PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2006-07-15
0047

JUDAS
Derfor: Farvel, Anders Fogh! (7. del)

Den grundlovsgivende Rigsforsamling i 1849 pålægger enhver siddende regering i to tydeligt markerede paragrafer at fastholde det reformatoriske syn i landets officielle gudsdyrkelse! Grundlovens fædre gjorde ikke dette, fordi de var bange for Islam (som på det tidspunkt ikke udgjorde nogen trussel). De havde deres blik rettet mod en større fare: Rom!

"Det er regeringens pligt", skrev den egentlige pennefører til vor nuværende grundlov, "at fremme folkets religiøse og åndelige udvikling!"

I dag løbes der storm mod de barrikader, der kan sikre protestantismens sidste, sande børn mod Roms overgreb. Den seneste af modreformationens forkæmpere er en bestseller-bog, der for tiden sælges som varmt brød. Den er båret frem af anti-protestantiske kræfter, som er mægtigere end selve kriminalromanens indhold! Ja, den taler alle pavers og kardinalers sprog – og den forbereder den bølge af Maria-dyrkelse, som en global feministisk bevægelse har forberedt.

Dens påstande er utrolige, bedrageriske og fulde af løgn… men i direkte ledtog med ’en satanisk lære’ (som apostlene kalder det), der nu søger fodfæste i de protestantiske dele af Europa – hovedsageligt Danmark!

Vor statsminister synes at være af den opfattelse, at spørgsmålet om en eventuel grundlovsændring og vedtagelsen af en ny EU-forfatningstraktat udelukkende er et politisk forhold. Men han tager fejl. Grundlovens fædre betoner hans åndelige ansvar – og løber han fra det er han en Judas!

*

Statsministeren tør således ikke benægte, at han øjner en religiøs fare fra Islams side! Han kan ikke, efter at have oplevet ’historiens største udenrigspolitiske krise’ på grund af nogle tegninger i et dagblad, bortforklare, at han ser røde advarselsblink, når talen falder på temaet: ’stat og religion’. Han skæver til halvmånen der synes at rejse sig over Danmark, og han må åbent indrømme, at han ikke er klar over, hvorledes han skal takke situationen…

Det er min opfattelse, at den historiske personlighed, der udtalte ordene: "Så længe grundloven erindres, vil også mit navn mindes: D.G. Monrad, har noget at sige i denne sag. Ikke mindst, når det er et par af hans grundlovsparagraffer, der nu står for skud. Især når disse paragraffer omhandler landets religiøse forhold…

D.G. Monrad erklærer: "Når man spejder efter de magter, der vil røre sig i fremtiden, bør man ikke glemme folkets religiøse overbevisning og de mægtige kræfter, der slumrer i denne."

Han fortsætter: "Der er undertiden grundkristelige lærdomme, der af de såkaldte dannede betragtes som overtro, der forplanter sig lige så stille og da pludselig bryder frem…

Han slutter: "Det er en af de vanskeligste opgaver at have en klar forestilling om et folks religiøse og åndelige tilstand…"

… og han konkluderer: "Det er regeringens pligt at lade folkets religiøse overbevisning komme til sin fulde ret… og dermed fremme den religiøse og åndelige udvikling."

Statsministeren kender næppe til det begreb, der af grundlovens fader kaldes: ’grundkristelige lærdomme’; på samme måde er han sikkert blank, når de mænd, der for 150 år siden forfattede Danmarks Riges Grundlov, taler om at ’spejde ind i fremtiden’ og dermed tage højde for ’de mægtige kræfter, der slumrer i folkets religiøse overbevisning’. Han er i sine udtalelser milevidt fra den pen, der nedskrev grundloven, og som understregede: "Det er en af de vanskeligste opgaver at kende et folks religiøse og åndelige tilstand." Ja, han vil ryste på hovedet, når D.G. Monrad myndigt erklærer: "Det er regeringens pligt… at fremme den religiøse og åndelige udvikling!"

*

Hvis statsministeren kendte til det danske folks ’grundkristelige lærdomme’, ville han ikke være bange for halvmånen! Danskerne bliver ikke muslimer! Hedenskabet har taget overhånd, ja – og der vil være enkelte, som i deres søgen drages til Islam; men efter 1000 års dansk forkyndelse af evangeliet (og ikke mindst de frie åndelige bevægelses gennembrud), bliver det ikke minareterne, der kommer til at præge det danske landskab. Jul, påske og pinse bliver ikke erstattet med Ramadan-fasten. Flerkoneriet bliver ikke officielt indført, og Muhammeds opfordring til ’Jihad’ vil næppe gennemsyre den danske bondestand. Skoene vil ikke blive stillet udenfor helligdommen, og det vil ikke blive godtaget, at (som der står skrevet på arabisk i Klippemoskeen i Jerusalem): ’Allah har ikke brug for en søn!’ Der vil til det sidste være folk i dette land, der strider for Jesu Navn.

Nej, faren for forfølgelse vil komme fra en anden side. Den vil komme fra en fremmed kirke, der fordrer, at den protestantiske grundlovs paragraf fjernes! De uægte varer vil blive indført fra ’Himmeldronnings Rom’ – men ikke fra Rom alene; nej, underfundigt vil falskhedens pres og det vægtigste krav komme fra Bruxelles, der i denne sag hemmeligt (og gennem Den økumeniske Bevægelse) går Pavens ærinde…

I denne besynderlige og uigennemsigtige konstellation vil det et øjeblik se ud som det romerske krucifiks kan bandlyse Islams mørke – men dette er et blændværk! Medens Koranens love tryllebinder et mindretal og dens efterfølgere kan spredes trygt overalt, vil de gammelkendte kirkeklokker ringe til messe; Maria vil gøre sit smilende og velsignede indtog – og reformationens lampe vil være i fare for at slukkes.

*

Eftersom statsministeren ved sin holdning varsler, at han vil følge EU-proceduren (som nægter at nævne Guds navn i den givne forfatningstraktat, og som fordrer den protestantiske bekendelse strøget ud af Danmarks grundlov), må det deraf sluttes, at han aldrig påtog sig ’en vanskelige opgave’ at ’danne sig en klar forestilling om folkets religiøse og åndelige holdning’.

… og da han har gjort sig til talsmand for, at en ny Europæisk grundlov (med dens indædte had til ’åndens frie bevægelse’) bør godtages uden folkeafstemning, viser han sig som en Judas overfor grundlovens fædre, der understreger ’regeringens pligt til at lade folkets religiøse overbevisning komme til sin fulde ret’.

Derfor: Farvel, Anders Fogh!

I denne forbindelse har jeg i et tidligere skrift advaret mod en fornyet bølge af Maria-dyrkelse, der vil finde ind i den europæiske flodlejer, som en feministisk bevægelse har dannet. Det sidste skud på denne såkaldte ’feministiske bevægelse’ er – efter min opfattelse – at finde i Dan Browns megabestseller ’Da Vinci Mysteriet’.

Efter i århundreder at have bevæget sig i Den romersk katolske kirke som: ’kvinden, symbolet på den guddommelige virkelighed’ (Bogtitel: 1941, M. Böckeler), til ’Maria, Guds kvindelige dimension’ (Bogtitel 1979,, A. Drewa)… og videre frem til en verdslig alternativkultur med budskabet om ’kvindens frigørelse’, drejer Da Vinci-bogens millionoplag pludselig sagen ind i en anden gade…

Det sker midt i bogen, hvor en af dens hovedpersoner, symbolforskeren Sophie, i en sen nattetime befinder sig - jagtet af politiet – på landstedet Château Villette udenfor Paris. Romanens budskab, (som nu giver kasse ved biografernes billetluger) dukker pludselig frem på side 249, hvor slottets indehaver, Sir Leigh Teabing, fremsætter en chokerende påstand. Han hævder, at ’Den Hellige Gral’ (vinbægeret ved den sidste nadver) ikke var et bæger – men en kvinde!

Da jeg er af den formodning, at adskillige af de folk, som burde læse bogen, har så travlt, at de næppe har tid til den slags kriminalromaner, tillader jeg mig at citere det lille afsnit (kapitel 58), der med få ord fortæller, hvor langt frem den feministiske teologi har dristet sig, og hvilket uhyggeligt mål, den har i sigte. Det er de samme dystre skygger, der bevæger sig bag de ældgamle og dog helt nye religiøse lærdomme, som nu strækker kløerne ud mod den grundlovsparagraf, som vore politikere er sat til – ikke at udlevere – men at forsvare!

I den natlige samtale i Teabings ’Cabinet de travail’ falder ordene således: "Jagten på sandheden er blevet mit livs kærlighed", sagde Teabing, "og Den Hellige Gral (’Sangreal’) er blevet min yndlingselskerinde."

"Den Hellige Gral er en kvinde", tænkte Sophie, mens et hav af forestillinger kørte rundt i hovedet på hende, uden hun kunne få det til at give mening. "De sagde, at De havde et maleri af kvinden, som De påstår, er Den Hellige Gral."

"Ja, men det er ikke mig, der påstår, at hun er Gralen. Kristus kom selv med den påstand."

"Hvad er det for et af malerierne? spurgte Sophie og lod blikket løbe hen over væggene.

"Hmm…" Teabing lod som om han havde glemt det. "Den Hellige Gral. Sangreal. Bægeret." Han vendte sig pludseligt og pegede på væggen længst væk. På væggen hang en knap tre meter bred reproduktion af Den Sidste Nadver, præcis det samme billede, Sophie netop havde siddet og kigget på. "Der er han!"

"Hvad mener De?" udbrød Sophie. "De sagde, at Den Hellige Gral er en kvinde. Den Sidste Nadver er et maleri af tretten mænd.

"Er det det?" Teabing løftede øjenbrynene. "Prøv at se bedre efter."

Usikker gik Sophie tættere på billedet og kiggede på de tretten figurer – Jesus Kristus i midten, seks disciple til højre for ham. "Det er mænd alle sammen", konstaterede hun.

"Nu?" sagde Teabing. "Hvad med vedkommende, der sidder på hæderspladsen til højre for Jesus?"

Sophie så nøje på figuren lige til højre for Jesus. Da hun granskende betragtede personens ansigt og krop, løb en bølge af forundring gennem hende. Figuren havde flagrende rødt hår, fine foldede hænder og antydningen af en barm. Det var uden mindste tvivl… en kvinde.

"Det er en kvinde!" udbrød Sophie. "Hvem er hun?"

"Det er, min kære", svarede Teabing, "Maria Magdalene."

*

Grunden til, at jeg så omfattende henviser til indholdet af denne bog, der har forbløffet den litterære verden ved sit oplagstal, er dens frimodige forførelse; den skammer sig ikke ved nogen påstand… og får uvilkårlig de mennesker, som er bekendte med de bibelske beretninger til at mindes apostelens ord: "Den lovløses komme er Satans værk og sker med… alt uretfærdighedens bedrag!" (2.Thess.2:9).

"Som syndefaldet (i Edens Have) skete ved en fælles handling udført af en mand og en kvinde", hedder det (i Rosemary Radford-Ruethers bog: ’Maria – kirken i kvindens skikkelse’) således kan frelsesværket kun udføres af en mands og en kvindes fælles handling."

Selvom det kan være vanskeligt at skelne konturerne i dette sære endetidsteater, og det næppe kan forventes, at de ansvarshavende i vort folk fatter, hvad her er på vej, så lad mig alligevel blænde op for yderposterne i dette åndelige frontafsnit. Lad mig med det samme betone, at en grundlovsparagraf ikke kan standse den løgnekampagne, som her er på vej. En frafalden luthersk nationalkirke vil heller ikke kunne stille noget op mod det mørke, som Bibelen kalder: ’Dæmoners lærdomme’ (1.Tim. 4:1). Kun i de frie åndelige bevægelser, som udspringer af reformationen, anes håb. Deres virke vil imidlertid blive forfulgt, blokeret og forbudt af Rom, hvis ikke loven sikrer dem en særlig beskyttelse – og det er denne beskyttelse, at statsministeren er parat til at fjerne!

Derfor: Farvel, Anders Fogh!

*

"Dæmoners lærdomme?" vil nogen spørge. "Er det ikke at gå for vidt?"

"Absolut ikke! Apostelen forklarer i samme skriftafsnit, at ’Guds Ånd udtrykkeligt erklærer, at en sådan djævle-undervisning skal forekomme i de sidste tider. Han forudsiger endog, at det skal ’få nogle til at falde fra troen’ (1.Tim. 4:1).

"Kirkens sag!" vil statsministeren indvende.

"Korrekt! Men", tilføjer D.G. Monrad, "det er regeringens pligt at fremme den åndelige udvikling"… og det gør man ikke ved at spærre de troende inde!"

"Spærre de troende inde?"

"Ja. Lad mig forklare:

*

Da Sophie i Dan Browns bog ’Da Vinci Mysteriet’ får forklaret, at den discipel, der sidder nærmest Jesus på maleriet ’Den Sidste Nadver’ er Maria Magdalene udbryder hun: "Den prostituerede?"

Teabing gispede (hedder det videre i bogen) som havde ordet ramt ham personligt. "Det var Magdalene på ingen måde. Den uheldige misforståelse er resultatet af en smædekampagne, som den tidlige kristne menighed igangsatte. Det var nødvendigt for kirken at krænke Maria Magdalenes ære for at dække over hendes farlige hemmelighed… hendes ægteskab med Jesus Kristus."

Det er for de protestantiske troende lysende klart, at denne bogs indhold er antikristelig. Men ikke nok med det: Den er et fortsat led i modreformationen, og selvom den katolske kirke synes at blive angrebet af forfatteren, vejer Roms banner over bogens indhold! Den taler om ’kvindens hædersplads’ ved den sidste nadver og hendes ophøjethed som himmeldronning og forløser. At figurerne ændres og får andre navne er underordnet; Jesuitternes høje mål er, at få protestanterne til at bøje sig for Maria – og de kender tusinde veje til at opnå deres hensigt.

De ønsker ikke kun en Maria anbragt ved det sidste nadverbord – nej, de arbejder på at få hende anbragt i selve nadver-elementerne, så at det her ikke kun er ’Kristi Legeme’, som de troende indtager, men det er ’Marias legeme’.

Pave Pius XI. opmuntrer i den retning. "Det er kun ret og på sin plads, at de troende tænker på, at Kristi Legeme, som de indtager, er det legeme, som Den Allerhelligste Jomfru bragte til verden" (AAS.19,1927, 53).

Kardinal Lercaro (tidligere ærkebiskop i Ravenna) erklærer, at ’Kristi nærværende kød i sakramentet, er ’originative carne de Maria (oprindeligt Marias kød). "Kirken er som hoved og legeme kommet fra Maria", tilføjer Pave Pius X (Enzyklika ’Ad diem illum’, 2. febr. 1904).

Der er kun et skridt mellem disse høje, latinske, teologiske erklæringer og så New Yorker-bestsellerens påstande. Men det er et skridt, som fører i en dyb afgrund.

*

En statsminister kan ikke ved lov hindre, at dette sker! Men Rom kan ved lov sørge for, at modstanderne bliver erklæret ’kættere’ og dermed udsættes for forfølgelse. Det moderne ord for ’kættere’ er ’sekter’ – og der vil på grund af betydeligt sværmeri blive brug for sekt-inspektører. Disse vil få frit spil, når landets protestantiske fundament undergraves; og her har statsministeren allerede ved et par solide udtalelser haft spaden fremme.

Derfor: Farvel, Anders Fogh.

”Så længe en dansk, homofil ambassadør er i Israel, vil det gå Danmark ilde!”