PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2006-10-01
0064

Moldova 3

ØST-KRISTNE, DER IKKE BØJER KNÆ FOR BAAL

Da jeg på min nyligt afsluttede rundrejse I Moldova og Ukraine besøgte de steder, hvor vor pilgrimkonvoj opholdte sig i begyndelse af 90`erne, passerede vi også byen Belzy tæt ved Riscani, hvor Johannes og Charlotte for tiden arbejder. Her forkyndte jeg, den sidste søndag under vort ophold i Moldova, Guds ord i den sal i byens Kulturhus. Jeg omtalte under prædikenen det svar, som Gud gav profeten Elias, da han klagede over landets elendige situation: "Jeg har endnu syv tusinde, som ikke har bøjet knæ for Baal," sagde Herren.


Kulturhuset i Belzy

Efter den lange rejse er jeg kommet til den formodning, at "de syv tusinde" som Israels Gud i vor tid har "sat til side for sig selv," for størstedelens vedkommende befinder sig i de østeuropæiske lande.

På trods af den røde tids forfølgelse og den senere "mafia periodes" forførelse findes her mange Guds børn, som ikke har bøjet knæ for Baal.

Vi har mødt dem – og vil møde dem igen. De skal være med i den sidste "Elias-vækkelses" røre omkring Jerusalem.


Møde i Kulturhuset i Belzy

Inden Jeg forsætter min beretning om, hvad der skete i den ukrainske by Uzhgorod i forbindelse med de begivenheder, der udspillede sig omkring de to lovens tavler, som skulle anbringes på toppen af den mere end 100 – årige synagoge i byens centrum, må jeg fortælle om de to drømme, som har bevæget mig i denne sag. Den ene drøm er kort, og den har jeg selv drømt – den anden drøm er mere detaljeret, og den blev givet til den unge kvinde, Rita, som i nogle år har været en bærende kraft i det messianske arbejde i den ukrainske grænseby.

Drømmen, som jeg selv har haft, udgjorde mere et slags visionært budskab, hvori jeg forstod hvilken bibeltekst jeg skulle tale over, når jeg ved rejsens sidste lørdagsgudstjeneste skulle tjene med ordet i den messianske menighed i Kichinev i Moldova: Det blev i et slags nattesyn gjort klar for mig, at jeg ved denne lejlighed skulle prædike over det sidste vers i det Gamle Testamente. Det lyder således:

"Se ,jeg sender profeten Elias til jer,

for Herrens dag kommer,

den store og frygtelige dag

Han skal vende fædrenes hjerte

til deres sønner

Og sønnernes hjerte til deres fædre,

Så jeg ikke skal komme og slå

landet med forbandelse"

(Mal.3:24)

*

Som jeg i de efterfølgende dage forberedte mit budskab ud fra denne tekst, blev det levende for mig, at den opstandne Herre nu forbereder sin menighed alle vegne til den vision, som hører til de sidste dages forkyndelse. At det netop er profeten Elias, der er kendenavnet på den vækkelse, som nu indvarsler de sidste begivenheder omkring Jerusalem, er mere end betegnende! Elias var den profet, som i levende live blev bortrykket til herligheden - som det også vil være tilfældet med den generation af troende, som oplever menneskesønnens komme.

*

Den anden drøm, som jeg vil fortælle om, er den, som Rita havde. Rita er (som nævnt) en af de unge kvinder, der i Utzghorod har taget byens gamle jøder til deres hjerte. Som den ledende personlighed i byens messianske arbejde samler hun en lille flok af de ældre mennesker, der har været gennem Holocausts rædsler, og viser dem daglig omsorg.

Hun havde indbudt os til en festlig middag i de nyåbnede kontorer, som hun har indrettet I byens midte. Medens vi spiste den varme "Borsh", udbrød hun: "Natten før i går havde jeg en mærkelig drøm!"

Vi bad hende fortælle drømmen, men hun værgede sig: "Det kan jeg gøre senere," sagde hun.

Vi insisterede imidlertid, og hun gav smilende efter. "I vil sikkert mene, at det er en underlig og forvirret drøm, jeg har haft. Ikke noget at lægge særlig mærke til," indledte hun... Men som hun fortalte, blev jeg stille og yderst opmærksom. Det var, som havde hun kendt til mine oplevelser omkring lovens tavler og den gamle synagoge – ja, hele det projekt, som jeg forbandt dermed.

"Jeg drømte," fortsatte hun, "at jeg befandt mig i den gamle synagoge i Uzhgorod. Jeg var ikke alene; byens borgmester var også til stede! I synagogen passerede jeg et bord hvorpå stod nadver-elementerne, brød og vin. Langsomt blev jeg ført op til synagogens tinde, og jeg bemærkede, at her på toppen af den gamle helligdom blev udført et konstruktionsarbejde. Som jeg herfra stirrede ud over byens tage, var det, som om den forurening, der har ligget som en mørk sky over Uzhgorod drev bort…"

"Dette var min drøm," sluttede hun smilende.

"Det er ikke min opfattelse, at denne drøm er nogle forvirrede nat-billeder," udbrød jeg. Tværtimod mener jeg, at denne drøm er et præcist og bekræftende syn fra Gud!"

Derefter fortalte jeg om mine planer om at kontakte byens nuværende borgmester. "Hans kollega fra 1992 gav os et løfte om at ville fjerne Filhamonika-orkesterets symbol, lyren, fra synagogens tag", fortsatte jeg, "og han deltog af den grund i overdragelsen af de nyskabte lovtavler. Denne overdragelse fandt sted på pladsen foran den gamle synagoge, fordi det var på toppen af denne bygning, at de skulle anbringes."

Der blev stille omkring middagsbordet i det messianske center, da jeg henvendt til Rita fortsatte: - "At du i den drøm befandt dig i den gamle synagoge sammen med byens borgmester betyder, at Uzhgorods myndigheder stadig skal stilles til ansvar overfor det løfte, som blev givet for tolv år siden: Lyren skal ned og lovens tavler skal atter anbringes på synagogens tinde."

Medens vi fortsatte vor middagsspisning omkring det festligt dækkede bord, redegjorde jeg yderligere for min opfattelse af, hvorledes Ritas drøm burde tolkes.

" At du i din drøm passerede et bord med nadver-elementerne, brød og vin, er for mig at se en yderligere bekræftelse af, at opsættelsen af de nye lovens tavler er en ny-pagts-gerning," fortsatte jeg. "Brød og vin peger hen på det sidste måltid, som Herren Jesus havde sammen med sine disciple i Jerusalem. I den nat, hvor han blev forrådt, tog han brødet og takkede idet han brød det, "dette er mit legeme, som brydes for jer," sagde Han; derefter tog han kalken efter aftensmåltidet og sagde: " Denne kalk er den nye pagt ved mit blod...". (1 kor. 11:23-25)

De gamle lovens tavler er forsvundet. De nye har lovens ord prentet på tavler, der ligner hjerter – som en tydelig henvisning til profeten Jeremias ord: "Se dage kommer, lyder det fra herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og Judas Hus. Ikke som den pagt, som jeg sluttede med deres fædre, dengang jeg tog dem ved hånden for at føre dem ud af Egypten, hvilken pagt de brød, så jeg væmmedes ved dem, lyder det fra Herren. – Jeg giver min lov i deres indre og skriver dem på deres hjerter, og jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk."

"At du i din drøm blev ført op til synagogens tinde og tag," sluttede jeg min forklaring, "betyder – så vidt jeg forstår det – at lovens tavler atter skal anbringes på dette sted. Når Guds ord på ny lyser over byen Uzhgorod, vil megen synd og forurening drives bort som skyer for vinden – og en ny tid indvarsles for det messianske arbejde i Østeuropa. Synagogen i Uzhgorod vil blive som et center for denne gerning. Da vi ved en efterfølgende sammenkomst med byens ældre jøder mødtes i Nehemiascenteret, bragte en gammel jødisk fotograf en særlig gave til Rita. Også til Gisèle og mig overrakte han en lignende kuvert. Da vi åbnede den, så vi til vor overraskelse, at det var et farvelagt billede af Uzhgorod synagogen, sådan som den så ud i året 1904... med lovens tavler på helligdommens tinde…

Et brev som jeg har skrevet om denne sag, er nu blevet afleveret til byens viceborgmester, der også er ansvarlig for områdets kulturelle anliggende. Det er blevet mig fortalt, at viceborgmesteren har taget vel imod denne skrivelse, samt at han har givet til kende, at han positivt vil tage sig af sagen.


Gudstjenesten i kulturhuset i Tjatjevo

Mødet med menigheden i Uzhgorod var bevægende. Mange vidnede både offentligt og til os personligt om, at deres liv med Jesus begyndte under teltdugen i Komsomolski park. Venner og bekendte fra andre menigheder i området dukkede op for at hilse på os, og vi fik et levende indtryk af, at "det, som er født af Gud, overvinder verden!" Ja et helt kontingent af kristne var kommet over grænsen fra Ungarn for at sikre sig, at vi på et senere tidspunkt ville besøge de steder i Ungarn, hvor vi for de mange år siden forkyndte evangeliet.

På det bagerste scenetæppe i den gamle koncertsal i Uzhgorod, hvor vi i begyndelsen af 90`erne begyndte møder, hænger nu et smukt emblem, hvor der på Russisk står skrevet

"Ny Pagts Kirke!"

Det er navnet, som vi for 12 år siden gav denne menighed, da vi indsatte de første ældste. Og det er navnet på den messianske menighed i Kichinev i Moldova. Navnet blev også givet til den forening, som for nogle siden blev stiftet i Solrød kirke på Amager. Her blev betegnelsen: "Ny Pagts Fællesskab" anvendt – og denne forening står nu som en støtteforening til "Pilgrim Convoy," idet den opbevarer indsamlede midler til køb af jord i Israel.

En ny pagts tjeneste har sat sine spor i Øst, hvilket jeg tror vil få følge for en kommende gerning i Israel...

Gammel Pilgrims lejrplads i Tjatjevo

I Tjatjevo, hvor Pilgrimskonvojen i sin tid gjorde ophold i seks måneder (og hvor de første spirer blev plantet til den menighedsdannelse, som nu samler et voksende antal mennesker) blev vi modtaget med overvældende taknemlighed og begejstring. I det hus, hvor Gisèle og Jeg samt Johannes og Charlotte skulle overnatte (sammen med vores trofaste tolk Miraslav) var vort soveværelse (Gisèle og mit) dekoreret med 50 balloner. "Vi må fejre jeres besøg," sagde pastor parret, Natasha og Valodia – og søndag morgen-gudstjenesten i kulturhuset blev omdannet til en fest, hvor der under lovsangen blev sluppet hundrede af farvede balloner løs. Menigheden er ved at bygge en smuk og rummelig rødstens-kirkebygning ved byens udfaldsvej.

I saltmine byen, Salotvino, hvor en lille menighed skød frem efter vort ophold på stedet, holdt vi møde for den lille flok, som under ledelsen af pastor Salvik nu har erhvervet en mindre bygning tæt ved pastor-parrets bolig. Også her mødte vi troende, som havde fundet Jesus og var blevet døbt under konvojens besøg – enkelte af disse var mærket af den hårde kamp, som de har måtte stride i slatminebyens trøstesløse øde.’


Møde i Salotvino

Byen, Nadvornas kristne kaldes endnu i dag af deres uregistrerede brødre for "danskerne" (andre steder kaldes de troende, som nu samles I de nydannede karismatiske menigheder for "pilgrimmene") Sporene af Johannes og Charlottes stærke tjeneste findes hele denne karpatiske region.

Menigheden, som I Nadvorna ledes af den jødiske pastor Misha, har på mirakuløs måde erhvervet et kulturhus fra Sovjettiden, og en levende flok af Israel-elskende kristne samles her.

*

Efter en sidste søndagsgudstjeneste I den store sal I Kulturhuset i Belzy, hvor et par af byens menigheder havde slået sig sammen for at møde os og lytte til forkyndelsen, kørte vi tilbage til Riscani, hvor der var dåb og den lille menigheds ιt-års fødselsdag blev fejret. Vor tolk Miraslav, havde besøg af sin yndige veninde, Lena, fra en by I det centrale Ukraine. Inden vi begav os på den sidste rejse til lufthavnen I Kishinev, røbede han grunden til at en særlig stråleglans hvilede over hans ansigt.

"Hun har sagt ja!" Jublede han - "Brylluppet skal stå til næste år I maj…"
 

”Så længe en dansk, homofil ambassadør er i Israel, vil det gå Danmark ilde!”