DESERT PEACE
www.noer.info
2008-01-11
003

BERETNING FRA DESERT PEACE EXPEDITION 2007

September 2007 samledes Desert Peace komiteen for at drøfte, hvor projektet var på vej hen. Det stod klart for alle, at hvis der skulle være noget håb for, at dette initiativ skulle fortsætte, var gennemførelsen af endnu en ekspedition inden årets udgang en nødvendighed. På trods af manglende midler, og selvom det kun blev for en mindre gruppe, var endnu en 2007-ørkenekspedition for unge en afgørende betingelse for videreførelsen af arbejdet.

Der blev derfor sat en dato, og med de begrænsede midler, der var til rådighed begyndte arbejdet på at gøre en af de to 4x4 Magirus Deutz-lastbiler, som skulle medvirke i ørkenekspeditionen, klar til at gå gennem israelsk syn. Det var ingen let opgave. En uge senere dukkede pludselig en gruppe fra Papua, New Guinea op i vor Arava-lejr. Vi delte med dem vort syn for projektet – og før gruppen forlod os, afleverede den en indsamlet gave til dette formål på 5000 dollar. Vi var overraskede og begejstrede, idet dette beløb ville dække en stor del af de udgifter, vi havde til forberedelsen af turen.



 

FORBEREDELSE OG PAPIR-ARBEJDE

I mellemtiden prøvede vi at udarbejde alle ansøgninger om tilladelse til at bringe vore køretøjer gennem synshallerne i Beer sheva. Samtidig måtte vi organisere tilstedeværelsen af guides, ’medics’ og hele den logistiske side af projektet.

Vor oprindelige ide var, at turen skulle omfatte 12 unge og de ledere, som skulle medvirke. Som dagene gik, øgedes dette antal – og det blev klart for os, at vi ikke ville være i stand til at gennemføre ekspeditionen med kun et køretøj. Som tiden begyndte at udløbe, tog vi fat på at forberede den anden lastbil…

En uge før ekspeditionen løb af stabelen, blev de nødvendige tilladelser givet, så at de gamle biler (62-modeller) kunne bringes til israelsk syn.

Ved en sidste hård arbejdsindsats og en sidste portion tro stod bilerne klar til afgang. De gik gennem synet, papirerne blev udstedt – og de israelske nummerplader skruet på de gamle ’belgiere’. Vi var næsten køreklar…

Det eneste problem var nu, at pengene var sluppet op, og vi nu stod med 33 unge samt ledere, guides og ’medics’. Vi fortsatte ufortrødent, sikre på, at en eller anden løsning var undervejs. Fire dage før ’deadline’ blev vi kontaktet af familiemedlemmer og venner. "Vi tror på synet bag dette projekt," sagde de, "vi sender det manglende beløb til proviant, kørsel og øvrige aktiviteter. Vor begejstring kendte ingen ende…



 

FRA ALLE KULTURELLE BAGGRUNDE

Den 5. december! Turens første dag. Ti unge ankom fra ’Youth at Risk’ i Jerusalem. Gruppen bestod af israelere, palæstinensere, pædagoger og tolke. ’Youth at Risk’, en organisation, der arbejder med ’unge i risikozonen’. Fem unge ankom fra en fattig, illegal bosættelse i det nordlige Israel. Fem andre kom fra Beit Hashanti, en velkendt organisation for ’street-kids’ i Tel Aviv. Fire unge kom fra Europa. Alle navne blev krydset af. Ekspeditionen blev introduceret, og køretøjerne satte sig i bevægelse. Fem dages kørsel ad den gamle karavanevej, ’The Spice Route’, lå foran os.

De unge var begejstrede og en smule rastløse, fordi de var vant til bylivets rytmer. Det var tydeligt, at det ville tage nogen tid for at opbygge tillid og respekt. Enkelte ’prøvede grænser’ – og overtrådte alle regler – men vi var årvågne overfor, at netop disse unge var på jagt efter lidt ekstra opmærksomhed.

Aftenen faldt på, og en professional ’trommer’ ankom med 16 jungletrommer fra Tel Aviv. De unge samledes omkring bålet for at lære de nye rytmer. De unge fandt sammen – det var en første sejr.
 

MÅLET NÅET

Da turen fortsatte, og de unge langsomt begyndte at fatte, hvad det gik ud på – vore motiver og vore hensigter ’ ændredes deres holdning. Et par af de unge havde været med på tidligere ekspeditioner, og de vidste, at vi ikke fik noget personligt ud af arbejdet – ikke engang betaling eller løn.Disse rygter spredte sig og rørte et eller andet ved de af deltagerne, der skulle være ’sejest’. De havde svært ved at begribe, at vi ville give så megen tid og energi uden selv at få noget til gengæld – og pludselig stod de unge, der havde vist størst modstand på vor side. Det var rørende at se. Samtidig bemærkede vi de første tegn på sammensmeltning. De, der havde holdt sig udenfor de forskellige aktiviteter, kom nu indenfor ’i varmen’. De, der havde været tavse og indelukkede, begyndte nu at kommunikere. Vi skimtede vore mål forude!

Mange af disse unge har aldrig været i stand til at fuldføre noget i deres liv. Derfor havde vi inkluderet aktiviteter som ’repelling’ (med sikkerhedstove at klatre ned af stejle klipper). Hvis de kunne gennemføre den del af programmet, havde de opnået noget og de ville også senere i livet kunne besejre deres frygt. For adskillige ville det være som en milesten. En god portion frygt skulle besejres – og kom de gennem denne prøve, så var resten af ekspeditionen mere overkommelig.

For enkelte var det vanskeligt at skulle fuldføre ekspeditionen. De ville pludselig hjem – og vi søgte at overtale dem til at blive. Undertiden var det den blotte kendsgerning, at de ikke kunne slippe ud af de øde områder, før den næste proviant-transport nåede frem, at de blev. I den korte tid skiftede de mening – og var bagefter lykkelige over at være blevet.
 

MOTIVERET TIL AT FORTSÆTTE

Vi er nu på den anden side af december-ekspeditionen – og vi er motiverede til at fortsætte. Det er vor plan i 2008 at gennemføre en ørkentur for europæere. De kommer til at betale for deres deltagelse – og overskuddet vil gå til, at endnu en ekspedition kan gennemføres med disse hårdt mærkede unge fra alle kulturer. Vi fortsætter med at være på udkig efter sponsorer, der vil se dette freds-initiativ virkeliggjort, og vi takker dem, der gjorde 2007-ekspeditionen mulig.

De medfølgende pædagoger har givet en respons på deres medvirken. En guide har også givet sin mening til kende; deres indlæg følger her:

Stacy Miller, socialmedarbejder ved ’Youth at Risk’, Jerusalem:

For det første vil jeg takke hele initiativgruppen for det syn, den planlægning, den medleven og den kærlighed, som med henblik på dette projekt er blevet lagt for dagen. Alle de unge melder tilbage, at de har haft en livsforandrende oplevelse, som de aldrig vil glemme.

Generelt var hele ekspeditionen en utrolig succes. Hver en detalje var overvejet og veludført. Vore livsbetingelser i ødemarken var mere end fortræffelige. Der var altid nok til alle, og ingen kom til at mangle noget. Medarbejderne samledes og delte arbejdsbyrden og stresset, som bestod i at skulle have et øje på hver finger. Alt blev organiseret sådan, at ikke alle var ’ansvarlige’ på samme tidspunkt. "Timingen" for turen var ideel, idet Chanuka-ferien netop i den periode gav skolefri – hvilket normalt ville være den tid, hvor disse teenagere rodede sig ind i vanskeligheder. De var nu langt borte fra byens fristelser. Jeg personlig vil gerne udtrykke min taknemmelighed over den finfølelse, der blev vist overfor de religiøse overbevisninger, som har at gøre med Sabbat og spiseregler. Her blev netop den tolerance udvist, som vi ønsker at vise de unge. Småting gjorde turen festlig! Varm chokolade til en ung dreng, som hævdede, at ’han kunne ikke leve uden’ – fødselsdagsgaver til Adam og Michael – alt ’sådan noget’, der bare er for meget… Derfor en gang til: Tak! Tak! Tak!
 

Meital Naor, en Isralisk Tour Guide:

"Hej, alle sammen! Jeg havde alle tiders tur med jer i Arava. Stedet er skønt – og I var alle så skønne! Det var en lykke for mig at møde mennesker, der bare er gode ved hinanden og så velmenende overfor deres omgivelser – uanset, hvor folk kommer fra, eller hvilket sprog de taler.

Jeg elsker at se sådan noget. Jeg håber bare at komme til at opleve mere af den slags i mit liv. NOER-familien! Det er mit håb, at en eller anden indflydelsesrig person vil få øje på jer og se jeres projekt og livsstil – og sørge for, at I får det blå stempel, så I kan blive iblandt os. Vi har brug for sådanne folk som jer i Israel."