PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2006-08-15
0055

HELVEDS-STRATEGI

Hvorfra er de godt 3500 raketter blevet affyret mod Israel siden krigens begyndelse? Hvor stod raketramperne til de missiler, der er smuglet ind i Libanon fra Iran og gennem Syrien? Nogle (en kinesisk version) med en rækkevidde på 95km. Så snart en raket er affyret, er gengældelsen så godt som sikker; affyringsrampen vil blive sprængt i stumper og stykker – og er der mennesker omkring den vil det gå dem på samme måde! Hvem bærer det tunge ansvar for den libanesiske befolknings tragiske tab i landsbyen Kana (Qana)? Dette spørgsmål er stillet tusinde gange i de sidste dage. Lad mig i det efterfølgende søge at give et svar, som næppe vil få ørenlyd... det fremstiller nemlig Israels fjenders taktik som en helveds-strategi!

I Kiriat Shmona, Haifa og Zfad, hvor vor nærmeste familie bor, er hundredevis af raketter regnet ned. Sirenerne har brølet uafbrudt i de sidste tre uger – og vinduerne er smadret hos Benjamins svigerforældre, idet naboejendommen i byen Zfad er lagt i grus. Ligeved 60 er dræbt og mange hundrede såret. Efter hver angrebsbølge søger Israels hær med alle til rådighed stående midler efter affyringsstederne; det hører med til krigens udfald, at disse skjulte baser opspores og tilintetgøres!

Et af disse affyringssteder var den libanesiske landsby Kana. Et sted midt mellem beboelseshusene havde Hizbollah-kæmperne opstillet deres affyringsramper. Dette vises tydeligt på en videofilm, som Israels Armé fremviste for en gruppe journalister søndagen efter den tragedie, som ramte denne landsby.

To israelske officerer besluttede sig til at uskadeliggøre disse raketbatterier, som fortsat bombarderede det nordlige Israel. Det var brigadegeneral Amir Eshel og generalløjtnant Gadit Eisencott, begge erfarne officerer, som var bekendte med fjendens strategi.

Den nat gik kampfly på vingerne. Deres angivne mål var raketrampernes stillinger i Kana og landsbyens omgivelser.

Klokken et om morgenen begyndte den første af tre angrebsbølger. Henad ottetiden styrtede et tre-etages hus midt i Kana til jorden. Huset var – ifølge de israelske kilder – et støttepunkt for Hizbollah samtidig med, at det var beboelse for en del af landsbyens indbyggere. Ligeved 60 mennesker, hvoraf 37 var børn, blev dræbt under ejendommens ruiner. (Antallet på de dræbte er i medierne nedjusteret til 12 efter Webmaster har modtaget artiklen).

Hele verden viser i de efterfølgende dage sin bestyrtelse, og den israelske generalstabschef Dan Halutz udtaler sin dybe beklagelse over det skete og erklærer, at en nærmere undersøgelse vil finde sted. Samtidig retter han den første af mange senere anklager mod Hizbollah for ikke at tage hensyn til landsbyens civilbefolkning.

En dyster sandhed begynder at dukke op fra dybet. Det synes tydeligt, at Hisbollah i denne krigens skæbnetime griber til det frygtelige våben at udnytte mænd, kvinder og børn i kampen om den offentlige mening og de internationale mediers holdning. Sporene lader ane, at den libanesiske terrorbevægelse bevidst satser på civilisternes død for at ophidse verdensoffentlighedens følelser mod Israel og dermed sætte regeringen i Jerusalem under pres; denne taktik synes lykkedes til overmål.

Hvorledes kan en sådan uhyrlig anklage fremstå? Er dette ikke blot et nyt forsøg på at demoralisere Israels fjender? En så umenneskelig og forræderisk fremgangsmåde kan næppe dokumenteres...

Imidlertid viser en gammel sort-hvid film fra 1996 det modsatte! For nøjagtig 10 år siden måtte den daværende ministerpræsident Shimon Peres afbryde den militæraktion, som han under kodenavnet "Vredens frugter" førte mod Hizbollah: En af terrororganisationens enheder affyrede også på det tidspunkt – og i en lignende skæbnetime – raketter fra et beboelseskvarter i den samme landsby, Kana, med det forventede resultat, at der blev åbnet ild mod de skjulte raketramper; hundrede mennesker døde...

I dag er der adskilligt, der taler for at Hizbollah-chefen Hassan Nasrallah har styret mod en lignende udgang af konflikten, som nu er ved at dreje ind i samme leje som for ti år siden. Tyve dage efter krigens begyndelse er Hizbollah på vej ind i en tydelig defensiv fase... og det samme sker: Målrettet styres kamphandlingerne ind midt i civilbefolkningen, og raketramperne opstilles på steder, hvor mange civile har søgt dækning...

Er dette sandt? Tør nogen virkelig i fuld alvor påstå, at en sådan hensynsløs taktik anvendes?

Internationale overvågningsteams fra UNO har i samklang med vestlige efterretningstjenester berettet, at Hizbollah har opstillet deres affyringsramper og udrettet deres militære stillinger i moskeer, på kirkegårde, ved hospitaler og skoler. De har åbnet ild mod Israel fra privat-ejendomme, mer-familiehuse, civilisters garager og kældre. Undertiden betaler de en vis leje for at bruge disse civile faciliteter, og til andre tider bruger de beboelseskvarterernes indretninger med tilladelse af deres shiitiske tros-brødre. I visse tilfælde har de med trusler om vold overtaget private bebyggelser. Af og til anvender de civile ejendomme i længere tid og på andre tidspunkter bruger de beboelser til enkelte raketaffyringer, hvorefter de rømmer de anvendte beboelser.

"Hizbollah anvender guerilla-krigsførelsens samtlige strategier," hedder det på en internetside, der går under betegnelsen "Debka files" (denne står i en nært forhold til den israelske efterretningstjeneste og må regnes for en velinformeret kilde).

Ifølge den klassiske guerilla-teori må guerilla’en være en del af folket. Den må her kunne bevæge sig "som en fisk i vandet". Hizbollah følger denne grundsætning; israelske strateger beretter om terror-bevægelsens "vietkong-taktik", som ikke viger tilbage for at beregne civile ofre, der i så tilfælde benævnes som "martyrer".

”Så længe en dansk, homofil ambassadør er i Israel, vil det gå Danmark ilde!”