PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2005-12-15
0003

NÅR JORDENS HÆRE SAMLES TIL KRIG

Optakten til at få samling på de antikristelige tropper er dramatisk. De største og mørkeste kræfter sættes i bevægelse. Ja, der findes ikke noget tidspunkt i historien, hvor der har været en sådan enighed i afgrunden og hvor de sataniske bestræbelser har været så forenede som på den dag, der kaldes til samling mod Jerusalem. Alle tror på en hurtig sejr – og ingen aner, at kæmpehæren går sin undergang i møde ved Bozra.

Apostelen Johannes forklarer: "Og jeg så, at der ud af munden på dragen og ud af munden på dyret og ud af munden på den falske profet kom tre urene ånder" (Åb. 16:13).

Der findes troende, som ikke anerkender Guds treenighed. Siden den kristne kirkes første dage har der været løbet storm mod denne troslære. Kætterske bevægelser har ikke villet anerkende, at Gud er én og Gud er tre; de har ikke villet godtage, Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd.

Medens de har søgt at fratage Den Almægtige denne treenige guddomsherlighed, må de nu – ved at læse disse ord fra Ny Testamente – erkende, at Djævelen er tre; også på dette punkt søger han ved falskhed at efterligne Skaberen! Derfor fremstår han i opgøret omkring Bozra som Dragen, Den falske Profet og Dyret. I denne onde treenighed søger han nu at modsætte sig Guds herredømme. Han bevæger sig ikke kun i den åndelige sfære; han griber ind i verdensforløbet! Han blander sig i nationernes politiske forhold. Han søger at styre deres økonomi – og til sidst vil han sætte alle kræfter ind på at lægge strategien for deres militær.

At det er en uren treenighed fremgår af det, der bor i dens indre. "Det, som kommer ud af munden, udgår fra hjertet", siger Jesus (Matt. 15:18), idet han fortsætter: "Thi fra hjertet udgår onde tanker, mord, ægteskabsbrud, utugt, tyveri, falsk vidnesbyrd og bespottelser…"

I det samlede råd, som sammenbinder det ondeste fællesskab, som nogensinde har eksisteret i vort univers, dér smedes planer om mord og ægteskabsbrud, utugt og løgn; det er ikke nogen behagelige ’dæmonånder’, som her udsendes til jordens konger og magthavere ’for at samle dem til krigen’. De tre ambassadører ligner frøer (hvilket ikke forekommer usædvanligt, når der kastes et blik ind i den slimede og sleske diplomatiske verden). Disse dæmon-diplomater vil være i stand til ’at gøre tegn’ – men deres ’tegn og undere’ vil være lette at opspore; alle er de forbundet med urenhed, unaturlig utugt og bedrag.

"I har djævelen til far", siger Jesus til nogle jøder, som afviser Hans Messiasbekendelse. Han fortsætter (og Hans ord kan kaste lys over den her omtalte dæmoniske aktivitet, der vil føre til den afsluttende krig ved Bozra): "I er villige til at gøre, hvad jeres far lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen." (Johs. 8:44).

De udsendinge, som på et tidspunkt skal rejse gennem alle riger og lande, er ikke robotstyrede agenter! De er farlige, fordi de helt ’taler af sig selv’. På grund af deres helvedsoprindelse og rod i al ondskab og mord, er de i stand til at manipulere med mennesker og begivenheder på en sådan måde, at de når deres mørke mål!

’De skal samle kongerne til krigen på Gud den Almægtiges store dag’. Det bliver deres opgave ’at samle’ verdensmagternes hære… og ’de skal samles’ på det sted, der på hebraisk hedder Harmagedon (Åb. 16:14-16) – men herefter skal de ikke foretage sig mere! Når de har samlet de antikristelige tropper, ophører deres job. Den efterfølgende krig er ikke deres opgave. Apostelen bruger udtrykket: ’Krigen på Gud den Almægtiges store dag’. Det vil sige, at det er Guds krig. Fra Harmagedon fører Den Almægtige denne hær. Han leder den til stedet, hvor den skal udslettes. Dette ødelæggelsens område er ikke i Israel; der er på Jordans bjerge. Det er i Edom. Det er ved Bozra!

*

Den pludselige opmuntring, som står nedfældet midt i disse djævelske begivenheder, fortæller os – således forstår jeg det – at de hellige stadig befinder sig på jorden; den forjættede bortrykkelse og de troende har endnu ikke fundet sted! Hvis de var fjernet fra jorden, uden dette afsluttende opgør, behøvede de ikke en sådan henvendelse…

"Se jeg kommer som en tyv", lyder det fra Herren, hvorefter det tilføjes: "Salig er den, der våger og vogter over sine klæder, så han ikke skal gå nøgen, og man skal se hans skam" (Åb. 16:25).

De troende har ikke brug for nogen formaning til ’at våge’ og til at ’vogte på deres klæder’, hvis de allerede ved bortrykkelse var bragt i sikkerhed! Om denne forventede og forunderlige begivenhed forklarer apostelen: "Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne… for at møde Herren i luften (1. Thess. 4:17). Herefter tilføjes det: "Så skal vi altid være sammen med Herren. Trøst derfor hinanden med disse ord!" (v.18)

Det stående spørgsmål i den seneste debat om dette emne har været, hvornår denne begivenhed finder sted? Apostelens udtryk: ’Vi, der lever og endnu er her … ‘ er blevet endevendt. "I hvor lang tid skal vi ’endnu være her’" spørger de. "På hvilket tidspunkt finder bortrykkelsen sted?"

Der er – som nævnt – mange meninger om denne sag, og der findes (så vidt jeg kan bedømme) gode og hengivne Guds tjenere i alle lejre. Det drejer sig derfor i denne alvorlige sammenhæng ikke om at søge nye konfrontationer! Meget mere er det nødvendigt at lytte til de forskellige synspunkter; lad de argumenter, som er baseret på Den Hellige Skrift, sejre..!

Så vidt jeg kan se, gælder apostelens ord: "Vi, der endnu er her" også det tidspunkt, hvor samlingen af de antikristelige tropper ved Harmagedon finder sted. Ja, det falder næsten som et åbenbarelseslys fra en klar himmel, at dette må være tilfældet! Der er (ifølge tekstsammenhængen) på jorden nogle, der endnu ’skal våge’, og der er i det antikristelige mørke nogle, der endnu ’skal vogte over deres klæder’. Medens dæmonånderne udfører deres sidste forførende tegn for at samle alle jordens hære til krig, er der nogle, der endnu advares mod at komme i en situation, hvor de må ’gå nøgne’ og ’man skal se deres skam’.

"Se, jeg kommer!" lyder det opmuntrende. En åbenlys opfordring til at holde ud, thi bortrykkelsen har endnu ikke fundet sted...!

At den opstandne Herre meddeler sine forfulgte efterfølgere, at ’Han kommer som en tyv’ er af adskillige blevet fejlagtigt forklaret som ’en hemmelig bortrykkelse’… i modsætning til Herrens åbenlyse og for hele verden tydelige genkomst!

Om dette forhold hedder det i et brev, som sendes til menigheden i Sardes: "Hvis ikke du våger, kommer jeg som en tyv, og du ved ikke i hvilken time jeg kommer over dig. Men nogle få har du i Sardes, som ikke har sølet deres klæder til, at de skal vandre med mig i hvide klæder, for det er de værdige til" (Åb. 3:3-4).

Da netop denne formaningsskrivelse omtaler hvad det vil sige, at ’Herren kommer som en tyv’, og da det samme afsnit forklarer nødvendigheden af ’at våge’ – ja, der i disse linier endog findes en henvisning til at ’vogte på sine klæder’, kan der næppe angives noget bedre skriftord for at kaste lys over denne sag…

For det første får vi her en forklaring på udtrykket, at ’Herren kommer som en tyv’. Der tales ikke her om nogen ’hemmelig’ eller ’usynlig’ bortrykkelse! Apostelen erklærer: "Hvis ikke du våger, kommer jeg som en tyv!" Det vil kort og godt sige, at de troende, der sover tornerosesøvn i denne mørkets time, vil være uvidende og uforberedte ved Menneskesønnens komme! "Du ved ikke, hvilken time, jeg kommer over dig", lyder det. Sløvhed, ligegyldighed og lunkenhed har overvældet dig, og forjættelsen om Herrens snare komme hverken glæder eller bekymrer dig. Velfærdet og verdslighed har gjort dine øjenlåg tunge, og du er faldet i (hvad man rettelig betegner som) ’en dødlignende søvn’. Samtidig hersker på dette tidspunkt en sådan uren og forførende ånd, at endog de troende står i fare for at ’tilsøle deres klæder’! En hær af urene ånder er draget ud over jorden; og fordi Kristi efterfølgere stadig befinder sig i farezonen opfordres de til at ’vogte på deres klæder’.

*

Hvad er begyndelsen til den trængsel, som kan forventes over hele jorden – og som også de troende bør indstille sig på at komme igennem? Hvis ikke det er sandt, at Kristi efterfølgere vil blive bortrykket, før der løsnes et skud – så er det en alvorlig forseelse at foregøgle dem en sådan udvej; da må øjeblikket være kommet, hvor vi med den største opmærksomhed bør undersøge, hvad Skriften siger om disse ting!

"Søg i Herrens Bog og læs!" erklærer profeten Esajas (34:16). Hans ord har vægt. Når der findes en bog på jorden, som kaldes ’Herrens Bog’, da er det dér, vi skal læse…

Villigheden til at gøre netop dette har ikke altid været til stede; derfor udbryder profeten Jeremias: "Dette siger Herren: ’Stil jer ved vejene, og se jer om; spørg efter de gamle stier; følg vejen til det gode, så skal I finde hvile for jeres sjæle!" Men de svarer: "Det vil vi ikke!" (Jer. 6:16)

Rastløsheden og fremtidsangsten griber om sig. Ingen kan med myndighed fortælle folkene, hvad der skal ske – og Gud Herren kan ikke som i forgangne tider ’stadfæste ordet med de medfølgende tegn’, fordi det ord, der prædikes ikke er den rene og skære sandhed! For at finde den ’hvile for vore sjæle’, som Skriften forjætter, må de troende ’stille sig på vejene og se sig om’. Det er fejlagtigt at tro, at for at opnå den rette hellighed og fromhed bør Jesus efterfølgere lukke sig inde bag fire vægge og afsondre sig fra verden og verdensudviklingens dramatiske begivenheder. "Stil jer på vejene", råber profeten. "Se jer om… så skal I finde hvile for jeres sjæle…"

Hertil vil nogen svare: "Ved at tage del i det frustrerende kapløb, der finder sted omkring os, vil freden blive taget fra vore hjerter! Vi vil ikke stå på vejene, og vi vil ikke flytte vort blik fra Herren for ’at se os om!"

Dette kan lyde rigtigt. Derfor er profetens opmuntring til at ’stille sig på vejene og se sig omkring’ efterfulgt af en vigtig formaning. Han tilføjer: "Spørg efter de gamle stier, følg vejen til det gode…"

Ved blot at søge at følge med i det hæsblæsende nyhedsrace, og ved blot at lytte til TV-reporternes beskrivelser, vil vi blive forvirret. Men hvis samtidig vi ’søger de gamle stier’ og samtidig ’følger vejen’ (ikke til det onde) men ’til det gode’, vil vi komme ind i en proces, hvor langsomt men sikkert Guds frelsesplan i Jesus Kristus vil blive åbenbaret for os…

Det er ud fra denne holdning, at jeg i det efterfølgende vil søge at nærlæse det berømte afsnit i profeten Daniels Bog, som af de fleste eksperter betragtes som et nøgleafsnit i forståelsen af den kronologiske rækkefølge af begivenhederne i de sidste dage.

Det omtalte afsnit er fra Daniels Bog 9:24-27, og lyder således: "Halvfjerds uger er fastsat for dit folk og for din hellige by, før overtrædelserne bliver tøjlet, synden bragt til ophør og skylden sonet før den evige retfærdighed kommer før profeternes syner bliv er beseglet og det højhellige bliver salvet.

Det vigtige profetiske afsnit fortæller: "Du skal vide og forstå: Fra den tid ordet om at genopbygge Jerusalem udgik, og indtil der kommer en salvet fyrste, er der syv uger. I 62 uger skal det stå genopbygget med torve og gader. Men det er trængselstider! Når de 62 uger er gået, bliver en salvet fjernet uden dom, og byen og helligdommen ødelægges af en fyrste, der kommer med sin hær. Han får sit endeligt i en stormflod. Det er besluttet, at ødelæggelserne skal vare, indtil krigen er forbi. Han vil slutte en stærk pagt med de mange i én uge. Men midt i ugen vil han bringe slagtoffer og afgrødeoffer til ophør. Ødelæggeren kommer på vederstyggelighedens vinger, og det varer indtil den ødelæggelse, der er besluttet, vælder frem mod ødelæggeren selv."

Det er den almindelige og mest udbredte opfattelse, at denne passage taler om en periode på 490 år (og som et særligt dekret for det jødiske folk). De 483 år af dette åremål regnes af de lærde som et afsnit af historien, der allerede har fundet sin opfyldelse ved Kristi første komme.

Dermed forbliver syv år tilbage af denne husholdning. Disse syv år vil – ifølge denne opfattelse – først oprinde, når Guds ur falder i slag. Disse syv år regnes for at være den periode, som kaldes ’Sen store trængsel’…

Jeg er ikke enig i denne forklaring!

Min vanskelighed består i, at jeg ikke har læst om nogen anden, og ikke kender til nogen, som er kommet med en anden forklaring! Det skyldes sikkert min afsides tilværelse i ørkenen, at jeg ikke er kommet i besiddelse af nogen bog eller noget skrift, som har kunnet støtte mig i mine overvejelser! Imidlertid vil jeg her søge at gengive, hvad jeg mener om denne vigtige sag. Min uenighed med de fortolkere, som gør hovedafsnittet i denne mægtige Daniel-forudsigelse til ’en afsluttet historie’, ligger i, at jeg ikke tror, at denne profeti hører fortiden til! Jeg tror ikke, at der her tales om ’en allerede afsluttet historie’! Det er min faste overbevisning, som kun kan rokkes ved sande, vægtige bibelske argumenter, at intet i dette fremtidssyn er sket! Det er alt samme begivenheder, som venter på deres opfyldelse! Det hører alt sammen morgendagen til!