OKTOBERTRAGEDIEN

I anledningen af 30-årsdagen for den mørke homo-oktobertragedie, der fandt sted på Rådhuspladsen i 1989, blev jeg onsdag d. 2. oktober interviewet af to unge journalister fra TV2 Lorry, som er den regionale TV-station, der sender nyheder og aktualitetsprogrammer til hovedstadens næsten 2 millioner indbyggere.

Interviewet på Rådhuspladsen fandt sted i forbindelse med den første borgerlige vielse (for tre årtier siden) af et homoseksuelt par på Rådhuset i København. Det første spørgsmål, som jeg blev stillet foran TV-kameraet, var, om jeg kunne huske denne hændelse. ”Vi har i gamle avisartikler kunnet se, at du den oktoberdag under sloganet ’Sodomadagen’ holdt et protestmøde med 200 deltagere tæt ved det sted, som nu kaldes ’Regnbuepladsen’. Erindrer du noget fra denne begivenhed?

I mit svar genkaldte jeg situationen, hvor de to homoseksuelle (hvoraf den ene var folkekirkepræst) under stor jubel steg ned ad trappen ved Rådhusets indgang, hvor en brudekaret ventede på dem. Mens de forsamlede ’kastede ris’ på det samkønnede ’ægtepar’, lød det over bryllupshøjtaleren: ”Dette er et historisk øjeblik. Lad os give brudeparret vort BIFALD.”

I mit svar til TV-intervieweren fortalte jeg, at da ordet ’Bifald’ rungede ud Rådhuspladsen, stod det klart for mig, at dette ikke blot var et ’historisk øjeblik’, det var – set med Ny Testamentes øjne – et ildevarslende ’profetisk øjeblik’. Lad mig forklare:

BIFALDET

Romerbrevet i Ny Testamente er blevet kaldt ’Det største befrielsesdokument i historien’. I den ’epistel’ forklarer apostelen Paulus, at et menneske kan blive gjort retfærdig i Guds øjne ved troen alene (Rom.5:1-2) – og der findes næppe under himlen noget skrift, som med denne enestående belæring kan give en arme synder ’fred med Gud’ (v.2).

Imidlertid bør man antage denne apostolske skrivelse med hele sit indhold. Intet kan udelades, og intet kan tilføjes. Læseren bør medtage de tre kapitler (9-11), som åbenbarer Guds tanke med det højaktuelle forhold, som eksisterer mellem Israel og den øvrige verdens nationer – og han kan ikke ’skippe’ det første kapitel, hvor apostelen forklarer Kristi menigheds holdning til homoseksualitet (1:26-27).

Efter at apostelen har erklæret, at det lesbiske forhold (’kvinder ombytter den naturlige omgang med den unaturlige’) er at betragte som (citat): ’En vanærende lidenskab’ (v.26) – så fortsætter han med at beskrive det homoseksuelle forhold mellem mænd som (citat): ’en forvildelse, der medfører straf’ (’mænd øver skamløshed med mænd’… v.27).

Han slutter med følgende: ”De kender Guds retsordning… alligevel ikke blot gør de disse ting, men giver endogså dem, der handler således, deres ’BIFALD’.

Den 1. oktober 1989 så og hørte jeg denne forudsigelse gå i opfyldelse. ”De giver dem deres BIFALD,” hedder det i Romerbrevet. Og BIFALDET lyder stadig. Statens ministre, Kongehuset, Københavns biskop, teologiske professorer, samtlige medier, filmindustrien, skoler, lærere og forældre, Den danske Bank, Netto, Ikea, Disneyland (you name it) – alle hejser regnbueflaget som et fælles BIFALD.

OKTOBERTRAGEDIEN

For nærmere at redegøre for, hvad der fortsat følger i hælene på denne første ’Sodomadag’, tillader jeg mig her at vedlægge det 24. kapitel i min bog ’Pilgrim Convoy’ (udsolgt), som beskriver, hvorfor netop denne efterårsdag for 30 år siden bør benævnes som ’homo-oktobertragedien’. Efter at have indledt med bibelordet fra Ezekiels Bog: Sodomas brøde var overmod, brød i overflod og sorgløs tryghed… og de øvede vederstyggelighed for mine øjne (16:49-50) fortsætter jeg:

*

’En ulykkesdag’, ’Et skæbnedøgn’, ’En mørkets time’… det manglede ikke på stærke udtryk omkring den tilsyneladende ganske almindelige søndag, som i 1989 traditionelt indvarslede efterårets komme til Danmark. Præster og lægfolk fra folkekirke og frikirker havde imidlertid – i en fælles udtalelse kaldt dette års første dag i oktober for en ’sodoma-dag’ – og medens det gule efterårsløv fór gennem hovedstadens gader, samledes en betragtelig flok af byens troende på Rådhuspladsen for at markere, at denne søndag også stod aftegnet på Guds kalender. Søndag d. 1. oktober var en skelsdag. Omkring denne ’døds-dato’ er der et ’før og et efter’. I en udsendt skrivelse fra De unge Kristnes Hus i Knabrostræde i København hed det:

”Fra denne dag vil solen enten stå op eller gå ned. Den 1. oktober er en søndag, hvorefter enten mørket og de dæmonbesatte gudsbespottere – eller lysets sønner vil invadere landet!”

*

Mens den første bataljon af regntunge blade dalede ned fra himlen, spurgte mange danskere overrasket: ”Hvad er det, er er så skæbnesvangert ved denne søndag? Hvorfor er den 1. oktober i år anderledes end alle andre ’1. oktober-dage’.” Hvorfor al denne ståhej omkring denne fuldstændigt ligegyldige søndag… og hvorfor samles alle de mænd og kvinder på Rådhuspladsen i København og strækker hænderne mod himlen og beder om nåde?

*

Svaret på dette spørgsmål blev faktisk givet i 1924. I det år – medens den tidligere skuespillerinde Anna Larssen Bjørner med sin hestetrukne beboelsesvogn og vor tids mest markante forkyndelse om ’endetiden’ rumlede gennem det danske landskab – fandt en amerikansk ekspedition ruinerne af en uanseelig lille by syd for Dødehavet ved navn af Zoar. Hele verden var i bevægelse ved dette fund, og alle råbte allevegne fra: ”Og nabobyerne! Fandt I også ruiner af de to nabobyer? De to ledere af ekspeditionen, doktorerne Albright og Kyle, rystede på hovederne og pegede ud over det sorte dybe vand af Dødehavet. ”Nabobyerne ligger dernede,” svarede de. ”De er for evigt begravede og udslettede i Dødehavets salte bølger!” Og dette svar rystede verden endnu mere! For hvem ved? Måske var det sandt, hvad Bibelen fortalte om de to nabobyer til Zoar, som pludseligt en dag forsvandt fra jordens overflade. Og hvis dette er sandt, så vil resultaterne fra 1924-ekspeditionen fra Pittsburg-Xenia teologiske seminar og Den amerikanske Skole for ’Oriental Research’ måske kunne give noget af svaret på, hvorfor søndag, d. 1. oktober 1989 var en mærkedag i Danmarks historie…

*

’Jebel Usdum’ er navnet på et bjerg af krystalsalt, som er ikke mindre end otte kilometer langt og adskillige hundrede meter højt på den sydvestlige side af Dødehavet. ’Jebel Usdum’ er det lokale navn for den ene af de to nabobyer til Zoar, som amerikanerne fandt i 1924. Oversat betyder det ’Sodoma-bjerget’. Det er den almindeligste opfattelse, at byen Sodoma var på dette sted, som nu er totalt dækket af salt og Dødehavets dystre dom.

*

Om dette lave, livløse område, hvor ingen fugle synger, skriver Dr. Adam Smith: ”Netop var scenen sat til den forfærdeligste dom, som nogensinde har ramt menneskets synd. Sodomas skæbne er slynget ned gennem hele Skriftens historie. Sodomas historie fortælles i 1. Mosebog og omtales i 5. Mosebog. Den berettes af profeterne Amos, Esajas, Jeremias, Ezekiel og Zefanias – og står beskrevet i Bibelens Klagesange.

*

Jesus henviser til Sodomas skæbne mere end én gang, når Han udtaler dom over de byer, som vendte det døve øre til Hans forkyndelse (Matt.10:15; 11:24; Luk.10:12; 17:29). Både Paulus, Peter og Juda omtaler Sodoma og i Åbenbaringsbogen står denne by nævnt som en betegnelse for ’syndens stad’. Sodomas katastrofe brænder stadigt mod himlen, selvom dens ruiner er skjult under salt og vand…

*

Men hvad har alt dette at gøre med den første oktoberdag i Danmark i 1989? Hvorfor kalder danske præster netop denne dag for en ’Sodomadag’? Hvad skete i Sodoma, som kunne have nogen relation til vort fredelige lille land, hvor ingen tanker på at gøre en kat fortræd? Og hvorfor stillede landets troende sig på denne efterårssøndag op på Rådhuspladsen? Svaret må vel ligge i, at der er sket et eller andet inde i hovedstadens borglignende regeringspalæ, som har vakt kirkens forfærdelse – noget, som på en eller anden måde må ligne det, som fandt sted i Sodoma i det angivelige år 1898 før Kristus. Det, som skete dengang, hændte i de tidligere morgentimer, for Bibelen erklærer, at katastrofen fandt sted, ’da solen steg op over landet’ (1.Mose 19:23). Natten forinden havde været dramatisk. To høje, lyse mænd var kommet på besøg hos Abrahams søstersøn, Lot. ”Men endnu før de havde lagt sig,” fortæller den bibelske beretning, ”stimlede byens folk, indbyggerne i Sodoma, sammen omkring huset.”

*

At alle disse mennesker, ’både gamle og unge, alle uden undtagelse’ ikke bare var kommet til Lots hus for nysgerrighedens skyld, fremgår af det følgende afsnit. Heri hedder det: ”De råbte til Lot: ’Hvor er de mænd, der kom til dig i nat? Kom herud med dem, for at vi kan stille vor lyst på dem!” (1.Mose 19:4-5).

*

Hvad der ligger i dette udtryk ’stille vor lyst på dem’, fremgår med al tydelighed af den efterfølgende beskrivelse – og er i øvrigt klart tolket i det nytestamentlige skrift, ’Judas Brev’, hvor det hedder i det syvende vers: ”Sodoma… var henfalden til utugt og gik efter fremmed kød…” Dette er den græske teksts måde at forklare ’unaturlig utugt’ på.

*

Sodoma var en homoseksuel by. Det, som byens borgere havde i sinde at gøre med Lots natlige gæster var, ’at stille deres lyst på dem’. Der er her tale om seksuel lyst. Om at ’være henfalden til utugt’. Om at ’gå efter fremmed kød’. Om at ’mænd vil øve skamløshed med mænd’ (Rom.1:27): Om homoseksualitet…

*

Hvad alt dette for Danmarks vedkommende har med den første 89-oktoberdag at gøre, begynder nu langsomt at træde frem på skærmen. Søndag d. 1. oktober 1989 blev nemlig dagen, hvor homoseksuelle, som bor under samme tag, ifølge dansk lovgivning betragtes som – og behandles som ’retmæssige ægtefolk’. ”Det er dagen,” som en artikel af Bruno Holsted i den kristne ugeavis ’Udfordringen’ udtrykker det, ”hvor Sodoma kommer til Danmark…”

*

Hvis dette er tilfældet, altså at ’Sodoma er kommet til Danmark’, så skal de kristne, som efter den 1. oktoberdag 1989 ønsker at manifestere deres holdning, ikke regne med, at deres meninger bliver vel modtaget. ”Lot… pintes dag for dag i sin retfærdige sjæl ved de lovløse gerninger, som han så og hørte,” forklarer apostelen Peter i sit andet brev (kap.2:8) – men da han prøvede at gøre sin stilling klar, blev Sodomas borgere rasende på ham og råbte: ”Bort med dig! Nu vil han spille dommer! Kom, lad os handle værre med ham end med dem og de trængte sig ind på Lot. De nærmede sig døren for at sprænge den” (1.Mose 18:9).

*

Den mest sandsynlige reaktion vil imidlertid nok blive den, som Lot oplevede, da han gik ud i Sodoma for at advare sine svigersønner. ”Se at komme bort herfra,” sagde han til dem. ”Herren vil ødelægge byen,” fortsætter teksten i 1. Mosebog med disse ord: ”Men svigersønnerne troede, at han drev spøg med dem” (kap.19:14).

*

Denne sidste reaktion er vel nok nærmest det danske sindelag. Man har svært ved at tage situationen alvorlig. Alle advarsler bliver taget som spøg. Det dér med ’1.oktober’ og ’skæbnedøgnet’ kan vel ingen tage alvorligt. Tanken om dom og ødelæggelse drukner i det danske letsind… og man lægger bogen med dette kapitel til side med en hovedrysten. ”Tænk, at der endnu findes så uoplyste mennesker med så middelalderlige opfattelser.” Og Lots svigersønners spottende latter runger frem gennem generationernes stadige forfald. Den er som en film, der køres om og om igen… måske lige med undtagelse af den del, hvor latteren hører op og afløses af nogle tordenlignende brag. ”Da solen steg op over landet… lod Herren svovl og ild regne over Sodoma… fra Herren, fra himlene, og Han ødelagde disse byer og hele Jordanegnen (1.Mose 19:23-24).