PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2005-12-22
0004

UDRYDDELSEN AF ET ONDT SYSTEM

Et afgørende udsagn med hensyn til forståelsen af begivenhedernes fart i den sidste tid står nedskrevet i et af de mest betydningsfulde afsnit af apostelen Paulus’ breve. "… for Herren har besluttet", skriver han, "at gøre regnskabet op på jorden" (Rom. 9:28). I ældre oversættelser stod tilføjet, at dette ville ske ’i hast’. Dette er fastholdt i nyere engelske oversættelser, som bl.a. betoner, at regnskabet vil blive gjort op med ’speed og finality’. Afsnittet er hentet fra profeten Esajas (sådan som apostelen anfører det), hvor det hedder: "Tilintetgørelsen er besluttet, den strømmer frem med retfærdighed, for Herren, Hærskarers Herre, vil gennemføre den tilintetgørelse, Han har besluttet på hele jorden" (10:22-23).

Der kan ikke være tale om nogen længere ødelæggelsesperiode. Det er ikke en tilintetgørelse, som trækkes i langdrag. Guds beslutning om, at der er et regnskab, der skal gøres op, bygger ikke på en pinagtig og langsom destruktion. Nej, det gamle bibeludtryk: ’i hast’ er her på sin plads.

I øvrigt kan Esajas-ordet – så vidt jeg kan se – kun opfattes således: En ’tilintetgørelse, der strømmer frem ’har fart på! Den er ikke en sindig flod, der stille og fredeligt bevæger sig gennem landskabet. Den er en katastrofe. En mægtige, uimodståelig ødelæggende kæmpebølge, der river alt med sig…

En fransk oversættelse udbryder: "Herren gør dette ’sans retard et sans se rependre’ (uden at lade sig forsinke og uden at holde sig tilbage… uden tøven!) Der er tale om et hurtigt og beslutsomt værk; regnskabets time er ikke en årelang historie! Det er et opgør, som færdiggøres i løbet af den kortest mulige tid!

"A conclusive and concise accounting the Lord will be doing on the earth" erklærer en mere nøjagtige engelsksproget oversættelse, som bygger på det græske ord: ’sun tem’nô’ (der betyder: ’at gøre det kort’).

Udtrykket er i Ny Testamente brugt af den sleske spytslikker og sagfører, som foran statsholderen Felix begynder sin anklage mod Paulus med at sige: "For nu ikke at opholde dig for længe, beder jeg dig at høre på os et øjeblik…" (Ap. G. 24:4).

Der synes netop i dette afsnit i den græske tekst at være tale om ’ikke at gøre en lang historie ud af dette opgør’. Der er ikke tid til lange udredninger. Der (siger sagføreren i sin tale) skal bruges ’få ord’. På denne baggrund er det mig uforståeligt, at vor seneste danske oversættelse af Ny Testamente kan tillade sig at ændre den gamle tekst, som tydeligt taler om at ’Guds regnskab afsluttes i hast’! Ordene ’i hast’ er udeladt. Den hurtige afslutning af regnskabet omtales ikke"

*

Netop denne alvorlige og betydningsfulde udeladelse sættes på plads i Daniels forklaring om de såkaldte ’halvfjerds’ uger’, der er fastsat ’for Jerusalem (9:24). Det er ikke (som de fleste kommentatorer har opfattet det): ’en årelang periode’. Nej, det er et kort, fastsat tidsrum på nogle få uger; det er (til sidst) en hastig trængselstid, der kan gøres op i dage og timer; således bør de troende opfatte det! Dette vil vække dem op til at være beredte til Herrens komme. Alle andre forklaringer vil dysse dem i søvn!

*

De fleste kommentatorer af dette afsnit i Daniels Bog mener, at der ikke (i dette tilfælde) er tale om uger men om år; på den måde ser alt mere rimeligt ud, og der gives dermed et tilstrækkeligt stort spand af tid til, at hele det overvældende program (som står nævnt i detaljer) kan gennemføres!

Samtidig er det en kendsgerning, at Daniel har lært fra Skriften, at Gud havde angivet et bestemt åremål, i hvilket Jerusalem skulle ligge i ruiner. Han fortæller selv, at ’jeg, Daniel blev opmærksom på angivelsen i bøgerne af det åremål Jerusalem efter Herrens ord til profeten skulle ligge i ruiner, halvfjerds år!’ (Dan. 9:2) Vi bør imidlertid nøje lægge mærke til, at Daniel i dette samme niende kapitel omtaler tidsrummet som ’åremål’ og derfor naturligvis i den sammenhæng udregner den angivne periode i år. Der er imidlertid ikke (nogle få vers senere) tale om halvfjerds år, men et andet udtryk er anvendt, af hvilken grund vi må være i vor fulde ret til at spørge, hvor længe den her angivne periode er…

Det afsnit hos profeten Jeremias, som Daniel henviser til, taler ligeledes med al tydelighed om halvfjerds år. "Folkene skal være trælle for Babylons Konge i halvfjerds år", hedder det (Jer. 25:11) og afsnittet fortsætter: "Men når der er gået halvfjerds år, vil jeg straffe Babylons Konge…"

Et par kapitler senere gentager profeten dette udsagn. "Dette siger Herren", udbryder han, "først når der er gået halvfjerds år i Babylon vil jeg drage omsorg for jer…" (29:10).

Der kan således ikke være tvivl om, at hvad angår Israels børns udlændighedsperiode i Babylon, var der tale om år! Dette er ikke tilfældet, når det (nogle få vers senere) tales om Jerusalems sidste dage! Dette forhold vil jeg her yderligere søge at forklare…

*

Den linie hos profeten Daniel, som her er i fokus, lyder således: "Halvfjerds uger er fastsat for dit folk og for din hellige by" (Dan. 9:24).

Hvis denne linie allerede er en forbigangen historie, vækker den næppe større interesse. Den kan højst føre til nogle indviklede historiske udregninger, hvor visse afsnit af verdenshistorien falder på plads. Interessant – men i grunden dybt ligegyldigt. Fortiden er i vore dage ved at sakke agterud! Den lægges mere og mere i skygge! Fremtiden optager alles tanker og sind. Med en vis ængstelse! Hvad vil der ske?

Dersom denne linie hos Daniel stadig er fremtid, vil alle løfte hovedet! Hvis ’de halvfjerds uger, som er fastsat over Jerusalem’ endnu ikke har fundet sted, da må al vor opmærksomhed samle sig om denne forudsigelse. Da står vi på tærskelen af så vigtige og dramatiske begivenheder, som verden indtil nu aldrig har set magen!

Nu kan denne sag imidlertid ikke afgøres ved, hvilken fortolkning, der for os er mest interessant; hvorvidt der her er tale om historie eller fremtid bestemmes ikke af, hvad der kan vække mest opmærksomhed. Hvis de 70 uger er historie, så er de historie, hvad enten vi synes om det eller ej – og hvis de er fremtid, så er de fremtid uanset, om det vækker større eller mindre interesse!

Imidlertid er det min faste overbevisning, at ’de 70 uger, der er fastsat over Jerusalem’ stadig er fremtid – og at alle de begivenheder, som skal ske indenfor dette korte tidsrum endnu er hændelser, der ikke er opfyldt! Imidlertid vil de – når regnskabet skal gøres op – ske i rivende hast. Ja, ’halvfjerds uger’ synes mere rimeligt end de lige ved 500 år, som eksperterne (der taler om åremål) har udregnet den omtalte periode til…

Det er bemærkelsesværdigt, at Daniel i omtalen af ’de halvfjerds uger’ har brugt et udtryk, som hverken betegnede et åremål eller et begrænset antal uger! Selvom vor oversættelse anvender udtrykket ’70 uger’ – så er det ikke ordet for uge, som er brugt.

Det er vigtigt for os at vide, ’thi så er vi klar over, hvor vi befinder os i verdenshistorien – og med dette som udgangspunkt kan vi måske pejle os frem til en forståelse af, hvad det er for syvende’, som Englen omtaler for Daniel.

Grunden til, at vi skulle være mere end interesseret i at finde ud af denne hemmelighed, har at gøre med vor egen sikkerhed – ja, vor egen overlevelse. Yderligere er det en nødvendighed for de troende at begribe, hvor omtrent vi befinder os i Guds frelsesplan, så at de kan komme i fodtrin med Helligåndens virke og kalden.

Derfor mærker vi os afslutningsordene i forudsigelsen om de 70 ’syvende’. De lyder således:

"Den ødelæggelse, der er besluttet, vælder frem mod ødelæggeren selv" (Dan. 9:27).

Den ødelæggelse, der her er tale om, er efter alt at dømme den samme, som Daniel fik forklaret (7:26), således: "Så bliver domme fældet, og herredømmet bliver taget fra ham og ødelagt og fuldstændig tilintetgjort."

Det er denne totale udryddelse og fuldstændige tilintetgørelse af et ondt system og dets djævelske leder, der er afslutningen på de 70 ’syvende’.

Hvad vi forstår ved et sådant opgør er det sidste slag i Harmagedon-kampagnen – og (som vi har set i det foregående) er denne verdenshistoriens sidste krigsskueplads udpeget til at være ’Bozra i Edom’ (Es. 34).

Det er herfra, at ’den ødelæggelse, der er besluttet, vælder frem mod ødelæggeren selv’.

Hvornår er ’ødelæggelsen’ blevet besluttet?

Med sikkerhed tilbage i evigheden, hvor Guds treenighed har besluttet hos sig selv, at herredømmet skal ’tages fra en ond hersker’ og overgives til Guds folk! Det hedder jo i samme åndedræt: ’Men kongedømmet, herredømmet og magten i alle kongeriger under himlen bliver givet til den Højestes hellige folk’.

Denne erklæring afsluttes med følgende oplysning: "Dets kongerige er et evigt rige, og alle magter skal tjene det!" (Dan. 7:27).

Yderligere er den onde magthavers skæbne ’blevet afgjort’, da dommen over ham blev fældet. ("Han er blevet ’givet magt’ en vis tid, men så bliver dommen fældet" – og dermed er den onde herskers skæbne afgjort! Fra det øjeblik smuldrer alt omkring ham: "Herredømmet bliver taget fra ham og ødelagt og fuldstændig tilintetgjort" (v. 26).

Inden vi går videre i kronologien (for at finde ud af betydningen af de 70 ’syvende’) bør vi i et øjeblik blive stående og betragte dette forunderlige skue. Med ærefrygt og betagelse bør vi overvære et terrorsystems fuldstændige ødelæggelse! Billedet af den afvæbnede dødsfyrste bør stå malet for vore øjne. Skrigene og tårerne og uretfærdigheden er forbi! Det onde imperium er for altid styrtet, og tyrannens hære er slået. Ondskabens magthaver er fældet, og de befriede fanger strømmer ud i lyset. Med bøjede hoveder vandrer dødens generaler til domfældelsen over alle deres onde gerninger.

… og alt dette finder sted ved Bozra i Edom. Her vælder ødelæggelsen frem mod ødelæggeren. Her oplever han sit afgørende Waterloo!

*

Ved aftenstid kan jeg fra mine telte ved Givat Hazeva se lysene fra Bozra. Den lille – af den store verden ukendte og af den universelle kristenhed glemte – by på Edoms bjergkam oplyses af nogle få lamper. Betaget må jeg betragte det sted, som Bibelen omtaler som denne krigsomtumlede klodes sidste slagmark. "Her vil ligene og de faldne ligge spredt på bjergene", fortæller profeten Esajas, og her indbyder Gud Herren al jordens hære og militære udrustning til ’et slagtoffer’, som verden aldrig har set magen. Her vil antikrist modtage sit banesår. Ødelæggelsen vil blive fældet for aldrig mere at rejse sig.

Vort spørgsmål er derfor i den henseende: "Hvad kan vi gøre? Skal vi blot – som det hedder: ’være tilskuere til de gudløses dom’ – eller er der en opgave af verdensproportioner, som er overgivet til Guds Folk.

Det er min opfattelse, at de hellige har fået betroet, at de i forbindelse med ondskabsfyrstens nederlag – skal have beredt en vej i ørkenen for sejrherren.

"Der er en, der råber: Ban Herrens vej i ørkenen, jævn en vej for vor Gud i det øde land" (Es. 40:3).

Der står intet navn på den, der skal råbe. Johannes greb anledningen og råbte budskabet om vejen i sit slægtled. Han beredte en vej i folkets hjerter. Men også i de sidste dage lyder råbet. Det eneste sted i ørkenen, hvor den opstandne Herre sætter sin fod efter ’’ødelæggerens ødelæggelse’ er ved Bozra. Af den grund er jeg af den faste overbevisning, at herfra bør beredes en vej, der herfra ’skrider frem i sin vældige kraft’ (Es. 63:1). Alles øjne bør nu rettes mod dette sted, og alles hænder bør stilles til rådighed for at dette værk kan gennemføres!