PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2006-08-19
0056

BLÅHJELMENE VIL FORBLØDE

Hvad i øjeblikket finder sted på den store, internationale scene, hvor folkenes ledere samles for at bringe krigen i Mellemøsten til ophør, er at sammenligne med en mægtig retssal, hvor Israel og Jerusalem atter sættes i anklageskranken. Ved at følge forløbet af forhandlingerne, kommer profetens ord frem i erindringen: ’Så samles alle folk mod byen’ (Zak.12:3).

Som berusende søger nationerne at flytte rundt på brikkerne – men jo nærmere spillet drejer sig om Jerusalem, desto vanskeligere bliver det at løfte skakbrættets konger, fyrster, tårne og bønder. ’Den store konges by’ er så tung som havets sand, og ’de, der søger at løfte den vil rive sig til blods’, siger profeten. De, som strider for anbringelsen af en FN-styrke ved Israels nordlige grænse, bør lytte til den advarsel; blå-hjelmene vil forbløde…

Lad mig forklare:

En lykke er det, at der eksisterer et begreb, som hedder: ’et profetudsagn’. Med dette udtryk indledes en del af Bibelens bøger. Det betyder, at ingen behøver at ’vandre i mørke’ med hensyn til de begivenheder, som sker i tiden. Gud kender øjeblikket og taler derom. Han lader intet ske, uden at han først har forklaret sagen for sine profeter (Amos 3:7). Det sker også i vor tid; ja, det er tilfældet med hensyn til den krig, som i disse dage har lagt store dele af Libanon i ruiner.

Et af de steder i Bibelen, hvor ordet: ’profetudsagn’ bruges, er det tolvte kapitel i Zakarias Bog. Det begynder således: "Et profetudsagn, Herrens ord om Israel" (12:1). Det vil altså sige, at ’et profetudsagn’ ikke blot er nogle udtalelser eller fremtidssyner, som profeten selv har fundet på. Nej, det er ’Herrens ord’ og vil som sådan med sikkerhed finde deres opfyldelse. Ja, det er et ord eller et udsagn, som har været ’fra begyndelsen’ (Johs.1:1). Det fremstår ikke som en pludselig indskydelse og bygger ikke på ideer eller tildragelser, der hører tiden til. Selvom det kan være blændende aktuelt og forklare mere end de bedste journalister, så har disse syner og fremtidsbeskrivelser deres oprindelse i den evighed, der var, før verdens grundvold blev lagt…

I denne sammenhæng (altså profetudsagnet fra Zakarias bog) handler ordet om Israel. Der står jo skrevet: "Et profetudsagn. Herrens ord om Israel" (v.1). Vor interesse er vakt, fordi profeten ikke kun taler om Israel eller Jerusalem; han omtaler også ’de omboende folk’. Han siger: "Se, jeg gør Jerusalem til et berusende bæger for alle de omboende folk." Libanon er et sådant ’omboende folk’. Det er placeret nord fra Israel og står ikke alene i sit modsætningsforhold til Israel; dets forbindelse til Iran og Syrien gør det kvalificeret til at omtales som ’folk’ (i flertal) – en farlig beruselse er ved at sprede sig…

"På den dag gør jeg Jerusalem til en tung sten for alle folkene’, fortsætter profeten og tilføjer: "… de, der forsøger at løfte den, vil rive sig til blods. Så samles alle folk mod byen" (Zak. 12:3).

Udsynet i denne profetiske erklæring er skræmmende: En konflikt tager sin begyndelse mellem Israel og ’de omboende folk’. Striden har en berusende effekt, som spreder sig til andre folkeslag. På et tidspunkt vil Jerusalem være som belejret af omboende fjender. Ja, endog Judas land på den såkaldte Vestbred vil blive involveret i fjendtlighederne. Det internationale samfund vil søge at ’løfte den tunge sten’, men det vil føre til yderligere blodsudgydelse. Til sidst vil ’alle jordens folk samle sig mod byen…" (12:3).

Anes sådanne tegn i horisonten? Samler truende skyer sig – og ser de ud som dem, profeten beskriver? Disse spørgsmål må kunne besvares ud fra dagens begivenheder…

*

FN ønsker at stationere en såkaldt ’fredsbevarende styrke’ på op til 20.000 mand ved grænsen mellem Israel og Libanon. "Men det kan ikke ske, medens bomberne regner ned over det ødelagte land", siger ledelsen – "og det kan kun ske, når en libanesisk regering har kontrol over hele sit område…"

Begge disse betingelser er afhængige af Israels stilling! Bomberegnen standser ikke før Jerusalem giver befaling derom, og den libanesiske regering får ikke kontrol over Hizbollah, før denne terrororganisation er nedkæmpet af Israel…

Altså vender blikket sig mod Jerusalem, og vreden vil vokse, hvis disse betingelser ikke opfyldes tilstrækkeligt hurtigt. "Israel trækker sagen i langdrag", vil man sige.

*

Hvad jeg taler om her er ikke en direkte og sidste opfyldelse af den profetiske forudsigelse om Jerusalem. Det er kun de principielle forholder, jeg nævner… altså profetudsagnets foreløbige fremtidsangivelser, som langsomt er ved at dukke op fra dybet af de begivenheder, som for øjeblikket optager verdensoffentlighedens opmærksomhed. Sagt med andre ord: Stationeringen af en international FN-styrke ved grænsen til det nordlige Israel vil være en af grundstenene til den faldefærdige bygning, der på længere sigt vil fremmane og udstråle en sådan vrede mod Israel, at samtlige verdens nationer vil gribe til våben mod Jerusalem…

"Så samles alle jordens folk mod byen", siger profeten (12:3). Netop dette tydelige profetudsagn bør aldrig tabes af syne! Alle begivenheder – store og små, fredsbevarende og krigsopildnende – vil have dette ene formål: ’At samle alle jordens folk mod Jerusalem’. Dette vil også ske, efter at de første blå hjelme er dukket op ved grænsen…

*

Af samme grund vil Israel være på vagt overfor den politiske aftale, som nu skal lægges til grund for en sådan international styrkes eksistens. "Hvad mener Frankrig", vil man med rette spørge i Jerusalem, "når den franske udenrigsminister erklærer, at en sådan FN-styrke ’ikke bør sendes for at færdiggøre Israels arbejde!" Det vil sige, at den ikke skal udføre, hvad behøves for at holde Hizbollah på afstand! Ja, det vil sige, at denne fredsstyrke allerede på første færd og endnu før den første FN-soldat er ankommet har kanonerne drejet bort fra Hizbollah-raketramperne i nord; de er fra dag no.1 rettet mod Israel…

De forhandlinger, som nu finder sted for at nå frem til en løsning på konflikten i Mellemøsten vil være som ’at løfte en tung sten’. Uanset hvor mange nationer der samler sig for at flytte eller rokke ved situationen omkring Libanon, vil det synes som en umulig opgave! Lige meget hvilket middel eller instrument, som bringes til veje for at hæve forbandelsen og forhærdelsen over krigszonen mod nord, vil vise sig ubrugelig: ’Stenen’ kan ikke løftes; den er for tung! Af ukendte grunde er den tungere end alle andre sten af samme størrelse. Det er som en djævel fra afgrunden – eller en engel fra himlen – har sat sig på den. Den lader sig ikke flytte.

Til sidst er der kun én vej tilbage. Profeten advarer mod denne løsning! Han forudsiger, at denne udvej på konflikten vil koste blod. "De, der forsøger at løfte stenen, vil rive sig til blods", siger han (Zak.12:3). Det vil med andre ord sige, at de, som vil gennemtrumfe stationeringen af en FN-styrke ved Israels nordlige grænse vil være at sammenligne med de ulykkelige, som karakteriseres med profetordene: "De, som forsøger at løfte den (stenen)…" Det drejer sig åbenbart om nogle nationer, der ikke holder sig tilbage! Imod alle advarsler og imod al fornuft vil de arbejde på at få enhver hindring for stationering af en FN-styrke ryddet af vejen; de ser som eneste udvej på konflikten en anbringelse af allierede tropper ved grænsen mellem Libanon og Israel. De lytter ikke til de bibelske profeters manende røst: ’I vil rive jer til blods’!

*

At verdenssamfundets forhold til Israel bevæger sig i denne retning, beviser især Tysklands holdning. Siden Anden Verdenskrig har der i den tyske befolkning hersket en vis ængstelse med hensyn til at indtage en fjendtlig stilling overfor Staten Israel. Den mørke skygge fra naziårenes udryddelse af jøder ruger stadig over land og by – og det var først i 1973, at den tyske kansler, Willi Brandt, vovede at sætte sine fødder på Israels jord.

Men denne holdning er ved at ændre sig! På trods af den nuværende tyske kansler, Angela Merkels israelsvenlige holdning, løfter et stigende kor af røster sig for den palæstinensiske sag – og ifølge en opinions undersøgelse foretaget af ugemagasinet ’Der Spiegel’ er 53 % af den tyske befolkning nu indstillet på, at der bør skrides ind med hårdere midler overfor Israels invasion af Libanon… ja, der tales åbent om, at det tyske Bundeswehr (værnemagten) skal tage del i FN-styrken. Den tanke, at tyske soldater med jernkorset på deres kampvogne kan komme i en situation, hvor de skal åbne ild mod jødiske soldater er stadig en rædsel for mange. Men forskrækkelsen er ved at forsvinde. Nødvendigheden fordrer, at historiens skyld glemmes, og tyske kommandoråb atter skal lyde i kampen mod jøderne…

*

Hvad vil der ske, når det en dag når så vidt? Hvorledes bliver det endelige udfald, når alle jordens nationer samles mod Jerusalem?

"På den dag", forudsiger profeten, "slår jeg alle hestene med vanvid og rytterne med sindssyge, siger Herren… "folkenes heste slår jeg med blindhed…"

Den beruselse, som i begyndelsen fik Israels omboende folk til at handle som i galskab ender med det rene vanvid. Den franske oversættelse anvender ordet: ’delirium’, hvilket synes at være en ulykkelig fortsættelse af beruselsen. Folkenes ledere vil være grebet af et øjebliks sindssyge, hvilket også på den dag synes at være den rette betegnelse for den galskab, der ligger til grund for det overmod og den blindhed, som drister sig til at angribe Den hellige Stad.

"Hvis I rører Beirut, vil den islamiske modstandsbevægelse bombardere Tel Aviv", truer chefen for Hizbollah, M. Nasrallah. Han inddrager i sine erklæringer hele den islamiske verden og angiver dermed, hvilken slags vanvid, der vil være styrende for de nationer, som til sidste vil gøre fælles front mod Jerusalem; den allernærmeste fremtid vil indikere, hvor på den profetiske kalender den aktuelle krise befinder sig. De beslutninger, som tages i Washington, Paris, Berlin og London vil angive, hvad der dybest set er i gære ved Israels nord grænse.

Hvis et forslag gennemføres, som giver Hizbollah mulighed for at slikke sårene og regruppere sig til fornyede angreb mod Israel, viser det den blindhed, som til sidst fører til den afsluttende fase.

Når London kalder Syrien og Iran til hjælp for at få oprettet et ’sikkert tostatssystem’ (Israel og Palæstina) i Mellemøsten, så er det forudsagte vanvid ved at vise sig.

Det franske dagblad, Le Monde, bragte i begyndelsen af august et interview med Israels premierminister, Ehud Olmert. Bag ministeren sås på det store billede en bogreol med engelske titler. Midt blandt disse skimtedes et digert værk med titlen: ’The dome of the Rock’ (Klippemoskéen). Tempelpladsen med den muslimske helligdom blev ikke nævnt i interviewet, som beskæftiger sig med krigen i Libanon… men navnet på den blå kuppel i Jerusalems midte stod prentet på reolen bag den israelske premierminister. Ariel Sharon, som var den første israelske statsmand, som i nyere tid har vovet sig ind på dette tabu-område, ligger stadig i en dødlignende søvn. Hvis han pludselig – mod al forventning – skulle vågne, ville hans første ord være: ’Klippemoskéen’. På de evige marker, hvorfra han i så tilfælde ville være vendt tilbage, kendes fremtiden; dér ved man, hvad hele sagen i Mellemøsten dybest set drejer sig om: ’The Dome of the Rock’. En international FN-styrke vil ikke kun udfylde posten som en såkaldt ’fredsbevarende’ hærafdeling mellem Israel og Hizbollah; den vil komme til at skabe en sikkerhedszone mellem den islamiske verden og Tempelpladsen i Jerusalem! Den vil blive den første internationale gruppering af tropper mellem de mest fanatiske muslimsk-religiøse fantaster og Israels tusindårige drøm om Det tredje Tempel. Den vil blive placeret ved indgangsporten til Den tredje Verdenskrig – og den vil forbløde!

”Så længe en dansk, homofil ambassadør er i Israel, vil det gå Danmark ilde!”