FARVEL TIL EN FALDEN KULTUR
Med slangens indsmigrende tale vildleder verdensforføreren i dag skarerne med sin tale om, at der nok kan findes en vej ud af det åndelige uføre.
Han har en politisk løsning for hånden, men den vil vise sig at være ’begyndelsen til enden’, så vil han anvende en ’angstens bølge’, der ender i en blindgyde.
Dernæst vil han bruge den filosofiske udvej, som benægter Skabelsen og genløsningen af det skabte. Han vil anvende sit gamle trick med pengenes magt og ende med at opbyde al Babylons herlighed.
Men når Satan er færdig med sine fristelser, så vil han ’forlade os for en tid’, og vi vil fortsætte med at arbejde for at frelse sjælene fra djævelens forførelse’ (Luk.4:13-14).
EN VANHELLIG ALLIANCE
”Du så, o konge, for dig en vældig billedstøtte… dens udseende var forfærdelig… benene var af jern, og fødderne halvt af jern og halvt af ler (Dan.2:31-33).”
Hele den historie begynder med, at den mægtige perserkonge, Nebukadnezar i sit andet regeringsår havde en del drømme, som gjorde ham bekymret – ja, han blev så urolig, at han ikke kunne sove!
Han sammenkaldte da alle sine vismænd og bad dem fortælle ham, hvad han havde drømt. ”Jeg har især haft en foruroligende drøm,” forklarede han, ”og jeg får nu ikke ro, før jeg forstår, hvad denne drøm går ud på (Dan.2:1-3).”
”Sig os drømmens indhold, så skal vi nok forklare kongen, hvad den betyder,” svarede vismændene. ”Hvis I ikke både fortæller mig drømmene og samtidig forklarer mig, hvad den betyder, så skærer jeg jer alle sammen i småstykker og jævner jeres huse med jorden. Men hvis I kan fortælle mig drømmens indhold og betydning, så vil jeg til gengæld overøse jer med gaver og hædersbevisninger!”
Vismændene prøvede igen: ”Hvordan skal vi kunne fortælle dig, hvad drømmen betyder, hvis du ikke vil fortælle os, hvad drømmen handler om?”
”Jeg kan godt mærke, at I forsøger at trække tiden ud,” sagde kongen. ”Hvis I kan bare vinde tid, så regner I med, at jeg skifter mening. Men deri tager I fejl; kongens ord står fast! I forsøger at snyde mig. Fortæl mig straks drømmen, så ved jeg, at I også kan tyde den.
… og med hensyn til mit ord om, at jeg slår jer ihjel alle sammen, så vil I få at se, at jeg gør alvor af min trussel (v.4-10). Dette her er en sammensværgelse,” fortsatte kongen, ”I er blevet enige om, at holde mig hen med en vildledende og direkte løgnagtig tydning i håb om, at jeg kommer på bedre tanker i morgen. Derfor: Sig mig på stedet, hvad jeg har drømt, så ved jeg også, at jeres tydning er rigtig.”
”Ikke en levende sjæl kan vide, hvad andre folk drømmer,” svarede vismændene. ”Aldrig har en konge krævet noget lignende; det er jo fuldstændig urimeligt! Ingen uden guderne ved den slags – og de har ikke hjemme hos os dødelige! (v.10-11, parafrase).”
Kongen blev rasende og gav ordre til, at samtlige rådgivere skulle slås ihjel. Da nu befalingen var udgået, at man skulle dræbe alle vismændene, ledte man også efter Daniel og hans venner for at henrette dem (v.13).
SAMME NAT ÅBENBAREDE GUD SIG FOR DANIEL
Da henvendte Daniel sig med kloge og velovervejede ord til Arjok, som var den øverstbefalende i kongens livvagt. ”Hvad er der sket? Hvad er der i vejen? Hvorfor er kongen så rasende?” spurgte han, og Arjok satte ham ind i sagen.
Daniel opsøgte nu kongen selv. ”Giv mig tid,” sagde han, ”så vil jeg fortælle dig både, hvad du drømte, og hvad det betyder (v.16, parafrase).”
Så gik Daniel hjem og fortalte sine tre venner, hvad der var sket, og han pålagde dem, at bede Himmelens Gud om barmhjertighed, så han åbenbarede hemmeligheden (v.17-18).
Samme nat afslørede Gud for Daniel i et syn, hvad kongen havde drømt. Da priste Daniel Himlens Gud og sagde: ”Herrens Navn være priset for evigt, for han alene har visdom og magt.”
*
Daniel opsøgte med et samme Arjok, som havde fået til opgave at henrette Babylons vismænd, og sagde: ”Slå dem ikke ihjel! Før mig i stedet til kongen – så vil jeg tyde ham drømmen!”
Arjok førte straks Daniel til kongen. ”Jeg har blandt de jødiske fanger fundet én, som kan fortælle dig, både hvad du har drømt, og hvad drømmen går ud på.”
Kongen sagde straks: ”Lad mig høre, hvad jeg har drømt, og hvad det betyder.”
Daniel svarede kongen: ”Den hemmelighed, som kongen ønsker at få noget at vide om, kan ingen drømmetyder her i verden fortælle kongen (v.27, parafrase). Men der er en Gud i himlen, som åbenbarer sådanne hemmeligheder – og han har kundgjort dig, kong Nebukadnezar, hvad der skal ske i de sidste dage.
*
”I drømmen så du en kæmpestor statue. Dens glans var overmåde stærk – og den stod pludselig foran dig med et udseende, der var forfærdelig og frygtindgydende (v.31). Statuens hoved var af guld, dens bryst og arme af sølv, og dens mave og hofter var af kobber. Benene var af jern, og fødderne var af både jern og ler (v.32, parafrase).
Mens du betragtede denne kolos på lerfødder, blev en sten revet løs – dog ikke ved menneskehænder, og stenen ramte statuens jern og lerfødder og knuste dem.
Derefter blev hele statuen knust, og vinden bar det knuste sporløst bort; men stenen, som ramte statuen, blev til et mægtigt bjerg, der fyldte hele jorden. Det var det, du drømte, Kong Nebukadnezar, og nu vil jeg fortælle dig, hvad drømmen betyder:
DEN KOSMISKE FEJLTAGELSE
Når vi nu kommer til den dybt alvorlige tolkning af dette skriftafsnit – og forstår, at det på en eller anden måde er relateret til vor egen tidsalder, så må vi ikke gøre den kosmiske fejltagelse, at vi nu befinder os midt i åbenbarelsesbogens opfyldelser.
Vi oplever blot nogle ’forløbere’, hvor begivenhederne udfolder sig, som det siden vil ske i en langt større og universel dimension. De kristne borgere fatter denne sammenhæng, og de forstår, at der pludselig kan opstå et rige, som med ét – midt i en demokratisk proces – fremstår med noget af jernets diktatoriske styrke! Det betyder, at landets regering både er magtfuldkomment og samtidig er demokratisk svagt.
’Jernet er forbundet med ler’ – og de to elementer kan ikke sammenholdes. De kan i længden ikke leve sammen! ’Enheden’ er blot et skuespil, der kun kan vare et stykke tid. Så vil det blive ramt af en usynlig hånd, der kaster en sten – og den rammer nøjagtigt (som er den radarstyret) på statuens svageste punkt, og kolossen på lerfødder falder sammen. Dette er tydningen af kongens drøm, og sådan vil det gå!
*
Men samtidig vil den øvrige del af de syner, som perserkongen så, da han ikke kunne sove, også blive virkeliggjort. De begynder med, at Daniel i et øjeblik står overvældet – men så begynder han med en utrolig myndighed at rulle verdensscenen op for persermonarken, og han siger:
”I hine kongers dage…”
Det vil sige, at han nu begynder at fortælle den urolige Nebukadnezar, hvad der vil ske, når verdensudviklingen når frem til den yderste tid.
”I hine kongers dage, så vil Gud oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå. Herredømmet skal ikke gå over til noget andet folk; det skal knuse og tilintetgøre alle de andre riger – men selv vil det bestå i al evighed (Dan.2:44).”
Med denne drøm har en stor Gud vist kongen, hvad der vil ske i fremtiden. Denne drøm er sand og dens tydning er troværdig. Kongen bøjede sig for Daniel og sagde: ”Jeres Gud er den største. Han er gudernes Gud og kongernes Herre, og han kan åbenbare de dybeste hemmeligheder.”
Hele dette forløb af begivenheder synes i øjeblikket at løbe af stablen i en miniature-udgave i de skandinaviske lande, og de kristne borgere skal være opmærksomme på de uholdbare regeringssammenslutninger, der er dømt på forhånd til undergang og tilintetgørelse.
I den periode, hvor Gud lader disse politikere forblive ved magten, vil magthaverne bruge det våben, som er lagt i deres hænder, og en vis frygt vil lægge sig over folkemassen – ja, frygten vil sprede sig og blive til en angst, der ruller ind over borgerne.
ANGSTENS BØLGE
”I skal komme til at høre krigslarm og krigsrygter. Se til, at I ikke lader jer skræmme, thi det må komme således (Matt.24:6).”
Det bliver en tid, som mennesker ikke tidligere har oplevet! Medierne, der er ’larmens og rygternes’ veludrustede talerør, vil dreje dag og nat med de vildeste historier, som bliver smedet af en hærskare af vellønnede journalister, der ikke sparer på krudtet.
”I skal komme til at høre,” siger Jesus, og han mener dermed, at den stilhed, som ellers hersker på de afsides steder, vil blive brudt.
Larmen fra civilisationens kernecentre vil nå ud til de fjerneste landsbyer – og det er ikke længere kun den støjende ’musiklarm’ eller braget fra de vildeste fester – men det er den brutale dundren af støvletramp og krigstrommer, som lammer hjerterne, og som her får et ord med på vejen.
Til de forfærdede mennesker, som her hører, at ’den tredje verdenskrig står for døren’, lyder Herrens røst: ”Pas på, at I ikke bliver skræmt fra vid og sans, thi det I her bliver udsat for, hører med til de ting som må ske!”
Og de troende vil da bevare roen og tilliden (for de er som får, der hører hyrdens stemme)
… men de øvrige vil blive revet med af den angst, som ved larmen fra ’de første krigsudbrud’ breder sig som ringe i vandet.
*
Det, som især vækker de helliges opmærksomhed, er, at denne ’forfærdende frygt’ for en ny verdenskrig, er tilladt af Gud. ”Det kan ikke undgås, at panikken melder sig,” siger Herren.
”I skal komme til at høre larmen og mærke følgerne (med millioner af flygtninge som bryder grænsebommene til jeres land) – men det må ske således, for at jeg kan rive jer ud af den tryghed og det velfærd, som I indtil nu har oplevet.
De overdrevne ’rygter om krig’ forbliver rygter. Det vil sige, at det endnu ikke er tiden til, at rædslerne slippes løs! Først må denne ’angstens bølge’ vælde ind over landene. Det er noget, der skal ske, men det er ikke den endelige afslutning. Det hører kun med til ’veernes begyndelse’ (Matt.24:8).
Og fødselsveerne vil fra da af tage til i styrke! Folk vil blive mere og mere rædselsslagene, og det ender med, at de høje mure falder, og sjælene overgiver sig, og mange falder på knæ, og råbet begynder at stige mod himlen – ja, ’det må komme således’, siger de hellige. ”Krigsrygterne og krigsangsten må gøre sit værk. Det er Herrens gerning. Priset være Hans navn!
RIGETS TILVÆRELSE SÆTTES PÅ SPIL
Når der røres ved spørgsmålet om ’anvendelse af militær magt’, så skal den almindelige borger regne med, at så spekuleres der i selve centralnervesystemet for en stats eksistens. ’Anvendelse af militær magt’ er det højeste statsanliggende, som kan komme på tale.
Gennem historien har man erkendt dette, og der tages ikke i hast beslutninger derom. Selv de mest snakkesalige politikere bliver med ét så underligt tavse! Lovgiverne vender sig i sådanne øjeblikke til det højeste, de har kendskab til: Grundloven, og de troende borgere søger i sådanne tilfælde Gud.
Ved udarbejdelsen af Danmarks grundlov, anfører en af rigsforsamlingens medlemmer, at ’i fredstid må ingen andre end danske tropper have ophold i riget. Han argumenterer for, at ’en tilsvarende formulering findes i den norske grundlov’. Ej heller må ’våbenøvelser, lejre og deslige drage fremmede tropper ind i riget så længe der er fredstid’.
Grundtvigs foreslag, at der skulle tilføjes en paragraf til lovforslaget, som lød således ’skulle rigsforsamlingen finde, at der var begyndt en unødvendig krig eller sluttet en uværdig fred… da skal den kræve Rigsrådet tiltalt for rigsretten til fortabelse af embede og indfødselsret’.
Dette forslag taler om den alvor, som disse spørgsmål må betragtes med; det drejer sig om, at ’Rigets og folkets tilværelse sættes på spil’. Med dette forslag ønskede Grundtvig at gøre ministrene mere betænksomme, inden de begynder en krig eller slutter en fred. Men tilbage står skarerne med nogle ubesvarede spørgsmål, som ikke er lette at give et tilfredsstillende svar.
Ja, de er så påtrængende (og samtidig for menneskebørnene så uløselige), at nogen i desperation tager deres eget liv derover. Den kristne borger søger i Guds ord! Kan han her finde et svar? Han læser i den forbindelse følgende:
UDEN BEGYNDELSE
”Han, som er, og som var, og som kommer, Den Almægtige (Åb.1:8).” Han er den Evige, som altid har været…
”Se dog, hvor stor han er (Hebr.7:4),” udbryder Hebræerbrevets forfatter… og så gentager han tegnene på Herrens ubegribelige storhed: … uden far, uden mor, uden stamtavle, uden begyndelse på sine dage og uden afslutning på sit liv – ligestillet med Guds Søn – han bliver ved med at være præst bestandig (Hebr.7:1).”
Alt levende er blevet født ind i denne verden. Det har, som en gældende regel, en far og en mor. Bortset fra enkelte undtagelser (som kun fastsætter og fremhæver regelen) er hele skabningen underlagt denne bestemmelse: Alt må fødes, og alt må dø. Alt har en oprindelse, og alt har en afslutning. Det er de dødeliges uomgængelige kår (og det lader sig ikke ændre). Det er et menneskes lod, at ’blive bragt til verden og gå ud derfra – ’og derefter dømmes’ (Hebr.9:27).
Tanken er som ’spærret inde’ af det uudsigelige: Noget i denne verden, som ikke har nogen begyndelse! Et element i skabelsen, som gør krav på at være uden oprindelse..?
Universet har dog en begyndelse! Himlen foroven og den dybe skovsø forneden, floden, som løber mellem træerne og menneskenes biler, som kører ustandseligt ad vidtstrakte motorveje – alt dette kan slet ikke eksistere, uden at kunne dateres tilbage til en første dag… en begyndelse!
Ja, hvis ’begyndelsen’ fjernes, så holder fuglene op med at synge, og den tavse klippe ophører med sin ’væren’. Alt bliver sælsomt stille – og fordrer sin ret til at eksistere! Det vil sige, at det nu gør krav på at have en begyndelse. ”Ellers går verden under,” hævder det store rum med de titusinde kloder. ”Uden en ’begyndelse’ – en ’første dag’ i skabelsen – så sygner jord og himmel hen. Kæmpekraften og den evige energi ligger lammet. Uden begyndelse ingen ’væren’, og uden ’væren’ ingen eksistens. Uden eksistens intet forløb – og uden forløb er alt tavshed. En evig, uendelig, vedblivende, ophøjet total tavshed! Derfor stiller den kristne borger sig tilfreds med Bibelens ord: ’I begyndelsen skabte Gud…’
VÆR SOM SPÆDBØRN I ONDSKAB
”Brødre, vær ikke børn i dømmekraft; nej, vær spædbørn i ondskab men fuldvoksne i dømmekraft (1.Kor.14:20).”
I skal være kloge og indsigtsfulde, når I bedømmer en sag – men ellers som uforstående børn, når I står overfor djævelens manipulationer! Når det drejer sig om ’den sataniske strategi’, så har I ikke nødig at være inde i alle hans snedige træk og underfundige måde at vildlede menneskenes børn på. Hvis I er fuldkomne i dømmekraft, så ved I, at sandheden altid er enkel og ligetil.
Den uskrømtede tro fatter alt i et lynsnart øjeblik. Dens indsigt er ikke opnået ved studier eller teologiske bedreviden men ved åbenbarelse. Det er hemmeligheden!
I dette spørgsmål sætter apostlen os straks på sporet af en fjende, som altid tørster efter blod, hvorfor den også omtales som ’blodpenge’. Han siger: ”Kærligheden til penge er en rod til alt ondt (1.Tim.6:10).”
Det vil sige, at fra den rod skyder ’alt ondt’ i denne verden frem. Ja, at der ikke findes ’noget ondt’, uden at det – på en eller anden måde – har sin oprindelse i ’kærligheden til penge’. Intet mord finder sted, uden at der er penge involveret, og intet uskyldige blod flyder, uden at penge er med i spillet.
Pengene lurer som en giftslange bag enhver ond handling – ja, den største forbrydelse, som nogensinde er begået af et menneske, nemlig Judas forræderi, var dirigeret af de elendige 30 sølvmønter, som tilsidst – efter at de desperat var kastet ind i Templet – blev brugt til at købe den mark, hvor ligene af de fremmede blev begravet. ”Det er blodpenge,” sagde præsterne. Det vil sige penge, der råber til himlen om den synd, som klæber dertil.
*
… og her rive bindet fra øjnene af mange – især unge mennesker – som lader sig friste af ’Babylons rigdomme’ og de ser med ét følgende:
”En vældig engel tog en sten på størrelse med en stor møllesten og kastede den i havet og sagde: Således skal Babylon, den store by, styrtes hovedkulds ned og aldrig findes mere (Åb.18:25).”
En Samson-lignende, muskuløs engel – en af de himmelvæsener, som virkelig kunne løfte noget tungt og enormt fra jorden – viste sig nu for Johannes, Jesu discipel, for at præsentere ham for en begivenhed, som ikke bare kunne beskrives med ord.
For dermed at illustrere, hvad Herren nu var i færd med at udrette med hensyn til Babylon, den store by, så greb denne vældige engel en mægtig klippeblok (på størrelse med en møllesten) og løftede den (som en vægtløfter hæver den over sit hoved) og kastede den i havet.
*
Samtidig – og medens den vældige klippeblok langsomt men sikkert sank i dybet – råbte den vældige engel et budskab ud til den hele verden:
”Således,” råbte han, ”skal det gå Babylon, den store by. Hovedkulds skal den styrtes i havet og forsvinde for altid! Aldrig, aldrig mere skal den vise sig igen. For evigt går den nu til grunde i de dybe vande!”
… og englen fortsatte:
”Aldrig mere vil vi lytte til dine kyndige harpespillere og berømte sangere. Aldrig mere vil de fortryllende toner fra dine fløjtespillere nå vore øren!
Mesterens trompet er med byen dømt til døden. Dine dygtige håndværkere er for evigt sat ud af spillet. Kvindernes kværn står nu stille, og alle lamper er for altid slukket. Forbi er det med bruden og brudgommens glade stemmer. Byens pengestærke forretningsmænd er nu for evigt ude af billedet, for de forførte alverden med deres rigdom. I dine gader flød blodet fra apostle og profeter og alle de dræbte hellige…”
Dette sidste er det afgørende. Det må få enhver troende til at sige farvel til denne faldne kultur – og kaste sig i frelserens arme!
BEMÆRK:
Læs artiklen under Retsopgøret: ’ET ELLER TO RUM’?
(http://medgrundlovskallandbygges.dk)
… i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens & 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.
Telf.: +45 30 15 38 68 email:johnynoer@hotmail.com
Næste udgivelse af ’Profetisk Journal og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag 03.02..2023.
0 Kommentarer