PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2006-05-00
0036


DEN 12. IMAM - 1. del

På Israels Plads har jeg d. 9. april i år i en tale omtalt præsident Mahmud Ahmadinjad’s Shiite-tro på, at de dødelige kan fremskynde den 12. imams’ genkomst! Jeg havde mine oplysninger fra tre belgiske brødre, der ved en konference i Jerusalem havde lyttet til den jødiske professor Sharons forelæsninger, hvor han var kommet ind på dette emne. Professoren har (som jeg nævnte) taget sin doktorgrad i islamisk teologi på det Hebraiske Universitet i Jerusalem og har været rådgiver i arabiske anliggender for nu afdøde ministerpræsident Menachem Begin…

*

Den messiansk-jødiske rabbi Zola Levitt, som udgiver cirkulære skriftet ’Levitt-letter’ (P.O. Box 1268, Dallas Tx. 752250268, USA, www.levitt-com) giver i sin april-publikation for 2006 flere betydningsfulde oplysninger om denne vigtige sag. Han forklarer, at den såkaldte 12. imam er kendt som ’Mahdi’. Irans dominerende ’Tolver-sekt’ anser denne ’Mahdi’ for at være kommet ind i denne verden under navnet Muhammed Ibn Hasan, som var og er ’en retsmæssig efterkommer’ af profeten Muhammed. I det 9. århundrede er denne efterkommer af profeten i en alder af 5 år ’gået i skjul’. Forud for hans tilbagekomst vil et kosmisk kaos finde sted. Der vil være krig, blodsudgydelse og pest. Efter dette sammenstød mellem de gode og de onde kræfter vil Mahdi’en lede verden ind i en æra af universel fred…

Kristne vil nikke genkendende til denne agenda; den ligner på flere punkter den bibelske! Den taler om tilbagekomsten af Messias. Den forudsiger – sådan som Jesus gør det i Matt. 24 – kaotiske tilstande. Den omtaler – sådan som Johannes gør det i Åbenbaringsbogen – krig og blodudgydelse, sult og pest. Alle Ny Testamentes apokalyptiske ryttere er med i det muslimske endetidsbillede. Deres sorte, røde, pestgule og forførende hvide heste galopperer over verdensarenaen. Man skulle tro, at det var en god gammeldags gospel-preacher, der afleverede sit budskab.

Men det er det ikke! Budskabet om den 12. imam prædikes i dag af ’verdens farligste mand’, Irans præsident og Israels fjende nummer ét! Budbringeren om den muslimske ’messias’ er den mand, som verdensfællesskabet i øjeblikket er ved at stille stolen for døren. Hans aktivitet bedømmes som faretruende og hans udtalelser for at være livsfarlige. Tysklands kvindelige kansler har sagt det ligeud (… og at denne bedømmelse kommer fra Berlin er ikke uden betydning): "Han taler som Adolf Hitler!"

Hvad jeg i denne sag har på hjerte at tilføje, er følgende:

De, der tror, at Ahmadinjad endnu ikke har bomben, tager fejl. Han har endog et hemmeligt våben, der er farligere og kraftigere end bomben: Han har budskabet om den 12. imam!

Lad os derfor se nærmere på dette budskab. Dette vil vi gøre af to nødvendige grunde: For det første for at ingen nogensinde, noget sted skal få den tanke, at Islams forventning og beredelse til Messias’ komme er den samme som de kristnes forventning! For det andet for at vesten og dens ledere må forstå, at de i Iran (og med Hamas-styret i de palæstinensiske områder) ikke kun har at gøre med en national- eller politisk idé, de har at gøre med en tro, som sigter på at erobre verden…

*

Irans præsident erklærer:

"Det største og afsluttende løfte, som skinner gennem alle religioner, vil blive opfyldt, når det fuldkomne menneske (d. 12. imam) træder frem. Han overtager alle profeters arv. Han vil lede verden til retfærdighed og absolut fred. Åh, mægtige Herre! Jeg beder dig at haste med at sende din sidste stedfortræder, den forjættede!"

Mr. Ahmadinjad, der offentligt har talt og bedt disse ord, er tæt forbundet med det messianske Hojjatieh-society, der ledes og styres af den overbevisning, at den 12. imams genkomst bør fremskyndes ved ’skabelse af kaos på jorden.’

Da han i sommeren 2005 blev Irans sjette præsident (siden 1979) besluttede han (som en tilkendegivelse af hans fremtidssyn) at skænke 20 millioner US-dollars til Jamkaran Moskéen. Denne helligdom er et yndet pilgrimsmål, thi netop på dette sted kan de troende muslimer nedkaste bønnebegæringer i en hellig brønd. Disse ’budskaber’ er henvendt til den ’skjulte imam’. Teherans arbejdende befolkning er overbevidste om, at præsidenten og hans kabinet med hinanden har indgået en pagt, at de vil gøre alt, hvad der står i deres magt, for at fremskynde Mahdi’ens genkomst! Dette – skal man forstå – kan kun ske ved at sprede kaos, blod og ødelæggelse; det er i dette perspektiv, at bomben skal iagttages…

*

Hvor helt anderledes lyder det kristne evangelium – og hvor helt anderledes taler apostlene til Kristi efterfølgere om at ’fremskynde’ Messias’ komme.

Jeg læser fra Ny Testamente: "Men Herrens dag vil komme som en tyv, og da vil himlene forgå med et brag." (Der er ikke her tale om nogen bombe eller nogen form for menneskelig påført ødelæggelse).

"Elementerne vil brænde op (fortsætter apostelen Peter (2:3:10)), "og jorden og alt det menneskeskabte på den vil vise sig som det, det er… (ikke ved at der anbringes en atombombe under ’alt det menneskeskabte’, men ved Guds mægtige hånd).

"Da nu alle disse ting må gå i opløsning", fortsætter apostelen (… og det kan forstås af teksten, at det drejer sig her om en forudbestemt afslutning på alt jordisk menneskeværk, som ikke kan indgå i den efterfølgende evige husholdning)… og med dette følger Den hellige Skrifts formaning: "Hvor helligt og gudfrygtigt bør I da ikke leve, mens I venter på, ja fremskynder Guds dags komme…" (2.Pet. 3:12).

Medens ekstreme muslimske prædikanter opfordrer deres menigheder til at ødelægge så meget som muligt og iværksætte et blodbad så omfattende som muligt – taler Ny Testamentes apostle om at leve ’helligt og gudfrygtigt’. Medens Islams verden forbereder sig på at modtage den 12. imam, som var ’en 5årig dreng, der i det 9. århundrede gik i skjul’ – forbereder de kristne sig til at modtage den ’smerternes mand’, der ifølge de jødiske profeter ’blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder’ (Es. 53:5).

"Hans komme kan fremskyndes", erklærer apostelen. Ikke ved mord og løgn og had og krig – men ved et helligt og gudfrygtigt liv.

Svaret på Islams forberedelser er at efterkomme Ny Testamentes befalinger. En hellig og gudfrygtig menighed er den guddommelige løsning på den forestående konflikt. Islams seneste bestræbelser bør få de kristne til at forstå, at sagen nu har hast. Den tunge søvn, som har lagt sig over Europas kristne, må ophæves – og de forberedelser, der skal udføres før Kristi komme må fremskyndes. Lad mig afsluttende forklare dette nærmere:

"Spørgsmålet om, hvorfor længslen efter ’den sande imam’ (fører) breder sig i den islamiske verden, fører umiddelbart til en større forståelse af, at verden befinder sig i den ære, som Bibelen kalder for ’de sidste tider’; også muslimerne begynder nu at spejde efter deres ’messias’. (den tolvte imam) – og ikke nok med det: Islam er begyndt at berede vejen for hans komme! Bomben er under forberedelse…

Derfor er det af yderste betydning, at den troende, der kalder sig Kristi efterfølgere, holder sig underrettet om udviklingen i den del af verden, der påkalder Allah, idet denne udvikling både har en direkte indflydelse på vort eget samfund (som vi ser det i den politiske, religiøse og militær-strategiske samt økonomisk-styrede verden) og med henblik på den guddommelige husholdning, der har at gøre med ’dispensationer’. Med andre ord: Hvor befinder vi os på Guds kalender? Hvad er det næste, der vil ske? Hvorledes reagerer ’Fyrsten over Persien’? (Dan. 10:13) Hvordan skal de troende forholde sig? Og hvad er Åndens tale til menigheden i dag?

*

Lad mig i den forbindelse citere den tyske orientalist Richard Hartmann, som i sit klassiske værk: ’Die Religion des Islam’ (nyoptrykt 1992) skriver:

"Spaltningen i den islamiske menighed i grundlæggende forskellige retninger, går helt tilbage til den første kalif-tid. Den vil kunne forstås ud fra de politiske kampe i denne periode. Intet er nemlig så kendetegnende for Islams politiske karakter end den kendsgerning, at ånderne skiller sig, når det kommer til besvarelsen af, hvem der er den sande Imam… altså den eneste retmæssige leder af Islams menighed."

I dag kæmper Islam mod Islam! Gensidigt sætter de hinandens moskéer i brand. Blodet flyder i de muslimske lande – ikke blot i krigen mod ’de moderne korsriddere’, men i den indbyrdes strid om, hvem den virkelige og forjættede Imam er. Det er her, at budskabet om den 12. imam kommer ind i billedet – ham, hvis vej kun kan beredes ved det altomfattende kaos og ved at jorden dækkes af strømme af blod. Ikke palmegrene og lovsang møder ham – men lemlæstede lig, frygt og forvirring.

"Man skylder kun den Imam lydighed (Ta’a), som er retfærdig…" skriver Fatema Mermissi (Die Angst vor der Moderne 1992, Hamburg). "En politiker", fortsætter forfatteren, der tillægger sig navnet Imam, for derefter at mishandle menigheden og frarøve dem dens rettigheder, er bestemt ikke i overensstemmelse med det ideal som males de troende for øje."

Afsnittet slutter: "Kun få Imamer er det lykkedes at bringe menigheden (den muslimske) til lykke og fred! Imamens historie i Islam er en sørgelig beretning om politiske mord. De fleste blev slået ihjel – hakket sønder og sammen af krumsabelen!"

Noget lignende har imidlertid fundet sted i den kristne verden, hvilket må føre os til følgende konklusion:

"Har vi (de kristne) så nogen fordel?" spørger apostelen. Han svarer: "Overhovedet ikke! Vi har jo allerede anklaget både jøder og grækere" (og jeg tillader mig her at tilføje: ’og muslimer’) for alle at være under synd! – som der står skrevet: "Der er ingen retfærdig, ikke en eneste. Der er ingen forstandig, ingen der søger Gud. De er alle kommet på afveje, alle er fordærvede, ingen gør godt, ikke en eneste! Deres strube er en åben grav, med deres tunger taler de svig; der er slangegift under deres læber, deres mund er fuld af forbandelse og forbitrelse…"

Apostelen afslutter denne lange bedrøvelige liste over menneskets ondskab, som de kristne (med en vis aktuel ret) især retter mod muslimer, idet det hedder: "De er rappe på fødderne til at udgyde blod. Vold og ulykke er på deres veje; fredens vej kender de ikke…" (Rom. 3:9-18).

Imidlertid erklærer Ny Testamente, at der i denne sag, ikke er nogen, der kan undskylde sig! Alle religiøse bevægelser (som ikke er båret frem af Guds Helligånd, som ikke har set forløsningen i Jesus Kristus) har blod på hænderne! "Hver mund skal lukkes", siger Ny Testamente, "og hele verden skal stå strafskyldig for Gud!"

Hvad er løsningen på dette problem?

Løsningen kan – så vidt jeg kan se – kun fattes ved den absolutte accept, at alle religioner (udenfor åbenbarelsen af Jesu offer på Golgata) i deres inderste væsen, er og forbliver Lov-religioner! Det vil sige, at et menneske ifølge deres belæring kun kan vinde Guds behag og opnå frelse for sin fortabte sjæl ved ’lovgerninger’! Ifølge disse religionernes lære (hvad enten det drejer sig om Judaismen, Islam eller den omfattende del af Kristendommen, der i ånd og doktrin stadig vånder sig under lovens åg) er det kun ved at udføre bestemte gerninger eller ved at opnå et særligt stade af fromhed, at en synder kan få fred med Gud…

Ny Testamente er hensynsløst afvisende overfor dette syn. Og – så vidt jeg kan se – med rette: Thi intet religiøst system er mere nådeløst og ubarmhjertig overfor ’les miserables’. Ja, ingen djævelsk tortur kan bringe elendige og forpinte overtrædere (som vi alle er) under større fordømmelse og sjælesmerte end lovens krav!

Derfor lyder befrielsens budskab til alle jøder, muslimer og lovbundne kristne således: "For af lovgerninger bliver intet menneske retfærdig for Gud." Den videre forklaring lyder således: "Det, der kommer ved loven, er jo syndserkendelse (Rom. 3:20).

Når dette er sagt, og Lov-religionens vej således er spærret (hvilket har relevans både til jøderne, muslimerne og de kristne, der stadig er bundet af lovens krav) – så stråler den forunderlige løsning som en lysende morgenstjerne gennem lovtrældommens nat: "Men nu er Guds retfærdighed åbenbaret uden lov!" (v.21) Lyset koncentreres afsluttende i disse ord: "Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus for alle, som tror!" (v.22)

"Alle, som tror?"

"Ja, alle, som tror."

"Også jøderne?"

"Ja, alle, som tror. Også jøderne!"

"Og muslimerne?"

"Ja, alle, som tror. Også muslimerne!"

Dette er den eneste farbare vej og ’køreplan’, som har noget alternativ at stille op overfor det omsiggribende budskab om den 12. Imam! Den muslimske verdens længsel efter Messias kan kun mødes og inderligt tilfredsstilles ved evangeliet om Jesus og den retfærdighed, der opnås ved troen på Ham.

*

Jeg har i den forbindelse skrevet en lille åndelig sang (der søger sin egen melodi). Den bærer overskriften: "Herre, gør det nu!" og lyder således:

Herre, gør det nu!

Kom, omskær hjertets væg

Lad livets pagtstegn prentes i min ånd.

Herre, gør det nu!

- i Skriften er belæg,

at dette snit kan sprænge lovens bånd!

Herre, gør det nu!

Lad omskærelsens pagt

blive min del og fulde borgerret.

Herre, gør det nu!

- Gør, hvad du selv har sagt;

Du ser min længsel, alt hvad jeg har grædt.

Herre, gør det nu!

Indlem mig i dit folk

- omskær mit hjerte til Den nye Pagt.

Herre, gør det nu!

Tag omskærelsens dolk

og giv mig det, du har tilvejebragt.

Herre, gør det nu!

Lad Livets Ånd få lov

at åbenbare Jesus i mit kød.

Herre, gør det nu!

Jeg hører hestens hov:

- en rytter undervejs med pest og død!

Herre, gør det nu!

Kom, før det er for sent:

Omskær dit folk i hjertet overalt!

Herre, gør det nu!

Fej tærskegulvet rent,

før klokken slår, og dagene er talt!

(Noer, maj 06, ørkenen)

”Så længe en dansk, homofil ambassadør er i Israel, vil det gå Danmark ilde!”