PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2006-05-08
0032


HERSBRUCKS STÆNGTE PORTE

Hvad Moseloven siger om byens 4000 dræbte…

For godt tyve år siden drog jeg med en pilgrimskonvoj omkring Nürnberg for at indbyde til en konference på 50-årsdagen for de såkaldte ’Nürnberger-love’ i de tidligere ’Reichsparteitagsgelände’ i Nürnberg. Med en konvoj bestående af gamle bondetraktorer med beboelsesvogne blev jeg over et år godt modtaget i by efter by i hele regionen. Kun ét sted blev jeg med mit firemastede telt forment adgang: Hersbruck!

Som jeg nu atter besøger egnen af familien Georg Mörtel på hotel Lindenhof, Hubmersberg v. Pommelsbrunn, som dengang stod os bi (så at den planlagte 7-dages konference kunne gennemføres på det sted, hvor de tragiske ulykkelove blev fremlagt) læser jeg til min bestyrtelse i Hersbrucker Zeitung, at byen Hersbruck atter har stængt sine porte. Denne gang ikke for budskabet om begyndelsen til de bedrøvelige begivenheder i fortiden men for et KZ-Mahnmal om, hvorledes denne forfærdende ulykke endte.

I et læserbrev af Hersbrucker ægteparret Hans og Louise Treuheit læser jeg d. 29. april i Hersbrucker Zeitung om, hvorledes byens ’Stadtrat’ har besluttet at afstå tilbuddet fra en KZ-overlevende italiensk kunstner om opstillelse af et mindesmærke for Hersbrucks koncentrationslejrens lige ved 4000 dræbte (hvoraf mindst 2.946 var jøder).

*

Eftersom jeg nu er bosiddende i Israel, kan jeg ikke undlade at iagttage denne beslutning ud fra den hebraiske tankegang. Gamle Testamente indeholder et lovbud, som forekommer mig nærliggende med hensyn til byrådets afgørelse. Tillad mig at citere det, således som det står anført i 5. Mose 21:1-9.

"Finder man … én, der ligger dræbt på jorden, og man ikke ved, hvem drabsmanden er, skal dine ældste og dine dommere gå ud og måle afstanden fra den dræbte til de omliggende byer. De ældste i den by, der ligger nærmest den dræbte, skal så tage en kvie… og føre den ned i en dal… og brække halsen på den! Så skal præsterne komme til stede, for dem har Herren din Gud udvalgt til at gøre tjeneste for Ham. Alle de ældste skal vaske deres hænder over kvien og sige: ’Vore øjne har intet set!’ Så får de soning for blodet…"

En jødisk rabbi ville ikke undlade at bemærke, at dette afsnit af Moseloven har en særlig betydning for Hersbruck.

"Finder man én, der ligger dræbt på jorden", ville han sige… for derefter at påpege, at netop dette var mange af hans landsmænds sørgelige skæbne i Hersbruck: "Her blev ligene af de myrdede henslængt og brændt på den bare jord."

Når jeg i min bil passerer den halvskjulte obelisk, som i 1950 blev opstillet til højre for vejen, der fra Pommelsbrunn fører op til Hubmersberg, er det, som jeg hører råbet fra de 300 dræbte, der en mørk november nat i 1944 blev brændt på den åbne mark på dette sted. Som jeg stiger ud af bilen og besøger stedet forekommer det mig forsømt og glemt! Den forvitrede indskrift om ’den evige flamme, som her hæve sig’ og ’stenens stumme klage’ synes kun at blive set og hørt af de omkringstående tavse træer. Hvem skænker de 300 en tanke? Hvad hjælper tilsidesatte, bortgemte mindesmærker? Vil en kommende generation blive mindet om denne ’november nats rædsel’?

Min jødiske rabbi vil ryste på sit hvide hoved, når han hører oplæst teksten om ’den dræbte, der blev fundet på jorden’. Han vil kommentere ordene om, at ’man ikke ved hvem drabsmanden er…’

"Gud ved, hvem han er", vil han sige, "og de skyldige vil blive fundet!"

"Hvorledes?"

"Byrådets medlemmer skal måle afstanden fra gerningsstedet til den nærmeste by. Byrådet skal have målebåndet frem!"

"Det var ikke det, at målebåndet skulle bruges til; det skulle anvendes til at udpege den skyldige…"

"Den skyldige, hvem er det?"

For at besvare dette spørgsmål, må vi et øjeblik forlade vor jødiske rabbi fra Gamle Testamente for at lytte til en jødisk rabbi fra Ny Testamente. Jeg tænker her på apostel Paulus (der som rabbi blev oplært ved Gamaliels fødder), og som vedrørende Hersbrucker-drabet på hans landsmænd ville erklære:

"Derfor er du uden undskyldning, du menneske, som dømmer, hvem du så er. For med din dom over andre fordømmer du dig selv; du, der dømmer, gør jo selv det samme…" (Rom. 2:1).

*

På de indignerede læserbreve i Hersbrucker Zeitung kan jeg forstå, at Byrådet nu bliver udpeget som ’den skyldige’! Jeg regner ca. 2 meter fra lænestolen til TV-apparatet, hvor Hersbrucker-borgere og alle Europas befolkninger kan følge udviklingen i Mellemøsten. Med egne øjne kan de se, hvorledes Hamas nyindsatte terrorregime bruger de samme ord om jødernes udslettelse, som for 70 år siden blev brugt som forsvar for drabet på de 4000 i Hersbruck! I en afstand af to meter kan byens borgere og alle statsmænd i, lytte til en mand i Iran, der i dag taler (som den tyske kansler Angela Merkel har erklæret) ’som Adolf Hitler’. Hvis Herbrucks borgere og alle andre forbliver tavse i dette nye opgør, som er på vej, kan de opstille tusinde mindesmærker og dermed søge at vaske deres hænder rene ved at sige: ’vore øjne har ikke set!" – målebåndet vil bevise, at det er usandt! De 10.000 indsatte, som oplevede ugerningerne i Hersbruck vil vidne imod dem og sige: "Jeres tavshed tillader, at historien gentager sig."

… og til byens kristne og alle troende i Europa vil jeg afsluttende sige: "Der er kun 2 meter til din bogreol, hvor der står anbragt en støvet bibel. Tag den ned og pust støvet af den og læs Romerbrevet 11:1, hvor der står skrevet: "Jeg spørger nu: Har Gud da forkastet sit (jødiske) folk?"

Svaret lyder: "Aldeles ikke! Gud har ikke forkastet sit (jødiske) folk, som Han først har vedkendt sig!"

Det er min opfattelse, at de afkræftede jøder, som i grupper på 600 mænd d. 5. april 1945 i en sidste dødsmarch blev jaget gennem Hersbruck, Lauterhofen, Kastl, Schmidmühlen, Kallmünz, Pielenhofen, Kehlheim, Saal, Abendsberg, Mainburg, Au og Pfaffenhofen til dødslejren Dachau også vil stå frem som vidner. Deres målebånd vil bl.a. udpege områdets og Europas tavse kristne som skyldige: Dem, der i dag efter eftersnakker nazi-teologien om, at ’jøderne er forkastede’, de kan ’ikke mere regnes til Guds folk!’

De, som i disse timer fører samme sprog, indenfor to-metercirklen af det bibelske målebånd; hvis ikke de omvender sig, vil de blive dømt!

Den 10. maj 2005 blev i Berlin ved siden af den tidligere rigsdagsbygning og det nuværende ’Bundestags-sæde’ et mindesmærke rejst for Europas myrdede jøder. Når man iagttager med hvilken smålighed de 4000 dræbte i Hersbruck mindes, må man glædes over, at der i Berlin er stillet en plads på lige ved 20.000 kvadratmeter til rådighed for rejsningen af ikke kun ’en lille uanseelig mindeplade (Amberger Strasse, 1983) men for 2711 store betonblokke! Berlin har indset, at netop her blev dødskommandoernes mordbefalinger udstedt – og målebåndet for mindesmærkets størrelse er derfor blevet strakt ud i sin fulde længde (hver sten er 95 cm bred og 2.38 m høj) Men også Hersbruck har oplevet det nationalsocialistiske rædselherredømme og bør eftertænke apostelens ord til menigheden i Korint: "Vi har åbnet vort hjerte; der er ikke trangt hos os, men der er trangt i jeres hjerte…" (2. Kor. 6:11).

Som udlænding tør jeg i Tyskland kun tale med lav stemme om dette emne. Min andel i denne regions lidelser er for intet at regne… kun min etårige rundrejse i forbindelse med 50-årsdagen for Hitlers love tillader mig at løfte røsten… fordi Hersbruck for tyve år siden anmodede mig om at forholde mig tavs.

Jeg talte om dette emne ved en gudstjeneste den sidste søndag i april på hotel Lindenhof – og straks samme eftermiddag var der kristne, som ryddede op, fejede rent og nedlagde blomster ved mindesmærket for de 300 dræbte i skoven…

”Så længe en dansk, homofil ambassadør er i Israel, vil det gå Danmark ilde!”