PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2006-08-01
0051

DE FORNEMME KAR (Nr.1)

Det store øjeblik er kommet i Guds husholdning, hvor Helligånden sætter fokus på de hedningekristnes ufattelige ansvar med hensyn til den guddommelige frelsesplan for Israel…

Om dette spørgsmål venter store åndelige kampe både i Israel og blandt nationernes troende. Imidlertid er Ny Testamentes lære og de jødiske profeters forudsigelser lysende klare; de er som et blændende morgenskær, der trænger gennem nattens tåger.

I det følgende vil jeg i et første afsnit over emnet: ’Nationernes suveræne ansvar’ søge at klargøre, at nogle ’fornemme kar’ skal på plads! De skal tages ud af ’det daglige brug’ og sættes ind i Guds bestemmelse! Når det sker, vil en århundrede-langt forhærdelse, som har hvilet over Jerusalem, blive hævet…

Hvis der forekommer en sag, som ’Herren har gjort kendt fra evighed af’, kan det ikke være et forhold af ringe betydning! Ja, da må det være en sag, som har en betydning, der rækker ud over tid og rum og et spørgsmål, der optager de troendes sind og tanker i en sådan grad, at de ikke vil sky nogen ulejlighed for at få mere indsigt deri og udføre den i handling…

Imidlertid forholder det sig sådan, at selvom den sag, jeg her omtaler, står omtalt i Ny Testamente med ordene: ’Dette har Herren gjort kendt fra evighed af’ (Ap.G. 15:18) – så findes der næppe noget spørgsmål, som er mere ukendt blandt de troende i dag; der eksisterer ikke noget forhold, som omfattes med større ligegyldighed – og der er kun få, der har taget sig for at ville informere om denne sags indhold!

Sagen, jeg taler om, har en så vidtrækkende betydning for den kristne menighed, at apostelen Paulus blev udstyret og sendt af de troende i Antiokia for at drage til Jerusalem for dér at få nærmere besked om, hvorledes man skulle forholde sig; da de kom til Den hellige Stad, samledes apostlene (hvoraf nogle personligt havde vandret med Jesus og deltaget i Hans jordiske tjeneste) for i fællesskab at overveje dette vigtige spørgsmål. Det her omtalte forhold var så væsentligt, og det udfald så afgørende for menighedens fremtid, at det bragte sindene i kog og skabte ’megen diskussion’.

Så meget mere besynderligt er det, at den samme sag ikke berører en sjæl i dag – ja, visse steder ønsker man den overhovedet ikke omtalt! Undertiden kan det endog fremkalde en vis irritation, hvis den bliver nævnt. "Der findes ikke noget mere irrelevant", siger man…

Den sag, jeg har i tanke, er hedningernes forhold til Israel. Altså: de hedninge-troendes holdning til jøderne. Nationernes stilling til Jerusalem. Eller rettere: Guds plan med folkeslagene med henblik på de forjættelser, som Israels Gud har givet til sit ejendomsfolk. Eller (for at sige det rent ud): Den Almægtiges hemmelige frelsesplan med Israel, og den overmåde store rolle, som de troende fra al jordens formørkede hedningefolkeslag spiller deri…

Om dette siger apostelen blandt andet:

"Brødre, for at I ikke skal stole på jeres egen klogskab, vil jeg have, at I skal kende denne hemmelighed: Der hviler forhærdelse over en del af Israel, indtil hedningerne fuldtalligt kommer ind; så skal hele Israel frelses" (Rom. 11:25).

Ingen kan fuldt ud forudsige, hvad der vil ske, når ’hele Israel frelses’ – blot har man det indtryk, at dermed opfyldes en del af den guddommelige husholdning, som Gud har planlagt i evigheden. Da sker noget af det, som ’Herren har gjort kendt fra evighed af’.

Dette forunderlige og mægtige, som siges med ordene: ’Så skal hele Israel frelses’, kan imidlertid ikke finde sted på grund af en ganske bestemt hindring. Denne blokering beskrives nærmere af apostelen med ordene: "Der hviler en forhærdelse over en del af Israel’. Vi, som bor i landet, kan bevidne dette, og hele verden burde være optaget af dette ene spørgsmål: "Hvorledes og hvornår kan denne forhærdelse ophæves? Hvad skal der til for at denne hårdhed brydes?

Svaret gives i det skriftord fra Romerbrevet, som netop her er citeret. Apostelen forklarer nemlig, at forhærdelsen kun kan vare ved, indtil et andet fænomen indtræffer! Det vil sige, at når en ganske bestemt hændelse finder sted, vil hårdheden, som hviler over det jødiske hjerte, smelte…

Derfor spørger vi (og vi er mere end ivrige efter at modtage svaret, for meget afhænger dets indhold): "Hvad er det, der må ske, så at Israels hårde stenhjerte fjernes, og ’hele Israel kan blive frelst?"

Svaret er forbløffende; vi skal nemlig ikke finde det hos jøderne, og vi behøver ikke afventende at rette blikket på Jerusalem. Nej, svaret på Israels store nød, findes ude blandt folkeslagene. Den begivenhed, der skal ophæve hjerte-forhærdelsen i det jødiske folk, vil ikke finde sted i Israel, men ude blandt nationerne. Det er en hændelse, som må ske blandt hedningerne. Ja, det er faktisk de hedningekristne, som bærer det fulde ansvar for, at verdenshistoriens største problem bliver løst: At ’forhærdelsen over en del af Israel’ forsvinder, så at ’hele Israel kan blive frelst’.

Hvad er det, der skal ske blandt hedningerne? Hvad er det for en begivenhed, som hele universet venter på, og som hele skabningen i inderlig længsel sukker efter?

Apostelens svar lyder således: "Der hviler forhærdelse over en del af Israel, indtil hedningerne fuldtalligt kommer ind."

… og dermed er vi nået frem til det emne, som er mit egentlige ærinde. Her står det nemlig tydeligt og klart, at Israels frelse afhænger af hedningerne! Ingen kan benægte, at Ny Testamente på dette sted uden omsvøb placerer befrielsen af det jødiske hjerte som en følge af en proces, der finder sted blandt de ikke-jødiske folkeslag. Når en ganske bestemt situation er opnået blandt de troende i nationerne, vil klokken falde i slag for Jerusalem! Ikke før! Forhærdelsens tunge og mørke sky kan ikke løfte sig fra det jødiske hjerte, før denne særlige begivenhed er indtruffet blandt de hedningekristne. Derfor bruser havets brændinger, og bjergene rystes i deres evige grundvolde: Hvornår vil det, som mennesker, engle og djævle venter på, ske?

Hvad er det, som skal ske?

Apostelen svarer: "Hedningernes fulde tal må komme ind!"

Hvad forstås ved ’hedningernes fulde tal’ (eller som det hedder i ældre danske oversættelse: ’Hedningernes fylde’)?

*

For rigtigt at begribe, hvad denne underlige betegnelse indeholder, er det vigtigt – tror jeg – nøje at bemærke i hvilken skriftsammenhæng (’context’), at dette udtryk anvendes. Vi befinder os i den del af Romerbrevet, som beskæftiger sig med de hedningekristnes forhold til Israel, og der tales i den forbindelse meget om udvælgelse.

Det er i dette afsnit (Rom. 9-11), at apostelen blandt andet erklærer: "Det er ikke alle, som kommer fra Israel, der er Israel (Rom. 9:6). Han fortsætter (som en forklaring): "Det er heller ikke alle Abrahams efterkommere, der er hans børn." Efter at have slået denne kendsgerning fast, begynder apostelen at omtale det vanskelige emne, som har at gøre med udvælgelse.

Det er min opfattelse, at når Romerbrevets forfatter understreger den altovervejende betydning, som ligger i udtrykket: ’Hedningernes fulde tal’ – så har han ikke folkeslagenes millioner i tanke. Med denne betegnelse henviser han ikke til det store – og stadigt voksende antal af mænd og kvinder fra nationerne, som ved troen på Jesus kommer ind i Guds Rige – men han omtaler de troende, som følger det himmelske kald og kommer ind i Guds udvælgelse. Det vil sige de af Kristi efterfølgere, som ’kommer ind’ i hele den dimension, som ’Gud har gjort kendt fra evighed af’. Dette perspektiv gælder jøderne – men det omfatter i lige så høj grad hedningerne.

Det hedder jo i samme kapitel (Romerbrevet det niende), at ’pottemageren er herre over sit ler, så at han af den samme masse kan lave fornemme kar og kar til dagligt brug’ (v.21).

Dette fejer al tvivl af bordet og slår én gang for alle denne velsignede sandhed fast, at Gud har ’fornemme kar’ blandt jordens formørkede hedningefolkeslag! Det er disse ’fornemme kar’, som nu skal bringes på plads i Guds husholdning. Denne opgave er så betydningsfuld og så afgørende for hele Guds frelsesplan, at Israels frelse afhænger deraf! Hele den ’fylde’ og alt, hvad der skjuler sig i udtrykket: ’Det fulde tal’ må (for hedningernes vedkommende) være på plads, før den knugende og hindrende forhærdelse fjerner sig fra Israel…

En del af det nuværende problem – så vidt jeg kan se det – består i den sørgelige kendsgerning, at en stor del af ’de fornemme kar’, som skulle anvendes til de mest privilegerede opgaver i Guds Rige, lader sig nøje med at blive brugt ’til dagligt brug’. Det vil sige, at de ikke kommer ind i deres høje bestemmelse, men på grund af en fattig undervisning, egne komplekser og mangel på tro til Gud forbliver de i den afdeling af hverdagshusholdningen, som kaldes ’dagligt brug’. Ja, de er faktisk på et sted og under forhold, hvor de ikke hører hjemme. De er ikke kommet ind i den gerning, ’som Gud har gjort kendt fra evighed af’ – og deres sjæl og ånd vånder sig ved alt det lave og simple, som dagligt omgiver dem. Som vingeskudte svaner stryger de ind over sumpe og bundløst morads uden nogensinde at få blot et glimt i eje af de højder, som var Guds bestemmelse med deres liv.

For disse har vi gode nyheder! Så såre det drejer sig om Guds udvælgelse, er et forunderligt princip straks i funktion. Det lyder således: "Så afhænger det altså ikke af menneskers vilje eller stræben men af Guds barmhjertighed…" (v.16).

Hvis der findes et budskab, der er lægedom for sjælen, er det dette! I en verden (og en tidsperiode), hvor alting gøres op i indsats, beregninger, effektivitet og målrettethed, og hvor menneskers værd beregnes efter, hvad de (ved deres stræben og viljekraft) kan yde – så drejer mulighederne for at lykkes i Guds Rige sig om helt andre faktorer. Her er det kun Guds barmhjertighed, der gælder!

- Og hvad med den personlige indsats?

- Den er udelukket!

- Udelukket?

- Ja, totalt og uden nogen form for eftergivelse: udelukket.

"Det afhænger altså ikke af menneskers vilje og stræben", hedder det – hvilket med tilstrækkelig tydelighed understreger, at alle forsøg på at bane sig vej ved viljekraft og slid og slæb og ambitioner og åndelig tugt og disciplin, er spærret. Der er kun en farbar vej tilbage – og det er Guds barmhjertighed, og den kan opnås ved tro – uden gerninger! Men dette vil jeg i et efterfølgende skrift tale yderligere om…

”Så længe en dansk, homofil ambassadør er i Israel, vil det gå Danmark ilde!”