PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2006-09-09
0061

VOLDSMANDEN

Der har hersket tvivl om, hvorvidt Londons Scotland Yard har handlet korrekt ved at stationere to politifolk udenfor en moské og to andre foran en lille frisørsalon på Queens Road 104 efter (i forbindelse med Londons fly trussel) at have arresteret 31 pakistanske muslimer i det samme kvarter…

En kronraget ung mand i en lang hvid klædning råbte harmfuldt ind i en fransk Tv-reporters kamera: "Hvorfor er det altid os muslimer, som politiet er på jagt efter? Hvorfor er det altid os, der bliver kaldt ’terrorister’?"

Svaret er enkelt: "Ikke alle muslimer er terrorister, men al selvmordsterror er udført af muslimer!"

Efter tårnenes fald i USA er verden blevet sig en ny og farlig voldsmand bevidst. Det er ham, som Israel har måttet kæmpe mod i Libanon, og det er ham, som den libanesiske hær og de internationale blåhjelme skal møde ansigt til ansigt, efter at Israel med svære tab har ryddet vejen for dem.

Det er ham, som ifølge Londons sikkerhedsstyrker fortsat planlægger et stort antal angreb på civile fly (samtidig med, at han råber til himlen over sine egne tab) .. og det er ham, som har truet Danmark med Islams strengeste straf over nogle tegninger af Muhammed…

Det er denne historiens sidste voldsmand, som nu samler sine kræfter for at sønderslå vestens kristne bastioner og ødelægge jødernes land; hans blodige spor har kunnet følges siden tidernes morgen, og nu, hvor en ny trængselsnat indvarsles, høres hans dumpe skridt i mørket.

Samtidig skimtes lyset fra en forunderlig morgen; det er det strålende morgenskær, som jeg i en række skrifter har samlet under betegnelsen: ’Libanon-tegnet’. Det forklares af profeten Esajas, som for 2500 år siden forudsiger, at en kommende ødelæggelse af Libanon er det første forårstegn på Messias komme.

Det lyder sært… så lad mig forklare:

Når en tragisk ødelæggelse af Libanon er ved at være til ende, og det går mod tider, da ’Libanon igen skal blive en frugthave’ (hvilket ifølge de bibelske skrifter er tegnet på, at forseglede ord i bogen skal åbnes, ikke kun for Israels børn men også for Den opstandne Herres apostle og profeter i nationerne (Es.29:18+Ef.3:5)) – så vil en lang og mørk og kold vinter være forbi…

Et af ødelæggelsens angivne formål er at skabe grundlaget for ’den varige fred’.

’Når Libanon igen bliver frugthave’, forjætter profeten… da er det forbi med voldsmanden (terroristen), det er ude med spotteren (foragten for Israels Gud), alle, der taler ondt (den militante islamiske propaganda) er udryddet.

Esajas fortsætter (og i fortsættelsen hører vi, at der i det fredsrige, som profetisk indvarsles, ikke er plads til den ondskab og den løgn og den uretfærdighed, der har præget den gamle verden): ’De onde erklærede mennesker skyldige med deres ord og lagde fælder for den, der skulle dømme i porten; de afviste den uskyldige med tomme ord’ erklærer profeten (Es.29:20-21).

"Voldsmanden – hvem er det?" vil nogen i dag driste sig til at spørge (og dermed hentyder man til, at det må være Israel, der har ført krigen mod Hizbollah ind på Libanons jord)…

Til denne anklage vil jeg give det svar, som ethvert fornuftigt menneske må acceptere, og som det internationale samfund er evig om: ’Staten Israel må have ret til at forsvare sig selv!’

Jeg lægger ikke nogen særlig religiøs idé i denne påstand! Ingen særlig national følelse, ingen specielt ideologisk eller politisk overbevisning; denne erklæring (… at ’staten Israel har ret til at forsvare sig) bygger udelukkende på en kold og objektiv logik – sådan som det gjorde sig gældende i året 1948; de nationer, der på det tidspunkt anerkendte staten Israel, anerkendte samtidig den nye stats berettigelse til at forsvare sig; de overførte simpelthen den ret, som de selv besad, til staten Israel, da denne under svære fødselsveer kom til verden: Retten til at overleve… retten til at forsvare sig!

*

Medierne har en kort hukommelse; de kan kun huske, hvad der er sket i går; de lider af den form for hukommelsestab, der sletter tidligere erfaringer og oplevelser af erindringen…

Derfor kan de kun tale om de billeder, som blev taget for få timer siden; de har tabt hukommelsen med hensyn til det smertelige forløb, der er gået forud for de lidelser, som på det sidste er gået over den libanesiske civilbefolkning. "Hvorledes kan Israel føre ’den anden krig’ i Libanon, overfor hvilken det ikke har nogen territoriale krav?" spørger man.

Svaret på dette spørgsmål mener jeg er at finde i Esajas forudsigelse, når han taler om en tid, hvor ’det er forbi med voldsmanden’!

Da Israel i maj 2000 trak sine tropper ud af Libanon, var det udelukkende i den svage forhåbning, at terroristerne ville ophøre med deres blodige aktioner; det var et skridt i retning af fred! Den israelske befolkning i det nordlige Galilæa ville i så tilfælde kunne ånde lettet op; det ville være ’forbi med voldsmanden’. Men Israel tog fejl!

Da de hebraiske soldater forlod Libanon, udråbte Hizbollah denne tilbagetrækning som ’en sejr for Islams sag’. Det vil sige endnu et opmuntrende skridt i kampen for at få fjernet Israel af landkortet – og kort efter begyndte raketterne atter at regne ned over de jødiske beboelser i nord – og Israel har måttet gribe til våben for at forsvare sig.

… og denne ret til selvforsvar er legitim; den besidder alle selvstændige stater over hele verden. Også Israel!

*

Det var i håbet om at opnå samme resultat som sin shiitiske broder, Hassan Nasrallah, at Arafat tændte intifadaens morderiske ild fra Gazas og Vestbredden. Ved at optræde som ’voldsmanden’, der fik blodet til at flyde i Tel Aviv, Jerusalem og Netanya, søgte han at opnå den samme positive dynamik: at Israel – på trods af sin militære overlegenhed – ville trække sig ud af de såkaldt ’besatte områder’.

Det lykkedes!

I et nyt forsøg på at standse islam-volden, trak Israel sig ud af Gaza i august 2005.

Derefter kørte den samme film i de arabiske medier. Tilbagetrækningen blev tolket som ’en ny sejr for Islams sag’, og ved i januar 2006 at vælge ’voldsmanden’, Hamas (hvis navn minder meget om ’Haman’, Israels fjende no.1: Esther 3:6), som palæstinensernes ’demokratisk-valgte regering’, sagde den palæstinensisk-arabiske befolkning ja til fortsat vold!

Efter den for Israel dybt smertelige rydning af Gaza, som hundredvis af jødiske bosiddere nu har forladt, er bombevolden mod Israel ikke ophørt! Islams største mål er blot rykket et skridt nærmere dets opfyldelse: Fjernelsen af den hebraiske stat! Israel har derfor atter måttet drage sværdet for at søge at standse voldsmanden: Jøderne har måttet forsvare sig!

… og dette forbliver staten Israels anerkendte ret! Ingen anden stat i verden kan bestride hebræerne denne internationale accept og berettigelse!

*

Som følge af denne kædereaktion af begivenheder, der af den islamiske verden tolkes som bestandige og fortsatte sejre over Zionisterne, må Israel – for at overleve – væbne sig til tænderne! Voldsmanden rykker dag for dag tættere ind på livet af den jødiske stat. Han er drevet ikke blot af en nationale stolthed og søger efter en ny ’værdighed’ – men også af en vildført religiøs idé. Han kæmper ikke kun for Beirut eller Gaza, Bagdad eller Teheran – nej, som en rasende rækker han ud efter Jerusalem!

Det er i denne sammenhæng, at den vestlige verden bør iagttage den iranske befolknings valg af den ekstrem-islamiske præsident, Ahmadinjad, som ikke lægger skjul på sin opfattelse af Allahs vilje: Udryddelsen af Israel!

Opmuntret af USA’s blodtab i Irak og de shiitiske muslimers tilsyneladende sejre på det regionale niveau, træder han nu ind på scenen som den ny voldsmand. Han truer ikke kun Israel men hele verden med sit atomprogram. Supermagterne står afventende for at se, hvorvidt Israel vil gribe ind? (Da israelske fly i 1981 lammede Iraks atomplaner, var det internationale samfund lynhurtig i sin fordømmelse; i dag har den samme lurende fare fået FN til advarende at give Teheran en deadline for yderligere udvikling af dets nukleare ambitioner). Medens Israel på ny kalder verdenssamfundet til at fatte den nye voldsmands intentioner, væbner det sig til at gribe til forsvar; voldsmanden i Teheran har proklameret, hvor han vil kaste den første bombe…

… og Israel er da tvunget til at bruge sin sidste anerkendte ret til at forsvare sig! For den hebraiske stat er det ikke et spørgsmål om aggression på grund af territoriale krav; det er et spørgsmål om at overleve…

*

De forhandlinger, som for tiden finder sted på det internationale plan, forekommer tydeligt beskrevet af profeten Esajas, når han udbryder: "De erklærer mennesker skyldige med deres ord, og lægger fælder for den, der skal dømme i porten; de afviser den uskyldige med tomme ord" (Es.29:20-21).

Hvad vil det sige: ’Den, der skal dømme i porten’, vil sige den, der af det øvrige samfund er valgt til at fælde en retfærdig dom. ’Porten’ var det sted i det gamle jødiske landsbysamfund, hvor retslige konflikter blev afgjort. Den eller de, der i dag ’skal dømme i porten’, sidder i de store forhandlingscentre i New York, Bruxelles, Paris, London, Berlin og Moskva. Profeten forudsiger, at der ’vil blive lagt fælder for disse dommere’, så at de ikke kan dømme retfærdigt! De vil afvise den uskyldige med tomme ord!

De vil således afvise Israels påtale, at Hizbollah den 12. juli i år angreb Israels territorium, dræbte otte soldater og kidnappede to israelske værnepligtige – og at dette skete som en yderligere provokation efter at den unge jødiske korporal Gillat Shallit var blevet bortført af Hamas.

Israels fjender vil ligeledes afvise, at den første del af den militære operation havde som mål, at de to soldater blev frigivet. Ja, det vil være som at tale til en mur, når det dokumenteres, at Israel i krigens første dage betonede, at operationen kunne afblæses i samme øjeblik, at de to tilfangetagne soldater blev frigivet.

Da en sådan handling ville forekomme den islamiske verden som et nederlag, er Israels berettigede fordring ikke blevet efterkommet – men tværtimod blevet besvaret med en regn af raketter fra Hizbollahs affyringsramper i det sydlige Libanon.

Dermed er Israels berettigede selvforsvar blevet drejet ind i det leje, hvor en neutral zone nord for Israels grænse måtte ryddes for at give plads til en international fredsbevarende styrke. Dette er sket under svære, israelske tab, hvilket atter er blevet udlagt som nye sejre for Islams sag. Imidlertid synes Jerusalems motiv at være indlysende: Israel er parat til for anden gang at forlade det sydlige Libanon, hvis de to betingelser for jødernes selvforsvar er opfyldt: 1) Voldsmand, Hizbollah skal afvæbnes, og 2) en international styrke skal sørge for at holde ham på afstand af hans ideologiske mål: Israels udslettelse!

*

Den profetiske forjættelse, at der skal komme en tid, hvor ’Libanon igen bliver en frugthave’ samt at dette bygger på, at ’det er forbi med voldsmanden’, - synes at være langt fra sin opfyldelse! Israels Gud lader gennem profeten Esajas vide, at voldsmanden har mægtige venner i regionen og ud over hele verden. Disse betegnes af profeten som ’spottere’ samt ’dem, der taler ondt’. Desuden har voldsmanden indflydelsesrige allierede på verdensbasis. Det er dem, der ’med deres ord erklærer mennesker skyldige’. Det er hele klodens fornemme diplomati, der synes at have ordet i sin magt: ’De afviser den uskyldige part med tomme ord!’ (Es.29:21)

Voldsmandens nærmeste venner er Iran og Syrien, som metodisk efter Israels tilbagetrækning i år 2000 har bevæbnet Hizbollah til den krig, som nu er blevet provokeret. De 12.000 raketter af syrisk og iransk fabrikation er ikke dukket op af den blå luft. De lå klar til affyring, da krigen begyndte. Israel prøver ikke kun at holde voldsmanden fra livet, men hebræerne er i krig med Iran og Syrien, der hæver sig som monstrøse skygger bag den palæstinensiske terrororganisation. Israel kæmper imod spotteren Ahmadinjad, og regionens mest ondskabsfulde, antisemitiske tunge, Assad. ’Men en dag’, erklærer profeten, ’vil det være ude med spotteren, - ja, alle, der taler ondt vil være udryddet (Es.29:20-21).

De, der ifølge profeten er blandt dem, der skal ’fælde dom i porten’ har i mellemtiden været samlet i New York. Det drejer sig om de tre udenrigsministre fra Frankrig, England og USA. De er blevet enige om en tekst, der skal fremlægges som grundlag for, at fjendtlighederne indstilles.

"Men der skal lægges fælder for dem", forudsiger profeten. Var den i medierne omtalte terroraktion mod fly fra London til USA, og som ifølge Scotland Yard ville have kostet mange rejsende livet, en sådan fælde? 31 personer med islamisk baggrund er arresteret. De bitre minder fra den 7. juli 2005, hvor 52 mennesker blev dræbt og 700 såret i Londons metro, står lyslevende i erindringen…

”Så længe en dansk, homofil ambassadør er i Israel, vil det gå Danmark ilde!”