PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2006-03-02
0017

Persiens fyrste 1

PERSIENS FYRSTE

Det danske flagskib er kommet ind i oprørte vande. Det rød-hvide korsbanner flænses i stormen. Havet har ikke længere den samme farve. Bølgerne er gule og oppiskede af nye, ukendte vinde. Hvirvelstormene i Mellemøstens religiøse ocean står ikke omtalt i de styrendes logbøger; orkaner er stort set ukendte på vore breddegrader! Men Bibelen har dem indtegnet på ældgamle søkort. Hvis disse angivelser ikke findes frem i tide, kan den forhåndenværende sejlads føre til store tab af mennesker og materiel. Allerede nu er der stuvet fremmed gods i lasten – som skal kastes overbord!

For at kunne bringe mandskab og skib ud af dette epicentrer, må de folkevalgte mænd ved roret lytte til de gamles beretninger. Det er skæbnesvangert blot at betragte deres forklaringer som overtro. De hævder, at en ond fyrste hersker i den region, hvor flagskibets banner nu splittes for de fire vinde. De fortælles, at han omtales som ’Persiens fyrste’ – og de påstår, at han er vred på korset i skibets flag.

"Hvad skal vi gøre?" råber mændene ved roret. "Skal vi stryge flaget og sætte nye sejl under den halve måne?"

"Nej", svarer de gamle søfolk. "Gør I det, fører i skibet frem til afgrunden, og I vil blive styret af kræfter, som I ikke har magt over."

"Jamen, hvad skal vi gøre? De søkort, vi har med hjemmefra er uduelige!"

"Ét er søkort at forstå", svarer de gamle, "et andet skib at føre…"

"Hvad mener I med det?"

"Lige meget! Det er for sent med forklaringer. Hejs flere flag med flere kors og begynd at påkalde Ham, som kan stilne stormen på søen!"

"Mener I mennesker? Fremmede mennesker?"

"Nej, vi mener ikke mennesker. Gør ikke menneskene noget ondt! Men lastens babylonstønder, som er fyldte med vederstyggeligheder – kast dem overbord, og I vil få at se, at stormen vil ophøre, og de vilde bølger vil lægge sig…"

Med yderligere 10 mennesker dræbt i sammenstød med politiet foran den italienske ambassade i Libyen og 16 mennesker dræbt i det nordlige Nigeria, driver sagen med de danske Muhammed-tegninger stadig sit voldsomme spil. Kirker er blevet sat i brand i Nigeria, og mordtruslerne mod de danske tegnere og de for Muhammed-karikatuterne ansvarlige dagbladsmedarbejdere er tiltaget. En milliondusør er udlovet til den person, der affyrer de dræbende kugler. Islam vil nu se blod! Øjeblikket nærmer sig, hvor truslerne ikke blot ’skal tages alvorligt’ (som politiets eksperter udtrykker det) – men hvor de omsættes i handling, og stenbroen i den danske hovedstad farves rød…

Det religiøse had er ikke noget ukendt begreb i Ny Testamente. De kristne i den første menighed i Jerusalem fik det at føle. Den senere apostel Paulus var en af de mænd, som var drevet af dette afgrundsdybe fjendskab. "Saulus fnyste stadig af raseri og truede Herrens disciple med mord", hedder det (Ap.G. 9:1). Det er den samme fnysen og rasen og truen og mordlyst, som i denne time driver de religiøst oppiskede masser.

De politiske ledere, som udelukkende har iagttaget verdensudviklingen gennem konventionelle briller, er uden indflydelse. Deres såkaldte ’materielle verdensbillede’ er knust. At det kun er penge, popularitet, propaganda og ’power’, der styrer samfundet er en illusion. Den danske grundlovs fader, D.G. Monrads’ ord har fået ny aktualitet. "Der er brug for mænd, som er velbevandrede i ånden", sagde han.

Når de brølende skarer stormer frem mod de danske og andre europæiske ambassadebygninger, sidder selv de mest ansvarlige, hjemlige regeringsmedlemmer som lammede foran TV-skærmen; de har aldrig set noget lignende! De fatter ikke, at nogle få råb fra toppen af en minaret kan bringe store folkeskarer fra sans og samling. De begriber ikke, at en radioprædiken af en muslimsk prædikant kan sætte tusinde biler i brand. De har endnu ikke forstået, at deres såkaldte eksperter og politiske rådgivere er at regne som analfabeter, når det drejer sig om den indsigt, som er den eneste, der kan forvalte denne nye situation. Mere end nogensinde har det verdslige regime brug for Åndens mænd.

Bibelen beskriver en situation, der meget ligner den, der kan ses på skærmen med billeder af de religiøse ceremonier, som er forbundet med den religion, der på det seneste har fået folkehoben på gaden (i forbindelse med de meget optalte Muhammed-tegninger). Beskrivelsen lyder således: "De råbte højere og snittede sig med sværd og lanser, som de havde for skik, så blodet flød" (1. Konge 18:28).

Spørgsmålet er i dag, hvad den almene danske politiker med hele hans materialistiske syn på tilværelsen vil stille op med den sag? Hvad vil han gøre med den vilde hob? Hvorledes vil han gribe den situation an, som har at gøre med, hvad vor statsminister kalder: ’ustyrlige kræfter’? Hvad er hans svar til de voksende blodtørstige mængder, der efter deres religiøse normer dømmer folk i Danmark lejemordere med penge, pas og træfsikre våben til at fuldbyrde den udtalte dom? Kort sagt: Hvad vil vor udenrigsminister, Per Stig Møller, gøre?

Den diplomatiske aktivitet, som indtil nu har fundet sted, har ikke fået uroen til at lægge sig. "De råbte højere", lyder den bibelske rapport. "De snittede sig med sværd… så blodet flød", hvilket angiver, at de folk, som vore ministre har med at gøre, ikke regner deres eget liv for noget værd; de er parate til at ofre liv og lemmer for at gennemføre en mission, der ifølge deres opfattelse ikke er blevet dem tildelt af noget menneske! Nogle af dem er i denne time på vej mod Danmark… overbeviste om, at de er sendt af Gud!

"Vi har øget overvågningen ved grænserne", lyder det betryggende. "Vi har i øjeblikket kontakt med fornuftige mennesker i de forskellige regeringer. Den umiddelbare fare vil snart drive over. Vore eksperter siger, at folk fra den del af verden ikke altid mener det så alvorligt. De truer – men de gør ikke altid alvor af deres trusler."

"Det er sandt, når det drejer sig om politiske forhold (og det er den slags problemer, som vort konventionelle politiske mandskab er vant til at skulle tackle). Anderledes, imidlertid, med den religiøse hævn (Sagen forholder sig ikke på samme måde, når det drejer sig om hadere, der er overbeviste om, at de er på vej til at udføre Herrens gerning).

Der hersker rådvildhed på tinge…

*

Det danske udenrigsministerium er kommet til at kende Mellemøstens herskere bedre. Men der er én, som ministeren og hans embedsmænd ikke har nogen viden om. Det er på trods af, at han er den mægtigste og mest indflydelsesrige. Faktisk holder han alle Mellemøstens spegede tråde i sine isnende, mørke og magtfulde hænder. Bibelen kalder ham, som sagt, for ’Persiens Fyrste’ – og det er ham (bør jeg gentage), som står bag den storm, der i de seneste uger har rejst sig mod det lille – og i verdens øjne ubetydelige – Danmark i det høje nord.

Hvem er Persiens Fyrste?

Det er på høje tid, at dette spørgsmål bliver stillet. Indtil nu har ingen blandt de styrende bekymret sig om hans person. Ingen har regnet med ham – og hvis nogen har omtalt ham, er sådanne røster ikke blevet taget alvorligt.

Hvorfor er han ikke blevet taget alvorligt? Hvorfor har ingen regnet med ham?

Fordi han ikke passer ind i det almindelige, jordiske verdensbillede, hvor det er penge og politik, som kan gøre en forskel. Han tilhører en anden verden.

Tilhører han en anden verden? Hvorledes skal det forstås?

Det skal forstås således, at hans herredømme udfolder sig bag kulisserne

Bag kulisserne?

Ja, bag det forhæng, som skiller den synlige verden fra den usynlige. Han opererer i den dimension, som må betegnes som ’den åndelige verden’. Bibelen kalder ham for ’Persiens Fyrste’ – og det er ham, som opildner de muslimske masser til had og krig mod Danmark. Det er ham – og ingen anden – som har taget anledning af de spottende tegninger af Muhammed; han søger dermed at sætte en kædereaktion i gang, så at han kan få større indflydelse og magt.

Kender udenrigsministeren intet til hans herredømme?

Nej, udenrigsministeren og hans kolleger kender intet til hans herredømme. Det har de bevist ved deres behandling af Israel. De kender kun lidt eller intet til disse skjulte kræfters spil: De er ikke – som D.G. Monrad siger: ’Bevandrede i Åndens verden!"

*

"Fyrsten over Persien har stået mig imod i enogtyve dage", erklærer en himmelsk udsending til profeten Daniel (10:13). Det er vigtigt for os i denne forbindelse at få mere at vide om den person, som har oplevet perserfyrstens hårdnakkede modstand. Ved nemlig nærmere at identificere det sendebud, som den fjendske fyrste søgte at hindre i at nå frem med sit budskab, kan vi erhverve os mere viden om den persiske magthavers intention; vi kan dermed opnå at få informationer om hans position; vi kan få at vide, hvem han arbejder for – og vi kan helt aktuelt komme til at få mere indsigt i, hvorfor han er så vred på Europa, Danmark og de kristne.

Hvorfor søgte han i enogtyve dage at holde en lysende budbringer tilbage? Hvad var det, der i fulde tre uger fik ham til at opbyde al sin magt på at fravriste budskabet fra den himmelske udsending? Spørgsmålene er aktuelle og berettigede. Uden det rette svar vil det være vanskeligt om ikke umuligt at klare sig gennem den forhåndenværende krise for slet ikke at tale om de sunami-dønninger, der venter forude…

*

I mere end 70 år havde den gamle jødiske profet Daniel tjent Babylons konger. Oprindelig var han en af de tilfangetagne jøder, som i Judas konge, Jehojakims tid var blevet deporteret til babylonerkongens mægtige rige. Her havde han gennem usædvanlige åbenbaringer opnået en position, hvor selv de mægtigste herskere lyttede til ham. Han levede i en tid og på et sted – langt borte fra vore dages Danmark – hvor mænd med magt erkendte, at der var større og højre, usynlige kræfter omkring dem. Selvom de selv havde rang af konger og fyrster, vidste de, at der i de områder herskede en drot, som havde større magt end deres. Det var Persiens Fyrste… ham, som nu fra en mørk åndelig region har kastet et ondt blik på Danmark…

Denne Daniel fik i et syn at se den person, som perserfyrsten raser imod. Medens profeten en dag befandt sig ved floden Tigris, skete noget besynderligt. "Jeg løftede øjnene", fortæller han, "og så en mand iført en linneddragt med et bælte af Ufaz-guld om lænden" (Dan. 10:5).

Daniel fortæller videre, og vi lytter med den største interesse; det forekommer os nemlig, at vi – vort folk og vor regering og vor udenrigsminister – nu må vælge side! Vil vi alliere os med Persiens Fyrste, eller vil vi slutte os til ham, som den mørke hersker strider imod i enogtyve dage.

Om ’manden i linneddragten’ fortæller Daniel videre: "Hans legeme var som krysolit, hans ansigt strålede som lynet, hans øjne som flammende fakler, og hans arme og hans fødder var som blankt kobber. Når han talte, lød det som en folkeskare" (10:6).

Denne beskrivelse burde gøre sagen mere klar og i mange tilfælde lettere for dem, som skal vælge mellem mørkets fyrste og lysets konge.

Ja, den gør korsvejsskiltet så let læseligt, at hvis nogen fremover vil satse på Persiens Fyrste, kan de være forvissede om at løbe ind i endnu større problemer, end dem, som vort land i øjeblikket har at slås med. "Mange kvaler rammer dem, som vælger en anden gud", siger David (Salme 16:4). Luther giver en nærmere beskrivelse af disse kvaler. ’Selvskabte plager’ kalder han dem.

Apostelen Johannes fortæller, at han på øen Patmos har mødt den samme skikkelse, som åbenbarede sig for profeten Daniel ved floden Tigris. "Han var iklædt en fodsid kjortel", fortæller han. "Han havde et guldbælte om livet, Hans øjne var som ildsluer, hans fødder lignede skinnende malm, og Hans røst var som mange vandes lyd…" (Åb. 1:13-15).

Fyrsten over Persien er en ond og blodtørstig drot. Kongen i den hvide linnedklædning siger om sig selv, at ’Han var død, men nu lever Han i evighedernes evigheder’. Han er manden fra Nazaret, Guds Søn, jødernes Messias og Konge… menighedens hoved og hele verdens frelser!

Hvad er konklusionen i denne forholdsvis lange – og i nogle efterfølgende betragtninger fortsatte – udredning? Hvad er historiens morale?

Moralen er, at Vesten må vælge! Danmark står overfor et valg. De styrende skal vælge side. Enten vælger de Persiens Fyrste, eller de vælger Jødernes Konge. Enten foretrækker de at følge Babylon, eller de tager parti for Jerusalem. Enten giver de efter og løber efter andre guder, eller de holder sig til Ham, som er blevet tilbedt og æret i vort land, før de blev født.

Hvis de siger, at de ikke vil have noget med den slags valg at gøre og dermed foretrækker at forholde sig passive, vil de på et tidspunkt blive ramt af en monsterbølge fra perserfyrstens region. Og når den er færdig med sit ødelæggende dræberværk, vil der komme endnu en og endnu en…

"Midnatsklokken er faldet i slag!" råbte jeg for et par år siden ved et møde på Israels Plads. Natten er nu yderligere fremskreden – og snart kommer den mørkets time, hvor de sidste advarende røster forstummer…

”Så længe en dansk, homofil ambassadør er i Israel, vil det gå Danmark ilde!”