PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2006-02-10
0013

Muhammedtegningerne 7

NÅR AFGRUNDEN ÅBNER SIG

Besynderligt at få et glimt af USA’s præsident og Jordans konge sidde foran en flok Tv-kameraer og sammen fordømme det snart globale oprør mod Danmark. Dette billede er måske det tydeligste med henblik på forståelsen af, at der er skjulte og dybere motiver bag den Islam-storm, som nu har kostet 9 mennesker livet i Afghanistan, og som efterhånden antager en orkanagtig styrke i de arabiske lande.

Jeg har tidligere i denne sammenhæng nævnt apostelen Jakobs ord, der omtaler ’tungen som en farlig ild’. Han mener dermed, at nogle få ord kan gøre stor og ubodelig skade. Et eller andet er blevet sagt; noget er besluttet; ord er blevet udtalt og mægtige bølger er sat i bevægelse. En ukendt underjordisk rystelse har fundet sted, og en tsunami tager nu retning mod et lille land i det høje nord. Når apostelen omtaler ’tungen’ som oprindelsen til de hemmelige understrømme i folkehavet, så mener han dermed de ord, som kun tungen kan formulere.

Spørgsmålet er i denne forbindelse, hvilket sprog, hvorpå de igangsættende ord har været udtalt? Ved en første høring vil de fleste være af den opfattelse, at de første farlige ord har været udtalt på dansk. Derfor vender vreden sig mod Danmark. "Det drejer sig om de bespottende tegninger, som et dansk dagblad har offentliggjort", lyder anklagen. Men som havenes vandmasser nu tårner sig op, og alle dæmninger sønderbrydes, aner adskillige, at der findes dybere årsager til det muslimske oceans brølen. Muhammed-tegningerne er kun et overfladefænomen. Under bølgernes rasen har åbent sig en afgrund, og det er fra dette dyb, at der lyder røster, som kalder på krig og mord og hævn. Disse tusinde stemmer taler ikke dansk; de taler Koranens sprog: De taler arabisk…

Hvad jeg mener hermed er følgende:

Når apostelen siger: "Se, hvor lille en ild, der stikker så stor en skov i brand", så omtaler han en kædereaktion. Dér, hvor den første, farlige glød falder, forefindes i skovbunden tørt, brandbart materiale. Den hede sommer har omdannet fyrretræer til en krudttønde. Den brændende sol har gjort det knitrende bladhæng til en åben bålplads; den kraftige vind er i stand til at omdanne den første lille flamme til en ildstorm – og i løbet af kort tid står himmel og jord i et!

Dette er – mener jeg – hvad her er sket: Der er i Danmark blevet tændt en glød, som ingen burde lade flyve med vinden. Overalt var i skoven opsat skilte, der advarede mod brug af åben ild… men hvad siden er sket, var båret frem af tørke, storm og elementernes rasen. Ja, der har endog været politiske og religiøse pyromaner på spil. Optændt af fryden ved at se ild og ødelæggelse, kastede de benzin på bålet. I en vanvittig iver efter at se de store, smukke træer nedbrændt til en rygende tomt, antændte de nye brande. Med brændende fakler er de hujende stormet gennem uberørte områder, og det er nu ikke længere den første, uforsigtige danske gnist, som er årsag til det brølende inferno; nu der det en påsat brand! Nu er det en forbryderisk adfærd, der tog anledning af den første gnist til at lade et ukontrollabelt flammehav brede sig.

Det er i denne tragiske sammenhæng, at apostelen advarende udbryder: "Tungen er en ild. Som en verden af uretfærdighed sidder tungen iblandt vore lemmer; den besmitter hele legemet og sætter livets hjul i brand, selv sat i brand af helvede…" (Jak. 3:5-6).

Lad mig få lov at forklare dette vigtige nytestamentlige skriftafsnit nærmere; jeg finder nemlig heri en forklaring på, hvad der ligger bag de brændende danske flag og de rygende, flammeomspændte danske ambassader.

Personligt tror jeg, at Herren griber ind og standser den farlige brand. Måske er dønningerne fra det oprørte hav allerede ved at miste deres kraft. Fordi timen endnu ikke er kommet til det afgørende opgør, må det ord gå i opfyldelse, som kong David udtaler: "Du, som dæmper havenes brusen, deres bølgers brusen og folkefærds larm, så folk ved verdens ende gruer for dine tegn" (Salme 65:8-9)

Hvis dette ikke sker, vil den anden del af Jakobsordet blive virkeliggjort. Han taler om den yderste konsekvens med udtrykket: "Livets hjul bliver sat i brand" og erklærer, at når det først sker, er det en "brand fra helvede…" (3:6).

Da er der tale om en verdensbrand. Da stikker flammerne op fra fortabelsens afgrund. Da er helvede og hele djævelens dæmonhær rykket ud, og al tale om Muhammed-tegninger er glemte, slukkede gløder…

Men dertil er timen endnu ikke kommet. Hvad nu sker, er kun de første stormkast…

”Så længe en dansk, homofil ambassadør er i Israel, vil det gå Danmark ilde!”