PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2006-07-25
0049

Ørkenbetragtninger 2
 

RÅBEREN

Undertiden sker dramatiske begivenheder i Mellemøsten eller på verdens arenaen, som i nogle timer og døgn optager medierne og derfor bliver samtaleemne blandt folk. Når dette sker, rejser spørgsmålet sig hos adskillige: "Har profeterne talt om disse forhold? Står der noget i Bibelen om denne udvikling?

I de fleste tilfælde må svaret blive et nej! Lige præcist om denne eller hin opsigtsvækkende begivenhed er de profetiske Skrifter tavse. De står ikke omtalt i Den Hellige Skrift…

Hvorfor ikke?

Fordi profeterne betragter begivenhederne over store afstande. Apostelen forklarer, at de ’grundede over, hvornår og hvordan den tid ville komme, som Kristi Ånd i den pegede på, når de forud vidnede om Kristi lidelser og den herlighed, der skulle følge… alt det, som englene begærer at få indblik i’ (1.Pet. 1:10-12).

Hverken profeter eller engle er interesserede i det, som fylder avisernes forsider eller Tv-avisens indhold. De er optaget af de store linier: De hændelser, som har evighedsbetydning (som f.eks. Kristi lidelse og den herlighed, som er en følge deraf)…

Derfor bør også vi koncentrere os om de steder og det perspektiv, som har at gøre med de evige tildragelser. Jerusalem står øverst på listen. Dernæst Oliebjerget, hvor Herren Jesus skal komme igen – men også Aravadalen, syd for Dødehavet, ikke langt fra Bozra i Edom, hvorfra Messias skal komme, efter at Han har tilintetgjort Antikrists hære på de store øde sletter øst for Jordandalen!

*

Om disse afgørende endetidsbegivenheder vil Herren nu sende nogle ’råbere’. Når de opløfter deres røst, vil de udråbe Herrens snare komme! Ingen af dem vil beskæftige sig med mediernes småtingsafdeling. De er sat til at udmale de store begivenheder. De råber om de sidste ting – og de gør det klart, at tiden er kort, og at alle mennesker bør tage deres budskab alvorligt, for nu bliver skyggerne lange og natten stunder til:

"Der var en, der sagde: Råb!"

Og Jeg svarede: "Hvad skal jeg råbe?"

"Alle mennesker er som græs, al deres herlighed som markens blomster. Græsset tørrer ind, og blomsterne visner – men vor Guds ord forbliver til evig tid" (Es. 40:6).

Hvorledes skal dette forstås? Hvad betyder råberens budskab om græsset og blomsterne og Herrens ord? Hvad har det at gøre med de dramatiske begivenheder, som dagligt udspilles for vore øjne, og som vi prøver at forstå ved at tyde Den Hellige Skrift?

Råberens budskab om græsset og blomsterne og Herrens evige ord betyder, at de folk, som lytter, skal handle i hast! De skal ikke tænke, at ’der er tid nok’ samt at ’i morgen vil jeg gøre noget ved sagen’! Før de aner det, er de visne og svage og den herlighed, de troede, de ejede, falder som udtørrede blomster til jorden.

Råbernes røst er det sidste udkald! Herefter råbes der ikke mere…

Lad mig starte med ’Tempelfloden’. Den er evig – og har med det store perspektiv at gøre:

Det besynderlige ved den flod, der strømmer ud fra Jerusalems tempel, er, at den af sig selv – og uden at modtage sideløbende strømme – vokser i dybde og styrke. Den ejer dette bemærkelsesværdige princip i sig, at det, der er ’født af Gud sejrer’ (1.Johs. 5:4). Denne flod, der udgår fra Templet og Guds trone er uovervindelig, og den besidder denne indre kraft, at den langsomt men sikkert vokser og tager herredømme; den kan ikke standses eller inddæmmes af nogen menneskelig mur, vold eller kanal; overalt, hvor den kommer frem, bryder den igennem og skaber sit eget flodleje. Tempelflodens indre kraft sejrer… og et sådant værk lader Herren fremstå i disse dage!

Hvad der har bevæget mig i mine ørkenbetragtninger om tempelstrømmen (Ez. 47:1) er den kendsgerning, at denne helbredende livsflod ’løber ned i Arava-lavningen’! Jeg ville ikke tro det, hvis ikke det stod sort på hvidt i de gamle jødiske profeters nedskrevne syner. Efter at profeten Zakarias har forklaret, at Herren ’vil rykke ud til angreb på alle de folk, der skænder Jerusalem, understreger Han, at ’på den dag skal levende vand strømme ud fra Jerusalem’. Han fortsætter: "Hele landet skal blive som Arava-lavningen" (Zak. 14:10).

Hvis hele landet ’skal blive’ som Arava-lavningen, vil det sige, at den store, omtalte dal syd for Dødehavet allerede har opnået en forherliget skønhed! Den herlighed, som præger Arava-lavningen, står anført som et eksempel og et forbillede på, hvor smuk og frodig den øvrige del af landet vil blive.

Det billede, som profeten beskriver, er tydeligvis efter at Messias er kommet. "Da skal Herren være konge over hele jorden", forklarer han (14:9) – og dermed er scenen sat: Det tusindårige rige har taget sin begyndelse!

Når det nu er tilfældet, at ’den øvrige del af landet skal blive som Aravadalen’ vil det dermed sige, at Arava blomstrer og står i sin herlighed, før tusindårsriget begynder! Hvis dette ikke var tilfældet, kunne profeten ej heller anvende dalen syd for Dødehavet som et frodigt eksempel på, hvor skønt den øvrige del af landet vil blive… men det vil samtidig sige, at Arava oplever Herrens pragt, før den helsende flod når dertil! Guds indgreb i denne sydlige del af landet bliver anderledes, end når Tempelfloden udfører sine mirakler.

Eller for at sige det på en anden måde: Det sted, hvortil Herren har ført os vil komme til at opleve strømmene fra Templet i Jerusalem (Ez. 47:8) – men ikke før kongen er kommet til Jerusalem. Hvad der skal ske i Aravadalen er en forberedelse til Hans komme, hvilket vil sige, at den vej, som profeterne omtaler, skal gøres klar, inden Messias i sin majestæt, fulgt af sine sejrrige tropper, kommer ned fra bjergkammen ved Bozra.

Dette er, hvad profeten omtaler, når han forudsiger:

"Der er en, der råber i ørkenen, jævn en vej for vor Gud i det øde land.

… og når han malende fortsætter:

"Hver dal skal hæves, hvert bjerg og hver høj skal sænkes, klippeland skal blive til slette og bakkeland til dal…"

… og opmuntrende tilføjer:

"Herrens herlighed åbenbares, og alle mennesker skal se den, Herren selv har talt… (Es. 40:3-5).

 

*

Så vidt jeg forstår, er det især denne vej, som de troende skal have deres opmærksomhed rettet mod. Ja, jeg tør understrege, at der ikke findes noget projekt på denne klode, som bør være genstand for større beredvillighed og offervilje! Der eksisterer ikke nogen opgave – givet af den levende Gud – som kalder til større indsats end denne:

"Jævn en vej for vor Gud i det øde land!"

Der gives ikke i dag blandt mennesker noget mere påtrængende projekt end dette ene:

"Ban Herrens vej i ørkenen!" Og som ’råber’ må jeg tilføje: "Gør noget ved sagen, for snart er i visne og på vej til graven, og jeres rigdom spredes som avner for vinden…"

*

Hvorledes kan jeg sige dette så sikkert? Hvad får mig til at nedskrive dette kald – ja, dette ’råb’ med en sådan overbevisning?

For det første har Herren gennem 25 år bragt mig til det sted i ørkenen, hvor den af profeterne omtalte vej skal tage sin begyndelse!

For det andet har jeg begrebet, at Herrens komme ikke kan finde sted, før denne ørkenvej er beredt for Ham.

For det tredje må jeg – med den største ydmyghed og tilbageholdenhed erkende, at jeg (uden sammenligning i øvrigt) som Johannes må tilstå (hvis jeg presses til at give vidnesbyrd), at også jeg er én, der råber i ørkenen: "Jævn Herrens vej, som profeten Esajas har sagt" (Johs. 1:23).

*

Jeg ved, at sådanne bekendelser skaber modvilje og irritation! Fornuftige mennesker må nødvendigvis tage afstand fra folk, der om sig selv mener, at de tør sige det samme som Herrens udvalgte! Historien taler sit eget klare sprog om de fanatikere, der til sidst mister forbindelsen til det reelle liv ved at fremsætte erklæringer, som enhver kan bedømme, er vanvittige.

Måtte Gud forbyde, at noget sådant sker med mig og dem, som Herren i Sin nåde har betroet mig! Men sig mig, om der er noget alternativ? Som patriarken Job må jeg udbryde: "Belær mig, så tier jeg stille, forklar mig, hvor jeg har taget fejl! Oprigtige ord sårer ikke…" (Job 6:24).

Svar mig derfor blot på de tre punkter, som jeg ovenfor har nævnt (og som jeg her gentager, idet jeg tillader mig at rette dem som spørgsmål til dem, der tør afvise mit råb).

For det første har Herren (som sagt) gennem bjerge og dale ført mig og denne pilgrim konvoj til netop dette sted i Israels ørken, hvor ’vejen’ (der skal beredes) nødvendigvis må begynde! Jeg er nu med den håndfuld beboelsesvogne og nedslidte, trækkende køretøjer placeret kun en snes kilometer fra det sted, hvor Herren Jesus (ifølge Esajas 63) vil komme til syne (præcis ved den by, Bozra, hvis lys jeg ved nattetid ser skinne på Edoms Bjerge).

Hvis der er noget sted, hvor Herrens komme står omtalt (ud over Hans velsignede tilsynekomst fra himlen, hvor Han ifølge Zakarias vil sætte sin fod på Oliebjerget øst for Jerusalem) – så er det her ved Bozra.

Hvem tør sige, at jeg ikke skal råbe?

*

Herfra vil Messias (som profeten udtrykker det): "skride frem i sin vældige kraft" (v.1).

Når nu dette er tilfældet, og denne forudsigelse må finde sin snarlige opfyldelse – da må en vej beredes i den ufremkommelige ørkenstrækning, der fra Bozra bevæger sig ind i Arava-lavningen. Området er totalt umuligt at passere, idet dalbunden er så ujævn, at man ved Jordan-grænsen faktisk må kravle eller springe fra jordspalte til jordspalte…

Der kan altså under ingen omstændigheder være tale om noget ’triumftog’, idet netop dette sted (i kløften foran Bozra) synes blokeret af det mest uvejsomme terræn! Ordene: ’skrider frem i sin mægtige’ kraft’ vil ikke kunne virkeliggøres med mindre den forudsagte vej beredes! Ja, det synes som om Den onde selv har gravet jordvolde for at dette Esajas-ord ikke skal gå i opfyldelse. Ja, det forekommer, som om Satan gennem det uoverkommelige vil hindre dette projekt!

Derfor er der en røst, der må råbe i ørkenen, og eftersom jeg ikke ser eller kender til, at nogen har taget denne helt præcise opgave op, har jeg stillet mig til rådighed for Herren.

"Der er én, der råber…" lyder det i profetordet. Ellers ingen yderligere beskrivelse. Ingen detaljer… enhver kan træde ind i opfyldelsen. Der kræves – så vidt jeg kan se – ingen særlige kvalifikationer. Der fordres ingen eksaminer eller nogen speciel status eller ordination. Enhver ’råber’ kan melde sig – og det har jeg gjort. Hvem vil hindre mig?

*

For det andet er budskabet, som skal råbes, givet på forhånd. Det er derfor ikke svært at finde ud af, hvad råbets indhold skal være. Det blev nedskrevet 500 år før Kristus og lyder i al sin enkelhed således: "Ban Herrens vej i ørkenen! Jævn en vej for vor Gud i det øde land" (Es. 40:3).

Jeg har gjort mig sagen klar: Det gælder om at understrege, at den vej, der skal beredes, skal ’banes’ og ’jævnesi ørkenen

Mange vil åndeliggøre budskabet, så at det passer ind i deres lokale og personlige forhold og tjeneste (der er i sandhed mange steder, hvor en sådan vejbrydningsproces er nødig, og der findes mange steder, der kan karakteriseres som ’åndelig ørken’).

Men det er ikke, hvad der her er tale om! Det er ikke, hvad Esajas henviser til! På trods af, at Johannes Døber fuldt ud gennemførte det åndelige aspekt af dette profetord – så bliver tilbage dets bogstavelige opfyldelse!

Når det i det efterfølgende hos Esajas hedder: "Hver dal skal jævnes, hvert bjerg og hver høj skal sænkes" (40:3) – så findes ingen bedre beskrivelse af den bogstavelige ændring af de geografiske forhold, som er en nødvendighed i Aravadalen (hvor denne vej skal beredes) og når det videre hos profeten lyder: "Klippeland skal blive til slette og bakkeland til dal" – da er det som en landskabsarkitekt, der forklarer, hvad der skal ske, for at ’en vej kan banes for Herren’ – ja: ’en vej kan jævnes i det øde land for vor Gud!’

Det budskab, som råberen skal lade lyde, er altså tydeligt: Virkeliggørelsen af de profetiske forudsigelser om ørkenvejen står for døren. Således som Oliebjerget bogstaveligt spaltes og splittes i to ved Herrens komme – og således som Han helt bogstaveligt atter sætter sin fod på bjerget, hvorfra Han for to tusinde år siden fór til himmels – således må en vej nu beredes for Herrens komme i Arava… og for dette budskab er jeg blevet ’en råber’.

”Så længe en dansk, homofil ambassadør er i Israel, vil det gå Danmark ilde!”