DESERT PEACE
www.noer.info
2007-12-07
001

SEJR
… ørkenekspeditionen en realitet!

Jublen kender ingen grænser, da den gode nyhed blev fortalt. De gamle ’trucks’ er godkendte.
 

Efter måneders kamp med det israelske bureaukrati lykkedes det til sidst at bringe de to gamle Magirus-lastbiler gennem transportministeriets papirmølle, så at de kunne køres til syn i Beersheva! Til det sidste udviklede det sig til en strid om ’specielle tilladelser’, hvilket førte Gisèle og Lee på en sej rejse gennem det halve Israel. Fra toldkontorerne i Haifa til forsikringskontorerne i Beersheva og derfra videre til regeringskontorerne i Tel Aviv stred de to ’frontsoldater’ sig skridt for skridt gennem de mange korridorer. Fra Den israelske Ambassade i København blev der digitalt sendt røde forseglede fuldmagter til Israel – og da det hele afsluttende skulle ’bogføres’ i ministeriernes computersystemer, gik disse ned med flaget, så at papirerne ikke kunne udstedes.

"Der var hele tiden nogen, der var imod os," fortæller Gisèle og Lee, "og der var hele tiden nogen, der var for os!"

Da bilerne til sidst vendte tilbage efter det tilladte besøg i synshallerne i Beersheva, vidste ingen, om ’ekspeditionen’ var lykkedes. Der var arbejdet i døgndrift på ørkenværkstedet, for at gøre de to gamle lastbiler køreklare. Jubelen kendte derfor ingen grænser, da det viste sig, at nummerpladerne kunne udstedes! Aldrig før i Israels historie er lastbiler blevet registreret som ’veterankøretøjer’ (det er kun sket for personbiler) – men det står nu klart og tydeligt på nummerpladerne, at disse gamle trucks fra 1962 og 1965 er ’old timers’.

48 timer senere dukkede de første deltagere til december-ørkenekspeditionen op. De kom fra det nordlige Israel og var alle fra et illegalt, jødisk ’settlement’ i nærheden af Tsefat.

Siden kom gamle og nye kendinge fra Tel Aviv og sidst en flok på ti fra Jerusalem. Tolke og pædagoger var blandt de sidst ankomne. ’Første Hjælps’-folkene var på pletten. De specielle ’ørkenguides’ var tilsluttet – og den første vand- og provianttransport installeret. Efter en samling med omhyggelig instruktion, satte bilerne sig i bevægelse – og ørkenekspeditionen 2007 var en realitet.

Gisèle og jeg vinkede farvel fra basen i Arava. (Maria stod længere fremme for at tage billeder). Da de flotte, nymalede trucks fyldt med unge jøder og palæstinensiske arabere (samt vort eget hold af unge fra Europa) forsvandt i skyer af sand, vendte vi os til hinanden og hviskede bevæget: "Tak Herre, at du gav os sejr!"


En lykkelig gruppe af unge jøder og palæstinensiske arabere er med deres europæiske venner på vej til 5 dages overlevelsestur i ørkenen.

Se flere billeder, tryk her!