PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2006-07-18
0048

Ørkenbetragtninger 1
 

VERDENS MEST VÆRDIFULDE ’REAL ESTATE’

En af grundene til, at vi har så store vanskeligheder med at finde fodfæste i vor ørken, er områdets hemmelighedsfulde betydning! For at sige det rent ud, er det min overbevisning, at Israels Gud – i sin store nåde, som Han viser gennem Sin Søn, Jesus Kristus, - har ført os til et af de mest værdifulde bosættelsessteder, som overhovedet eksisterer! Ja, der findes næppe et stykke ’real estate’ på jordens overflade, som har en mægtigere profetisk betydning (bortset fra Tempelpladsen i Jerusalem) end de få dunam ørkensand, hvor jeg nu befinder mig.

Derfor er helvede løs, så såre jeg forsøger at etablere vor Pilgrim Convoy i dette område. For netop her vil ’den kommende verdens kræfter’ være i virksomhed. Her vil lidelsernes lys blegne for til sidst at svinde ved åbenbaringen af Herrens herlighed! Her vil Helligånden falde og fylde menneskehjerter. Her vil ’de døde ben i dalen’ komme til live – her vil Herren Jesus drage forbi med sine himmelske hærskarer (af hvilken grund Guds engle allerede har slået lejr tæt ved vores) – og her vil Tempelfloden fra Jerusalem skabe ’liv af døde’.

*

For rigtig at kunne forstå den voldsomme betydning, som den strimmel ørkenjord har – stedet, hvortil en vældig, usynlig hånd har bragt os – er det ikke tilstrækkeligt blot at se på den nuværende verdens forhold! Nej, der findes næppe noget sted på jorden, der med en så mægtig og længselsfuld iver råber på den evige forløsning og åbenbarelsen af Guds herlighed som de øde strækninger, der grænser op til det sted ved Edoms Bjerge, hvorfra Herren skal komme… (Es. 63;1.6).

Den tørre, golde og brændende hede ørken råber hver time på dagen til himlen om at blive løst fra de bånd, som den er blevet underlagt – dødens og forkrænkelighedens og tomhedens bånd. Den gentager i nattens kølighed, når fuldmånen oplyser de øde sletter, hvad apostelen gav udtryk for, da han skrev: "Jeg mener nemlig, at lidelserne i den tid der nu er inde, er for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os. For skabningen venter med længsel på, at Guds Børn skal åbenbares. Skabningen blev jo underlagt tomheden, ikke fordi den selv ville, men på grund af Ham, der gjorde det, og med håb, at også skabningen selv vil blive befriet fra trældommen under forgængeligheden, og nå til den frihed, som Guds børn får i herligheden. Vi ved, at hele skabningen endnu sukker og vånder sig. Og ikke alene det, også vi, der har ånden som førstegrøde, sukker selv i forventning om barnekår, vort legemes forløsning."

Lad mig oversætte apostelens ord til ørkenens sprog. Lad mig prøve at gengive Pauli dybe beskrivelser og betragtninger til den tale, jeg hører omkring mig, når jeg vandrer ud i det store øde for at høre ørkenens tale. Jeg bevæger mig da langs de usynlige og tilsandede stier, ad hvilke Moses vandrede, da han for 4000 år siden var på vej bort fra Egypten med Israels Børn – og jeg hører den samme længselsfulde kalden i ørkenvindens tuden, som han hørte.

"Lidelserne i den tid, som nu er for hånden, er ubetydelige, når vi betragter dem i forhold til den strålende, himmelske herlighed, som vi snart kommer til at opleve", synger det fra de gamle, visne akacietræer, "snart kommer Herren – og Han kommer ned ad bjergskråningerne dér fra Bozra i Edom – og da er den regnløse, ufrugtbare tid forbi! Når Han kommer, er Han iklædt sin majestæts storhed og suverænitet, og alle de hellige er sammen med Ham! Da er ’lidelsernes tid forbi’.

"Er lidelsernes tid da forbi", spørger jeg – og Akacietræerne nikker bekræftende med deres halvvisne kroner. "Ja, da er de lidelser i den tid, der nu er inde, for intet at regne…"

"I den tid, der nu er inde?"

"Ved du ikke det?" hvisker vinden fra de store stepper; "Der er forskellige tider; der er: ’Den tid, der har været; og der er: ’den tid der nu er inde, og så er der: ’Den tid, der skal komme! Derfor hedder det: "Jeg er Alfa og Omega, siger Gud Herren, Han, som er, og som var, og som kommer, Den Almægtige…" (Åb. 1:8).

… og som jeg vandrer dybere ind i ørkenen, hører jeg de store bjerge forklare: "Vi venter – sammen med den øvrige skabning – på, at Guds børn skal åbenbares. Og vi ikke bare venter, men vi venter ’med inderlig længsel’ på at se dem komme."

Det er i de øjeblikke, at jeg har en fornemmelse af, at vor lille ørkenlejr ikke er den eneste beboelse midt i de øde sandstrækninger.

… og jeg må tænke på beretningen om Jakob, der efter at han havde sluttet pagt med Laban fortsatte sin rejse mellem sandhøjene. Skriften siger: "Han mødte Guds engle, og da han så dem, sagde han: "Mahanajim": Her er Guds lejr – og det er et ordspil over begrebet: ’To lejre!" (1. Mose 32:1-3).

Derfor løfter jeg altid min stok når jeg kommer i nærheden af stendyssen, som jeg har rejst ind til ’mit område’ (1. Mose 31:51-52) og jeg hilser vinkende i fire retninger på de mange engle, der har samlet sig. De er der og hilser tilbage – thi også de glæder sig over at se en menneskesøn.

"Vi er blevet underlagt forgængeligheden", lyder det fra ørkenens dyb… og du kan selv se, hvad det betyder: Her er kun de nøgne høje og de salte stepper, og døden lurer under sandet alle vegne. Her ligger de hvide knogler strøet over den golde flade – de døde ben i dalen – og her spejder ådselgribbene ned fra den blå luft!"

"… ikke fordi vi selv ville det", fortsætter ørkensteppen. "Hvem skulle have lyst til eller ville ønske frivilligt at lade sig binde af disse undergangens lænker? Nej, hele dette mægtige område af Herrens land ligger øde hen ’på grund af Ham, der gjorde det!"

"Der er jo", fortsætter de øde banker, "et tidspunkt for alt, hvad der sker under himlen… "en tid til at plante og en tid til at rydde!" (Præd. 3:2).

*

Hele dette ørkenområde, der støder op fra Edoms Bjerge og til byen Bozra, hvorfra Messias en dag skal komme til syne over bjergkammen, er – som apostelen udtrykker det – "underlagt tomheden men med håb!" (Rom. 8:20)

Det samme gælder adskillige troende – ja, et betydeligt antal af Herrens tjenere og store dele af Guds menighed. For en tid er de underlagt ørkenens vilkår, for at de til sidst skal lade alle andre hjælpemidler falde til jorden for at koncentrere sig om det eneste håb, som gives: Jesus Kristus!

Som jeg selv i de sene aftentimer, når dagens hede er forsvundet, retter mit blik mod lyset på bjergkammen overfor vor ørkenlejr – således tror jeg, at hele dette tørre og golde område af Aravadalen stirrer mod stedet, hvorfra Jesus med majestætisk herlighed atter skal træde ind i sit rige.

Hvorledes tør jeg hævde, at hele dalen har sin opmærksomhed rettet mod den højderyg, hvorfra Messias skal komme?

Det tør jeg påstå, fordi apostelen erklærer, at ’også skabningen vil blive befriet fra trældommen under forgængeligheden og nå til den frihed, som Guds Børn får i herligheden…" (Rom. 21). "Vi ved", tilføjer han, "at hele skabningen endnu sukker og vånder sig sammen!" (v.22)

Ørkenen sukker! Der høres som en dyb stønnen fra dens ensomme vidder. Den martres af det dødens åg, som den er pålagt – og derfor stirrer den mod Bozra i Edom…

*

Hvorledes vil nu ørkenens udtørrede ansigt blive ændret? Hvad vil ske for at der kommer liv i disse ’døde ben i dalen’?

For at besvare dette spørgsmål bør vi først betragte, hvorledes problemet ultimativt vil blive løst. Ved at finde frem til den endelige, guddommelige plan (som har med en senere husholdning at gøre) kan vi få indsigt i, hvorledes det helt aktuelle problem vil blive løst! Ja, vi kan komme til den erkendelse, at de kræfter, der arbejder i en kommende verden, allerede vil gøre sig gældende i denne nuværende verden. Nøjagtigt sådan, som Hebræerbrevets forfatter udtrykker sig, når Han taler om, at der findes mennesker, som ’en gang er blevet oplyst, og som har smagt den himmelske gave, dem, som har fået Helligånden og den kommende verdens kræfter" (6:4-5).

Vi bør altså forstå, at Gud ikke har isoleret ’den kommende verdens kræfter’ til udelukkende at virke i en epoke, som endnu ikke har set dagens lys. Nej, ’den kommende verdens kræfter’ er allerede i funktion i vor tid – hvilket klart kan spores ved fire elementer. Ved det første findes det menneske ikke, som kan erhverve sig indsigt, uden at den kommende verdens kræfter er i sving. Udelukkende ved et overnaturligt lys fra en verden, som endnu hører fremtiden til, kan det fænomen gøre sig gældende, som hedder ’åbenbarelse’.

For det andet er der ingen, der kan smage ’den himmelske gave’ uden at få forbindelse med himlen.

Hvad er ’den himmelske gave’?

’Den himmelske gave’ er – så vidt jeg kan se – Jesus Kristus og den frelse, som ufortjent og ved Guds nåde er skænket os i ham. Ingen jordisk sjæl kan opleve ’frelsens under’ og dens fulde tilknytning til Kristus, uden at ’den kommende verdens kræfter’ har været på spil.

For det tredje kan ej heller de mennesker, ’som har fået Helligånden’, opleve denne overjordiske kraft, uden at ’den kommende verdens kræfter’ er aktiveret. Når det hedder: … dem, som har fået Helligånden (Hebr. 6:5), er det dermed indforstået, at der findes sådanne, der endnu ikke har oplevet denne velsignede kraft. De har ’fået at smage’ de to første ting, som her er nævnt: 1) at ’blive oplyst’ 2) at ’smage den himmelske gave’… men den tredje faktor: at ’få Helligånden’ er stadig uden for deres erfaring.

Der er for det fjerde forskel på at læse Guds ord og så at ’smage Guds ord’. Det sidste har at gøre med en levendegørelse af ordet, som aldrig kan finde sted, uden at ’den kommende verdens kræfter’ har været i virksomhed…

Dermed kan vi forstå, at ’den kommende verdens kræfter’ ikke udelukkende er forbeholdt den verden, som vi venter på; nej, den er allerede i virksomhed blandt ’lydighedens børn’ – og den vil på en særlig måde gøre sig gældende i ørkenen.

Om dette vil jeg i det følgende forklare nærmere, men her blot afsluttende tilføje:

Profeten Ezekiel fortæller i sit 47. kapitel om en forunderlig flod, der strømmer ud fra Herrens Tempel. Gennem tiderne har mange mennesker beskæftiget sig med denne overnaturlige flod, der bringer liv og lægedom over alt, hvor den kommer hen. De færreste har imidlertid lagt mærke til, at floden efter at have drejet østpå – umiddelbart ved sin begyndelse fra Tempelportens tærskel – så strømmer den mod syd – ’ned i Arava-lavningen’ (v.8).

Den tyske Elberfelder oversættelse, som bruger udtrykket: -’fliessen in die Ebene hinab’ (hvilket angiver, at floden flyder ned i den jævne del af dalen) – gør straks i en note opmærksom på, at det hebraiske ord, som her er brugt er ’Arava’.

Ordet ’Arava’ er i den kendte ’J.F. and B’-commentary on the whole Bible’ (som C.H. Spurgeon på det varmeste anbefaler) beskrevet som ’den del af Jordandalen, der strækker sig fra sydsiden af Dødehavet til den Elanitiske Bugt ved Rødehavet.

Hvad der bør overraske i denne erklæring om Tempelflodens geografiske retning er den påstand, at den ikke strømmer direkte mod øst fra Templets tærskel i Jerusalem. Nej, ’den drejer ned i Arava-lavningen’ og vil fra Dødehavets sydside løbe ind i Dødehavet…

Dette betyder kort sagt, at floden vil løbe forbi vor ørkenlejr… og det havde vi ikke regnet med! Hvad det betyder, vil jeg siden forklare…

”Så længe en dansk, homofil ambassadør er i Israel, vil det gå Danmark ilde!”