PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2006-03-15
0023

Persiens fyrste 7

STILHED FØR STORMEN

De første islamiske opstande af dimensioner har rystet Vesten: Tvillingetårnens fald i USA, den forbitrede og blodige modstand i Irak, terroranslagene i Madrid og London, de tusind’ bilers brand i Paris, Hitler-ordene og den kommende kernevåbentrussel fra Iran, Ambassaderne og korsflagene i flammer over hele den islamiske verden, de isgrønne hamas-banneres sejrsviften i Østjerusalem og dødstruslerne mod borgere i Danmark…

Men dette er kun de første bølger. Andre jordskælvslignende begivenheder er på vej – og det er på høje tid, at de styrende og Europas befolkninger får overblik over, hvad der egentlig er på færde; timen er kommet til at tage de gamle jødiske profeters advarsler alvorligt…

Apostelen siger; "Så meget mere fast står profeternes tale for os!" Han fortsætter (og det forekommer som peger han advarende mod Europa): "Profeternes tale gør I ret i at være opmærksomme på" (2. Peter 1:9).

Af det profetiske materiale, som ligger på bordet med hensyn til Europas fremtid, henvises af de lærde uafladeligt til Alexander Den Stores liv. "Han var en ’heltekonge’, og det er en sådan, som kunne fremstå i ’det græske rige’, siger de.

De seneste storfilm, som vises i Europas biografer over Alexanders liv, fremstiller ham imidlertid som en homoseksuel, der efterlod et splittet imperium. Dette synes at være historikernes ubeskrivelige dom over den makedoniske konge! Netop dette bør fastholdes som et varsel om, hvad der venter forude. De samme vanvidssyner og det samme tøjlesløse liv lurer nemlig i Europas undergrund i dag! Den samme totalitære galskab forekommer ikke blot som tomme syner, men den står nedfældet på tryk og kan læses af alle i den foreliggende europæiske konstitution…

*

Det er et gribende syn, som males over dette budskab i Daniels Bog: Den hvidklædte, strålende skikkelse, der står bøjet over den aldrende, hvidhårede profet, der er faldet om – som i afmagt – ved det himmelske besøg! Daniel beretter selv bagefter, hvad der skete. "En hånd ruskede i mig og fik mig op på knæ og hænder…" (10:10), fortæller han, og så kommer ordene; dem, som manden fra himlen talte til ham! En henvendelse fra Gud, som han aldrig siden kunne glemme! En tiltale, som hver eneste jordiske skabning blandt menneskenes børn ville tage til sig for aldrig derefter at slippe den! En hilsen, der stråler som et himmellys i denne fortabte, forvildede og formørkede verden. Et lynglimt af Ny Testamentes åbenbarelse midt i jødernes landflygtighed under den gamle pagt: Himmelmanden, der ligner en Gudsøn, bøjer sig over profeten og siger: "Daniel, du højtelskede mand!" Dette er den bibelske opmuntring i en tid, hvor mørket sænker sig over Europa…

*

Grunden til, at jeg tør omtale denne scene (med disse velsignede ord) som ’et glimt af Ny Testamentes herlighed’ er den ubestridelige sandhed, at således tiltales ethvert Guds barn, som i Kristus har fundet fred med Gud! Det er den hilsen, som enhver af Kristi sande efterfølgere mødes med, når de træder over dødens tærskel for at blive budt velkommen i de himmelske boliger: "Du højtelskede mand!" – "Du højtelskede kvinde"…

"For jeg er vis på", erklærer apostelen, "at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre" (Rom. 8:37-38).

Hvorledes kan det nu være, at denne ny-pagts-hilsen møder den gamle jødiske profet, medens han i Babylon gør tjeneste ved perserfyrstens hof? Svaret på dette (dybest set højaktuelle og yderst berettigede) spørgsmål er måske vigtigere, end vi aner…

Lad mig forklare:

Gudsønnen tilføjer (i sin hilsen til Daniel) nogle ord, der yderligere kan give os indsigt i sammenhængen med det, som nu sker i Europa. Han fortsætter:

"Forstå de ord, jeg nu taler til dig, og rejs dig op, for nu er jeg udsendt til dig!" (Dan. 10:11).

Hvis der var nogen, som kendte til forholdene ved perserfyrstens hof, så var det Daniel. Han havde tjent med profetisk åbenbarelse under den ene mægtige Babels-konge efter den anden. Frygtløs havde han afleveret de mest afslørende sandheder til de høje – men i mange tilfælde dybt faldne – monarker; hans ord havde undertiden været så gennemtrængende, at han havde set disse urørlige, utilgængelige, arrogante herskere på knæ; nu stod han ved afslutningen og dermed også højdepunktet af sin profetiske tjeneste. Han nærmede sig øjeblikket, hvor han skulle aflevere sine sidste budskaber! Israels Gud havde i denne mand en tjener, som Han kunne betro de sidste hemmeligheder; derfor udbryder Gudsønnen: "Du højt elskede mand"…

*

Hvad er det da for et budskab, der (som et profetisk højdepunkt) forekommer så vigtigt med hensyn til Europas fremtid?

Det er budskabet om perserfyrsten!

Hvoraf kan vi skønne, at netop denne sag om Fyrsten over Persien er så afgørende?

Det kan vi forstå ud af tre forhold. For det første afleveres budskabet ikke til profeten af en engel; det er Guds Søn, som taler! For det andet raser perserfyrsten som ingensinde før mod denne åbenbarelse ("Fyrsten over Persien har stået mig imod i enogtyve dage", siger den himmelske udsending). For det tredje præciserer budbringeren, at budskabet drejer sig om, hvad der skal ske (’i de sidste dage’ – "Nu er jeg kommet", siger Han, "for at få dig til at forstå, hvad der skal ske med dit folk ved dagenes ende. For også dette syn gælder de dage… (Dan. 10:14)).

*

På samme vis, som Israels Gud midt i det babyloniske mørke havde bevaret og uddannet en mand, som kunne bære åbenbarelsen for den sidste tid, således har Han i dag et folk blandt nationerne, som vil kunne fatte og forstå, hvad der i øjeblikket foregår på verdensarenaen; de kan berette om et kommende angreb på Europa.

"I ved, hvad Skriften siger i stykket om Elias", forklarer Ny Testamente (Rom. 11:2-8) … hvordan han træder frem for Gud og anklager Israel: "Herre, dine profeter har de dræbt, og dine altre har de revet ned; jeg er den eneste, der er tilbage, og mig stræber de efter livet."

Paulus, som er forfatteren til dette afsnit af Ny Testamente, fortsætter: "Men hvordan lyder guddomssvaret til ham (Elias, som i sin klage angriber Israel)? Herren siger:

"Jeg har stadig syv tusind mænd tilbage, der ikke har bøjet knæ for Ba’al."

Således har Gud en rest af troende, som i dag kan fortælle, hvad der venter Europa forude. "Det har noget at gøre med perserfyrsten", siger de…

Om dette står følgende skrevet i Daniels Bog:

"Når hans (perserfyrstens) rigdom har givet ham styrke, vil han opbyde alle mod det græske rige" (Dan. 11:3). Disse ord om den fjerde og sidste perserfyrste taler altså om en aggression mod det europæiske kontinent! De taler om begivenheder, som er sket, og som forekommer usandsynlige i øjeblikket – men som med sikkerhed vil indtræffe i fremtiden! En perserfyrste vil fremstå, som ejer midler til at samle både den arabiske verden og (tilsyneladende også andre stormagter) mod det område, som profeten (efter datidens geografiske opfattelse) kun kunne benævne som ’det græske rige’.

*

Jeg har tidligere omtalt den definition, som apostelen Johannes har modtaget med henblik på disse begivenheder. "Dyret, du har set", lyder forklaringen, "var og er ikke mere, og det skal stige op af afgrunden og gå sin undergang i møde!" (Åb. 17:8).

Det vil sige (har jeg tidligere forklaret), at der er sket ting i historien, som i øjeblikket atter lurer i afgrunden for at blive gentaget! Disse historiske hændelser er ikke med så mægtig en kraft blevet fejet ind over verdensscenen, for derefter at segne livløse om; nej, de samme aggressive kræfter lever i bedste velgående! Deres oprindelse er helvedes afgrund, og dertil er de vendt tilbage, for i den rette time atter at kunne sprede død og rædsel ud over jorden. "De var og er ikke og vil komme", hedder det i Åbenbaringsbogen (17:8).

Den ’pause’ i begivenhedernes gang, som omtales med ordene ’og er ikke er farlig! Det er tider, hvor helvedsmagterne synes at være faldet til ro; det er den store stilhed, som kan høres mellem bølgeslagene langs kontinenternes kyster. Alt ånder fred og ingen fare. De få klippeskær, hvor bølgetoppene brydes, kan ikke ængste; de synes ikke at være foruroligende. Det er de dage, hvor menneskene vender det døve øre til profeternes varsler, og hvor de styrende spærrer seerne inde og erklærer dem for at være gale. Men Gud har i sin nåde ladet historiens tale tordne, for at den slægt, som oplever, at det sande og virkelige dyr er ved at dukke frem fra afgrunden, skal gribes af rædsel og forberede sig på det værste…

Det er i en sådan slægt, en sådan ’stilhed før stormen’, at vi nu lever! Det er den generation, som nu vandrer over jorden; det er de mennesker, som i denne time lever og ånder og med berettiget ængstelse spørger: "Hvad vil der ske?"

Lad os derfor besvare spørgsmålet. Lad os fortælle dem, hvad der vil ske!

*

"Men så fremstår en heltekonge", erklærer Danielbogens syner. "Han skal herske med stor magt, og han gør, hvad han finder for godt" (Dan. 11:2).

Der er en tendens blandt de skriftkloge til at læse disse linier – enten som fjerne begivenheder, der har fundet sted eller som fjerne begivenheder, der i en fjern fremtid vil finde sted i fjerne egne

I virkeligheden er det højaktuelle principper, som udvirkes og virkeliggøres lige foran os! Ingen bør glemme, at det er i Europa, at en sådan storhersker skal fremstå, og ingen bør ej heller glemme eller blive betaget af denne vældige personligheds ydre magt og tilsyneladende succes; han er på vej mod sit eget miserable endeligt! "Han går sin undergang i møde" (Åb. 17:8).

Når vi fortæller, at det er ’i det græske rige’, at denne usædvanlige politiker og strateg træder frem, så er det nærliggende at gribe til historien og fordybe sig i beretningerne om Alexander Den Store. Han passer godt ind i den rækkefølge af konger og herskere, som Daniel har profeteret om. Han var den mægtigste mand i verden på sin tid; han erobrede – med sit udgangspunkt i Europa – hele den kendte verden, og tabte i sit årelange felttog ikke et eneste slag! Han red modigt i spidsen for hæren og grundlagde et stort antal byer. Men han stred sig frem mod sin egen undergang! Historikerne fortæller om hans formørkede skyggesider. De skjuler ikke dæmonerne, der beherskede hans liv. "Han var fordrukken, selvglad og nådeløs", beretter de. "Det var de dunkleste og mest uhyggelige karaktertræk, der styrede hans liv."

Det er disse undergangskræfter, som de troende bør være opmærksomme på. De har i det europæiske kontinent dybe og hæslige rødder, som atter vil vise sig levedygtige! På et tidspunkt vil de ondeste bestræbelser (der allerede afsløres i den foreliggende europæiske konstitution) udarte sig i fremtoningen af denne forudsagte magthaver, "der gør, hvad han finder for godt" (Dan. 11:3). Han vil styre mod en ny verdensorden, og vil uhindret fremture med totalitær styrke! Alexander Den Store er et udmærket eksempel at tage ved lære af…

*

Alexander nåede frem til perserfyrstens hovedstad, Babylon, på en strålende majdag i året 323 før Kristus. På elleve år havde han erobret verden, og hans kæmpe-imperium strakte sig over tre kontinenter. Den aften flød vinen, og den store europæiske hær festede; det var hermed bevist, at guderne var på deres side; den græske hersker var uovervindelig!

Få dage senere var den store Alexander en død mand! Han havde deltaget i sit sidste drikkegilde. På et tidspunkt under festen udbragte han en skål; han satte – ifølge overleveringerne – en seksliters vinkande for munden, hvorefter han faldt om på gulvet. Han havde forinden befalet sine undersåtter at tilbede ham som en gud… men da han lå bevidstløs af druk, kunne alle se, at han kun var et menneske. Han blev 32 år…

Alexander blev født som søn af kong Phillip II af Makedonien; han blev undervist af antikkens fineste læremestre. Efter faderens død, indledte han det store felttog mod Persien. På sin frygtløse ganger, Bukefalos, galopperede han i spidsen for kavaleriet mod perserkongen Darius. De babyloniske formationer kollapser, og grækerne slagter den flygtende hær…

Alexander optager ikke forfølgelsen. Han undlader at gøre det af med den splittede perserhær. En åbenlys strategisk fejl, som Alexander-eksperten Ian Worthington i en ny kritisk bog om den makedoniske konge kun kan finde én forklaring på: Alexanders spirende storhedsvanvid! "Kongen er", siger han, "forhippet på at besøge oraklet i Siwoa-oasen i Egypten, for at få bekræftet rygtet om, at Zeus er hans rigtige far…"

Da den 24-årige Alexander får bekræftet af oraklet, at han er en gudsøn, drager han over Eufrat. Han lader sig udråbe til hersker over Asien og holder sit indtog i hovedstaden Persepolis. Hans folk voldtager og slagter civilbefolkningen, og Alexander lader byens paladser og de lærdes bøger brænde, inden han drager videre.

Da han i et slag møder Darius’ efterfølger, lader han perserkongen afklæde, skærer hans næse og øren af og spidder ham på en pæl.

"Alexanders drikkeri kombineret med stigende megalomani og paranoia får tragiske konsekvenser", skriver Ebbe Rasch og Morten Rendsmark i en artikel i magasinet ’Illustreret Videnskab’ (No. 16/2004), hvorefter de fortsætter med at fortælle, hvad der skete en aften, hvor der blev drukket tæt, og der opstod et skænderi mellem Alexander og hans gamle general Sorte Kleitos. Deres kilde er den samtidige historiker Arrianos, der regnes for en af de vigtigste kendere til Alexanders liv.

Da skænderiet tager til, bliver kongen så arrig, at han griber ud efter sit sværd. Belært af kongens tidligere raserianfald har hans venner imidlertid afvæbnet ham, og mens Kleitos bliver ført bort, holder vagterne kongen tilbage – men det lykkes Alexander at vriste sig fri, og han griber et spyd og borer det i Kleitos. Han fortryder ugerningen og synker grædende sammen over generalens lig…

Forfatterne til den omtalte artikel fortæller videre, at Alexanders ven, Hefaiston, døde efter et lignende drikkegilde. "De to havde formentlig et fysisk forhold til hinanden", hedder det i artiklen, som fortsætter: "På den tid var det helt normalt, at magtfulde mænd havde elskere af begge køn."

Alexanders reaktion på vennens død forekommer usædvanlig. "I et døgn ligger han oven på vennens døde krop og græder. Han forbyder musik, befaler alle at sørge, og korsfæster Hefaistons uheldige livlæge. Vennens krop bliver balsameret, og kongen sender en kurér til oraklet i Egypten for at få gudernes accept til at tilbede Hefaiston som helt.

Da kureren vender tilbage, er Alexander kommet til Babylon. Da han hører, at guderne accepterer heltedyrkelsen af hans døde elsker, arrangerer han straks en fest. Hans sidste gilde…

”Så længe en dansk, homofil ambassadør er i Israel, vil det gå Danmark ilde!”