den hær, som han tilhører, stiller visse krav til ham (2.Tim.2:4, parafrase). – Ja, der er noget, han må sige farvel til, når han indrulleres i de tropper, som sendes til den åndelige front.

*

Yderligere siger Skriften i samme afsnit, at når nogen ’deltager i en væddekamp’, så kan han ikke vinde sejrskransen, hvis han ikke kæmper efter reglerne. Som den gode soldat må også den gode idrætsmand følge spillets regler… (2:5).

… og som den gode soldat og sportsmand må også den gode bonde bære sin del af byrden! Den, der har sliddet, skal også være den første til at hente sin del af høsten! Han skal ikke snydes for udbyttet. Han skal med glæde nyde sin andel af markarbejdet.”

”Det er værd at tænke over disse gyldne regler,” tilføjer apostlen, ”og mens du overvejer dem, vil Ånden lade dig forstå det større perspektiv, der ligger i det her sagte.”

”Men vi byder jer, brødre! I Herren Jesu Kristi navn,” fortsætter Paulus, ”at I holder jer fra dem i menigheden, der ikke arbejder, men som vandrer ’uskikkeligt’ og ikke retter sig efter den overlevering, I modtog fra os.” (Det er folk, som lever et uansvarligt liv i lediggang, og som nægter at følge de anvisninger, som vi har givet jer).

*

Paulus fortsætter i sit brev med at skrive: ”I ved jo godt, at I skal følge vort eksempel, og vi arbejdede hele tiden – ja, I har aldrig set os drive tiden bort! Vi levede ikke et øjeblik på jeres bekostning, selvom vi var berettiget til det, men vi sled i det nat og dag for ikke at ligge nogen til byrde. Vi spiste ikke hos nogen uden at betale for det (selvom vi ellers var i vor gode ret til at blive forsørget af jer), men vi ville, at I skulle have et forbillede i os til efterfølgelse.”

Apostlen skriver videre: ”Allerede dengang, indskærpede vi jer, at den, der ikke vil arbejde, kan ikke få noget at spise. Alligevel hører vi, at der er nogen af jer, der driver den af og spilder tiden med at blande sig i andre folks sager. Sådanne folk byder og formaner vi i Herren Jesus Kristus, at de skal arbejde stilfærdigt og selv tjene til føden (v.10-11, parafrase).”

Paulus slutter: ”Hvis der er nogen, som ikke retter sig efter det, vi har skrevet her i brevet, så læg mærke til, hvem det er, og hold jer fra ham. Det vil måske få ham til at skamme sig og komme på bedre tanker! (Men lad være at behandle ham som fjende. Retled ham som en broder…v.15).”

DET ER GUD, DER BESTEMMER

… og dermed er vi nået til afslutningen af disse tanker om tiden og dens store udfordringer. Til syvende og sidst lægger vi hele udviklingen i Herrens hånd. Det er ham, som bestemmer over sjælene, og vi tør ikke andet end at bøje os under hans mægtige hånd og siger: ”Jesus er Herren!”

”Byerne Sodoma og Gomorra dømte han til ødelæggelse og lagde dem i aske, idet han satte dem til eksempel for ugudelige mennesker i kommende tider (2.Pet.2:6). Men han udfriede den retfærdige Lot, som led under de tøjlesløse menneskers udsvævende liv. Thi mens denne retfærdige mand boede iblandt dem, pintes han dag ud og dag ind i sin retfærdige sjæl ved de lovløse gerninger, han så og hørte (7-8).”

Sådan går det de hellige familier i dag. Deres børn fristes af Sodomas synd og meddeler en dag, at de forlader den rene vej og begiver sig det urene begær i vold – og denne meddelelse får forældrenes hjerter til at briste. Ved Herrens barmhjertige nåde, får de kraft til at stole på Herrens ord, som siger:

”Jeg er barmhjertig mod, hvem jeg vil,” (Rom.915). Hverken i denne sag eller andre lignende spørgsmål har jeg brug for råd og vejledning. Jeg gør nøjagtig, hvad jeg selv vil. Jeg hjælper den, jeg vil, og viser omsorg og barmhjertighed mod den, jeg vil, og deri tager jeg aldrig fejl (Rom.9:15).”

Det kommer altså ikke an på, hvad mennesker kan udrette (selv hvor de anstrenger sig til det yderste) men det beror udelukkende på Gud, der viser barmhjertighed. Dette gælder også med hensyn til de ’store omvæltninger’, som verden oplever i øjeblikket.

Skriften taler her til Egyptens konge, den mægtige Farao, og siger: ”Det er mig, der har gjort dig til en vældig hersker, og jeg har udelukkende gjort det for at demonstrere min magt på dig, så at mit navn kan blive kendt ud over hele jorden (v.17).”

Det er altså Gud selv, som alene afgør, hvem han vil vise barmhjertighed, og hvem han vil forhærde. Det er Ham, som bestemmer, hvem han vil hjælpe og hvem, han vil gøre trodsig.

”Nu kan du jo indvende: ”Kan Gud så bebrejde os noget? Det er jo alligevel ham, der har det sidste ord! Vi har åbenbart intet at skulle sig, når det drejer sig om verdensudviklingen og de sidste begivenheder. Det er jo til syvende og sidst ham, som bestemmer (v.19).”

”Hvem tror du egentlig, du er? Et menneske, der tillader sig at svare Gud igen! (v.20)

Mon leret tør tale sådan til den, der formede det? Mon det kan sige til pottemageren: ”Hvorfor har du formet mig sådan? Har den, der sidder ved pottemagerens hjul ikke fuldstændig ret til at danne leret, som han vil? Kan Gud ikke lave både fine og værdiløse krukker af det samme ler? (v.21)”

”Men nu er det lykkeligvis sådan, at selvom Gud er kommet til det punkt, hvor han faktisk ønsker at gøre kort proces – ja, hvor han er parat til at udøve sin store magt og straffe alle dem, som gør oprør mod ham, – så holder han sig tilbage! Han ønsker nemlig langt hellere at vise sin overstrømmende kærlighed mod dem, som tager imod hans tilgivelse og får del i hans herlighed (v.22-23).”

BEMÆRK:

Læs artiklen under Retsopgøret: ’ISRAELS SÅKALDTE OPHØRSUDSALG

(http://medgrundlovskallandbygges.dk)

i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens & 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

Telf.: +45 30 15 38 68 email:johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag 20.01.2023.

Kategorier: Uncategorized

0 Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *