ENGLE KOM TIL SODOMA VED AFTENSTID
Øjeblikket er kommet, hvor Gud vil sende ’menighedens engel’ på banen; det er i en tid som denne, at Guds folk har brug for en direkte hjælp fra himlen. Bibelens historie fra Abrahams tid er som at læse dagens avis:
”Ved aftenstid kom de to engle til Sodoma (1.Mose 19:1, parafrase). ”Abrahams slægtning, Lot, tog imod dem og indbød dem til at overnatte i hans hus. Han blev ilde til mode, da han hørte, at de ville overnatte i det fri.
Til sidst lod de sig overtale og gik med Lot hjem – men de var knap nået i seng, før samtlige mænd i Sodoma havde omringet huset og skreg til Lot: ”Hvor er de mænd, du havde med dig? Kom herud med dem! Vi vil have sex med dem!” (1.Mose 19:4, parafrase)
De to gæster (fra en anden verden) slog den forvildede skare med blindhed (v.11) – og da solen stod op over horisonten, lod Gud sydende svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra, og byerne med alle dens indbyggere blev udslettet.
ENGLE ER KUN ÅNDER I GUDS TJENESTE
Tidligere talte Gud mægtigt til fædrene gennem forskellige profeter (og det gjorde han mange gange og på vidt forskellige måder). Men nu, hvor det hele nærmer sig en dramatisk afslutning – anvender Herren udelukkende sin Søn til at kalde på mennesker.
Gud har jo skabt hele verden ved ham, og han har forudbestemt, at alt skal tilhøre ham. Derfor er det kun gennem Jesus, at vi nu kan få et glimt af Guds herlighed, og det er udelukkende gennem ham, at vi lærer Guds væsen at kende – ja, det er ved Sønnen alene, at han nu opretholder verden og styrer alt ved hans mægtige ord, fordi han tilvejebragte forsoning for al synd og nu har taget sæde ved den almægtige Guds højre hånd i den himmelske verden (Hebr.1:1-3, parafrase).
Guds Søn står altså uendelig langt over englene, og den betydning, Gud giver ham, er langt større end deres (v.4, parafrase). Med disse ord er det en gang for alle slået fast, at vi ikke på nogen måde vil give os hen til engledyrkelse – men vi vil på den anden side med taknemlighed tage mod den hjælp, som englene vil bringe os i denne sidste tid, hvor Kristi menighed vil blive forfulgt som aldrig før.
*
Med disse ord nærmer vi os det emne, som Hebræerbrevets forfatter har på hjerte, og som han med meget stor tydelighed giver udtryk for.
”Lad jer ikke frakende sejrsprisen af nogen,” siger han med apostlen Pauli ord; ”deres lyst står jo kun til ydmyghed og engledyrkelse; de fordyber sig i, hvad de har set i syner, uden grund opblæst af deres kødelige sind (Kolos.2:18).
Man kan altså blive skubbet ned af sejrsskamlen af folk, der går ind for ’tilbedelse af engle’. Den slags mennesker påstår ofte, at de har haft ’fantastiske syner’, men de er i virkeligheden hovmodige og lader sig styre af en livlig fantasi. De ønsker ikke at underordne sig Kristus, der er og bliver menighedens hoved, og som alle vi, der udgør hans legeme, er ét med. ’Engledyrkelse’ tager vi afstand fra! Men de engle, som sendes til vor hjælp og redning, tager vi taknemligt imod. ”Englene står trods alt over os med hensyn til styrke og magt (2.Pet.2:11).”
*
Har Gud måske nogensinde sagt sådan her til en engel: ”Du er min søn, i dag er jeg blevet din far?” Eller har han talt således til en engel: ”Jeg vil være hans far, og han skal være min søn? Nej, men da Gud sendte sin førstefødte søn ind i verden, udbrød han: ”Lad alle engle tilbede ham!” (v.6, parafrase)
Om englene siger han derimod: ”Engle gør jeg til ’flygtige vinde’; de er mine tjenere, men jeg kan forvandle dem til ’flammende ild’ – mens Gud således om sin egen søn siger: ”Du er Gud, og din trone skal bestå i al evighed; dit kongelige scepter sikrer lov og ret.” – Ja, han fortsætter og udtaler om Sønnen: ”Du elsker retfærdighed og hader lovløshed. Derfor er det dig og ikke englene, som jeg – din Gud – har salvet med glædens olie frem for dine fæller (v.8-9, parafrase).”
Gud har aldrig sagt til en engel: ”Sæt dig ved min højre side, indtil jeg får lagt fjenderne for dine fødder (v.13, parafrase). Nej, engle er og bliver kun ånder i Guds tjeneste; de sendes ud for at hjælpe dem, der skal arve frelse (v.14, parafrase).”
I UDGØR JO ÉT OG SAMME LEGEME
”Derfor bønfalder jeg jer,” udbryder Paulus i sit brev til menigheden i Efesus. ”Jeg, som i øjeblikket sidder fængslet (i virkeligheden som ’Herrens fange’) opfordrer jer nu til selv at vandre det kald værdigt, som I er blevet kaldet til (Ef.4:1, parafrase).”
”Det vil sige, at I med al beskedenhed og sagtmodighed omgås jeres medmennesker. Bær i kærlighed over med hinanden, og læg vægt på jeres fællesskab. Kort sagt: Bevar Åndens enhed i fredens bånd!” (v.3-4). ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal se himmelen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen (Johs.1:51).”
I udgør jo ét og samme legeme, og I er udvalgte til dette ene håb, én Herre, én og samme tro, denne ene dåb og én Gud (der er far til alle). Han står jo over alle, udfolder sig rigeligt gennem alle og har taget bolig i alle (v.5-6, parafrase).
Men vi har hver især fået en særlig nåde givet i overensstemmelse med det (rundhåndede) mål, som Kristus måler med. Derfor hedder det: ”Da han steg op til det høje, tog han fanger med sig i triumf – men menneskene gav han gaver (v.7-8).” Som med Moses vil han komme os til hjælp med den samme engel, som åbenbarede sig for Moses i tornebusken (Ap.G.7:35).
*
Paulus fortsætter sin belæring, som skal bevise, at i de sidste dage vil Kristus arbejde med alle sine himmelske kræfter på jorden, han skriver derfor: ”Når der står skrevet, at han ’steg op til himlen’, ligger deri så ikke, at han først er ’steget ned til jordens nederste regioner? (Ef.4:9-10, parafrase).”
Han, som steg ned, er naturligvis også den, som steg op – højt op over samtlige himle med det ene formål at fylde alt og alle med sig selv (v.11).
… og de gaver, han gav menneskene, er uvurderlige! De står alle nævnt i samme skriftafsnit: ”Han gav os nemlig nogle som apostle, og han gav os andre som profeter. Han gav os evangelister og fortsatte med at skænke os nogle som hyrder og lærer for at gøre de hellige, som følger ham, fuldt ud beredte til den sidste tids tjenestegerning: At opbygge Kristi Legeme! (Ef.4:11-12, parafrase).”
Udover disse tjenestegerninger, som Gud stadig skænker sin menighed, viser det sig, at han tillige har givet de hellige ’en overraskelse’, der faktisk først bliver afsløret i denne afsluttende tid.
Ud af den mægtige vrimmel af engle (og den store skare af ’tjenende ånder’) har han udskilt en flok snehvide, vældige engle, som han kalder ’menighedens engle’.
Disse engle står nævnt syv gange i åbenbaringsbogen, og de sendes nu (med specielle ordrer) til Kristi menighed i hele verden.
*
Faderen begyndte særligt at arbejde med disse mægtige agenter fra himmelrummet, da han for 2000 år siden tog de første skridt til at grundfæste Kristi menighed, og han er i øjeblikket i færd med at lægge sidste hånd på værket!
De syv breve til menigheden adresseres nemlig til syv lokale engle, der alle som én og uden undladelse genspejler den åndelige situation, som præger den enkelte menighed. Men allerede under Moses var han i gang med at udarbejde, hvordan (den senere) Kristi menighed skulle fungere. Om dette fortælles følgende:
Moses fik således besked på at lave en stor lysestage af rent guld! ”Hele stagen skal være udfærdiget af det samme stykke guld,” præciserede Herren og tilføjede: ”Lysestagen skal have seks arme; tre til den ene side, og tre til den anden! På selve lysestagen skal der være fire mandelformede holdere med blomsterbæger og blomst (2.Mose 25:31-37).”
Herren slutter denne detaljerede udredning med følgende: ”I skal også lave syv olielamper til at hænge på lysestagen, så de kan lyse foran den. I skal bruge 34 kg rent, udhamret guld til lysestagen og dens udstyr. Sørg for, at I følger denne min plan med lysestagen nøje og efter det billede, som jeg viste dig på bjerget (v.38-40).
Af alle engle, som tjener Gud, skal ’menighedens engle’ fremstå med en fuldkommenhed, som ikke tåler nogen form for afvigelser. Derfor er billedet strengt – og mennesket (Johannes) er sat til at rose og korrigere disse himmelske tjenere for Kristi menighed.
ET TRIUMFTOG
Vi kan altså forslå, at det var ’et triumftog’, som Jesus førte til himlen! Et sejrstog, som har efterladt os rige og veludrustede til den sidste strid! Kristus har delt ud af sine åndelige gaver til os, så at vi er i stande til at kunne klare den store opgave, der nu venter os.
Han tog de sidste frigivne fanger med sig og skænkede os (som en sejrspris) fem stærke, åndelige tjenestegaver, som skal føre menigheden igennem trængslens mørke nat.
Han fuldførte sin tjeneste på jorden, der begyndte i den time, hvor ’et barn blev født i Betlehem’, og sluttede i den time, hvor han fór op gennem alle himle, for at – fra det høje – (at) dirigere det sidste slag gennem de mægtige kaldelser, som han har efterladt os med.
Nu gælder det for menighedens medlemmer om, at få opbygget ’Kristi legeme’ her på jorden, indtil alle når frem til den nødvendige ’enhed’ i troen og til ’den fulde forståelse’ af, at Jesus er Guds Søn, – ja, til en sådan grad af åndelig modenhed, at vi kan møde antikrist og hans horder med sejr.
”Vi vil derfor ikke længere være som en børneflok, der bare lader sig drive rundt i alle mulige retninger af udspekulerede mennesker, der kun vil snyde og bedrage os! Det kan ikke være rigtigt, at Guds menighed skal være som en båd, der drives for vinden og kastes hid og did af tilfældige strømninger. Lad os ophøre med at blive vildledt af menneskers snedige påhit, når de underfundigt forleder os til at gå vildveje (Ef.4:14, parafrase).”
”I stedet vil vi holde os til sandheden, som er Guds rene og ubesmittede ord! Sandheden tro, vil vi i et og alt vokse op til ham, som er hovedet. Det er under hans ledelse, at vi sammenføjes i kærlighed, idet hver enkelt del udfører sin opgave og derved hjælper til at knytte det hele sammen til en enhed (Ef.4:15-16, parafrase).”
Til disse formål har Gud givet disse himmelgaver (apostle og profeter, evangelister, hyrder og lærere) – og nu, ved tidernes ende giver han os ’menighedens engle’, som han uddelegerer efter kommunegrænser. ’Menighedens engle’ har til opgave at komme dem til hjælp, som indenfor den enkelte bys område arbejder på at opbygge Kristi Legeme. De findes overalt (som vi ser i menighedsbrevene) og er hemmeligt forbundet med hinanden. Kristus bor ved troen i deres hjerter – for at de sammen med alle de hellige fatter, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er for Guds menighed (Ef.3:17-19, parafrase).
TYDELIG PRÆSENTATION OG ADRESSE
”Da jeg vendte mig om, for at se, hvem der talte til mig,” forklarer Johannes, ”så jeg syv lysestager af guld. Mellem lysestagerne så jeg én, der lignede et menneske (Åb.1:12, parafrase).”
Næsten samme ordlyd har teksten i det brev, som her (i den første skrivelse til menighederne) bliver dikteret til Johannes, men som har en tydelig adresse til ’menighedens engel’ i Efesus: ”Sådan siger den, der holder de syv stjerner i sin højre hånd, og som vandrer rundt mellem de syv lysestager af guld (Åb.2:1, parafrase).
Han, som bringer dette budskab, præsenterer sig, som den, der har ret til at henvende sig med en sådan autoritet (som ingen anden) til menigheden. ”Jeg holder dig i min højre hånd,” lyder budskabet til den ansvarlige engel… og jeg er på en ustandselig, vagtsom og hjerteransagende vandring imellem alle jer syv engle, der skal aflægge regnskab til mig, om menighedernes tilstand, trivsel og åndelig kraft. Hvordan står det til med menigheden i Efesus? Lad mig fortælle dig, hvordan det står til!
Der er altså intet uklart ved denne henvendelse! Afsenderen har tydeligt givet sig til kende, og modtageren er klart defineret. Det er den opstandne Herre, Jesus, som taler – og det er én af de syv højtstående engle, der tales til.
Johannes, Herrens betroede tjener, er den, der nedskriver ordlyden og brevet samt den person, som har fået overdraget det vanskelige hverv at få brevet afleveret på den givne adresse.
Hermed er verdensscenen sat for denne usædvanlige korrespondance, og indholdet af disse syv ’vigtigste breve i historien’… og dermed rettes lyskeglen mod den første af de syv menigheders engle, og det afsløres, hvorledes han har vogtet sit høje hverv. Herren, som er hovedet for menigheden, er den, der taler til englen i Efesus.
JEG VED, AT DU KAN IKKE FORDRAGE DE ONDE
”Jeg kender dine gerninger og din møje og din udholdenhed.” Dette er de indledende ord, som Herren siger til englen, der har ansvaret for Efesus (Ef.2:2).”
Det er rosende ord! Ikke tom smiger. Den mægtige engel bøjer sig til jorden i sand tilbedelse af Herren, og menigheden følger ham i taksigelsen, idet den ’lille flok’ giver Herren Jesus al æren.
Herren fortsætter med opmuntrende ord (stadig henvendt til den lysende, hvide engel) og siger: ”Jeg ved, at du ikke kan fordrage de onde.”
Sætningen lader ane, at Efesus-menighedens engel ikke blot er inspireret af ’kirketugt’ over for grove synder (som f.eks. mordere, åbenlyse spottere eller homoseksuelle) men mere specielt af ’vranglære’,der direkte bliver udstødt af menigheden’.
Den rene, hvide engel stod i den grad for ’uskyld og god samvittighed’, at Herren bruger ordene: ”Jeg ved, at du ikke kan fordrage de onde.” Det vil sige, at der var syndere i menigheden, som englen (efter at have prøvet dem) viste ’nul-tolerance’, men gjorde kort proces og ekskommunikerede dem som kættere, der ikke ville omvende sig. Den opstandne Herre roser englen for at opretholde denne orden, og menigheden i Efesus kan glæde sig over i denne sag at have Herrens behag.
*
(Det græske udtryk for ’du kan ikke fordrage dem’, som er anvendt her,” lyder sådan i sin oversættelse: ’Man kan ikke i længden blive ved at bære over med’ eller ’tolerere den synd’. Den er blevet ’for tung en vægt’ at skulle bære! Ordet bruges altså i en tekst, hvor der er tale om: ’at bære dagens byrder’ (Matt.20:12), eller hvor Jesus siger: ”Jeg har endnu meget at sige jer; men I kan ikke bære det nu!… Johs.16:12).”
Herren gør hermed opmærksom på, at han ved, at det er ’ægte modvilje’, som menighedens engel nærer over for ’de onde’, og han nikker anerkendende til, at englen har bevirket, at Efesermenigheden nu konstaterer, at der ’findes folk, som f.eks. kalder sig selv apostle, men som er direkte løgnere’ – ja, han har foranlediget, at menigheden ’prøver’ de fremmede prædikanter ud fra ordet i 1. Johs. 4:1-3, som siger, at ’du ikke skal tro på alle dem, der hævder, at de taler og forkynder på Helligåndens vegne’.
”I skal nøje undersøge dem og sætte deres forkyndelse under lup for at se, om de virkelig kommer fra Gud. Der er jo allerede mange af den slags profeter, som er på vej alle steder i denne verden – og I kan let finde ud af, om disse profeter kommer fra Herren. Hvis de nemlig siger og forkynder, at Jesus er Messias, og at han er kommet til os i kød og blod, så er de i sandhed af Gud, men enhver, der ikke har denne helt klare bekendelse, er ikke af Gud! Det er Antikrists ånd – og I har hørt, at han vil komme -ja, han er allerede nu iblandt jer (1.Johs.8:1-4, parafrase).”
”I menneskebørn! I er af Gud, og I har for altid sejret over dem, der er i verden, fordi han, der bor i jer, er større end ham, der bor i dem (v.5, parafrase).
”Dem, der hører verden til, taler og bruger et sprog, som hører til denne verden, og derfor lytter verdens mennesker til dem.”
Vi, derimod, hører ikke til verden, men til Gud, og alle dem, der kender ham, lytter ivrigt til os, mens dem, der ikke hører til Gud, heller ikke vil lytte til, hvad vi siger.
På den måde kan I skelne Helligånden fra alle de ånder, der fører på afveje (v.6, parafrase).”
Sådan lyder den alvorlige besked, som bringes til den ansvarlige engel, og dette er de givne retningslinjer, som afleveres til menigheden i dag. ”Kærligheden tåler alt (1.Kor.13:7) men den tolererer ikke alt. Den udholder alt – men finder sig ikke i hvad som helst!
Som vi således er i færd med at betragte ’menighedens engel’, er det ikke uden interesse, at vi iagttager, hvorledes engle ellers opfører sig. Det er jo vor overbevisning, at vi i disse ’endetider’ vil komme til at opleve, hvorledes overjordiske skabninger ’virkede med’ i begyndelsen.
For det første lader teksten os forstå, at engle ’går ikke rundt i tilfældigheder’. De åbenbarer sig ikke for mennesker, de ’lige støder på’, og de forbliver usynlige for ’det sjælelige menneske’. Et sådant menneske tager nemlig ikke imod det, der stammer fra Guds Ånd. Det er uåndelige mennesker, som ikke kan forstå eller godtage en engel, som pludselig kommer vandrende ledet af Guds Ånd (1.Kor.2:14, parafrase).
”Al denne ’talen om engle’ er bare tåbelig snak,” siger de. De er simpelthen ude af stand til at fatte det, for det skal bedømmes åndelig (v.14, parafrase).”
ENGLENES GERNING I ENDETIDERNE
Der findes en engleskare omkring os. De myldrer i de høje luftslag og vandrer undertiden her på jorden. De er nær ved Guds trone og fjernt, langt borte i det store uendelige univers.
Englene følger med voksende interesse udviklingen på den klode, som menneskebørnene bebor og har siden Jesu tid været yderst opmærksomme på begivenheder, som finder sted i Jerusalems og i Israels land.
En solrig eftermiddag ved tretiden for godt 2000 år siden, så en officer i den romerske hær i Cæsarea i et tydeligt syn én af Guds engle komme hen imod sig; englen kaldte på hans navn: ”Cornelius,” og han svarede: ”Hvad vil du mig, Herre?” (Han blev bange og stirrede på den fremmede skabning, der pludselig dukkede op fra en anden verden). Så talte englen til ham og sagde: ”Gud har hørt alle dine bønner og set alle dine gaver til de fattige (Ap.G.10:1-4).”
Englen fortsatte: ”Nu skal du sende nogle af dine mænd afsted til Joppe. Dér skal de hente en mand, der hedder Simon (som også bliver kaldt Peter). Han er gæst hos Simon Garver, der bor nede ved havet (v.5, parafrase).”
*
Cornelius var officer i den såkaldte ’Italienske Hærafdeling’. Han var en troende mand, som hjalp de fattige, og han er kendt og agtet som en gudfrygtig mand (Ap.G.10:2). Englen havde påbud om, at det var denne person, han skulle opsøge. (En romersk officer var en mand, ’som stod under kommando’ (Matt.8:9) og som ville gøre, hvad han fik besked på).
Tidspunktet, hvor Cornelius fik besøg fra himlen, var ved tretiden om eftermiddagen Det var jødernes bedetime, og på det tidspunkt så den romerske officer tydeligt en engel ’komme ind til ham’ (v.3). Det var ikke noget tåget eller forvirret, der mødte ham, og der kunne umuligt opstå tvivl i Cornelius hjerte: Han fik i dette øjeblik besøg af en Guds engel, og denne engel havde et budskab til ham; han tillod sig derfor at spørge, hvad årsagen var til dette besøg?
DEREFTER FORSVANDT ENGLEN
”Grunden til, at jeg besøger dig,” forklarede englen, ”er, at dine bønner (og hvad du har gjort for de fattige) er steget op til Gud som en slags røgelsesoffer (3.Mose 2 og Åb.8:4).
Send nu nogle af dine folk til Joppe for at hente en mand, der hedder Simon med tilnavn Peter. Han bor hos en garver ved navn Simon. Hans hus ligger ved stranden.”
Så forsvandt englen!
Da kaldte Cornelius med det samme på to af sine tjenere og en gudfrygtig soldat blandt sine betroede folk. Han fortalte dem, hvad der netop var sket, og sendte dem derpå til Joppe. Ved middagstid næste dag nærmede mændene sig byen. Peter, som rigtig nok befandt sig i det nævnte hus ved havet, var netop gået op på husets flade tag for at bede. Her blev han med ét meget sulten, og mens han ventede på maden, så han pludselig himlen åben og noget, der lignede en stor dug, blev sænket ned foran ham.
I dugen, der blev holdt oppe i de fire hjørner, var der mange forskellige dyrearter, som jøderne regner for urene og derfor ikke må spises.
I det samme hørte han en røst, som sagde: ”Rejs dig, Peter, slagt og spis!”
”Aldrig i livet, Herre,” svarede Peter. ”Jeg spiser ikke noget, som er urent eller forbudt.”
Røsten lød atter, for anden gang, til ham ”Det Gud har erklæret for rent, skal du ikke holde for urent (Ap.G.10:9-15, parafrase).”
”Det gentog sig ikke mindre end tre gange, og til sidst blev dugen trukket op til himlen igen.”
Mens Peter spekulerede på alt dette, hørte han pludselig Helligånden sige: ”Der er kommet tre mænd, der leder efter dig. Du kan roligt gå med dem, for det er mig, der har sendt dem.”
De tre mænd sagde: ”Vi er blevet sendt hertil af en romersk officer, der hedder Cornelius. En engel har givet ham besked om, at hente dig (v.13, parafrase).” Cornelius fortalte: ”For præcis fire dage siden stod pludselig en mand i lysende tøj (en skinnende hvid klædning) lige foran mig.” Han sagde: ”Send bud til Peter (v.30, parafrase)”
Vi ser, at Guds engle tog aktiv del i de skelsættende begivenheder, som indvarslede en helt ny tid for den første menighed. Det samme vil nu ske, hvor Gud er ved at lukke bogen – og ’menighedens engel’ vil komme på banen for at lede Guds folk gennem en trængselsfyldt periode.
De syv menigheders engle har fået klar besked på, at regnskabet nu er gjort op for hver eneste lokal menighed, og startskuddene bliver snart affyret med hensyn til det sidste løb på banen. Hver eneste menighed bliver nu adspurgt, om de vil være med til at løbe den sidste runde på arenaen? Hvis de siger ’ja’, så indskærper Herren dem, at de må omvende sig fra forskellige synder, som Herren påtaler.
”Lad os med udholdenhed gennemføre det løb, som ligger foran os – opmuntret af tilråb fra alle de troshelte, som allerede har fuldført løbet. Lad os kaste alt det bort, som tynger os og synden, som så let griber os og får os til at snuble… i jeres kamp mod synden, har I endnu ikke stået imod indtil blodet (Hebr.12:1 og 4, parafrase).
BEMÆRK:
Læs artiklen under Retsopgøret: ’De syv grundlovsord’
(http://medgrundlovskallandbygges.dk)
… i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens & 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.
Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com
Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag 04.08.2023.
0 Kommentarer