PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2006-08-03
0052

DE FORNEMME KAR (Nr.2)

SIDSTE UDKALD

Kun få har forstået, hvilken fornem opgave, der i denne sene nattetime er lagt hen til dem! Den store Pottemagers værksted er krukkerne og vaserne og de mest værdifulde lerkar begyndt at tale. De gør indsigelser mod Mesterens arbejde – ja, enkelte nægter at lade sig bruge efter deres bestemmelse. De fatter ikke tidens fordring og ved ikke, at det er nyttesløst at synge om den kommende morgenstjerne, hvis ikke de indstiller sig på den forudgående midnatstimes rædsel. Vægteren, som nu vandrer sin sidste runde, råber at ’vel kommer der en morgen’ – men ’først efter, at natten er forbi!’

*

Med hensyn til Guds udvælgelse har de bibelkyndige i hovedsagen beskæftiget sig med jødernes udvælgelse! "I forhold til evangeliet", forklarer apostelen, "er de (jøderne) fjender, og det er de for jeres skyld, men i forhold til udvælgelsen er de (jøderne) elskede, og det er de for fædrenes skyld (Rom. 11:29). Hvad her siges er kort og godt, at Gud elsker sine egne udvælgelsesplaner, og at Han alene af den grund har en særlig kærlighed til Israel og det jødiske folk…

Men nu er hedningerne ved at rykke ind i billedet! Også de er udvalgte af Gud og er derfor omfattet af Den Almægtiges evige kærlighed. Ikke på grund af nogen egen fortjeneste men udelukkende på grund af den store frelsesplan, som Gud har med nationerne i deres forhold til Kristus.

Det er på denne baggrund (altså med særlig henblik på Guds evige plan med de troende fra folkeslagene) at vi atter bør læse apostelens afsnit i Romerbrevet om Guds suveræne ret til at ’udvælge hvem Han vil’. Han spørger (som Den store Mester) ikke om tilladelse til at lægge sin hånd på hvem Han vil! Han udbeder sig ikke nogen særlig ret til at udpege og udskille de mennesker, som Han vil bruge! Himlens og Jordens skaber og alverdens Herre bevarer hos sig selv den suveræne ret til at vælge – og han har fra evighed af besluttet sig til at udvælge redskaber fra nationerne til at skulle anvendes til verdenshistoriens største formål (og denne plan forfølger Han i denne tid alle vegne og blandt alle mennesker…).

Derfor spørger apostelen: "Hvem er du, siden du går i rette med Gud" (Rom 9:20)? Den sag, som apostelen har i tanke, er altså sagen om udvælgelse. Og ikke kun spørgsmålet om Guds forudbestemmelse og udvælgelse i al almindelighed men med en særlig henvendelse til jøderne, der på forhånd synes utilfredse med, at Israels Gud tager sig den frihed at ’udtage sig’ et særligt folk blandt hedningerne! Det er ikke mindst (som vi her skal se) til disse (altså de fornærmede jøder) at Gud henvender sig med ordene: "Hvem er du, siden du går i rette med Gud?2

Apostelen fortsætter: "Kan det, der er formet, sige til Ham, der formede det: Hvorfor har du lavet mig sådan?"

Generelt (uden at tale om det, som er apostelens ærinde: ’udvælgelse’) – er der mange mennesker, der med hensyn til deres baggrund tillader sig at ’gå i rette med Gud’. Det vil sige, at de drister sig til at give Gud skylden for den ene eller den anden form for elendighed i deres tilværelse. Vor ny danske oversættelse af Bibelen siger: "Gud har skabt menneskene enfoldige, men de gør sig alle mulighed spekulationer" (Præd. 7:29)… og jeg må ærligt indrømme, at det forekommer mig en lidt fri omskrivning af en ældre oversættelse, som siger: "Gud har skabt menneskene, som de bør være, men de har så mange sære ting for."

Spørgsmålet: "Hvorfor har du lavet mig sådan?" indeholder i mange tilfælde en uretfærdig anklage mod Gud. Det er ikke Ham, som har foranlediget disse kvalfulde forhold. Det er fordi, vi selv ’har så mange sære ting for’, at sagerne har udartet sig til denne tragedie.

Men i andre tilfælde er det Herren, der har lagt tingene sådan til rette, at det, der f.eks. kan forekomme som ’en dårlig start ’på tilværelsen i virkeligheden er det den fuldkomne grundpille, som Herren har lagt, for at en senere bygning kan fremtræde efter Hans guddommelige design.

Men Gud er den store udvælgelsens Mester, der i øjeblikket er ved at udskille de forudbestemte redskaber, som skal virke med i den fornemme endetidsplan, der har at gøre med hedningernes forhold til Israel. Ja, på længere sigt er Han ved at opbygge det legeme, som apostelen taler om, når Han udbryder:

"Han satte loven med dens bud og bestemmelser ud af kraft, for i sig at skabe et nyt menneske af de to og således stifte fred, og for ved korset at forsone dem begge i ét legeme" (Ef. 2:15-16).

Det legeme, som her skal fremstå, dukker ikke pludseligt op ud af det store intet! Når det hedder: ’Ud af de to’, vil det sige, at kun ganske bestemte elementer kan anvendes. Ingen ’tilfældigheder’ spiller ind i denne ufattelige detaljerede endetidsopgave. En nøje gennemtænkt plan er blevet udformet i evigheden. I den indgår både jøder og hedninger – og ’i Ham holdes hele denne bygning sammen og vokser til et helligt tempel i Herren’ (Ef. 2:21). Ja, dette nye legeme (eller dette nye tempel) er af en så afgørende betydning, at den kaldes for ’Guds bolig i Ånden’ (Ef. 2:22).

Det er i denne uudgrundelige sammenhæng, at apostelen (lidt provokerende) stiller spørgsmålet: Er pottemageren ikke herre over sit ler, så at han af den samme masse kan lave fornemme kar og kar til dagligt brug..? (Rom. 9:21)

*

Jeg spørger nu: Vil det ikke være en ’fornem’ opgave at være udpeget til at være med i Guds endetidsplaner? Dette har ikke mindst at gøre med den periode i historien, hvor vi er kommet ind i verden. For at sige det på en anden måde: De mennesker, der blev født i det første århundrede eller i middelalderen have næppe samme privilegerede ret til at tage del i Guds endetidsprogram, som de folk, der lever og ånder i dette tredje Årtusinde. Eller for at forklare det således: I de sidste to tusinde år har ingen troende hedning og ingen jøde haft samme mulighed for aktivt at tage del i de afsluttende begivenheder, som skal udspille sig omkring Israel, Jerusalem og Det tredje Tempel, som det er tilfældet med de mennesker, der lever i dag. Ja ingen har haft anledning til at udføre en opgave for Den opstandne Herre med henblik på virkeliggørelsen af det legeme (bestående af jøder og hedninger), som verden aldrig tidligere har set magen, men som står for at skulle træde frem i vor tid…

Derfor tør jeg kalde det ’en fornem opgave ’at blive betroet et eller andet ansvar i dette projekt. De, til hvilke denne ’fornemme opgave’ skal overdrages til, må være indstillet på en vanskelig – men en særlig privilegeret tjeneste. For at kunne udføre denne særligt ophøjede gerning, må disse Herrens tjenere være af en særlig støbning. De må, som Ny Testamente kalder dem, være ’fornemme kar’.

"Er pottemageren ikke herre over sit ler, så at han af den samme masse kan lave fornemme kar og kar til dagligt brug?" (Rom. 9:21)

*

Nu er det således ( i apostelens billede) at pottemagerens kar taler. I pottemagerværkstedet giver de deres mening til kende – og det er godt, for så kan vi få at vide, hvad der foregår i en tid som denne, hvor der er travlhed ved pottemagerens drejeskive.

"Kan det, der er formet, sige til ham, der formede det: ’Hvorfor har du lavet mig sådan?’

Det vil sige, at ’de formede ting’ giver udtryk for deres tilfredshed eller utilfredshed. De stiller spørgsmål: ’Hvorfor?

… og det er netop foran pottemagerværkstedets mange talende røster, at jeg et øjeblik standser. Jeg hører nemlig flere indvendinger! Nogle er klar over, at de oprindeligt hører til husets særligt udvalgte porcelæn – men de nægter simpelthen at blive anvendt til det formål, som de er blevet dannet til! De har andre planer med deres tilværelse. Andre har ladet sig anvende så meget til ’daglig brugen’, at der er gået skår i deres fornemme ydre; de har nu fået den opfattelse, at de ikke længere kan anvendes til deres oprindelige bestemmelse! Atter andre er simpelthen havnet på en forkert hylde – og de tager nu anledning af deres livs store misforståelse til at råbe, at ’de nu bare ønsker at man lader dem være i fred…"

*

Men dette vil ikke ske! De ulydige vil få lov at gå langt i deres ulydighed og de vil ikke blive standset i deres vanvid… før det øjeblik er inde hvor Gud har besluttet at åbenbare Sin søn for dem.

Paulus fortæller:

"I har hørt om, hvordan jeg tidligere levede i jødedommen, at jeg til overmål forfulgte Guds kirke og ville udrydde den" (Gal. 1:13).

Han fortsætter:

"Jeg gik videre i jødedommen end mange jævnaldrende i mit folk og brændte mere af iver for mine fædrenes overleveringer" (v.14).

Apostelen slutter:

"Men da Gud, der havde udset mig fra moders liv og kaldet mig ved sin nåde, besluttede at åbenbare sin Søn for mig, for at jeg skulle forkynde evangeliet om Ham blandt hedningerne…" (v.15)

Apostelen beretter her om en af de store overgangsperioder i Guds frelsesplan og menighedens historie. Han fortæller om det dramatiske tidspunkt, hvor Guds Helligånd havde travlt med at dreje en tusindårig udvikling, så at flodens vandstrømme kunne ledes ind i det leje, der skulle bringe velsignelse til mange slægtled. Evangeliet, der var bestemt til ’de fortabte får af Israels Hus’ skulle nu bringes ud til folkeslagene, de ikke-jødiske nationer.

"Gud besluttede at åbenbare sin søn for mig, for at jeg skulle forkynde evangeliet om Ham blandt hedningerne", hedder det i Paulus’ vidnesbyrd. Det var ikke nogen lille sag, og Den opstandne Herre måtte – for at denne dispensation kunne lykkes – opbyde alle sine kæmper til krig!

Vi lever i en lignende epoke. En tid, hvor alle grundvolde rystes, og visdommens søjler er ved at blive styrtet omkuld. Som i apostelens dage vendes de store strømme og urvandene vælter ind i nye lejer. Evangeliet, som nu i årtusinder ved Åndens kraft er blevet bragt ud til hedningerne, er nu ved at vende tilbage til landet, bjergene og ørknerne, hvorfra det blev sendt ud. Jerusalem er ved atter at blive draget ind i det store opgør, og Herrens Ånd er i færd med at udtage sig de redskaber, som fra før verdens grundvold blev lagt, er sat til side for denne opgave! "Da Gud, der havde udset mig fra moders liv, kaldte mig", udbryder apostelen – og det er denne Åndens kalden, som ny lyder i mange hjerter. I disse dage må mange bøje deres knæ og give et svar til Den Almægtige. Tiden er nu kort. Det er sidste udkald!

Dengang – altså på apostelens tid for de snart to tusinde år siden – var kaldet præciseret således: "Du skal forkynde evangeliet om Ham blandt hedningerne" (Gal. 1:16). Således lyder det ikke længere. En ny husholdning står for døren, og den kaldende røst lyder: "Du skal forkynde evangeliet om Ham blandt jøderne … og ikke nok med det: Nej, evangeliet om Ham skal nu forkyndes både blandt hedninger og jøder – men på en sådan måde, at ’disse to parter bliver gjort til ét’ – ja, at der bliver som skabt et nyt menneske (som verden aldrig har set magen) af de to – så at ’de begge bliver forsonet med Gud i ét legeme’ (Ef. 2:14-18).

Det er til denne fornemme opgave at vore dages udvalgte indsættes til tjeneste. Nogle mener, at de kan tage dette kald let. De fortæller sig selv og andre, at det ikke er så alvorligt, og at der er tid nok. De har ikke opdaget, at festen er forbi og gadernes gamle gaslygter tændes. En vægter vandrer rundt med sin svingende lygte og der råbes fra husene:

"Vægter, hvornår er natten gået, vægter, hvornår er natten gået? Og vægteren svarer: "Der kommer en morgen – men også en nat!" (Es. 21:11)

”Så længe en dansk, homofil ambassadør er i Israel, vil det gå Danmark ilde!”