PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2006-07-06
0046

HOVEDKVARTERETS ORDRER
Derfor: Farvel, Anders Fogh! (6. del)

Vor statsminister er kommet op imod både Bruxelles og Rom! De vil begge have fjernet en paragraf fra Danmarks Riges Grundlov. De har forskellige motiver - men de er (som grundlovens fader, D.G. Monrad, udtrykker det) 'styret af nogle grundkræfter, der bestemmer vor fremtid'. Et eventuelt opgør med Rom vil statsministeren tage med sindsro. Den åndelige side af denne sag bekymrer ham ikke. Men et dekret udstedt fra Bruxelles er lammende; det slipper han ikke uden om! Da ministeren ifølge de udtalelser, han allerede er kommet med, synes blottet for indsigt i den åndelige side af sagen, vil han med hensyn til en kommende grundlovsændring foretage sit livs største fejltagelse; han vil - for at efterkomme hovedkvarterets ordrer - slette den forrang, som den protestantiske tro har i Danmark. Dermed vil han slippe skovens vilddyr løs - og når han for sent indser de sørgelige konsekvenser af en ny Maria-kult, der fra Polen og Rom vil bane vej for en hel ny gudsdyrkelse, vil han forstå, at hans opgør med muslimerne er for intet at regne.

*

Det er denne situation, som statsministeren ikke har taget højde for. Altså de uoverskuelige konsekvenser, som ingen af hans rådgivere har kunnet fremmane for ham - men som har at gøre med den sørgelige kendsgerning, at ulvene nu kun venter på, at vor Grundlovs paragraf 4 omstyrtes! Som jeg tidligere har nævnt, ligger disse vilddyr snerrende og gøende på lur for i sorte flokke at overfalde landet, når den reformatoriske 'trosbekendelse' pilles ud af vor forfatning! Statsministeren gør sig i den forbindelse 'dobbelt skyldig': Han vil have Europas nye grundlov indført uden folkeafstemning, og han gør sig som loyal EU-embedsmand til talsmand for, at staten som sådan ikke skal have nogen 'trosbekendelse'; for ham vil der fremover være 'muslimske republikker' men ingen stat med den reformerte tro! Der vil være katolske lande men Danmark tilhører da (ifølge sin nye grundlov) ikke længere den protestantiske lejr! Det sidste danske lovværn for reformationens frihed fjernes! Nationen lægges åben - og ulvene nærmer sig krybende og knurrende; de lugter byttet - og angriber!

Derfor: Farvel, Anders Fogh!

Statsministeren kender kun lidt til det oprørte hav og dets lumske understrømme. "Et er", som det hedder, "søkort at forstå, et andet skib at føre". En smule teoretisk viden kan opnås ved - som f.eks. under krisen med Jyllands Postens Muhammedtegninger - at stå ansigt til ansigt med nogle af underverdenens religiøse fyrster, men teorierne er ikke ballast nok til at kunne føre skuden sikker i havn! Nu venter en ny, farlig sejlads, i hvilken to voldsomme bølger vil føre ukendt vraggods med sig. Blandt dette findes ueksploderede miner fra krigens tid. Tabte torpedoerne fra modreformationens dage.

Lad mig forklare:

Den ene af disse bølger er den katolske økumeniske bevægelse, hvor Maria indtager en suveræn plads, og den anden tårner sig op fra en dybt verdensvid malstrøm af feminisme.

Umiddelbart lyder dette som fremmed tale. Hvad har disse religiøse og seksuelt orienterede bevægelser med en statsministers beslutninger at gøre? Er netop dette ikke et godt eksempel på, at staten og dens embedsmænd bør holdes uden for dette domæne? Til dette vil jeg svare: Tværtimod! Om de vil beskytte folket mod de mest djævelske overgreb, bør de være orienteret om dette.

*

Når jeg taler om 'den økonomiske bevægelse', forekommer denne i første omgang at være et vidt begreb. Den almindelige forståelse er, at bevægelsen er et forsøg på at nedbryde skrankerne mellem de kristne kirkesamfund. Man betragter det egentlige gennembrud for dette arbejde at være Verdensmissionskonferencen i Edinburgh 1910 samt oprettelsen af Kirkernes Verdensråd (i Genève) i 1948. Siden 1968 har Romerkirken ladet sig repræsentere i enkelte af rådets faste kommissioner.

Selvom statsministeren er af den opfattelse, at den danske stat ikke bør have nogen religiøs identitet, så vil han komme til at møde denne magtfulde  verdensbevægelse, og han vil have vanskeligt ved at fatte, hvad den skjuler i sin liturgiske kappefold; han vil (på grund af mangel på åndelig vejledning) være uvidende om, hvad katolikkerne forstår ved 'økumenisk'; da han i Rom underskrev den nu forkastede EU-konstitution, måtte han træde ind under den udstrakte hånd af en mørk skulptur af en tidligere pave; nu lægges i demokratiets navn pavehånden på hans skulder, og det vil blive fordret, at han udleverer Danmarks 'protestantiske grundlov' (paragraf 4 og 6); der må nemlig ikke i den ny verden forekomme nogen form for 'forskelsbehandling'. ingen statslig religiøs identitet; gærdet fjernes, og de mest glubske ulve vil i fåreklæder vælte ind over land og rige!

Derfor: Farvel, Anders Fogh!

*

Lad os derfor betragte, hvad en af ulveflokkens førere, en af den katolske, økumeniske bevægelses fædre og klassikere, har at sige i denne sag. I Lexikon for Teologi og Kirke giver Yves Congar en kort beskrivelse. Han taler om 'de adskilte' (det er sådanne folk, der har væbnet sig med en protestantisk grundlovs paragraf). De besidder nogle af kirkens 'ydre elementer' (Dåben og Den hellige Skrift) forklarer han: "Disse elementer er i virkeligheden kirkens ejendom og er udenfor kirken faldet i uretmæssige hænder. Derfor", fortsætter han, "må den katolske, økumeniske bevægelse bringe disse elementer og gaver, der retmæssigt tilhører kirken, tilbage i Kirkens apostolske legeme." (LThk27, 1128-1137, citat fra 1135).

Det vil på godt dansk sige, at den protestantiske 'bekendelse' i den danske grundlov ikke blot er et forstyrrende element, men den er (set med Roms øjne) et illegalt lovværn for de tyve og røvere, som har sørget for, at f.eks. bibelen er kommet 'på uretmæssige hænder'. "Disse elementer og gaver (og hertil hører både dåb og nadver) administreres i virkeligheden blandt 'de adskilte' af selvbestaltede ledere og bør derfor bringes tilbage i Kirkens apostolske legeme (Rom), hvor de retmæssigt hører hjemme."

Om dette synspunkt skulle komme statsministeren for øre, vil han i samme time få besøg af katolske gejstlige, der vil forklare, at sådanne tanker er blevet modificeret i koncilet.

Han behøver da blot at svare: "Jamen, så lad os beholde vor reformationsgrundlov!" Han vil da få at mærke, at denne 'adskillelse' falder ikke i Roms smag. Dette kunne han måske leve med - men han vil samtidig få at vide, at denne 'adskillelse' falder heller ikke i Bruxelles' smag, og det er straks værre! På dette punkt vil han bøje sig, og han har allerede udsendt de første signaler.

Derfor: Farvel, Anders Fogh!

*

Hvorledes vil den katolske økumeniske bevægelse nu søge at vinde indpas i Danmark? Hvori vil det bærende element i disse bestræbelser på at bringe 'de adskilte' tilbage i kirkens fold, give sig udtryk? Vil man angribe den danske reformationsgrundlov?

På ingen måde!

Statsministeren bør vide (hvad jeg i et tidligere skrift har understreget og her nødvendigvis må gentage) at han er op imod kræfter, der arbejder globalt, og som har at gøre med åndelige mafia-principper, hvor 'hensigten helliger midlet'.

Som sagt er to sunamier på vej; den ene kommer udefra og den anden indefra. Den ene har at gøre med Den katolske Kirkes Maria-dyrkelse; den anden med den åndsmagt, som huserer bag feminismen.

Ved en sådan påstand må statsministeren smile. Overfor sådanne 'ekstreme' argumenter føler han sig sikker. Han ser ingen fare fra den kant. Overvejelser af den art er milevidt fra hans tankebaner. Han ved ikke, at han har at gøre med tjæresorte flodbølger, der for Danmark er langt farligere end vrede muslimske menneskemasser. og han kan ikke sige, at denne advarsel er irrelevant; den er knyttet til en historisk politisk beslutning: Ændringer i Danmarks Riges Grundlov!

Derfor: Farvel, Anders Fogh!

Forbindelsen mellem Marias placering i den katolske kirke og tanken om kirkelig enhed går helt tilbage til de forbitrede åndelige kampe i modreformationens dage. Dengang var hun fremstillet som den modige og tappere herskerinde, der trådte slanger og drager under fod, og som sejrede over kætteri og vranglære. Statsministeren bør ikke et øjeblik være i tvivl om, at hvor Maria genvinder sin suveræne stilling, vil 'sekterne' blive forfulgt! Kampen mod 'den reformerte vranglære 'vil blive genoptaget; de frie åndelige bevægelsers tid er forbi - og han vil i Tv-gudstjenesterne hjemme i sin stue høre den latinske lovsang: 'Gaude, Maria Virgo; cunctas haereses sola interemisti in universo mundo (Glæd dig, Jomfru Maria, du alene har tilintetgjort al vranglære i den hele verden) (citeret fra Pave Pius X i hans Encyklika "Ad diem allum fra 2. febr.1904).

Hvis statsministeren forsvarer den reformerte grundlovsparagraf, skal (ifølge denne latinske lovsang 'Maria tilintetgøre ham'!" Hvis han imidlertid omstøder den for at give plads til EU-grundlovens håndhævelse af 'ikke forskelsbehandling', vil Maria smile til ham. Så vidt jeg kan se, sender Maria ham allerede et indbydende smil; derfor:

Farvel, Anders Fogh!

*

"Den er for langt ude!" hører jeg statsministerens rådgivere i kirkelige anliggender hviske ham i øret. "Vi ser ingen øjeblikkelig fare med henblik på en fornyet Maria-kult i Danmark. I øvrigt, hvad kan det skade? Det må blive kirkens egen sag! Statsministeren har et i, at staten skal holde sig udenfor disse 'troskampe'. Den skal være neutral og begrænse sig til at sikre religionsfriheden og ytringsfriheden! Den skal ikke tage parti! Hvis der er noget punkt i lovgivningen, hvor der ikke eksisterer 'lighed', bør det fjernes. og det synes netop at være tilfældet med vor danske grundlov! Den giver, Hr. Statsminister, det protestantiske syn en forrang - og det i en sådan grad, at dette fortrin endog er forankret i dronningens person. Kan det være rigtigt, Hr. Statsminister, (slutter de hviskende tunger), at Danmarks Riges Grundlov i reformatoren Martin Luthers navn afviser Den katolske Kirkes dogme om Maria?

Da statsministeren sammen med 24 øvrige regeringsledere trådte ind under skulpturen 'den sorte paves' udstrakte hånd (da de i Rom d. 29. oktober 2004 underskrev Traktaten om en forfatning for Europa) var han næppe klar over, at Pave Leo XIII i sin Maria Encyklika 'Adiutricem populi' i det Herrens år 1895 giver udtryk for, at det var Maria, der havde vævet den klædning, Jesus bar!

Om denne kjortel siger Ny Testamente, at den var 'vævet i ét stykke' (hvilket bevirkede, at de romerske soldater ved korsfæstelsen ikke ville 'rive den i stykker' men besluttede sig til at 'kaste lod om den' (Johs. 19:24 + Salme 22:19)), men at 'Maria skulle have vævet den'? Om dette taler Bibelen ikke et ord! Det er pavens egen idé. Og med denne påstand som baggrund erklærer han: "Skulle ikke Maria (der er mor for alle dem, hvis far og broder Kristus er) kunne bevirke, at alle folkeslagene nu stræber frem mod det ene og samme mål?"

Og her taler den gamle pave fra slutningen af 1800-tallet næsten profetisk! I dag vajer det blå stjernebanner (hvis kreds af stjerner er taget fra et billede af himmeldronningen) over 'folkeslagenes bestræbelser mod det ene og samme globale mål'. Vor statsminister har stillet sig under dette banner! Som regeringsleder ønsker han 'at være neutral', men hvem fortæller ham, at der på dette frontafsnit ikke findes noget ingenmandsland?

D.G. Monrad, der betragtes som vor nuværende grundlovs fader, beskriver det hverv, der er pålagt ham med ordene: "Der er her tale om intet mindre end om udviklingen af folkets åndelige væsen! Hvilken umådelig tankekraft fordres der ikke til at vejlede et folks tanker? For at kunne gøre det, må man være vel bevandret i Åndens Rige...?" Han fortsætter (og er det, som om han stirrer ind i vor tid, hvor et par ministre vil ændre det grundlag, han har skabt?):

"Den, hvem folkets åndelige udvikling er betroet, må have en erkendelse af de grundkræfter, der bestemmer verdens fremtid. thi når denne uhyre bevægende magt først er brudt ud over folket, da er det for sent at tænke på at bygge dæmninger og grave afledningskanaler. da kan der anrettes megen ødelæggelse og fordærv!" (Flyvende politiske blade no. 3).

At tale til vor statsminister om alt dette i forbindelse med den lurende fare, der rettes mod vort folk fra Rom og Bruxelles vil være som at tale til en væg!

Derfor: Farvel, Anders Fogh!

(I et efterfølgende skrift vil jeg tale om feminismen som en truende bølge, der kommer indefra).

”Så længe en dansk, homofil ambassadør er i Israel, vil det gå Danmark ilde!”