PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2006-08-27
0058

DJÆVELENS MASKESPIL

… der findes næppe noget bedre udtryk for det rollespil, som i øjeblikket finder sted ved de internationale forhandlingsborde. De forskellige landes ambassadører sætter den bedst passende maske for ansigtet, når de fremlægger deres sag; det gælder om at være klædt på til handlingen! Af samme grund steg Arafat i sin tid op på FN’s talerstol med to pistoler dinglende fra hofterne. Han sendte det signal, som hans eget folk satte pris på…

Netop dette synes at være årsagen til, at det internationale samfund og de historiske kirker har så vanskeligt ved at forstå Guds fremgangsmåde med Libanon. Altså det fremtidssyn, som Bibelens profeter har udtalt og nedfældet med hensyn til den aktuelle krise i Mellemøsten. Her forekommer nemlig intet maskespil. De jødiske seere taler ligeud; de dækker sig ikke (som den katolske kirke) bag pæne humanistiske floskler; de forsøger ikke (som Vatikanet) en eller anden diplomatiske balancegang, som dybest set er fjendtlig stemt overfor Israel. De prøver ikke (som Danmarks udenrigsminister) at tage den godmodige maske på – nej, de henviser til, at der undertiden skal anvendes hårde midler for at sandhedslyset om situationens virkelige forhold kan bryde igennem. Det profetiske lys, der fra Bibelens blade falder over det sønderbombede Libanon er skarpt og afslørende – men samtidig fuldt af et håb, som denne verden ikke kan give…

*

Det er ikke altid let at følge den profetiske linie, som Den Hellige Skrift angiver med hensyn til de begivenheder, som sker i tiden. Forvirringen opstår undertiden, fordi profeternes tale drejer sig om de store linier

Når det f.eks. om Libanons genrejsning hedder: ’Det varer kun kort tid, så bliver Libanon igen en frugthave’ – og dette ord blev udtalt for mere end 2500 år siden – så må vi indstille os på, at målestokken med hensyn til den endelige opfyldelse af dette ord, rækker langt…

’Den endelige opfyldelse?’ Hvad menes med ’den endelige opfyldelse af dette ord’?

Med udtrykket ’den endelige opfyldelse’ refereres til, at profetiske udsagn – som ringe i vandet – kan have flere opfyldelser: Ofte angiver den omgivende tekst den sidste og ’endelige opfyldelse’. Nøjagtigt sådan som det er tilfældet med ’Libanon-tegnet’: At Libanon igen skal blive en frugthave!

Dette ’Libanon-tegn’ står nedfældet i teksten i umiddelbar forbindelse med den (nytestamentlige) forjættelse, at ’de døve skal høre, hvad der står i bogen’. Det vil sige, at det årtusindgamle dække og røgslør, der for jødernes vedkommende har ligget over oplæsningen af den gamle pagt, skal forsvinde! Dette er endnu ikke sket! Af samme grund må afsnittet om ’Libanons frugthave’ betragtes som en uopfyldt forjættelse. Det er et løfte, som stadig venter på sin virkeliggørelse; ’Libanon-tegnet’ har endnu ikke set dagens lys!

*

Under hvilke omstændigheder vil dette tykke og stramme bind blive revet fra øjnene af Israels børn? Skal de vente på, at Libanon (efter landets ødelæggelse) ’bliver en frugthave’? I så tilfælde er det et langvarigt projekt, og det særlige løfte: ’Det varer kun kort tid’ med henblik på løftets ’endelige opfyldelse (Es. 29:17-18)) synes ikke at være indenfor rækkevidde! Altså: Er det i en mørk nattetime, at de blinde skal få deres syn? Eller er det i det lyse morgenskær, at de døve kommer til at høre? Er det i en trængselstid eller i en fredelig periode, at øjnene åbnes og ørerne lukkes op? Svaret på dette spørgsmål er vigtigt; den dybere forståelse af endetidens begivenheder afhænger af vor opfattelse af netop denne sag! Ja, den aktuelle krig i Mellemøsten og de kommende dages voksende mørke og rædsel vil være ubegribelig for dem, der ikke begriber denne hemmelighed…

*

Svaret på spørgsmålet: Under hvilke omstændigheder bliver sløret revet fra Israels børns øjne og under hvilke forhold vil åndeligt blinde mennesker kunne få deres syn, står omtalt i den angivne tekst. Esajas udbryder: Trods mulm og mørke skal de blindes øjne se! (29:8). Det vil med andre ord sige, at det er midt i den mørkeste nat, at lyset bryder igennem! Eller udtrykt på en anden måde: Ingen behøver at vente på, at ’Libanon bliver en frugthave’ for at begribe, hvorfor landet forinden er lagt i ruiner. Jøderne behøver ikke at vente på, at ’Karmel regnes for en skov’ før de indser, hvorfor så megen lidelse er gået over Israel. Eller forklaret således: De troende behøver ikke at vente på, at Jesus er kommet igen, før de fatter mørkets magt og baggrunden for, at de måtte græde…

*

De historiske kirker har kun en ringe – eller ingen adgang til forståelsen af Israels Guds handlen i tiden! Paven, Benedikt XI, har således for nylig lanceret en appel vedrørende fjendtlighedernes ophør i Libanon. "Intet kan retfærdiggøre udgydelsen af uskyldigt blod – på hvilken side af grænsen det end sker -," hedder det i hans henvisning til tragedien i den libanesiske landsby, Kana, som blev bombarderet af Israel.

"Vore øjne er fyldt med forfærdende billeder af legemer, der som martyrerne er blevet sønderrevet… især billederne af de små børn", fortsætter paven. "En politisk løsning må findes, for at denne krise kan ophøre…"

Med al respekt for ’politiske løsninger’ anser jeg det ikke for kirkens ypperste opgave at beskæftige sig med disse. Lad denne verdens magthavere klare den sag! Deres ’endelige løsning’ vil – som det var tilfældet i Det tredje Rige i Nazi-Tyskland – blive et sidste og altomfattende overfald på jøderne. ’Die Endlösung’ i vor tid bliver, at alle nationer angriber Jerusalem. Kirken kan med Skriftens ord advare de politiske ledere mod en sådan udvikling.

Vatikanets talerør, bladet ’Observatore Romano’, gjorde sig allerede i krisens første dage bemærket med en udtalelse af Paven: ’Vi plæderer for Libanesernes ret til integritet og deres lands suverænitet, for israelernes ret til at leve i fred i deres stat og for palæstinensernes ret til et frit og suverænt fædreland…"

Ordlyden i dette pavelige budskab udtrykker klart Vatikanets politiske balancegang. Det pontifikale diplomati taler de verdslige politikeres sprog – og vil som sådant føre til nationernes endelige og forudsagte fordømmelse af Israel!

Den protestantiske kirke følger stort set i samme spor. Kun en lille flok af reformationens børn er ved at skimte lyset fra Ny Testamentes klare holdning overfor Jerusalem… og det er denne flok, som i disse dage beskæftiger sig med Libanonkrigens dybere dimensioner. Det er denne ’rest’ af nationernes troende, som indser Israels Guds handlen … også hvor den forekommer ubegribelig og smertelig, men hvor den fører til, at bindet rives fra øjnene af Israels børn, så at de med tårer ser Ham, som de har gennemstunget!

*

Med hensyn til tidspunktet for den guddommelige åbenbarelse, altså spørgsmålet om, hvorvidt lyset trænger igennem i en smertelig midnatstime eller i det forløsende morgenskær, er Esajas klar og tydelig. Herrens ord (sådan som det bringes af profeten) lyder således: ’Nu fortæller jeg det nye; før det spirer frem, forkynder jeg det…" (42:9).

Det vil altså sige, at før Libanons have spirer frem, tales derom. Ja, endnu medens landet ligger i ruiner, forkyndes budskabet om dets herlige fremtid. Samtidig med, at folket græder, og verden rystes over dets lidelser, begynder Israels Gud at afdække sine planer, ud af den sorteste nat bryder åbenbarelsen om Messias igennem. Ja, endog det jødiske folk, som i uvidenhed naglede deres konge til korset, vil dermed blive befriet fra det hårdt bundne dække, som har ligget over deres øjne: ’Libanon bliver igen en frugthave… på den dag skal de døve høre, hvad der står i bogen, og de blindes øjne se, trods mulm og mørke.’

Princippet om morgenstjernens frembrud findes allerede på Bibelens første sider. Korsets smerte før opstandelsens lys er ikke nogen ligegyldig sag; den belæres kun af få forkyndere, og deres budskab er ved at kvæles i en ’lykke-teologi’, som lover de troende, at ’gode tider bliver bedre’. Libanons bombetomter står imidlertid (som et guddommeligt princip) malet i Den hellige Skrifts første linier, hvor det hedder: ’I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Jorden var dengang tomhed og øde, der svævede mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene. Gud sagde: ’Der skal være lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skabet lyset fra mørket (1.Mose 1:1-4).

Alle ting synes at være begyndt i urdybets kaos og mørke. Men netop over disse totalt ubrugelige og tilsyneladende ’ødelagte’ tilstande ’svævede Guds Ånd’. Det var ud af denne ’urdybets nat’, at Guds ord bragte det første lys.

*

Da paven i 1997 besøgte Libanon, var han omgivet af en jublende menneskemængde, og da han to år forinden samlede landets biskopper til en synode, formulerede han det slogan, som siden har været prædiket over det ganske land: ’Libanon er mere end et land. Libanon er et budskab…’

Det budskab, som paven havde i tanke, er, at Libanon skulle være et samlende bindeland mellem øst og vest, den ortodokse og den katolske kirke – mellem Islam og Kristendommen! Dette budskab synes i øjeblikket forfejlet – og ifølge Den hellige Skrift er det ikke dette fremtidssyn, som opstår af asken fra de nedbrændte byer. Bibelens budskab vedrørende Libanon har med det jødiske folks åndelige vækkelse at gøre. ’Libanon vil igen blive en frugthave… på den dag skal de døve høre, hvad der står i bogen."

Ikke mindst disse forfejlede Mellemøst-initiativer bør holde de protestantiske folkeslag på afstand af Vatikanet. Den nuværende tyske pave har vanskeligheder med at skulle gennemføre et planlagt besøg i Israel i 2007. Jerusalem glemmer ikke, at han i december 2005 har fordømt områdets terrorisme uden at nævne det tragiske selvmordsattentat, som netop havde fundet sted i Netanya…

Den ny EU-konstitution baner vej for Rom! Den sigter at få fjernet paragraf 4 og 6 i den danske grundlov. Disse to paragrafer er Danmarks sidste lovværn mod pavedømmets fremfærd og må forsvares med alle til rådighed stående midler. Vatikanet vil ikke kun underlægge sig den protestantiske opfattelse af nadveren og Marias stilling i NT samt præsternes frihed til at gifte sig – men Rom vil føre landets styrende ind i en proces, hvor de vil forbande Israel… sådan som det i øjeblikket er tilfældet med den katolske kirke i Syrien (… hvilket jeg i et følgende skrift vil dokumentere).

Det er som om Pavestolen har glemt hedninge-profeten Bileams fremtidssyner, som han udtrykker med ordene: ’Israels kongedømme er mægtigere end Agag (Septuaginta bruger her navnet: ’Gog’)… ’dets kongedømme er ophøjet! Gud førte det ud af Egypten, det bærer vildoksens horn; det æder folkeslag, der er dets fjender, det gnaver deres ben, det knuser sine undertrykkere. Det har lagt sig til hvile som en løve, som en hun-løve, hvem tør vække det? Velsignet de, der velsigner dig, forbandet de, der forbander dig’ (4.Mose 24:7-9).

*

Det er på høje tid at gøre de troende opmærksom på den bibelske sandhed, at Israels Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, ikke viger tilbage for at tage de hårdeste midler i brug for at gennemføre sin frelsesplan med såvel det jødiske folk som de øvrige folkeslag. Når Han anvender krigens gru for at åbenbarelsens lys kan nå de forhærdede hjerter, erklærer Han: ’Jeg lægger bjerg og høj øde, lader alt, hvad der gror der visne; jeg gør floderne til fast land og tørrer oaserne ud…"

Og som en konklusion på denne manende advarsel fortsætter Herren: ’Jeg fører de blinde ad veje, de ikke kender, jeg leder dem ad stier, de ikke kender. Jeg gør mørket foran dem til lys, det bakkede land til slette. Det vil jeg gøre, og jeg opgiver det ikke… (Es. 42:15-16).

*

Med hensyn til Egypten ser det ud til, at Israels Gud vil anvende samme fremgangsmåde, som Han omtaler vedrørende Libanon. "Herren skal slå egypterne, slå, men også helbrede. Så skal de vende om til Herren, og Han vil bønhøre dem og helbrede dem" (Es. 19:22).

Profeten Hoseas omtaler den samme helbredelsesmetode, når det gælder Israel. "Lad os vende om til Herren", opfordrer Han og fortsætter: "Han har sønderrevet, men Han vil også helbrede os, Han har slået, men Han vil læge os."

I det følgende aner man, at det er Messias-åbenbarelsen, der bringer lys og lægedom; det er budskabet om Kristi opstandelse, der forvandler ruinerne til en frugthave, og giver de blinde deres syn.

"Han giver os liv efter to dage", fortsætter Hoseas, "rejser os på den tredje dag, og vi skal leve for Guds ansigt."

"… og Libanons frugthave skimtes bag ordene: ’Han bryder frem så sikkert som morgenstjernen, Han kommer til os med regnskyl, som forårsregn, der væder jorden" (Hos. 6:2-3).

*

Israels Guds undertiden hårde fremgangsmåde er ukendt for et samfund og en kirke, der er bukket under for humanismens løgnagtige ’blødsødne’ ånd. De, som følger i sporene af denne smilende, eftergivende og tilsyneladende tolerante indstilling, kender intet til djævelens maskespil; de genkender ikke Satans onde fjæs bag det godmodige ydre.

Danskerne er parate til at lytte til deres ’rare’ udenrigsminister, når han vender hjem fra EU’s udenrigsministermøde i Luxemburg med ordene: ’Vi skal være gode ved palæstinenserne – men faste overfor Hamas!’ De fatter ikke, at der er noget fundamentalt, som skal ændres hos et folk, der vælger terrorister som ledere, og som binder bombebælter om livet på deres børn. Der er noget dybt grundlæggende forkert i en befolkning, der har 23 Hizbollah-medlemmer og to Hizbollah-ministre i deres regering.

Når Israels Gud, som også er kilden til Ny Testamente, taler om de ulykkelige forhold, som hersker i den jødiske befolkning, tager han ikke fløjlshandskerne på. "De vil helbrede mit lemlæstede folk," siger Han. "De siger letsindigt: ’Fred, fred’, skønt der ikke er fred. De bliver til skamme, fordi de handlede afskyeligt… derfor skal de falde blandt de faldne; når straffen kommer skal de snuble!" (Jer. 6:14-18)

*

Ifølge det bibelske udsagn svæver Guds Ånd i denne time over det dyb og mørke, som dækker Libanon. "Af mørke skal lys stråle frem", erklærer apostelen (2.Kor. 4:6). Efter Korea-krigens lidelser fremstod en af verdens største kristne menigheder i landets hovedstad. Når Gud siger: "Der blive lys", - så bliver der lys, og dermed har Gud skabt den eneste mulighed for, at lyset kan skilles fra mørke.

Dette sidste har en dybere betydning for Libanon og berører i virkeligheden ondets rod, hvilket jeg i det følgende skrift vil beskæftige mig med.

”Så længe en dansk, homofil ambassadør er i Israel, vil det gå Danmark ilde!”