PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2006-06-14
0043

LAD FOLKET SVARE!
Derfor: Farvel, Anders Fogh! (4.del)

Til dem, der mener, at jeg gør for meget ud af de få statsministerord, som i midten af maj 2006 i et debatindlæg i Politiken udtrykte ministerens mening om ’stat og religion’, vil jeg svare: Tværtimod! Jeg formår kun at gøre alt for lidt ud af disse ord. I virkeligheden burde hele landet rejse sig ved disse afslørende udtalelser og råbe i kor: "Derfor: Farvel, Anders Fogh!

Det kan nemlig ikke være en tilfældig bemærkning, som statsministeren er blevet refereret for; det er en præcis og gennemtænkt erklæring! Statsministeren lægger med ordene om, at ’staten ikke har og ikke skal have – en religion’ op til et helt afgørende spørgsmål, som danskerne kommer til at svare på…

Hvad vil de svare? De kan sige ja, - og de kan sige nej! Hvis danskerne siger ja til statsministerens synspunkter, siger de ja til EU’s kirke- og religionspolitik – og siger de nej, rejser de sig i et modigt udspil og erklærer dermed, at de ikke vil overlade landets nationale kirke- og religionspolitik til Bruxelles.

Jamen, vil danskerne få anledning til at sige ja eller nej til statsministerens forslag (for andet har han i øjeblikket ikke magt til at fremsætte)?

Hvis en grundlovsændring skal finde sted, er der mulighed for, at danskerne vil blive spurgt – og hvis dette er tilfældet, har Danmark en helt speciel anledning til at kunne sige fra med hensyn til den kommende EU-konstitutions gudsfornægtelse! Danmark behøver da ikke umiddelbart at følge trop, når Bruxelles frakender sig Europas kristne arv! Danskerne har ret til at holde fast ved den formulering af Det danske Riges Grundlovparagraf 4, der blev formuleret ved dets folkestyres tilblivelse i 1849. Ja, i mine øjne lægger statsministerens ord op til den største udfordring, som vor lille nation har været stillet overfor i generationer. Vil folket sige ja eller nej til at blive regnet blandt verdens kristne nationer? Vil det sige ja eller nej til Gud? Vil det sige ja eller nej til evangeliet om Jesus? Mit råd er: Sig ja til Danmarks kristne arv – og dermed: Farvel til Anders Fogh!

*

Danmark regnes i dag for et protestantisk land. Jeg taler ikke om, i hvilken grad den danske befolkning er sig denne betegnelse bevidst (thi det er i virkelighed kun få danskere, der beskæftiger sig med dette eller andre ’evangeliske’ spørgsmål) – men jeg taler om den bekendelse, der af gode kristne mænd er indføjet i vor grundlov, og som siden har sikret, at netop reformationens budskab uden hindringer har kunnet udbredes i vort folk. Jeg prøver altså ikke her at påstå, at Danmark er en ’kristen nation’ (sådan som man kan forstå ordet, når man taler om en ’kristen menighed’) – men jeg taler om, at medens den forkastede EU-konstitution på det bestemteste nægtede at omtale Guds navn, så bekender den danske grundlov sig ikke blot som en forfatning for en kristen nation men som en konstitution for en protestantisk-kristen nation! Og det siger ikke så lidt i den troens kamp, der i øjeblikket fejer gennem Europa. I disse dage som en kraftig blæst – men snart som en forrygende storm!

Det er denne bekendelse, som vor statsminister vil have pillet ud af vor grundlov. "En stat har ingen religion", siger han – og dermed går han Bruxelles’ ærinde. Han taler den faldne konstitutions sprog – og vil selv blive draget med i dette fald. Derfor: Farvel, Anders Fogh!

Den 10. december 1520 på en kold morgen begav Wüttemberger-professoren for bibelsk videnskab, Augustinermunk D. Martin Luther, sig med et stort antal venner og studenter til byporten, hvor de antændte et bål, for – som en modaktion mod afbrændingen af Luthers skrifter – at kaste pavedømmets bøger i ilden. Blandt de bøger, der den morgen blev luernes bytte, var den kirkelige retsbog, Corpus Iuris Canonici, samt Pavens bandbulle, der fordømte Luthers ord og gerning! Med denne demonstration frakendte de tilstedeværende sig pavestolens retsfuldmagt, Vatikanets ekskommunikationsvæsen og kirkens lære om aflad. Dette var reformationens egentlige begrundelse!

Måtte Gud give nåde til, at den danske befolkning tager samme reformatorisk holdning overfor den ny EU-konstitution, som i disse dage ivrigt forberedes overalt i Europa. den vil nemlig i sit væsen og indhold nægte at bekende, at Europa er et kristent kontinent, og den vil frasige sig – om ikke Guds navn – Jesu navn, idet den vil undgå at formulere nogen hentydning til det kristne evangelium! I skyggen vil Europas ’gamle, syge mand’, Tyrkiet, stå afventende for at se, om resultatet falder ud til hans fordel, og på solsiden i Rom vil paven vente på kardinalernes rapport. Det ’reformatoriske’, der er fast funderet i Danmarks grundlov vil være bandlyst… og det er netop på dette punkt, at danskerne nu skal stå fast! Med reformatorisk iver og nidkærhed skal de forkaste deres statsministers udtalelser om, at ’Den danske stat ikke har og ikke skal have – nogen religion! Disse ord er nemlig forløbere for Europa-grundlovens Gudsfjendske holdning; de afleverer nøglerne ikke blot til Christiansborg og til Nationalbankens guldreserver – men ti Danmarks kirker og menigheder, teologiske fakulteter og præsteseminarer, bibelskoler og missionshuse. Ved at underordne sig EU’s kirke- og religionspolitik vil det danske folk få at føle, at en gammel hævdvunden, åndelig frihed vil blive knuget og knust. Unionen har indtil nu ikke vist sit sande ansigt i den henseende. Men det vil komme til syne. Det ny Europa tåler ikke Danmarks grundlovparagraf 4. Den protestantisk-kristne bekendelse skal fjernes! Og statsministeren taler i øjeblikket dette politiske krav efter munden.

Derfor: Farvel, Anders Fogh!

Det er i denne forbindelse besynderligt at læse de otte spalter fra 3030 til 3038 i referatet over Rigsdagens forhandlinger om Grundloven i 1849. Det er i hovedsagen Grundtvig, der har ordet – og det forekommer, som han med et gennemtrængende seerblik stirrer ind i vor tid. Ja, det synes som om han iagttager, hvorledes Grundloven efter mere end 150 år nu står for at skulle ændres. Man skulle næsten tro, at han havde hørt statsministerens udtalelser, idet han fremsætter to forslag med henblik på paragraf 4, som faktisk er de to muligheder det danske folk stilles overfor i dag.

Det ene forslag passer til statsministerens idé, idet det ikke tvinger staten til at identificere sig med nogen bestemt gudsdyrkelse – men kun foreslår ’en ordning’ (som statsministeren kunne ønske det).

Det andet forslag indeholder en klar bekendelse til den kristne tro med en understregning af det protestantiske tilhørsforhold!

I begge tilfælde er det folket, som træffer bestemmelse om, hvilken retning, de ønsker at grundloven skal formuleres.

… og som et tillæg til disse to forslag giver Grundtvig en forklaring, som gør det klart, at den danske befolkning herved selv kan bestemme dets fremtidige religiøse tilhørsforhold.

Ønsker danskerne at være åbent overfor en hvilken som helst religion, som banker på deres dør – eller ønsker de at bevare deres kristne, protestantiske arv?

Dette afgørende valg skuer den gamle statsmand som i et fremtidssyn – og det er nu ham, som med disse to forslag stiller folket overfor denne beslutning…

Det første forslag, som jeg vil kalde ’Statsminister-forslaget’ (fordi det er som om den gamle Rigsdagsmand er stået op af graven og har hørt vor nuværende statsministers ord om, at ’der bør være en kirkelig ordning’, men ’staten som sådan har ikke og skal ikke have – nogen religion):

"Så længe den overvejende del af folket har en fælles gudsdyrkelse, skal der over hele riget, på offentlig bekostning, vedligeholdes en tilsvarende indretning under navn af ’Den danske Folkekirke’.

Vi behøver ikke at være i tvivl om, hvad den gamle grundlovsgiver mener med dette forslag, for han forklarer selv, hvad han har i sinde! Med sit lidt knudrede og omstændelige dansk (fra det 19. århundrede) siger han: "Når jeg hermed foreslår, at der i grundloven således ikke skulle gives nogen nærmere bestemmelse om Den danske Folkekirke, da er det ligefrem, fordi at når det ikke længere skal være en statskirke, som vil beherske folkets tro og gudsdyrkelse, men en folkekirke, der skal rette sig efter begge dele, så bør den i grundloven ikke betegnes med noget kendingsnavn…"

¨For mig at se, er det som Grundtvig har lyttet til Statsminister-ordene om ’adskillelsen mellem stat og religion’. "Når det således ikke længere skal være en statskirke’, udbryder han, "så kan den heller ikke betegnes med noget kendingsnavn." For staten kan jo ikke identificere sig med en eller anden bekendelse! Staten har ikke nogen religion! Staten kan kun iagttage, at folket ønsker den ene eller den anden form for gudsdyrkelse… og må rette sig derefter – og så i øvrigt betale gildet!

Dybest set betyder det (og dermed defineres statsministerens ærinde), at hvis folket vil have en katolsk gudsdyrkelse, må ’staten rette sig derefter’, og hvis en ’overvejende del af folket’ ønsker en slags New Age gudsdyrkelse, bør staten ikke kun rette sig derefter, men betale omkostningerne for, at en sådan tro kan udbredes.

Den dag statsministeren ved en grundlovsændring udleverer gudsdyrkelsen i Danmark (og bekostningen deraf) som ’et åbent spørgsmål’ til Bruxelles, går jagten ind! Islam står parat med forkyndelsen om, at ’Allah er stor’ og Den katolske Kirke står parat med dyrkelsen af Maria og en hær af helgener samt en nadverteologi, som reformatorerne forkastede og på bålet frasagde sig som en ’vederstyggelighed’. Historien viser, at kirketårnene kan omdannes til minareter og klokkernes klang udveksles med jihad råb. Hvis den danske gudsdyrkelse fremover – sådan som statsministeren foreslår det – (og Grundtvig fremmaler det) ’ikke skal betegnes med noget kendingsnavn’ (altså uden at præcisere det reformatorisk-kristne), så er helvede løs. Da lægger landet åbent for inkvisitionens håndlangere, og de af landets troende, som hidtil med deres evangeliske syn og forkyndelse har været beskyttet af landets grundlov, vil blive forfulgt som farlige ’sekter’.

Dette vil blive den sørgelige konsekvens af statsministerens syn på ’stat og religion’.

Derfor: Farvel, Anders Fogh!

Hvis en eller anden sekt vinder en sådan udbredelse, at ’en overvejende del af folket’ tilslutter sig en sådan tro, så overgives hele gudsdyrkelsens indretning til dem (det være sig Mormoner, Jehovas Vidner, Scientology, eller Shi’ite Muslimer).

"Gudsdyrkelsens navn såvel som den hele indretning bør være ’et åbent spørgsmål’, slutter Grundtvig og tilføjer (som om han på forhånd har set i hvilken situation, grundloven befinder sig i dag): "Hver alders- og hver slægts lovgivning kan i fremtiden efter tidens tarv og folkets krav besvare hvilket navn den fremtidige gudsdyrkelse skal have…"

Så vidt jeg kan se, kan vor statsminister næppe ønske sig en bedre formulering end den, som Grundtvig her foreslår! Da staten ikke skal have nogen religion, er der kun én løsning tilbage: "Det bliver da ’et åbent spørgsmål’ (siger Grundtvig)… og det er netop hvad de religiøse ulve i den store verden omkring os venter på.

Grundtvig forklarer sig således:

"… ’evangelisk-luthersk’ er jo ikke den titel, som den danske statskirke hidtil har ført." Han fortsætter (og røber derved, hvorfra han har hentet den foreslåede betegnelse): "Vor forordnede lærebog og vor forordnede salmebog kaldes ikke ’evangelisk-luthersk, men ’evangelisk-kristelig’

Den gamle seer (for således kalder jeg Grundtvig) fortsætter: "Jeg kender en luthersk reformation, en luthersk kirkeopbygning og skriftoplysning, men jeg kender ikke en evangelisk-luthersk kirke! Han slutter: "I Kongeloven nævnes hverken Luther eller nogen luthersk kirke, men kun en kristelig tro og bekendelse (spalte 3038).

Netop dette – mener jeg – er tidens behov. Som den kommende EU-konstitution enten (som det var tilfældet i den forkastede forfatning) helt vil undlade at nævne Guds navn eller (til nød) vil fremstamme ordet: ’Gud’, således bør Danmark modigt bekende, at det er en evangelisk-kristen nation, der ordner sin gudsdyrkelse efter Den hellige Skrift.

Det sidste vil få statsministeren til at vende sig irriteret bort. "Staten har hverken brug for Bibelen eller Koranen", udbryder han.

Men hvad er så løsningen?

Løsningen har Grundtvig – den ræv – fremsat i et biforslag, hvori han skriver:

"Så længe den overvejende del af folket bekender sig til den evangelisk-kristelige tro efter Den hellige Skrift vedligeholdes en tilsvarende indretning under navn af Den danske Folkekirke" (spalte 3030).

Det vil sige, at det ’lutherske’ ryger ud af billedet! Kun det evangelisk-kristelige fastholdes, hvilket med ét drager de fleste frikirker og evangeliske samfund ind under Grundlovens beskyttelse! Forbi er den lutherske kirkes arrogance og ’ejendomsret’ til de mange tomme bygninger, (der står for at skulle omdannes til koncertsale, museer eller supermarkeder). Forbi en flok forvirrede bispers medløben efter en homoseksuel tidsånd. Forbi med statsbeskyttelse af vantro præster, der åbent fornægter Gud – ja, forbi med en statslig barnedåbslære, der som eneste og sidste kriterium kan få de mest liberale forkyndere til at beholde kjole og krave.

Ikke at jeg tror, at det fundamentalt og oprindeligt ’lutherske’ går ind for disse bedrøvelige forhold – men den dansk-lutherske kirke må i dag i sin helhed betragtes som en frafalden kirke, og dens lysestage flyttes!

Men hertil svarer Grundtvig: "Hvis folket bekender sig til den evangelsk-kristelige tro, sker det efter Den hellige Skrift.."

"… hvis folket bekender sig til det?" Dette bliver det afgørende spørgsmål! Hvis regeringen får lov at bestemme, er udfaldet givet på forhånd. Statsministeren har talt! Hvis den lutherske kirke skal bestemme, vil den argumentere med sin frønnede, hule floskel: ’at danskerne har taget stilling ved at lade deres børn døbe’. Men det er ikke det, sagen nu drejer sig om! Åndskampen, der venter forude, er så voldsom, at den forhåndenværende praksis af barnedåbslæren allerede har bevist sin afmagt.

Lad derfor ånderne blive prøvet!



Foto: TV2.dk
 

Spørg folket, om det fortsat vil være under kristendommens indflydelse? Spørg det, om det vil fastholde sin protestantiske arv? Spørg det, om det fremover vil bekende sig til Bibelen og Ny Testamente som ledetråd for landets gudsdyrkelse? Spørg det, om det i religionernes kommende clash stadig vil regnes blandt klodens ’kristne nationer’ og dermed befæste det i sin grundlov? Spørg det, om det vil have minareter eller kirkeklokker? Spørg det, om det vil være under den danske Grundlovs frihedssyn – eller under Bruxelles og Rom? Spørg det, om det vil have jul, påske og pinse eller Islams fastemåned, Ramadan? Spørg det, om det vil have præsternes tvungne cølibat eller danske præstegård fyldt med familier og børn? Spørg det, om det vil bevare det hvide kors i det danske flag eller se korset trampet under fod af vrede muslimske horder? Spørg det, om det vil have en tvetunget statsminister, som i det ene øjeblik taler om ’ytringsfrihed’, og det næste vil gøre staten mundlam ved at bagbinde og kneble dets kristne bekendelse? Spørg folket og få dets svar.

"Men hvis det er jer imod at dyrke Herren, så vælg i dag, om I vil dyrke andre guder. Jeg og mit hus vil tjene Herren!" (Josua 24:15).

Derfor: Farvel, Anders Fogh!

”Så længe en dansk, homofil ambassadør er i Israel, vil det gå Danmark ilde!”