PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2006-01-04
0006

FRA BOZRA SKAL BEREDES EN VEJ

Af de seks overordnede programpunkter, som ifølge den guddommelige plan skal gennemføres på den kortest mulige tid, lyder det andet punkt således: ’Synden bragt til ophør’. (Dan. 24).

Ingen behøver at stille sig spekulativt overfor dette udtryk; de troende ved fra deres eget liv, hvad det drejer sig om! Personligt har de oplevet, at da Guds gode Helligånd begyndte sit værk i deres tilværelse, måtte følgende ske: Efter at overtrædelserne i første omgang var blevet tøjlet, måtte ’synden bringes til ophør’…

"Hvad følger nu heraf?" spørger apostelen. Han fortsætter: "Skal vi blive i synden for at nåden kan blive større?" Han svarer selv på dette spørgsmål: "Aldeles ikke!" Hvordan skulle vi, som er døde for synden stadig kunne leve i den?" (Rom. 6:1)

Så enkelt må den afsluttende udvikling i Jerusalem forstås. Indenfor de sidste 70 ’syvende’, som er fastsat over denne by, vil der forekomme et sådan guddommeligt besøg, at (for det første): ’Synden bliver tøjlet’, og (for det andet): ’Synden bliver bragt til ophør!"

Der er i denne udvikling intet besynderligt, og intet mystisk; sagen behøver ingen lange forklaringer! En sådan forberedende gerning må finde sted i Den Hellige Stad, før Messias kommer. Som ved Menneskesønnens første komme, at en vejbereder, gik foran Ham, således vil det også ske ved Hans andet komme. På samme måde som Johannes Døber sørgede for at ’berede Herren et velsignet folk’ (og således som Han, inden Herrens komme døbte med omvendelsens dåb i Judæa ørken) således må i Jerusalem ’synden tøjles og bringes til ophør’. En national omvendelse må finde sted, og en ’renselsens ånd vil sørge for, at der bliver fejet rent i Den Hellige By…

Esajas forudså dette vældige, lutrende indgreb fra himlen.

"På den dag", udbryder han, "bliver Herrens spire til herlighed og ære, og landets frugt bliver til stolthed og fryd for Israels overlevende."

Det er tydeligt at mærke på denne forudsigelse, at en svær og tung tid er gået over landet; der er blevet grædt ved gravene…

Udtrykket: ’Israels overlevende’ beskrives mere detaljeret i det efterfølgende. Esajas fortsætter: "De, der er til rest i Zion, de, der bliver tilbage i Jerusalem, skal kaldes hellige… alle i Jerusalem, der er indskrevet til livet!" (Es. 1:3-4)

Hvad er der sket i Jerusalem? Hvad ligger bag de ’programpunkter’, der taler om, at ’overtrædelserne skal tøjles’ og at ’synden skal bringes til ophør’? Hvorledes vil dette ske? Hvad har Jerusalem i vente?

Esajas fortsætter sin beskrivelse. Han lægger ikke fingrene imellem. Så klart og tydeligt, som det kan siges, betoner han, at vækkelsen og velsignelsen ikke falder ned fra himlen! Han forklarer: "Når Herren har vasket urenheden af Zions døtre og har skyllet blodet ud af Jerusalem med dommens og udrensningens ånd, så skaber Herren over hele Zions bjerg og over festforsamlingerne dér en sky om dagen og en rygende og flammende ild om natten, for over alt herligt skal der være et dække" (Es. 4:4-5).

Hvad jeg med disse henvisninger fra Esajas forsøger at forklare er følgende: Forud for, at Gud kan åbenbare Messiasherligheden over Jerusalem, vil der blive taget fat på al synd og overtrædelse i Den Hellige By. En udrensningens og dommens ånd vil gøre sit værk! Når profeten forudsiger, at en ’dommens og udrensningens Ånd’ må berede vejen for åbenbaringen af Guds herlighed, betyder det, at der på et tidspunkt vil blive grebet overraskende hårdt ind overfor synd og overtrædelse! Der vil ikke blive taget med fløjlshandsker på urenhed, hykleri og spot.

Nogle ønsker disse to første programpunkter slettet af dagsordenen. Men det vil ikke ske! Der bliver ingen herlighed i Jerusalem, før byen er blevet renset for urenhed og lovbrud. Ingen morgenstjerne, før midnatstimen er passeret. Intet dagslys, før nattens fugle er fløjet bort.

Når dette princip nu gennemføres så skånselsløst over Guds eget folk og Guds egen by, hvorledes kan hedningefolkene da komme til den vanvidsforståelse at de vil gå fri?

"For nu er det tiden", udbryder apostelen, da dommen tager sin begyndelse med Guds Hus; men når den begynder med os, hvilken ende vil det da ikke tage med dem, der er ulydige mod Guds evangelium. Det nytestamentlige afsnit fortsætter: "Hvis den retfærdige med nød og næppe frelses, hvordan vil den ugudelige og synderen da være stedt?" Apostelen slutter: "Derfor skal de, der efter Guds vilje må lide, stadig gøre det gode og overlade deres sjæl til den trofaste skaber" (1. Pet. 4:17-19).

Der eksisterer en evangelisk galskab, der hævder, at lidelsen og smerten ikke er efter Guds vilje; "det er helt og holdent djævelens værk", påstår de. Men her henvender apostelen sig til de troende, "som efter Guds vilje må lide". De opfordres til at hold ud i gode gerninger samt fortsat at stole på Herren!

Hvad imidlertid særligt bør betones ud fra disse beskrivelser af Jerusalems sidste dage, er den korte proces; der er ikke her tale om århundrede lange ’udrensninger’ og der males ikke et billede af et uendeligt sejtræk, hvor til sidst ’synden bliver tøjlet og bragt til ophør’. Nej, den fremstormende vilde tøjlesløshed bliver bremset og standset. Den vanvittige, løbske dans omkring guldkalven, ophører. Ræset efter mere synd og mere oprør og mere bespottelse får en pludselig ende. Der bliver tid til at fange et blik af rædselen på alles ansigter. Men timeglasset er ved at løbe ud! De, der vil omvende sig, skal ikke tøve; øjeblikket for de 70 ’syvende’ er kommet! Når den tid er udløbet er alt håb ude. Når først Den Almægtige har rejst sig for at gribe ind, vil regnskabet blive gjort op i hast!

Spørgsmålet er nu: Skal vi blot tavst og passivt vente på, at de 70 ’syvende’ er strøget af kalenderen? Er disse ting blevet nedskrevet, for at de troende skal læne sig tilbage og sige: "Alt dette er jo allerede forudbestemt. Hvad kan vi udrette?"

Efter at apostelen har forklaret profeternes iver efter at finde ud af, hvad der i fremtiden vil ske, fortsætter han: "Vær derfor årvågne, gør sindet rede, bind op om lænderne, og sæt al jeres håb til den nåde, der gives jer, når Jesus Kristus åbenbares" (1. Pet. 13).

Det er den sidste formaning, der i denne tid skal være de troendes ledetråd! Den er som en stjerne, der lyser på en mørk endetidshimmel: ’Når Jesus Kristus åbenbares!’ Med dette er al kamp og strid og forfølgelse forbi. Dette er et håb, som kun de hellige ejer: "Når Jesus Kristus åbenbares!"

I forbindelse med denne verdenshistoriens største forjættelse opmuntres de troende til at ’binde op om lænderne’. Det vil på godt dansk sige: ’at ta’ fat!’ eller ’At gøre noget ved sagen!’

Den åndelige forberedelse er understreget. ’Vær årvågne!’ lyder det. ’Gør sindet rede!’ Det har med hjertet og troen at gøre. Det er hjerterne, der skal bringes i forventning. Men at ’binde op om lænderne’ lyder mere som en praktisk forberedelse. Der er noget, der skal gøres klart inden Herrens komme.

Hvad er det, som de troende skal ’gøre’ inden Herrens komme? Hvilket værk kan de udføre, inden kongen kommer? Hvad siger Den Hellige Skrift om denne sag?

Esajas råber: "Trøst mit Folk, trøst det, siger Gud" (kap. 40) Vi spørger: "Med hvilken trøst, skal vi trøste dit Folk, Herre?" Esajas svarer: ’Tal til Jerusalems hjerte!" (v. 1)

Vi spørger: "Hvorledes kan vi tale til Jerusalems hjerte?"

Profeten svarer: "Sig til hende, at hendes skyld er betalt!"

… Dette er altså den åndelige gerning, som skal gøres inden Messias kommer. En trøstens og forsoningens tjeneste skal udføres overfor Jerusalem. Israel skal have at vide, at ’dets skyld er betalt’! ’Synden er blevet straffet’. ’Lovens trældom og hoveri er til ende!’

Hvorledes kan et sådant budskab blive forklaret til Det jødiske Folk?

Det kan kun forklares ved at udføre en ny pagts tjeneste! Det er ikke det samme som den gamle pagts tjeneste. Nej, den ny pagts tjeneste er en Åndens tjeneste, som er i stand til at indpasse sig de forhånden givne forhold. Det er en tjeneste, som ’på mange måder’ bringer budskabet om Jesus. Ja, der findes ikke nogen nyhed, som kan glæde Jerusalem mere – der er ingen tidende, som kan give større trøst end Den ny pagts tjeneste og budskabet om Messias!

Nuvel – men dette er jo en ’Åndens tjeneste’, altså et åndeligt værk. Hvad er da den praktiske tjeneste? Hvad er det for en jordisk gerning, hvor de hellige ’skal ta’ fat’? På hvilken måde skal de ’binde op om deres lænder?’

Om dette forklarer profeten videre. Han giver en nøjagtig og detaljeret redegørelse for hvorledes den praktiske gerning skal gå hånd i hånd med den åndelige forkyndelse. Esajas fortsætter:

"Der er en, der råber: ’Ban Herrens vej i ørkenen, jævn en vej for vor Gud i det ødeland!’ (40:3)

Det vil med andre ord sige, at i samme åndedrag, hvormed trøstens budskab forkyndes: ’Messias kommer!’ da skal helt praktisk beredes en vej for Ham! De folk, som er optaget af at være budbringere af verdenshistoriens største budskab: ’Jesus kommer!’ – og de af Kristi efterfølgere, der endog er gået til Jerusalem for at forkynde denne velsignede nyhed… de samme mennesker skal i praksis vise, at de ta’r sagen alvorligt: De skal begynde at berede den vej for Ham!

"Ban Herrens vej i ørkenen!" siger Herren. "Jævn en vej for vor Gud i det øde land!" (40:3)

Dermed er det geografisk blevet klargjort, hvor dette praktiske arbejde skal udføres. Det skal ikke ske i byen, og det skal ikke ske i de frugtbare egne, som bugner af overflod. Den vej, der helt praktisk skal beredes for kongen, skal jævnes og graves i det tørre øde land.

I hvilken ørken skal en sådan jordisk og praktisk tjeneste udføres? I Israels ørken! Ikke i Afrikas Sahara og ikke i Sydamerika. Ikke I Saudi Arabien og ikke i Australien. Vejen skal beredes fra det sted, hvor Herren kommer!

Nuvel: Herren kommer på Oliebjerget udenfor Jerusalem. Der finder Herrens komme sted – så derfra skal altså beredes en vej for Ham? Sådan som det skete ved Hans første komme! Da Han kom ned fra Oliebjerget, lagde de palmegrene for Hans fødder, og de bredte deres kapper ud på vejen foran Ham! Det må altså være fra Oliebjerget, at denne vej skal beredes?

Ved Oliebjerget er ingen ørken! Dér er intet øde land! Esajas betoner, at Herrens vej skal banes ’i ørkenen’. Han understreger, at der skal jævnes en vej for Gud i ’det øde land’! Hvor findes en sådan ørken? Hvor kan der helt praktisk beredes en vej i det øde land, når det samtidig er en betingelse, at det er et sted, hvorfra Herren kommer?

En sådan plet findes kun et sted på jorden! Der eksisterer kun et område, hvor der er ørken og øde land, og hvortil profeten erklærer, at Messias kommer!

Hvor er det sted? Fortæl os det, for så vil vi ile dertil og begynde at berede Herrens vej?

Vil I? Vi I haste til det sted for helt jordisk og praktisk at begynde – midt i ørkenen – at jævne en vej for vor Gud?

Ja, fortæl os, hvor det er!

Det sted er Bozra, for Esajas spørger: "Hvem er Han, der kommer fra Edom, fra Bozra i blodrøde klæder?"

Derefter beskriver profeten ’Ham, der kommer’ med ordene: "Han er prægtigt klædt! Han skrider frem i vældig kraft…"

Dernæst lader profeten os høre svaret fra ’Ham, der kommer’. Det lyder således: "Det er Mig, der taler i retfærdighed. Det er Mig, der har magt til at frelse!"

I en gammel Evangeliesangbog, udgivet af Apostolsk Kirke i 1936, har en ukendt forfatter skrevet følgende vers (nr. 50):

"Hvem er Han, som kommer fra Edom i en kjortel rød af blod. Ar af spydstik har Hans side, nogle gab hans hånd og fod."

I sangens korlinie lyder det:

"Det er Jesus. Ærens Konge,

Som alverdens synder bær.

Bøj dig for Ham og tilbed Ham.

Mægtig til at frelse, Han er!