PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2006-05-23
0035


PAGTSTEGNET - 2. del

Med stor frimodighed skal de Messias-troende blandt hedningerne indstille sig på at tage den del af Det hellige Land i besiddelse, som Herren har tiltænkt dem. De skal holde fast ved den lovgivning, som blev givet ved profeten Ezekiel, der utvetydigt gør alt klart, at ’landet skal fordeles som ejendom til jer (jøderne) og til de fremmede, der bor som gæst hos jer’ (Ez. 47:21-23). "I skal regne dem (de fremmede) som landets egne", hedder det som et påbud til Israels børn, "og de (de fremmede) skal have ejendom hos jer blandt Israels stammer…"

Ingen tvivl er mulig! I den lidt underlige ’stregopdeling’ af landet, Israel, som finder sted i forbindelse med Herrens komme, har de fremmede deres plads! De bliver ikke kun tålt, og der er ikke tale om (ud af barmhjertighedsgrunde) at skaffe dem en bid jord. Nej, Den hellige Skrift gør det mere end tydeligt, at lodder skal fordeles ’som ejendom’ til de fremmede. De er godtaget ’som landets egne’. Der er ingen forskel i Kristus på jøde og græker, når det gælder de løfter, som er forbundet med den endelige fordeling af Israel!

Ved at lytte til en sådan påstand vil også Israels fjender løfte hovedet. Deres hovedformål i den aktuelle konfrontation med jøderne er netop en fordeling på landet! De hævder, at en del af Israels Land (eller hele Israel) tilhører dem! De gør derfor med de blodigste og mest voldelige midler krav på Det hellige Land. I den forbindelse fordrer de Israel udslettet og erstattet med deres egen nationale statsdannelse, Palæstina!

Øjeblikket er derfor kommet, hvor det må gøres klart, hvem der tør forvente jord i Israel som ejendom? Hvad er kriteriet? Hvad forstås ved udtrykket: ’De fremmede’?

*

Efter at Israels Gud for godt 4000 år siden gennem Moses har forkyndt, at ’jorden og alt, hvad der er på den, tilhører Ham’, fortsætter Moses med følgende:

"Alligevel var det kun dine fædre, Herren fattede kærlighed til og elskede; det var jer, deres efterkommere, Han udvalgte af alle folkene, og sådan er det den dag i dag!" (5. Mose 10:14)

Der er ej heller her noget at misforstå! Israels folk er et udvalgt folk, og Himlens og jordens Gud har fattet en dyb og inderlig og evig kærlighed til fædrene. Når det hedder: "Han udvalgte dem (Israels børn) af alle folkene", så findes der ikke det folkeslag på jorden, der kan henvise til en lignende stilling! Fjendske og misforståede teologiske holdninger, som i dag tør hævde, at dette kun var tilfældet i tiden ’før Kristus’, sættes på plads med den her givne tidløse erklæring: "… og sådan er det i dag!" (v. 16)

Ny Testamente bekræfter jødernes evige udvælgelse med apostelens ord: "Jeg spørger nu: ’Har Gud da forkastet sit folk? Aldeles ikke… Gud har ikke forkastet sit folk, som Han først har vedkendt sig!" (Rom. 11:1-2).

Derfor har Guds Folk, jøderne, en naturlig adgang til landet. De ejer en førstefødselsret, som giver dem en særlig stilling. Af samme grund siger Ezekiel (når han omtaler de fremmedes ret til jord): ’I skal fordele…’ (altså jøderne); og videre: ’Og når I fordeler, skal I regne dem…’ (47:21-23).

*

De fremmede tager ikke af sig selv! De tilegner sig ikke ved egne midler eller ved militær eller politisk magt nogen jord i Israel. Hvis en jordlod tildeles dem, bliver det dem givet, og hvis de yderligere ønsker at gøre fordring på noget, kan de komme frem med deres ønsker for Gud. På anden måde kan det ikke ske! Ja, alle andre forsøg – også sådanne som i dag gøres af de arabiske folk – er på forhånd dømte til at mislykkes. Jeg har i den forbindelse skrevet en lille sang (der søger sin egen melodi). Den lyder således:


SOM FUGLETRÆK, DER FORSVANDT
(Rom. 11:1-2)

"Er de kastet bort?" – jeg spørger nu.
Kastet evigt bort, oh, hvilken gru!

Er det jøders land, er det dødens brod
for Herrens folk i Israel?

Er der fejet væk – til evig skræk?

Som en mørnet sæk – eller fugletræk,
der med ét forsvandt? Er det virkelig sandt
for Herrens folk i Israel?

Er de jaget ud af en harmfuld Gud?

Et fortvivlet brud med Guds sendebud?

Er det virkelig hændt – alle broer brændt
med Herrens folk i Israel?

Gud ske tak og lov: Det er ikke sket!

Gud har alt beredt og alt forudset:

Et messiasværk – sker nu vidt og bredt
med Herrens folk i Israel.

Derfor lov og pris, herlig salmesang.

Ja, på jøders vis med shofar’ens klang,

dans og jubelråb… som det var dengang
med Herrens folk i Israel!

*

Adgangen til landet og den dermed forbundne tjeneste for Israel og det jødiske folk gives gennem ’hjertets omskærelse’. Denne omskærelse er en åndelig operation, som er mere omfattende i sit perspektiv, end de fleste forestiller sig! Der er konsekvenser af ’hjertets omskærelse’, som er større og mere vidtrækkende, end det har været den almindelige opfattelse. ’Hjertets omskærelse’ giver en adgang ind til Guds Rige og den usynlige verden, som kun få har gjort sig til talsmænd for. Det Åndens snit i menneskets indre, der betegnes med den dristige formulering: ’Hjertets omskærelse’ er den eneste givne adgang til det rige og det land, som er Herrens personlige ejendom; derfor bør vi nærmere betragte, hvad der skjuler sig bag denne hemmelighed; thi dette er en gåde, som den menneskelige forstand ikke kan udforske. ’Hjertets omskærelse’ er Den hellige Skrifts betegnelse for det kodeord, der som en gemt nøgle åbner ind til de Kristi rigdomme, der har at gøre med Israel og hans udvalgte ejendomsfolk…

Derfor læser vi (med tilbageholdt åndedræt) videre i afsnittet fra 5. Mosebog kap. 10:14-15, hvor der (som jeg ovenfor i sin helhed har citeret) står fortalt om den inderlige kærlighed, som Israels Gud nærer (indtil den dag i dag) til Fædrene og deres (jødiske) efterkommere.

Her lyder det nemlig videre:

"Omskær derfor jeres hjertes forhud og gør ikke længere nakken stiv. For Herren, jeres Gud, er gudernes Gud, og herrernes Herre, den store, den vældige og den frygtindgydende Gud, som ikke er partisk og ikke lader sig bestikke, men som skaffer den faderløse og enken ret, og som elsker den fremmede og giver ham føde og klæder."

Moses fortsætter, og der ligger dybere horisonter i hans ord, end hans samtid (og endog nutidens jøder) har kunnet fatte:

"Derfor skal I elske den fremmede, I var jo selv fremmede i Egypten; du skal frygte Herren din Gud…" (5. Mose 10:16-19).

*

Problemet med Israels Folk er ifølge Bibelen, at de er ’et stivnakket folk’…

Efter at den unge Stefanus, kirkens første martyr, i sin fremragende forsvarstale overfor det jødiske råd havde gennemgået hele Israels historie, slutter han (under Guds Ånds vældige inspiration): "I stivnakkede og uomskårne på hjerte og øre! I sætter jer altid op imod Helligånden; det gjorde jeres fædre, og det gør I. Hvem af profeterne har jeres fædre ikke forfulgt? De dræbte dem, der forudsagde, at den Retfærdige ville komme, og I er blevet Hans forrædere og mordere…"

Når Guds Folk derfor hører budskabet om ’hjertets omskærelse’, så har det umiddelbart noget at gøre med de stive nakker… og de stive nakker giver sig til kende på følgende måder:

1. at sætte sig op mod Helligånden

2. at forfølge profeterne

3. at dræbe dem, der forudsiger Kristi snare komme

Stefanus tager bladet fra munden, hvilket den dag i selv samme time kom til at koste ham hans liv.

Men det er ikke kun det jødiske folk, som ikke vil bøje nakken overfor Guds ord og Den Almægtiges befalinger. Nej, også menigheden i nationerne har i den tusindårige historie ’sat sig op mod Helligånden’. Indtil denne dag forfølger den Herrens profeter – og en del af dem vil afsluttende vise sig forræderisk – ja, morderisk i sit opgør med dem, der forbereder Jesu snare komme.

Helbredelsen for den stive nakke er hjertets omskærelse. Lægedommen for oprøret og misundelsen (thi den skjuler sig bag brodermordet) og forfølgelsen af de hellige, er hjertets omskærelse. Når dette åndelige indgreb finder sted, falder et skel fra de stivnakkedes øjne, og de ser, hvad de ikke før har set.

Hjerteomskærelsen forårsager en revolution. Sådan som det skete i den fnysende vrede, jødiske rabbis sind, da han kort efter henrettelsen af Jesus forfulgte de kristne overalt i Mellemøsten. Saulus fra Tarsus, den senere apostel Paulus, oplevede underet i den syriske hovedstad, Damaskus. Her befandt sig en mand ved navn Ananias, som var en discipel af Jesus Kristus. Han fik i et syn besked på at besøge en nylig ankommen gæst i byen – en velkendt fjende og forfølger af de troende: Saul fra Tarsus! Ananias vægrede sig først ved at foretage dette besøg, men da han forstod, at Helligånden allerede arbejdede i den fjendske rabbis liv, indvilligede han og begav sig af sted. Ny Testamente fortæller: "Da han kom ind i huset, lagde han hænderne på ham og sagde: ’Broder Saul, Herren har sendt mig, Jesus, som viste sig for dig på vejen hertil, for at du igen skal kunne se og blive fyldt af Helligånden.’ Og straks var det, som faldt der skæl fra hans øjne…" (Ap.G. 9:17-18).

Dette – tror jeg – var et resultat af den hjerteomskærelse, som havde fundet sted i den antikristelige jødiske forfølgers liv – og dette tror jeg vil nu komme til at ske i Israel i et omfang, som vi ikke har kunnet forestille os.

Der er her ikke tale om ’mission’ i ordets gammeldags forstand; der er i højere grad tale om, at samarbejde med Helligånden. Når Guds Ånd og Den Herre Jesus Kristus har mødt jøder, som har været tidligere modstandere af evangeliet (og det drejer sig om ikke så få) – så er der brug for de troendes medvirken og tjeneste (sådan som det var tilfældet i disciplen Ananias liv). Han blev i samme time sendt til den adresse, hvor Paulus befandt sig – og fra det øjeblik var denne datidens største fjende af Kristi menighed en forvandlet mand.

*

Det er i denne forbindelse, at ’de fremmede’ vil blive betroet en særlig opgave i Israel. Ja, mere end det: En overordnet tjeneste, som har at gøre med en helt ny husholdning, vil blive dem til del. Af samme grund går kaldet i dag ud til de hedninge-kristne … dem, der af jøderne (lidt foragteligt) blev kaldt ’de uomskårne’…

"Husk derfor", erklærer apostelen, "at I, der var født som hedninger og blev kaldt uomskårne af dem, der kalder sig omskårne – husk, at I dengang var adskilt fra Kristus, udelukket fra borgerret i Israel…" (Ef. 2:11-12).

Det med ’borgerretten’ er noget helt nyt i den evangeliske forkyndelse. Ja, det er en så frisk åbenbarelse, at den har svært ved at blive godtaget. Det er, som om, der ikke rigtig er plads til dem i den herskende teologi; undervisningen om dette emne er lig nul. Men vi, som lever i Israel og dagligt må stride for vor ret til at forblive i ørkenen, - vi taler og beder meget derom - , og vi er kommet til den overbevisning, at denne sag er en hovedsag for Den opstandne Herre. Derfor må vi give os tid til at undersøge dens indhold nærmere…

”Så længe en dansk, homofil ambassadør er i Israel, vil det gå Danmark ilde!”