PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2006-09-05
0060

BARBARIETS KATEKISMUS

Medens danskerne sidder tilbagelænet i havestolene i deres sommerhuse og betragter Libanon-krigens rædsler på Tv-skærmen, vækkes de pludseligt ved nyheden om, at den globale krig mod terror banker på døren.

Et komplot i London synes at være blevet afsløret af Scotland Yard, od et 21. århundredes fjende nummer ét, den militante muslimske fundamentalisme, har angiveligt forsøgt at springe en række fly i luften, medens de tætpakkede maskiner befandt sig over Det store Hav (på vej mellem England og USA… de to nationer, som er stærkest repræsenteret i krigen i Irak).

Den ny totalitære ideologi, som her viser sit sande ansigt, har sin egen barbariske katekismus: Deres yderste mål er Jerusalem! Af samme grund er øjeblikket kommet, hvor Europas statsledere bør lytte til de profetiske udsagn, som i et tusinde år er blevet forkyndt på det gamle, kristne kontinent. Dette er ikke timen at sænke korsets flag for i en udvandet humanisme at erklære sig neutrale i religionens endelige konfrontation.

Nej, dette er øjeblikket at lytte til de gamle jødiske profeters tale.

Esajas er en af dem – og han har adskilligt at sige om den seneste konflikt i Libanon. Han fortæller om ’Libanon-tegnet’, som tydeligt forklarer, at efter de rygende ruinhobe følger andre tider. "Libanon vil igen blive en frugthave!" siger han.

Hvis dette var det eneste, han havde at fortælle, var det tilstrækkeligt til, at de nedslåede vil løfte hovederne i et nyt håb – men han har mere at sige! "Dermed vil det største af endetidens tegn vise sig", fortsætter han, "de døve og blinde vil begynde at fatte, hvad der står skrevet i bogen" (Den hellige Skrift). Dermed henviser han til den sidste messianske vækkelse, som vil feje ind over Israel.

Samtidig synes det, som om bogens budskab atter forsegles for de øvrige folkeslag. Hedningernes tider er ved at være til ende – og Danmark står dermed i fare for at blive trukket med ind i det næste, store opgør: ’Gogkrigen’, hvor bl.a. Israels ny fjende, Tyrkiet, vil føre an…

*

Profeten Esajas ved, hvad han taler om, når han udbryder: "Libanon bliver igen en frugthave… på den dag skal de døve høre, hvad der står i bogen" (Es. 29:17-18).

Netop budskabet om, at Israels folk skulle blive både blindt og døvt, var det første, han fik at høre, da Israels Gud åbenbarede sig for ham i Jerusalems tempel. Han fortæller, at han så Herren sidde på en højt ophøjet trone. Seraferne stod med deres vældige vingefang omkring ham, og dør tapperne rystede, og helligdommen fyldtes med røg.

"Jeg blev så bange", fortæller han, "at jeg råbte: ’Det er ude med mig! Jeg er uren, og har set kongen!"

Han beretter videre: "En af de mægtige serafer fløj hen til mig. Han havde i hånden et stykke gloende kul, som han med en tang havde taget fra alteret. Med dette berørte han min mund og sagde, at min synd var sonet.

Da hørte jeg Herren sige, fortsætter han. "Hvem skal jeg sende? Hvem vil gå bud for os?"

*

Den vældige oplevelse må have stået prentet i profetens bevidsthed alle hans dage; aldrig har han kunnet glemme dette udsendelsens øjeblik: Det himmelske tempel, Seraferne med de seks vinger, den højt ophøjede trone – og ikke mindst budskabet, som i den time blev ham betroet.

Derfor må det have bevæget ham senere at høre om Libanons fremtid; netop dette fremtidssyn om det land (som i disse dage er blevet bombet sønder og samme) blev givet ham som et særligt tegn på, at tiden for det budskab, som han første gang hørte i templet, er ved at ophøre: Libanon-tegnets tid er inde: ’Libanon bliver igen en frugthave… på den dag skal de døve høre, hvad der står i bogen, og de blinde øjne ses trods mulm og mørke…’ (Es. 29:17-18).

*

Hvilke ord var det, at profeten første gang hørte i Herrens tempel? Hvad var det for et budskab, der ved den lejlighed blev ham betroet, siden han sådan bevæges ved, at budskabet nu ændres? Hvori består ’Libanon-tegnet’, der så klart indikerer, at tiden for det første budskab er forbi … eller rettere: Hvad hørte han i templet, medens Seraferne stod omkring Herren ophøjede trone?

Esajas forklarer selv, hvad der lød til ham fra det himmelske og majestætiske kongesæde; ’Herren sagde til mig’ (forklarer han): "Gå hen og sig til dette folk: ’I skal høre og høre, men intet fatte, I skal se og se, men intet forstå!’ (Es. 6:9).

Han fortsætter med at gengive det budskab, som synes at være gældende indtil ’Libanon-tegnet’ fremstår. Befalingen, der lød fra tronen, er følgende:

"Dæk dette folks hjerte med fedt, gør deres ører tunge, luk deres øjne til, for at de ikke skal se med øjnene, høre med ørerne og fatte med hjertet og vende om, så han må helbrede dem!"

Profeten synes at være slået med rædsel ved indholdet af dette budskab. Hvis han havde gjort sig forestillinger om at Gud ville sende ham med et godt budskab om velsignelse og åndelig vækkelse, så tog han fejl!

Dette – sådan måtte han forstå det – var i virkeligheden et dommens ord og en sendelse, som ville give ham fjender og skabe misforståelse. Derfor udbryder han forfærdet: ’Hvor længe, Herre?’ Og Herren svarer med at give ham ’Libanon-tegnet’.

Altså tegnet, som forudsiger, at Libanon ’skal blive en frugthave…?’

"Nej! Tegnet som forudsiger, at Libanon igen skal blive en frugthave.

Igen?

Ja, igen; thi forud for opfyldelsen af dette løfte finder stor ødelæggelse sted. ’Libanon-tegnet’ er nemlig en advarsel til alle nationer, som gør oprør mod Israels Gud. Ja, ’Libanon-tegnet’ er endog et tegn og et varsel til Israels folk; det er nemlig om Israel, at Herren taler, når han svarer profeten på spørgsmålet: ’Hvor længe, Herre?’

Svaret lyder således: "… indtil byerne ligger øde uden indbyggere, husene uden mennesker, og jorden er blevet en ørken."

… det er som når en terebinte eller en eg bliver fældet, og der bliver en stub tilbage. Dens stub er hellig sæd… (Es. 6:11-13).

’Libanon-tegnet’ er altså ikke blot løftets endelige opfyldelse, at ’Libanon igen skal blive en frugthave… men det, som er sket i den seneste tid, at: ’byerne ligger øde uden indbyggere, husene uden mennesker, og agerjorden er blevet en ørken’ er en del af det guddommelige varsel.

Nuvel! Men ’Libanon-tegnet’ drejer sig vel kun om Libanon?

Nej! ’Libanon-tegnet’ er et manende varsel først og fremmest for Israel – men også for enhver nation og et hvilket som helst folkeslag på jorden …

*

Præsten ved den græsk-katolske Notre-Dame kirke i Damaskus, Elias Zahlawi, erklærer offentligt og gentager det i sine prædikener, at han som en arabisk kristen beder for Hizbollah nat og dag! Han opfordrer sine sognebørn til at bede for Hizbollah-chefen, Hassan Nasrallah, ’der står for retfærdighed…

"Mit budskab bliver godt modtaget", hævder han ifølge en artikel i det franske dagblad Le Monde (7. august 2006). "De øvrige præster har samme indstilling; og det har de syriske kristne også…

Den 60-årige robuste pater Elias med de skaldede hoved slutter sig helt til den popularitet, som Hizbollah (Guds parti) har fået i regionen. "De har givet os vor værdighed tilbage", erklærer han. Hans radio, som er anbragt over sengen, sender altid på samme frekvens: ’Lysets station’ som er Hizbollahs stemme. På muren har han et billede af pave Johannes Poul II ved siden af et billede, hvor Kristus er naglet til porten til FN-bygningen i New York… i dette billede er indsat fotografiet af en dræbt palæstinensisk baby med et skudsår i maven.

Ikke få af de kristne både i Mellemøsten men også i de vestlige nationer drister sig til i dag at indtage en lignende holdning! På grund af ’lysets’ stemmer og indstillingen hos deres åndelige ledere samt ledet af den almindelige mening i medierne og rædselsbillederne fra krigen tager de parti for terrororganisationer, der som første programpunkt har udslettelsen af Israel og det jødiske folk!

De har glemt ordene fra Ny Testamente: ’Jeg spørger nu: Har Gud da forkastet sit (jødiske) folk? Aldeles ikke! Jeg er jo selv israelit (siger apostelen) af Abrahams slægt, og Benjamins stamme. Gud har ikke forkastet sigt folk, som Han først har vedkendt sig’ (Rom.11:1-2).

Paulus tilføjer: ’I forhold til udvælgelsen er de (Israels børn) elskede, og det er de for fædrenes skyld. For sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke!" (Rom.11:28-29).

Hvorledes kan nytestamentlige kristne ’bede dag og nat’ for en mand og hans efterfølgere, som kun har én tanke: ’ødelæggelsen af det folk, som er ’elsket og udvalgt af Gud’?

Jesus giver svaret på dette spørgsmål. Han forklarer, hvorfor der er nogen, der forstår Hans budskab. Ved at citere de ord, som profeten Esajas første gang hørte i det ophøjede og uforglemmelige øjeblik i Templet i Jerusalem, henvender Han sig i første omgang til Sit eget ejendomsfolk, jøderne! Men hans budskab rammer også den græsk-katolske præst i Damaskus, som nu ’dag og nat beder’ for Israels fjender. Ja, det retter sig til hele den del af den frafaldne katolske og protestantiske kristenhed, som nu synes at blive blindet af det humanistiske og politiske tågeslør, og som hver time på dagen får ørerne tilstoppet af mediernes roterende kværn.

"Derfor taler jeg til dem i lignelser", siger Jesus, "fordi de ser og dog ikke ser, og hører og dog ikke hører og heller intet fatter."

Han fortsætter (og igen er det i denne fortsættelse, at vi med forfærdelse opdager, hvad der er ved at ske): "På dem opfyldes den profeti af Esajas, der siger: "I skal høre og høre men intet fatte, I skal se og se men intet forstå. For dette folks hjerte er dækket med fedt, og med ørerne hører de tungt, og deres øjne har de lukket til, for at de ikke skal se med øjnene, høre med ørerne og fatte med hjertet, og vende om, så jeg må helbrede dem…" (Matt. 13:13-15).

*

Netop i denne tid synes et tætskrevet blad at blive vendt i historien. Nye, åndelige strømme er ved at finde ind i hidtil ukendte flodlejer. Medens bindet er ved at blive taget af det jødiske folks øjne, er det ved at blive bundet for nationernes øjne; ’Libanon-tegnet’ erklærer, at bogen skal blive åbnet for Israel, så at folket kan blive helbredt – men samtidig forekommer det som et ulykkes-varsel om, at bogen vil blive lukket for folkeslagene, så at de kun vil komme til at opleve den første del af Libanon-ordets opfyldelse: ’Byerne skal blive øde, husene være uden mennesker og jorden vil blive en ørken’. Forjættelsen om forårsregnen og frugthaven vil udeblive. "Jeg tillukker budskabet", siger Jesus, "så de ikke skal omvende sig og blive helbredt!"

En journalist talte forleden med en syrisk familiefar. "Når jeg ser Tv-billederne af, hvad der sker i nabolandet Libanon, så græder jeg…" sagde han og fortsatte: "men jeg græder ikke kun over de ulykkeliges skæbne på den anden side af grænsen; jeg græder fordi dette når som helst kan ramme os!"

*

For Danmarks vedkommende er billedet slående. "Dette folks hjerte er dækket med fedt", udbryder Jesus, når han omtaler Israels frafald. "De kan hverken se eller høre eller fatte med hjertet." På grund af vellevned og velfærd og verdslig rigdom og forkælelse kan et folk nå til det stade, hvor hjerterne bliver tillukkede af et tykt lag fedt. Det er ikke kun øjnene, som bliver tilbundet, og ørerne, som bliver tilstoppet – nej også hjertet bliver tildækket, så at folket ikke fatter, hvad der er ved at ske.

Lad mig afsluttende give et aktuelt eksempel på dette. Den kommende EU-konstitution vil blandt andet bane vej for, at Tyrkiet optages i det ny Europa. Kun få eller ingen af vort lands politiske ledere vil fatte Libanon-tegnets betydning i denne forbindelse. De vil vende det døve øre til Tyrkiets nyeste krav om, at Israel på grund af Libanon-krigen nu stilles for en krigsret. De vil sætte kikkerten for det blinde øje, når præsidenten for den tyrkiske menneskeretskommission erklærer, ’at Israel behandler Libaneserne som Hitler behandlede jøderne’; de vil lukke deres hjerter med hensyn til den dybere forståelse af det tyrkiske parlaments erklæring, at Tyrkiet ’stiller sig solidarisk med broderlandet Libanon’. De vil ikke være i stand til at ane perspektivet af disse holdninger: De ser ikke det røde advarselsflag blafre i stormen når 215 af de 263 tyrkiske parlamentsmedlemmer i protest pludselig forlader parlamentets venskabsforening: ’Tyrkiet-Israel’… det danske folketing sover og bemærker ikke, hvor denne udvikling fører hen.

Den dag Tyrkiet bliver optaget i det europæiske fællesskab står Den tredje verdenskrig for døren. Det er den krig, som de jødiske profeter har givet kodenavnet ’Gog’. Reportagen fra dens fremtidige ødelæggelser står detaljeret beskrevet i Ezekiels Bogs 38-39 kapitel. Tyrkiet kaldes i den forbindelse ’Togarmas Hus’ (38:6) – og fremstilles som den ledende kraft blandt ’de mange folkeslag, som følger med’.

"Den dag får du noget i tankerne", lyder det profetiske ord vedrørende denne endetids storkrig. "Du vil planlægge ondt… som en sky skal du trække op imod mit folk Israel!"

Danmark vil være med i dette angreb! Tyrkiets skjulte og onde tanker er allerede ved at blive åbenbaret – og de vil blive lagt åbent på bordet den dag, Ankara har magt som den har agt…

Barbariets katekismus omtaler ikke kun halvmånens strid mod Davidsstjernen ved Israels nordlige grænse. Nej, det er en blodsudgydelsernes håndbog, som praktiseres fra New York til Istanbul, fra Bagdad til Madrid og Bali, fra London til Casablanca og Teheran. Den håndhæves af dem, som kalder sig Muhammeds sande efterfølgere, og som foregiver, at de overalt vil indføre Allahs internationale orden. Arrestationen af Bin Laden, Amerikanernes tilbagetrækning fra Irak, en ny fredsproces i Mellemøsten eller nogen form for eftergivenhed og forståelse af, hvad krigens gru medfører af lidelser kan ikke standse det onde værk; barbarerne er over os, og deres bog siger, at de skal slå os ihjel! Kun ét kan holde horderne tilbage – og det er budskabet fra en anden bog: Den, som taler om Israels børns udvælgelse og den første kristne menighed i Jerusalem. Bogen, som i sin græske del bringer beretningen om Ham, der gik omkring og helbredte alle dem, som var overvældet af djævelen – evangeliet om Jesus Kristus, Guds Søn, Jødernes Konge og Messias og hele verdens eneste håb og frelser…

”Så længe en dansk, homofil ambassadør er i Israel, vil det gå Danmark ilde!”