PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2006-05-18
0034


EU-FORFATNINGEN: EUROPAS VILJE?

Der udgår for tiden nye meldinger fra Bruxelles, at EU-hovedsædet ønsker en respons fra alle europæiske medlemsstater, om disse af hjertet er interesserede i opbygningen af et europæisk fællesskab?

For mig at se, er spørgsmålet alarmerende!

Efter i snart en menneskealder at have arbejdet, ofret og kæmpet for dette monumentale projekt skal de styrende nu til at lodde dybden i det urolige menneskehav, som de selv har været med til at skabe; de ønsker en øjeblikkelig tilbagemelding, hvorvidt der i Europas hovedstader forekommer tilstrækkelig politisk, økonomisk, militær-strategisk og social-moralske vilje til at fortsætte…

Samtidig begynder EU-ledelsen på højeste sted at røre på sig med hensyn til forelæggelsen af en ny forfatning! De bitre minder fra EU-konstitutionens forsmædelige undergang i 2005 spøger stadig i korridorerne af Europas regeringspalæer, og timen er ved at melde sig, hvor et nyt europæisk grundlovsforslag skal lægges på bordet. Derfor denne overraskende udmelding: EU-nederlaget må for alt i verden ikke gentage sig! Kampen for et nyt forfatningsforslags gennemførelse er begyndt! Det er, hvad denne usædvanlige henvendelse til statslederne handler om…

… for borgerne vil ikke blive spurgt til råds! I hvert fald ikke i første omgang. Dertil regnes masserne for at være for uvidende og for uberegnelige. Hoben betragtes som blinde, dumme stude, der kan føres i alle retninger! En folkeafstemning vil for øjeblikket være at betragte som en rædsel. Især er man bange for de folk, der betegnes som ’demagoger’. Ikke mindst sådanne, der taler ud fra et kristent fundamentalistisk livssyn; de er skyet som pesten og vil blive bekæmpet med alle til rådighed stående midler. Også de mest snavsede og løgnagtige; der vil ikke blive sparet på falske rygter og forræderiske dolkestik. Faktisk synes det at være klogest at holde sig udenfor det opgør, der nu forestår. Det er bedst at krybe i ly, for det had, som vil komme til syne, er grænseløst. Det bunder i de laveste lidenskaber…

*

Imidlertid ligger det mig på sinde at berøre et par punkter i den forkastede konstitution. Ting og sager, der stadig falder mig i øjnene. Forhold og formuleringer, der nøje bør eftertænkes! Ikke ud fra et eller andet højtravende ekspert syn – men ud fra menigmands tankegang. Ej heller ud fra en juridisk lærestol eller en finansfyrstes kontorlandskab – men ud fra den jævne borgers forståelse og den foreliggende tekst. Ham, som de høje herrer svor på at ville lytte til – men som nu atter bliver forbigået. Hvilket er tåbeligt… thi indtil nu er det totalitære system ikke blevet gennemtrumfet (selvom det er det ultimative mål)! Manden på gaden har stadig et ord at skulle have sagt, og hvis ’de kongelige’ vender det døve øre til, kan deres troner blive væltet, og deres privilegier blive dem frataget, og de vil ende i muddergrøften.

Det er min mening om den sag!

*

Jeg kan, som nævnt, ikke rigtig glemme den pompøse og måske dybt løgnagtige indledning til den dødsmærkede EU-forfatning, hvis hoved i 2005 blev afhugget af den franske guillotine, og hvis indhold blev drukket i de hollandske vandløb. Jeg har samtidig svært ved at forestille mig, at der bliver forfattet en ny indledning til det nye forslag, der i øjeblikket sikkert udarbejdes i det skjulte (og travle embedsmænd fra forskellige lande). Derfor har jeg fortsat som en simpel og jævn borger et par spørgsmål at stille…

Jeg bliver nemlig i denne indledning af forfatningen fortalt, at det er ’Europas folk og stater’, der står bag unionen og dens forfatning, og jeg bliver informeret om, at dette for mig at se antikristelige og antisemitiske skrift er (som det hedder) ’blevet inspireret af de europæiske borgere’. Imidlertid er jeg som borger i denne sag aldrig blevet spurgt om noget som helst. Hver en linie, hvert punktum og hvert et komma i denne grundlov er nedfældet fra højeste sted! Hvem, der egentlig har bestemt hvad, forbliver for mig i det uvisse. Som menigmand kender jeg intet dertil…

*

I artikel 1-1 i det indledende afsnit om ’definitionen af unionen og dens mål’, læser jeg følgende:

"Ved denne forfatning, der er inspireret af de europæiske borgeres og staters vilje til at skabe en fælles fremtid, oprettes Den Europæiske Union, som medlemsstaterne tildeles kompetencer for at nå dens fælles mål.’

Det fremgår af denne foreliggende tekst, at unionen synes at stå foran sin oprettelse! Ordvalget må være korrekt, thi hvorledes kan man have en union uden at have en konstitution? Hvorledes kan man ha’ et demokratisk styret land, uden at ha’ en grundlov? Hvorledes kan der opstå et fællesskab, uden at der er nogle regler og et begrundet syn, hvorpå dette fællesskab bygges? Derfor forekommer denne definition mig rigtig (og det er jo netop det indledende forfatningsafsnits opgave at formulere ’definitionen af unionen og dens mål’); her står jo tydeligt og klart: ’Ved denne forfatning… oprettes Den Europæiske Union.’

Hvis det er rigtigt, at unionen oprettes ved forfatningen, er det dumt og tåbeligt at drage den slutning, at uden forfatning kan unionen ikke oprettes?

*

Når mine medborgere i Paris, Bruxelles, Berlin, London og København med egne øjne i den forelagte konstitution læser, at ’Den Europæiske Union oprettes ved denne forfatning’, er de så galt afmarcheret, når de enfoldigt spørger: "Jamen, hvis der nu ikke er nogen forfatning – er der så heller ikke nogen union?"

De indviede vil sikkert med et overbærende smil sætte alle os uvidende EU-borgere i rette. "Selvfølgelig er der en union!" vil de forklare. "I kan jo selv se, at den er i fuld funktion! Unionen bestemmer alt og planlægger jeres eksistens fra før jeres fødsel til jeres grav! Hvorledes kan I stille et så useriøst spørgsmål? Det med forfatningen og unionens ’oprettelse’ er jo kun en formsag…"

"Dermed menes, at dens oprettelse stadfæstes ved den givne forfatning."

"Det står der ikke!"

"Nuvel, det fremgår af udviklingen! Unionen er lyslevende, og den foreliggende ’traktat om en forfatning for Europa’ blev vedtaget af statsoverhovederne fra EU’s medlemslande fredag d. 18. juni 2004. Derefter blev den (som det hedder) ’kigget grundigt igennem’ og formelt underskrevet på Capitol Hill d. 29. oktober 2004."

"Formelt underskrevet?"

"Ja, formelt underskrevet! Den var jo blevet ’vedtaget’ af EU’s statsoverhoveder…"

"Ku’ de det? Altså vedtage forfatningen?"

"Formelt, ja!"

"Men kun formelt?"

"Ja, kun formelt!"

*

Tillad mig i den forbindelse – og jeg står stadig udenfor de flotte palæer med de høje sale og prismekronerne – tillad mig i al beskedenhed at spørge, hvorledes det skal forstås, når den begravede forfatning erklærer, at den ’er inspireret af de europæiske borgeres og staters vilje..?

Det lyder nemlig så flot! Man får næsten lyst til at gentage den smukke sætning: ’… inspireret af de europæiske borgeres og staters vilje’. Ordene kunne bruges til en ny nationalsang! Der er én ting man må tilregne Bruxelles: De er dygtige til at få tingene sagt! Nogle af dem må være digtere og poeter. Ja, eventyrforfattere. De kan få lysene til at stråle og kærterne til at brænde, og mange gennemstrømmes af en varm, forventningens glæde, når de hører sådanne toner.

Derfor står vi borgere nu med store spørgende øjne, når meldingen kommer fra majestæterne og hoffet i Bruxelles: "Vi ønsker en øjeblikkelig tilbagemelding om EU-staternes vilje?"

ikke som det hed i den forkastede konstitution: ’de europæiske borgeres og staters vilje’. Det med ’borgere’ er glemt indtil videre – (og vil om muligt forblive glemt i al fremtid!) I adskillige europæiske stater kom ordet ’folkeafstemning’ slet ikke på tale i 2005. Men denne arrogante holdning kan næppe bevares; det længste, der kan nås i den retning, er, indledningsvis at spørge regeringslederne og deres embedsmænd til råds. Derved kan man siden måle ’de europæiske staters vilje’… og med dette statsresultat vil man måske være i stand til på ny at henvende sig til borgerne.

At der skal gås forsigtigt til værks er åbenlyst! Fejltrin er farlige. Overgangen mellem de truende bølger er usikker. Ustandseligt må vanddybden måles. Det er, hvad der sker for tiden. En eller anden manipulation finder sted. De årvågne bør være i alarmberedskab. Snart skal slaget stå!

*

"Er de europæiske medlemsstater interesserede i at opbygge fællesskab", spørges der nu fra de fornemme folk på slottet.

Efter at den tidligere forfatningstraktat lå i mudderpølen, hvor den blev trådt ned af de ’revolutionære’ borgere i Paris og Haag, udtalte ministrene, at man nu ville have traktatens ord ’ned på gadeplan’. Jeg kan tydeligt huske, at det var den vending, som blev brugt. "Vi vil ha’ debatten ned på gadeplan! Det er manden på gaden, vi vil ha’ i tale!"

All right! Selvom I ikke har henvendt jer til os og heller ikke agter at gøre det fremover, så vil vi gerne ha’ lov til at sige vor mening. Det der med ’at opbygge et fællesskab’, det vil I med jeres talegaver kunne få til at lyde mægtig flot. Ja, faktisk klinger det ganske fornuftigt. Og I regner sikkert med, at vi lader os snyde af det pæne ordvalg. For eksempel vil det med sikkerheden blive en mærkesag. Og ’det grønne’: Miljøet! Og pengene! Og børnene! Og kulturen!

Men alt behøver I ikke at gentage. Vi kan nemlig læse indenad og vi har beholdt den gamle traktat i vore gemmer. Den tager vi nu frem og læser sort på hvidt, hvad I virkelig har i sinde… og når I om nogen tid kommer med det ny forslag, så vil vi sammenligne de to grundlove med hinanden. Den I gav os (og som vi smed på bålet) og den, som I nu forbereder… (og som vi er indstillet på at give samme behandling, hvis ikke der er sket væsentlige ændringer).

For eksempel læser vi i den gamle, forkullede tekst, at ’denne forfatning er inspireret af de europæiske borgers vilje til at skabe en fælles fremtid’ (artikel 1:1). Sådan skrev I, og sådan forstår vi det i dag. I taler om de europæiske borgers vilje… og I har i 2005 fået klar besked på, at det der med den fælles fremtid lyder ildevarslende. Det ser pænt ud på papirer men den måde, hvorpå I har forvaltet disse ord, skaber mareridtssyner. De mest uhyggelige nattesyner er på vej til at virkeliggøres. Bag ordene ’en fælles fremtid’ har EU-borgerne skimtet et rædselskabinet. De har set spøgelser fra fortiden dukke frem af mørket, og de har i fortvivlede øjeblikke fattet, at de mest utrolige fremtidsromaner ikke længere var ’fiktion’. De har følt sig iagttaget og overvåget og truet. De har begrebet, at det med ’ytringsfriheden’ var et skuespil for folket. Gamle fritidsidealer er blevet trådt under fod. Embedsvældets kolde og kyniske beslutninger har grebet om sig. En elite af mænd og kvinder – folkevalgte men fjernt fra folkets forståelse og intuitive fatteevne – har distanceret sig fra den jævne familie. Et sælsomt og makabert pokerspil har fundet sted i de høje sale, og fremtidsangsten er nu ved at slå rod i de store masser.

Derfor: Tal ikke længere til os om ’de europæiske borgeres vilje til at skabe en fælles fremtid’. Jeres egen tolkning af denne sætning har afsat væskende brændemærker i vor erindring. Europa har hørt den tale før… med hysteriske undertoner, og når vi forsigtigt indvender, at vi kan ’læse indenad’, så mener vi ikke kun studiet af den foreliggende tekst. Nej, så mener vi den nøje gennemlæsning af jeres handlinger. Vi forstår jeres kropssprog! Vi ser pladderhumanismens utroværdige fjæs og antisemitismens fjendtlighed overfor Israel. Vis ser nydarwinismens grusomme smil og gudsfjendskhedens overbærende spot. Vi ser hovmodet og stoltheden i jeres ny verdensorden og brutaliteten i jeres kapitalistiske dagsorden. Ja, vis ser ting og sager iblandt jer, som Gud kalder ’vederstyggelige’, og som I åbent og militant fremmer. Vi ser – og må Gud hjælpe os – det depraverede og belastede menneske komme til magten. Vi aner skyggerne af én, der skal komme. "Nu varer det kun en kort tid… han udebliver ikke! Når han træder frem vil den retfærdige – siger Ny Testamente – kun kunne overleve ved tro. Men viger han tilbage", siger Hebræerbrevets forfatter (10:38), "har min sjæl ikke behag i ham. Men vi hører ikke til dem, der viger tilbage, så vi fortabes, men til dem, der tror, så vore sjæle frelses."

”Så længe en dansk, homofil ambassadør er i Israel, vil det gå Danmark ilde!”