DESERT PEACE
www.noer.info
2008-11-07
006

Benjamin og Lee leder en ørkenekspedition
 

DEN FULDE RAPPORT OVER DE SEKSTEN TIMERS DRAMA I BEN GURION

Den Israelske Ambassade i København har torsdag d. 6.nov. fået udleveret den fulde rapport over de begivenheder, som natten til d. 2. november udspillede sig i immigrationspolitiets detention i Ben Gurion Lufthavn.

Forinden har den israelske ambassadør, Mr. Arthur Avnon, telefonisk henvendt sig til Johny Noer, som opholder sig i ’Danske-lejren’ i Israel. Ambassadøren beklagede det skete og tilføjede: "Det er desværre ikke første gang, at der er modtaget klager over disse forhold." Mr. Arthur Avnon og senere hans deputé, Mr. Dan Oryan, gav udtryk for, at de ’ville gøre noget ved denne sag’ – og også være behjælpelige med at bringe Benjamin og Lee tilbage til Israel.

En kortfristet løsning på denne sag vil imidlertid ikke være nogen hjælp, idet der nu i Knesset er blevet gennemført en lov, som med tilbagevirkende kraft udelukker, at personer, som deltager i kristent hjælpearbejde, kan være mere end sammenlagt 27 måneder i landet! Dette er ikke blot et slag for Noer-familien, som for længst (uden at der har været nogen lov derom) har overskredet denne tidsfrist. I forbindelse med Benjamin og Lees situation er de yderligere blevet udtalt: "Johny og Gisèle Noer er de næste på listen." 40 % af det hjælpearbejde, som udføres i landet af kristne venner af Israel, er hermed truet.

Derfor opfordrer vi vore venner alle vegne til at være i forbøn for, at familien Noer samt nogle få Desert Peace-medarbejdere nu kan få deres visa-situation bragt ind under sådanne forhold, at gerningen i Israels ørken kan fortsætte.

De, som ved at læse den efterfølgende fyldige rapport om Benjamin og Lees 16 timers mareridt i immigrationsafdelingen i Ben Gurion, fortsat føler sig foranlediget til at henvende sig til den Israelske Ambassade, bør gøre dette respektfuldt og i forståelsen af, at Israels ambassadør i Danmark har tilsagt Noer-familien sin hjælp.

Den første del af rapporten forklarer, hvorledes det unge danske ægtepar – efter en vellykket ørkenekspedition med 54 israelere, palæstinensiske arabere og unge fra Europa – vendte tilbage efter et kort ophold i Tyrkiet. De blev her tilbageholdt i lufthavnen, hvorefter et bedrøveligt sceneri udfoldede sig. Lee Noer fortæller:

 

DEN VÆRSTE OPLEVELSE I MIT LIV

Efter at vi havde været i et barskt security-forhør, blev vi anbragt i et venteværelse hos lufthavnspolitiet. Her forstod vi, at vor skæbne var afgjort: Vi ville blive sendt tilbage til Tyrkiet. På trods af, at vi allerede havde været i security check flere gange, blev dette nu atter gennemført – denne gang med en endnu grundigere ’kropvisitering’.

"Personalet her var mere aggressivt og grovt," fortsætter Lee, "især den unge kvinde, der stod for ledelsen. På et tidspunkt bad et andet medlem af styrken hende om at ’holde igen’ – men han havde tydeligvis ’ikke noget at sige’.

Herefter blev vi overgivet til immigrationspolitiet," fortsætter Lee og tilføjer: "… og dermed begyndte en af de mest traumatiske oplevelser, jeg har haft i mit liv, hvilket er grunden til, at min mand og jeg ser det som vor pligt at fortælle, hvad her skete. Ikke kun for vor egen skyld, men med henblik på de godt 2000 mennesker (et tal, som stolt blev ’afleveret’ af vagterne) hvis grundlæggende menneskerettigheder på dette rædselssted bliver groft overtrådt.

Immigrationspolitiet bragte os til et køretøj, og min mand søgte da at finde ud af, hvad der nu ville ske. (Næsten fem timer var forløbet, uden at vi havde fået hverken vådt eller tørt). Vi forstod, at vi nu blev bragt til et sted, hvor vi skulle tilbringe natten, og da vi spurgte om under hvilke forhold det ville blive, begyndte den ledsagende officer at true os med at tale om ’den magt, jeg har over jer’! "Det er ikke noget hotel, I kommer på," sagde han og tilføjede: "Men heller ikke et fængsel!" (Vi ville snart få at se, at det ikke var et fængsel; det var værre end et fængsel). "I er under min myndighed," erklærede han, "og det jeg siger, er gældende regel!" Han tilføjede, at vi ville ’blive adskilt’ – og vi havde begge en fornemmelse af, at dette ikke var ’gældende lov’. Min mand forklarede, at han gerne ville blive med mig for at være forvisset om, at jeg ikke led overlast. Officeren svarede: "Det er vor beslutning!" – og nu talte han ikke længere. Nu råbte han. "I har intet at sige."


Benjamin klargør en af lastbilerne før en "Ørkenekspedition"
 

FRYGTEN OVERMANDEDE MIG

Vi ankom da til noget, vi mente kunne være en politistation. Her blev vi bragt ind i et lille, snavset aflukke, som var ’modtagelsen’. To andre mænd stod der også i disse omgivelser og med officerer, der hele tiden truede os, blev jeg overvældet af angst; jeg kunne ikke forstå, hvorfor vi blev behandlet som forbrydere.

"Jeg er bange," sagde jeg til min mand; "jeg er bange for at blive skilt fra dig under disse forhold." Benjamin prøvede at tale til den vagthavende (David Peretz) – men han begyndte at skrige og råbe helt ukontrolleret, idet han aggressivt nærmede sig Benjamin. "Jeg kan gøre med jer, hvad jeg vil!" råbte han. "Ta’ telefon, kamera, pen og papir og hvad de har af ejendele fra dem!" beordrede han. Vi prøvede at forklare ham, at vi var i færd med at få fat på en sagfører, og at vi havde brug for disse kommunikationsmidler. Han ville ikke svare på, om hvorvidt det var forbudt at have en telefon. Senere fandt vi ud af, at dette var et spil, hvor de styrende kørte efter deres egne regler.

Andre fortalte os, at der den foregående nat var blevet bragt to unge piger ind. De var smart klædt på og havde tilladelse til at telefonere så meget, de ville. De spadserede ind og ud af deres celler og fik tilladelse til at have besøgende – mens andre ’indsatte’ (f.eks. en unge pige fra Sri Lanka og en ældre polsk kvinde), som havde været på stedet i mere end en måned, ikke en eneste gang måtte forlade deres celler og ikke havde fået lov at foretage et eneste telefonopkald.

Til sidste blev skrigene og forsøgene på at jage en skræk i livet på os for meget, og jeg fik et sammenbrud. Frygten for, hvad disse mennesker kunne finde på at gøre ved os, overmandede mig, og jeg brast i gråd. Min mand, som var opmærksom på min tilstand og forsøgte at beskytte mig, holdt nu blot fast ved dette ene: "I må ikke skille os ad!"

"Her skal I bare gøre, som det bli’r sagt," råbte manden, "og glem ikke, at jeg kan få jer til at lide – ja, jeg kan få jer til at lide meget!" (et ’ligeud’ citat fra det hebraiske).

"Min kone er bange for dig," sagde Benjamin. Det nægtede han at tro på.

Han gik nu ovenpå for at tale med sin overordnede. Da han kom tilbage sagde han, at vi ville blive anbragt i samme celle. "Men det kan kun lade sig gøre, hvis I vil underordne jer!"

Vi blev nu selv bragt ovenpå for at møde den overordnede. Vi spurgte, om vi måtte telefonere til vor familie for at fortælle, hvor vi var. Det blev tilladt. Vi spurgte da, om vi måtte tilkalde Den danske Ambassade. Dette blev afvist. "Det er for sent," blev der sagt. Da vi nævnte, at ambassaden altid var åben for ’haste-sager’, blev vi straks sat tilbage i vor celle – hvilket var den fremgangsmåde, som blev brugt hver gang vi i de følgende timer henvendte os.


Lee med proviant til ørkenekspeditionen
 

EN SNAVSET FÆNGSELSCELLE

Da vi blev anbragt i denne celle, blev vi dybt chokerede; gamle madrester lå på bordet og en affaldsspand var fyldt dermed. Der var en brusekabine så uhumsk, at ingen af os turde sætte så meget som en fod i den – for slet ikke at tale om at gøre brug af den.

Nogle få gamle tæpper, der var snavsede af brug, gav det indtryk, at hvis man bare nærmede mig, ville man få lus. Madrasserne var knækkede plastikstykker uden lagener eller hovedpuder. Døre og vægge havde ikke set nogen form for rengøring i lang tid. Dette var intet mindre end en fængselscelle: Ingen håndtag på dørene, ingen lyskontakter, tremmer for vinduerne – og noget der lignede kameraer installeret i loftet… selv på toilettet. Stedet var koldt og beskidt og man veg tilbage for at lægge sig til at sove noget sted. Jeg bør nævne, at vi blev givet en sandwich – af samme slags, af hvilken affaldsspanden var fuld. De var fyldt med et eller andet ’sort’, som efter angivelsen skulle være avocado. Vi følte os hjælpeløse, spærret inde på et frygteligt sted uden muligheder for at få hjælp.

*

Vi ventede til det blev lyst og spurgte da, om vi måtte gøre et telefonopkald. "Om to timer," blev der svaret. Fra vort lille vindue i døren kunne vi se, at grunden til denne afvisning kun kunne være, at vi skulle forstå, at det var dem, der bestemte. Efter en halv time blev min mand så frustreret, at han – høfligt gentog spørgsmålet.

"Om nogle minutter!" blev der svaret.

Endelig blev vi lukket ud. Vi passerede en celle, hvor en ca. 50-årig kvinde befandt sig. Hun gav indtryk af at være rædselsslagen. Senere hørte jeg, at hun havde været indespærret i ligeved en måned. Lukket inde i disse uhygiejniske, beskidte celler i en hel måned uden tilladelse til telefonisk at få forbindelse med omverdenen. Hun var ikke en forbryder! Hun var der på grund af et visa-spørgsmål.

Vi blev nu givet tilladelse til at telefonere. Min mand ringede til ambassaden for at lade dem vide de forhold, som vi var tvunget til at underordne os, og at vi var holdt tilbage som i et fængsel. "De siger, at vi ikke er under arrest," sagde han, "men de har taget alle vore ting og holder os indespærret."

Efter denne samtale med ambassaden spurgte jeg, om jeg måtte ringe til en sagfører. "Af hvilken grund?" blev jeg spurgt.

"For at appellere den kendelse, at vi sendes ud af landet," svarede jeg.

Tilladelsen blev givet.

Medens jeg talte i telefonen, begyndte et nyt forhør af min mand. Da jeg var færdig med telefonsamtalen, var officeren gerådet i et så voldsomt raseri, at han på stedet beordrede os tilbage i vor celle.


En ørkenekspedition drager afsted
 

BLEV TVUNGET TIL AT GØRE RENT

Klokken var nu 8.30. Et snavset krus te blev stillet ind til os. Derudover to sandwich, som ingen af os turde røre, selvom vi var meget sultne. Vi vaskede et af de ti brugte krus, som stod i cellen og drak lidt te.

Da vi anden gang blev lukket ud, fik vi at vide, at vort fly til Tyrkiet afgik kl.11.00. Hidtil havde vi hørt kl.12.00, kl.14.00 og kl.15.00. Vi var usikre. Min mand spurgte en vagt, om vi undervejs gennem lufthavnen kunne købe lidt at spise. "Vi skal nok selv betale," sagde han. "Spørg chefen!"

Fem minutter senere vendte vagten tilbage og sagde: "De vil tale med dig!" Jeg fulgte med, og hørte dem tale ærgerligt indbyrdes: "Hvorfor er de sammen?" Da vi trådte ud på kontoret, stod 6 mænd dér. Vi hørte da en samtale fra et tilstødende rum, hvor en officer råbte til en eller anden: "Jeg kan være en meget, meget, slem, slem, slem mand!"

Officeren sagde til min mand, at han skulle komme nærmere. Han brugte et almindeligt hebraisk udtryk, som råt oversat lyder sådan: "Ven! Kom nærmere!" Min mand prøvede at mildne situationen ved at sige: "Godt at høre, at jeg er en ven og ikke en fange!" Dette fik en tikkende bombe til at eksplodere. Manden skreg og råbte, en kvinde, der var til stede, skreg og råbte endnu højere. Kvinden befalede min mand at forsvinde, hvilket han gjorde – men officeren råbte: "Hvem har givet dig lov til at gå? Er det mig eller hende, du skal tale med?" Min mand var i tvivl om, hvad han skulle gøre, men kom så tilbage.

"Jaså, han mener, at vore værelser er snavsede?" Det var officeren, der spurgte. Vi var ikke helt sikre på, hvor han havde hørt dette – om det måske var i forbindelse med en henvendelse fra Det danske Udenrigsministerium, som angiveligt havde søgt at opnå forbindelse med os men var blevet afvist – eller om det var en bemærkning fra vor side.

"Udmærket, men så kan han gøre værelset rent!" Officerens stemme var fyldt med sarkasme. "Giv ham en kost og lad ham komme i gang!"

En af de omkringstående mænd (der alle råbte kommentarer til os) sagde, at han ville hente sit kamera. "Jeg vil filme ham, når han gør rent!" sagde han.

 

BLEV ADSKILT MED VOLD

Officeren stillede nu spørgsmål om maden, som var blevet givet os. "Nå, så han vil spise på Mc Donalds? Som om han ikke har fået noget at spise her?"

Til dette svarede min mand, at stedet var meget snavset, og at cellen var fyldt med gamle madrester. På dette tidspunkt kom ’den meget slemme mand til syne’. "Skil disse to ad," råbte han. "Giv dem intet – ikke så meget som en smule. Jeg brækker både arme og ben på dem, der vover at give dem det mindste!" På samme tid blev der råbt forskellige ordrer: "Tag dem til rum, så at de kan gøre dem rene!" Vi blev gennet gennem korridoren af alle officererne hen mod vor celle. Jeg var meget bange, hvilket sikkert kunne ses ved, at jeg holdt fast i min mand. Da begyndte nogen at råbe: "Skil dem ad!" Jeg mener, at de optog dette på film. Der gik panik i mig og gav mig til at græde så voldsomt, at jeg næsten tabte vejret. Af alle kræfter klamrede jeg mig til Benjamin. Han holdt sine arme om mig og holdt fast i mig. "Skil dem ad!" blev der stadig råbt, og jeg hørte min mand sige: "Jeg be’r jer: Gør ikke dette! Gør ikke dette!" Da han så, at min tilstand forværredes, bad han dem om at få fat på en læge. Men de var ikke til at bevæge. "Hvis I ikke går ind i cellerne nu, skiller vi jer og smider jer derind med magt!"

"Giv mig bare et minut," sagde Benjamin for at berolige dem. "Nej!" råbte de. En kvindelig officer trådte imellem. "Lad dem få et minut!" Hun vendte sig mod os: "I kan se, at der er andre i den celle!" Benjamin sagde til mig: "Der er ikke noget at gøre, vi må gå ind i hver sin celle." (På dette tidspunkt mener jeg, at nogle af dem var klar over, at de var gået for vidt, og de begyndte at stille spørgsmål, mens de filmede – sikkert for at kunne dække over deres handlinger.)

Så snart jeg var inde i cellen, smækkede de døren i og smed derefter min mand ind i en anden celle, hvor der var fem andre (Der var faktisk fem tomme celler men de valgte at presse fem store mænd ind på det lille snavsede sted.) Et øjeblik efter kom de tilbage til min mand med rengøringsmaterialer. "Denne mand siger, at her er snavset; alle går i gang med at gøre rent."

Jeg kan forestille mig, at det var deres hensigt at få de andre fanger til at vende sig mod Benjamin. I ængstelsen for, hvad de kunne finde på at gøre med mig, begyndte han at gøre rent.
 

Benjamin og Lee synger til et pro-israelsk møde på Israels Plads


FLERE TRUSLER

45 minutter senere blev vi hentet ud af cellerne og bragt nedenunder, hvor vor bagage var. "I bli’r nu eskorteret ud til maskinen!" sagde de. Hele scenen, hvor de rev os fra hinanden og satte Benjamin til at gøre rent var altså blot en del af magtspillet. Vi ønskede at checke vor bagage for at se, at intet manglede. Af hvilken grund skulle vi have tillid til disse mænd. "I kommer tilbage i cellen, hvis I begynder at checke bagagen," truede de. En officer gav os imidlertid tilladelse til at undersøge bagagen.

Jeg bør tilføje, at min mand i hans henvendelser til officererne altid talte respektfuldt og altid anvendte det høflige udtryk: ’Sir’ i håb om, at officererne ville handle i overensstemmelse med loven og ikke ud fra det lovløse ’ingenmandsland’, som de hævdede at tilhøre, når de sagde: "Vi er loven her, og vi har magt til at gøre, som vi vil!"

Før jeg steg ind i bilen for at blive transporteret til flyet, der skulle bringe os til Tyrkiet, bad jeg om at få deres navne. "I kan få alle de navne, I vil ha’," sagde de grinende. I skyndingen og den anspændte situation fik jeg kun nedskrevet fire af navnene på dem, der var værst – men jeg blev slået af forbløffelse ved at se, hvor sikre de følte sig; de var alle overbeviste om, at vi intet kunne gøre ved denne sag.

I elve år har vi været på vej ind og ud af Israel – og det ligger mig på hjerte at sige, at hvad vi her har oplevet er ikke Israel. Vi elsker dette land og dette folk. Immigrationsdetentionen er en lille afdeling, der beskæftiger sig med turister – og hvis dette frygtelige sted i Ben Gurion ikke bliver overvåget og der bli’r gjort noget for at ændre disse forhold, så er der indenfor et år 2000 flere mennesker, der skal gennemgå den samme – eller en endnu værre – behandling.

Min mand og jeg, hans forældre og to øvrige udenlandske medlemmer af vor forening, Desert Peace Expedition, ønsker at fortsætte vort projekt, som vi har oplevet har bragt livsforvandling til mange, og som vi stadig brænder for at komme i gang med. Imidlertid er vi bange for at vende tilbage til Israel, hvis det kun kan blive på det turist-visa, som vi indtil nu har måttet leve med.
 

Hør Benjamin og Lee fortælle om deres ophold i immigrationspolitiets detention, optaget 2008-11-26