PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2006-09-26
0063

Moldova 2

MESSIASVÆRKETS OPGÅENDE STJERNE I ØST

Da vi på det nybyggede, fornemme konferencecenter, Nehemia, udenfor byen Uzhgorod i Ukraine, i begyndelsen af september samledes med de ældre jøder, som nu nyder godt af "Rita-teamets" omsorg, var en del af de forsamlede "gamle kendinge". Ved de veldækkede borde mindedes tiden for de tolv år siden og talte atter om den lange rejse, vi sammen foretog til Auschwitch-kzlejren og Lindenhof-hotellet på Hubmersberg ved Nürnberg. Efter den hyggelige samling ønskede flere af vore jødiske venner forbøn – og atter stod det levende for mig, at det var Herren, som stod bag ved det initiativ, at netop dette værk i vort tolvårige fravær havde fundet sin fortsættelse:

Et messiansk arbejde har slået rod i byen og har nu åbnet sit eget kontor i Uzhgorod centrum. Der er tydelige tegn på, at denne gerning står overfor en ny fremgangsperiode, og på en forunderlig måde er jeg atter blevet knyttet til den. Om dette vil jeg i det følgende give en redegørelse.

Inden jeg kommer til sagen om de "større perspektiver", der hviler over værket i Uzhgorod, må jeg indledende beskrive, hvorledes vor rejse i Moldova og Ukraine skridt for skridt førte frem til dette særlige mål... og det er mig allerede klart, at jeg først i et efterfølgende afsnit vil kunne beskæftige mig med den egentlige konklusion af denne ekspedition. Derfor må jeg starte med at dreje filmen en halv snes dage tilbage for at tage udgangspunkt i vort indledende ophold i Moldova.


Konferencecenter Nehemia, udenfor byen Uzhgorod i Ukraine

Ved vor første Moldova-morgengudstjeneste den sidste søndag i august blev vi overvældede af at se det smukt og solidt restaurerede hus, som nu er menighedens ejendom i den by Falesti, hvor Johannes og Charlotte har givet fem år af deres tjeneste. Resultatet er en blomstrende menighed på et halvt hundrede mennesker, som ledes af et ungt præstepar, Alexander og Ludmila – begge trukket ud af mørket og fortabelsen (Ludmila har været 3 år på heroin). Dette unge pars åndsfyldte tjeneste med forkyndelse og lovsang og omsorg for menighedens medlemmer og byens og egnens fortabte sjæle tegner godt.

Gode humanitære sendinger og solid, erfaren håndværkerhjælp fra Danmark, inklusiv Færøerne, har fået denne forfaldne bygning op at stå. Et dejligt billede, når man lidt længere oppe ad den opkørte grusvej finder en anden imponerende bygning: Jehovas Vidners Rigssal!

Jeg var indbudt til at være gudstjenestens prædikant, og da jeg ved de lejligheder, som blev mig givet på den foregående familielejr, havde brugt tiden til at fortælle mange vidnesbyrd om Guds ledelse og hjælp – stod det mig klart, at jeg på denne søndag morgen i Herrens hus måtte bruge et ord fra skriften, som kunne være til menighedens opbyggelse.

Min tekst var fra Mattæusevangeliet kap. 11: 1-14, hvor Jesus sender bud til Johannes Døber, som fra fængslet spørger, om "Jesus" er den, der skal komme, eller om han skal vente en anden. Jeg talte kort om tidens tegn på Herren Jesu snare komme, og bemærkede især dette, at Jesus giver spørgerne besked om at berette for Johannes, hvad de har hørt og set. "Blinde ser, og døve hører og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige... (v. 4-6)

Netop disse tydelige tegn må gå forud for Herrens komme. En af grundene til at "sløret" (som apostelen Paulus omtaler i sit andet korinterbrev) drages fra det jødiske folks øjne, (3:6) er den kendsgerning, at ubestridelige tegn demonstreres lige foran dem. At de blinde skal komme til at se og forstå, hvad der står skrevet I bogen, og at de døve både skal høre og begribe profeternes ord er nøje forbundet med den udfoldelse af Helligåndens kraft, som manifesteres lige midt iblandt dem: Lamme helbredes, uhelbredelige sygdomme læges og døde opstår.

Ligesom dette var Jesu svar til Johannes da han stillede spørgsmål om Messias’ komme, sådan må det være samme svar, vi modtager i dag. Derfor er vor forventning stor; den tid er forbi, hvor vantro præster, læger og videnskabsmænd til bladsmørernes fornøjelse skal kunne nedgøre "de tegn, der stadfæster ordets forkyndelse;" der bliver ikke så meget at diskutere om! "Gå og fortæl dem, hvad I hører og ser... " Det er en sådan " Elias-vækkelse " der står for døren i Israel og Østeuropa.


Møde i konferencecenteret Nehemia

Markedet i Riscani fortæller sin egen historie; de lange, mudrede "korridorer" med bittesmå huler, hvor de same ting sælges uden stor variation: sko og tøj, sæbe og cykeldæk, silkestoffer og meloner, tekander, gryder og porcelæn, ure og sokker, telefoner og radioer…og på den augustdag, hvor jeg spadserede i den fine støvregn mellem de mange boder; kollegiehæfter, kuglepenne og skoletasker. Få dage senere var det igen den første skoledag, og mor og mormor (som kunne give lidt fra sin fattige pension) var med børn i forskellige aldre på markedet for at udstyre dem (både med tøj og skolematerialer) til det nye skoleår.

"Der er mange, som ikke har råd til at give deres børn denne lille nødvendige start," fortæller Charlotte; " derfor hjælper vi som mission hvert år familier med at gøre dette indkøb"

På vejen hjem gør Charlotte indkøb i en viktualieforretning. Røgede pølser og ost fra byens ostefabrik. Hun underholder sig på flydende russisk med den yngre kvinde, som star bag ved den høje glasdisk. Her udveksles byens sidste nyheder…og snart – tror jeg – vil de komme til at tale om store ting!

*

Jeg forbereder mig til dagens bedemøde, som skal finde sted i missionens gamle" tabernakel"! Det er det køretøj, som bærer den lille mødesal, der kan rumme et halvt hundrede mennesker. Den gamle, sorte ovn står der stadig. Der er sat nye, lave hvidmalede bænke ind i det slidte rum, og tykke, blå forhæng dækker endevæggene i den lille kirkesal. "Hvis vi skal leje en sal i byen, er den om vinteren isnende kold, " fortæller Charlotte. "Tabernaklet kan varmes op – og det er som oftest fyldt med naboer og folk fra byen."

Ved et møde, hvori jeg deltog for et par dage siden, var en ældre nabokone til stede. Hun medbragte sin søn, en højesteretssagfører fra Novosibirsk. Han sad i et par timer på den hårde træbænk og lyttede til sange og min prædiken om, at et menneske kun kan blive gjort retfærdig i Guds øjne ved tro på Jesus! (Rom 2:21). "Jeg kommer forbi i aften for at tale med jer om det, jeg har hørt," sagde han. Han kom ikke…

Et yngre ægtepar var for første gang til møde i Tabernaklet. Lidt forsigtig sad de på den bagerste bænk nærmest udgangen. Næste dag hørte jeg, at parret havde opsøgt " Slavik" (en yngre broder, som sammen med sin hustru, Vika og deres lille nyfødte datter er kommet fra en anden by for at hjælpe med i arbejdet i Riscani). "Manden er massør og kiropraktiker ", fortalte Slavik; "Han hjælper folk med ryg-problemer, men selv har han i lang tid døjet med smerter i sin egen ryg. Medens han sad på dette første møde i Tabernaklet forsvandt hans rygsmerter, og han blev helbredt..."

Ved samme møde sad en Zigøjnerkvinde, hvis ansigt vidnede om, at hendes tilværelse ikke altid har været en dans på roser. "Hun fødte for nogen tid siden en lille pige," fortalte Charlotte. Hun havde bestemt et navn for den lille baby – men da hun efter fødslen skulle sige navnet til de registrerende myndigheder på hospitalet, var hun for svag til at huske det, derfor hviskede hun: - "kald hende Charlotte"

"Jeg var så glad for, at den lille var blevet kaldt med mit navn, " fortæller Charlotte; "derfor blev jeg meget bedrøvet, da den lille baby døde tre måneder efter fødselen…"

*

En halv snes kilometer udenfor byen Falesti ligger sukkerfabrikken. En typisk sovjetgigant med høje mure og lange, sorte skorstene. Bag jernportene har tusinder af skæbner gennem årene henslæbt en slavetilværelse, hvor enhver har søgt at overleve på bedste vis i det røde system. Siden har tyske investorer fra Nürnberg-området søgt at overtage det faldefærdige foretagende – men deres projekt ser ud til at være gået i vasken; sukkeret er ikke blevet billigere at fremstille, og de mægtige bygninger ligger mere eller mindre øde hen.

Omkring fabrikken er opbygget en lille landsby af boliger fra den mægtige slavefogeds undersåtter. Her har et dusin sjæle set lyset fra evangeliet, som er blevet forkyndt af menighedens medlemmer i Falesti, hvor Charlotte og Johannes nu har indsat pastor-parret Sasha og Ljuda – og en cellegruppe er opstået i sukkerfabrikkens dystre skygge. På en mudret græsplæne foran fabriksarbejdernes boliger har cellegruppen opslået et blå-hvidt evangelietelt med bænke og platform og plads til omkring hundrede mennesker.

De russiske sange fra det lille Falesti-kor lød ud over området – men netop på denne aften var det svært at få folk i tale, fordi de sad bundet til en af fjernsynets amerikanske TV-serier (- og netop dette afsnit i den eftertragtede Hollywood produktion var så spændende)... og en lille flok af fabrikslandsbybeboere, der havde anbragt sig på bænke udenfor teltet, søgte i det begyndende regnvejr indenfor teltdugens skærmende læ...

Dette er den jordbund, som Ny pagts tjeneste har fået overdraget i denne egn af verden – og jeg er af den formodning, at det er en frodig jord; her kan fremelskes spirer, som kan få en større betydning for den opstandne Herres Jerusalem-projekt, end den golde jord, som i mange vestlige lande bærer tjørn og tidsel.

Lad mig forklare:

Da jeg for tolv år siden spadserede genne den ukrainske by Uzhgorod’s gader, stod jeg et øjeblik stille foran den gamle synagoge, der blev opført i 1904. Medens jeg betragtede den monumentale bygning, som kommunisterne omdannede til en koncertsal, bemærkede jeg tre sortklædte skikkelser, som bevægede sig op ad strædet, der førte til synagogen. Alle bar sorte hatte og mørke frakker. Manden i midten havde et langt, bølgende, hvidt skæg. De tre jøder – for sådan var de klædte - standsede foran synagogen, og manden i midten stirrede op mod helligdommens tinde, idet han udbrød: - " De har nedtaget Guds ord" jeg fulgte hans blik og så, at på det sted, hvor tidligere lovens to tavler med de 10 bud knejsede over byens tage, havde kommunisterne anbragt Filhamonika orkesterets symbol: - en lyre.

Den hvidskæggede mand i midten sagde ikke mere; han så blot på mig, og jeg forstod, at det blev mig pådraget atter at anbringe lovens tavler på synagogens top.

I de følgende dage søgte jeg forgæves efter de forsvundne tavler. Men de var ikke at finde! Gamle jøder rystede på hovedet. "Lovens tavler er borte." sagde de bedrøvet. "Ingen ved, hvor de er – eller hvad der er blevet gjort ved dem!"

På en eller anden måde opfattede jeg dette med "de forsvundne lovens tavler" som Guds tale. Lovens bud og forskrifter var et overstået kapitel. Det var en husholdning, som var ved at blegne for til sidst helt at svinde bort. Det var ikke dette budskab, som skulle anbringes over byens tage.

Derfor gik jeg til de ansvarlige jøder for den lille synagoge i Mukachevo-gade "Vil I være indstillet på, at vi genskaber lovens tavler – for derefter at anbringe dem på toppen af den gamle synagoge?"

De svarede:" Ja, det er vi indstillet på!"

"Er I også parate til at godtage, at jeg laver en lille ændring ved lovens tavler."

"Nej!" Svarede de. "Vi kan ikke godtage, at der laves nogen ændring!"

"Jamen, jeg vil ikke ændre noget ved lovens ord. De forbliver evigt de samme!"

"Hvis du ikke vil ændre lovens ord – hvad vil du så ændre?" spurgte synagogens ældste.

"Jeg vil ændre lidt ved tavlernes form!" svarede jeg.

"Hvorfor vil du ændre ved tavlernes form?", spurgte de ældste "og hvilken ændring vil du foretage?"

"Jeg vil ændre ved tavlernes form, fordi profeten Jeremias erklærer, at Herren vil slutte en ny pagt med Israels Hus," (Jer.31:31) svarede jeg. "Profeten siger, at den ny pagt ikke skal være som den gamle... den, som Israel har brudt! Nej, den ny pagt skal skrives – ikke på stentavler – men på menneskehjerter! Derfor" – fortsatte jeg – "vil jeg foretage den ændring, at lovens ord anbringes uændret på to tavler, der svagt angiver formerne af menneskes hjerter."

"Den ændring kan vi godt godtage," sagde synagogens ældste. Dermed var beslutningen taget, og de to tavler blev fremstillet i samme størrelse som de forsvundne. Lovens ord stod klare og urokkelige på de smukke tavler, der nu havde taget form af "hjerter" der hvilede på et hjerteformet grundlag. Den ny pagts symbol var klar til at blive rejst over den gamle synagoge

I det følgende vil jeg forklare, hvad der siden skete, og hvorledes dette initiativ blev forunderligt bekræftet, da jeg på denne rejse tolv år senere besøgte Uzhgorod.



”Så længe en dansk, homofil ambassadør er i Israel, vil det gå Danmark ilde!”