PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2006-10-13
0066

(Israels retmæssige arvinger 1)

ISRAELS RETMÆSSIGE ARVINGER

I de følgende fem uger har jeg i sinde at beskæftige mig med et emne, som – efter min mening – ejer den fornemste prioritet i Guds husholdning. Det er en sag, der ikke før har været på den profetiske dagsorden, og som derfor vil blive mødt med en vis skepsis! Jeg kalder serien for: ’Israels retmæssige arvinger’ og søger herefter uge efter uge at bevise, at de troende fra nationerne ikke kan bortvises, når det drejer sig om erhvervelsen af jord og land i Israel…

Sagen har aktualitet netop nu, hvor de første spadestik skal tages til ’beredelsen af den ørkenvej’, som profeten omtaler (Es.35:8)… et projekt, som ikke kan påbegyndes uden legale rettigheder dertil!

*

I Lukas-evangeliet det 20.kapitel fortæller Jesus en lignelse, der let kan opfattes af vor tids israelske myndigheder som den største provokation.

Han fortæller, at der var en mand, ’som plantede en vingård og forpagtede den bort til nogle vinbønder. "Det fremgår med al tydelighed af beretningen, at det er Israels åndelige og politiske myndigheder, som Jesus med dette udtryk hentyder til; historien stiller da også med, at de jødiske ledere forstod, at Han sigtede til dem med denne lignelse…" (v. 19).

Provokationen (som også nogle af Israels venner i nationerne føler, er nærgående) ligger i, at Den Hebraiske Stat hermed gøres til en ’forpagter’ af Israels jord! Landet tilhører Gud; det er Ham, der ’har plantet denne vingård’ (v. 9) – og konklusionen ligger i, at dermed kan forpagteren ikke blot gøre med landet, som han har lyst til. Han er kun husholder og vogter over dette område, indtil de rette arvinger indfinder sig.

Da vingårdsmændene på et tidspunkt ser vingårdejerens søn komme, udbryder de: "Dér er arvingen. Lad os slå ham ihjel, så arven bliver vores!" (v. 14)

Det profetiske prospekt bag henrettelsen på Golgata kommer her klart til syne. Spørgsmålet om arven kommer ind i billedet – og arven har at gøre med ’en vingård’ … jord og land!

I evangeliets beretning udpeges arvingen tydeligt. Det er vingårdejerens søn. Det er Jesus! Han og alt, hvad der er i Ham, er retmæssig arving til Israels jord og land – og lige så lidt, som det kan tillades, at landets politiske og åndelige myndigheder giver landet bort til uretmæssige arvinger lige så lidt vil Gud tillade, at de rette arvinger formenes adgang til deres lod og del i Det hellige Land.

Dette er mit emne, som begyndes med det første afsnit i dag, og som i de følgende uger følges af fem vigtige åbenbarelsesskrifter, der kaster nyt lys over denne sag…

 

LØFTETS JORDFORBINDELSE

Hele verden er i denne time klar over, at striden i Mellemøsten og den nuværende kamp omkring Jerusalem drejer sig om territoriale krav. Disse søges gennemført ved blodig vold og ved brug af overvældende ildkraft og våbenmagt. Det er derfor i denne mørke time, at de bibellærde bøjer sig over Den hellige Skrift for nærmere at undersøge, hvad indbefattes i det løfte som Israels Gud for 4000 år siden gav til Abraham. Det var nemlig (hvad jeg også i det følgende vil betone) i hovedsagen et løfte om land. Mere end nogensinde gælder det nu om at finde ud af, hvem dette løfte er stilet til. I det følgende vil jeg søge at drage den slutning, at Abraham-løftet udelukkende er rettet til de kristne. Det vil sige de sande efterfølgere af Jesus Kristus, jødernes Messias og Konge og hele verdens frelser. Disse er de egentlige arvinger til Israels land og Israels jord… en påstand, som hos adskillige vil vække harme og modsigelse, men som ikke desto mindre trænger sig på med den samme Helligåndens overbevisning, hvormed nogle – på trods af en voldsom og fjendtlig benægtelse fra anden side – vil hævde, at de er Guds Børn. At de er Guds børn betyder nemlig, at de samtidig er arvinger, og at de er arvinger betyder, at de er Kristi medarvinger (Rom.8:17)… og at de er Kristi medarvinger skal ikke forstås med hensyn til det åndelige. Da Universets Herre skænkede Abraham land var det et synligt og jordisk område. "Se ud over landet," sagde Herren til Abraham, "derfra, hvor du står, mod nord og syd, mod øst og vest. Hele det land, du ser, vil jeg give dig og dine efterkommere for evigt." (1.Mose 13:14-15).

Løftets ordlyd kan næppe henvise tydeligere til de jordiske og synlige forhold. Når det siges til Abraham: "Se ud over landet derfra, hvor du står…" så kan disse ord med rette og til stor gavn anvendes for at bringe det åndelige aspekt af Guds Rige ind i synsfeltet – men der kan næppe være tvivl om, at Guds oprindelige mening med løftet omfattede det specifikke område i Kanaans land (v.12), hvor Abraham i det pågældende øjeblik befandt sig.

Det vil sige, at det åndelige nu atter får jordforbindelse, og det er efter min opfattelse nøjagtigt, hvad Herrens menighed alle vegne har brug for…

*

Der er et retsligt dokument, der er inkorporeret i Bibelen, og som bør fremtages i denne tid, hvor spørgsmålet om arvelod til Israels land er på dagsordenen.

Dokumentet lyder således: "Ingen kan ophæve eller føje noget til et testamente, når det først er retsgyldigt. Hvad Abraham angår, blev løfterne givet til ham og til hans afkom. Det hedder ikke: "og til dine afkom’ i flertal, men i ental: ’og til dit afkom’, og der er Kristus!"

Forklaringen på dette retsgyldige dokument gives i en kommentar, som står nedfældet i sammenhængen. Kommentaren lyder således: "Et testamente, som Gud allerede har gjort retsgyldigt, kan loven, som kom 430 år senere, ikke gøre ugyldigt, så at den dermed skulle sætte løftet ud af kraft…"

Kommentaren slutter: Hvis arven fås på grund af loven, fås den ikke mere på grund af løftet. Men det var ved et løfte, Gud gav Abraham arven" (Gal.3:15-19).

Dette dokument med den medfølgende kommentar har fået den største betydning for mig og min familie. Ja, det er gået op for mig, at hvis ikke jeg overfor Gud og mennesker fastholder ’retsgyldigheden’ af denne 2000-årige skrivelse, så vil jeg være i fare for om kort tid at skulle pakke mine ting for at kunne efterfølge ordren om at forlade Israel.

Ordene: "Når det først er retsgyldigt," er den største og vigtigste oplysning, som gives i det her omtalte dokument. Det vil sige, at hele arbejdet og alle omkostningerne med hensyn til at få dokumentets ordlyd til at træde i kraft er overstået! Den kan ikke ophæves eller ændres; den er gyldig i dag og kan øjeblikkelig bruges i anvendelse! Ja, jeg står faktisk med en kontrakt i hånden, som jeg med rette tør gøre brug af i mit ansøgende overfør Gud.

*

Løftet, der er tale om drejer sig om land. Da Abraham ’boede under orakel-egen ved Sikem’ (1.Mose 12:6) viste Herren sig for Abram og sagde til ham: "Jeg vil give dine efterkommere dette land." Der byggede Abram et alter for Herren, som havde vist sig for ham." (1.Mose 12:7).

Når Herren viser nåde mod et menneske ved ’at vise sig’ – så er der altid et formål med åbenbarelsen. Der er noget, som Gud vil meddele. I dette tilfælde var formålet med Den Almægtiges tilsynekomst, at Abraham skulle modtage et stykke land. Herren sagde: "Jeg vil give dine efterkommere dette land" (v.7).

Der er tre ting, som vi bør bemærke i dette løfte (og derfor tre ting, som jeg i vor nuværende situation lægger særlig mærke til).

For det første kan det pågældende land kun modtages som en gave – og den eneste, der kan give det, er Gud. Der findes kun én retmæssig ejer til det land (som her i tekstsammenhængen kaldes for Kanaans land), og derfor kun én, som kan overdrage ejendomsretten til andre: Det er den Gud, som kaldte og siden hen førte og talte til Abraham. Ingen andre – hverken i himlen eller på jorden – kan tildele land i det område, som der her er tale om. Når det i teksten lyder således: "Jeg vil give… " så er det med berettiget myndighed, at hele jordens Herre henvender sig til Abraham med dette tilbud, og da er det med sikkerhed, at landet vil blive hans. Universets Herres vilje står bag denne erklæring – og den magt eller det herredømme eksisterer ikke, som kan modsætte sig denne guddommelige forordning.

For det andet er det ikke til Abraham, at løftet er givet. Det er (som det hedder i den danske oversættelse) til Abrahams efterkommere! Det vil sige, at det er personer i Abrahams slægtlinie, som skal komme til at opleve dette løftets opfyldelse.

Hermed vokser min interesse! Hvis det gyldige retsdokument, som er udstedt med henblik på erhvervelse af land og jord i Israel omfatter personer i Abrahams slægtlinie, så aner jeg, at jeg kan komme i betragtning.

Det hedder jo således i Galaterbrevets kommentar: "Men hvad Abraham angår, blev løfterne givet til ham og hans afkom."

Den nytestamentlige kommentar fortsætter (og dette vækker i yderligere grad min opmærksomhed og mine forhåbninger): "Det hedder ikke: "og til dine afkom" i flertal men i ental: "Og til dit afkom" (al.3:16).

Kommentaren slutter (og dette afgør for mig sagen): "Og det er Kristus!"

Det vil med andre ord sige, at da Gud for 4000 år siden gav Abraham det løfte, at Israels land skulle komme til at tilhøre hans afkom – så var der ikke tale om de jøder, der i dag i deres egenskab af Staten Israel besidder al jord i Det forjættede land. Hvis det var tilfældet (erklærer apostelen i Ny Testamente) så ville Gud i sit løfte til Abraham (hvor Han omtaler de rette arvinger til landet) have anvendt en flertalsbetegnelse i omtalen af Abrahams afkom. Da ville Han have sagt ’efterkommere’. Men dette er ikke tilfældet! Israels Gud giver landet til Abrahams afkom (i ental) – og apostelen erklærer: "Det er Kristus!"

Det er ikke mindst i den forbindelse, at jeg må glæde mig over Romerbrevets erklæring, der lyder således: "I har fået den ånd, som giver barnekår, og i den råber vi: Abba Fader! Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn. Men når vi er børn er vi også arvinger. Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt som vi lider med Ham for også at herliggøres med Ham" (Rom.8:15-17).

Tillad mig at bruge denne lysende lampe ind i den skumring, der har omgivet spørgsmålet om hvorvidt Guds børn har arveret til land og jord i Det forjættede Land.

Jeg ved, at selve tanken er provokerende, fordi alle disse herlig løfter altid – og indtil nu – af de fleste har været forstået åndeligt – og jeg må gøre den indrømmelse, at jeg næppe selv ville have anskuet Abraham-løftet fra denne synsvinkel, hvis ikke jeg ved Guds førelse personligt var blevet anbragt på et stykke jord i Israel, som jeg efter årelang kamp og bøn mener, er mit, - men som indtil nu er blevet mig nægtet! I min intense søgen efter det guddommelige svar på dette spørgsmål, er jeg af den formening, at Guds gode Hellige Ånd har ført mig til disse overvejelser. Lad mig derfor yderligere forklare:

I lige så høj grad, som Guds Ånd vidner sammen med vor ånd, at vi er Guds børn, således må vi også acceptere, at Ånden nu begynder at gøre gældende, at vi som Guds Børn skal erkende, at vi også er arvinger.

På samme måde, som vi – på trods af modstand og modsigelse – har fastholdt, at vi ved troen på Jesus er blevet ’Guds børn’ – således vil Ånden nu føre os ind i den dimension, hvor vi som ’Guds arvinger og Kristi medarvinger’ søger at gøre denne vor evige ret gældende!

Dette gælder naturligvis først og fremmest på det åndelige område – men jeg har personligt oplevet, at det i samme grad gælder på det praktiske og jordiske område. Når det drejer sig om land og jord i Israel, da er en sådan opfattelse for adskillige ikke så ligetil at godkende. Derfor behøves de nødvendige argumenter, som udelukkende bygger på Den hellige Skrift. Jeg fortsætter således med at drage nye synspunkter ud i dette, for at det må blive klart for enhver, at timen er kommet for Kristi efterfølgere at godtage Abraham-løftet om jord og land i Israel…

Når apostelen med al tydelighed i sit brev til Galatermenigheden erklærer, at Guds løfte til Abrahams afkom udelukkende gælder Kristus – så vil det sige, at Guds Søn er den eneste retsgyldige arvtager til det land, som Abrahams afkom skal få i eje. Men når Kristus er den eneste arvtager, og der af den samme apostel omtales en slægt, der kaldes: ’Guds børn’, og som regnes for ’Guds arvinger’ og Kristi medarvinger’, da er sagen i mine øjne afgjort. Da er der ikke meget mere at tale om. I så tilfælde må de mennesker, som ved Guds Ånd ejer det vidnesbyrd i deres hjerter, at de er ’Guds børn’, rejse sig for at gøre deres arveret gældende. De er nemlig ikke blot Guds børn. De er også arvinger. Ja, de er Guds arvinger: De er Kristi medarvinger.

Eftersom det oprindelige løfte til Abraham i hovedsagen drejer sig om overdragelse af land, kan det næppe være forkert at undersøge, hvad dette betyder for de arvinger, som testamentet udpeger. For dette vil jeg i et følgende afsnit redegøre nærmere. Dette er – tror jeg – et af hovedformålene med, at Herren i dag lader sin herlighed komme til syne.

”Så længe en dansk, homofil ambassadør er i Israel, vil det gå Danmark ilde!”