PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2006-10-20
0067

(Israels retmæssige arvinger 2)

TESTAMENTETS ORDLYD

De vældige dønninger, der fra det store verdens- og menneskehav bevæger sig ind over Mellemøsten har i sine dybeste strømninger at gøre med den Gudgivne arveret til Israels Land! Der er for mig ikke skygge af tvivl om, at det var en Guds indgriben, da jøderne i 1948 kunne proklamere tilblivelsen af staten Israel. Ej heller kan der herske tvivl om, at det er Israels Gud, som har opretholdt, bevaret og fremmet den hebraiske stat på trods af krige og terror og uafladelig fjendtlighed fra den arabiske verden. Imidlertid bevæger Guds frelsesplan sig fremad, og der er synspunkter fra Ny Testamente, som i forbindelse med den guddommelige arveret til landet, er gået i glemmebogen.

Disse af apostelen nøje beskrevne ’testamentariske forhold’ er nu ved at dukke op til overfladen. I modsætning til det pres, som verdensmagterne lægger på Israel, og de territoriale krav, som de arabiske stater med vold og magt gør gældende, kan denne arveret aldrig håndhæves med noget verdsligt våben; den kan kun med et sagtmodigt og ydmygt sind forkyndes for Herrens menighed. I virkeligheden vil disse her fremførte synspunkter være til den største gavn for Israel – og de vil ved den sande indfrielse af 4000 år gamle løfter betyde den største velsignelse for Jerusalem.

Derfor drister jeg mig til at belyse dette emne velvidende, at for mange er det nye tanker og dimensioner, som de ikke tidligere har været gjort bekendt med.

Mere end nogen sinde er det nødvendigt for Israels venner nøje at sætte sig ind i Testamentets ordlyd… det, der drejer sig om de rette arvinger til Israels jord og land.

Lad mig forklare:

Løftet, som har at gøre med de rette arvtagere til Israels land, står vel bedst og kortest beskrevet ved Herrens åbenbarelse, da Han byder Abraham: "Forlad dit land og din slægt og din fars hus og drag til det land, jeg vil vise dig" (1.Mose 12:1).

Den fornemste og først nævnte grund til at Herren åbenbarede sig for Abraham, medens han endnu var i Kaldæa, var denne ene: "Jeg vil vise dig landet…"

Abraham modtager i samme forbindelse andre og meget forunderlige løfter. Herren siger til ham: "Jeg vil gøre dig til et stort folk og jeg vil velsigne dig… og du skal være en velsignelse – men spørgsmålet om selve landet kommer først på tale, efter at Abraham har begivet sig af sted, og var ankommet til Kanaan. Derefter hedder det: "Abram drag gennem landet… og Herren viste sig for ham og sagde: "Jeg vil give dine efterkommere dette land" (v.7).

Vi bør ikke tage denne begivenhedernes sekvens for let; hændelsernes rækkefølge er betydningsfuld: Årsagen til, at Abraham måtte bryde op og dermed forlade alt, hvad han havde af baggrund og slægtssammenhæng, var denne ene: "Jeg vil vise dig landet!" sagde Herren (1.Mose 12:1) – og da han efter den lange rejse havde nået sit mål fortsatte den guddommelige åbenbarelse med løftet: "Jeg vil give dine efterkommere dette land" (v.7).

Det er altså spørgsmålet om landet, og til hvem det skal overdrages, der i denne tekst forekommer det mest afgørende for Herren! Det er landet, Han vil vise Abraham, og det er landet, Han vil give Abrahams efterkommere. Af samme grund bør vi i vor søgen og spørgen efter Guds vilje ikke et øjeblik slippe dette altafgørende forhold af syne. Hvad bevægede Abrahams Gud for 4000 år siden, er i Hans guddommelige råd og husholdning et lige så centralt emne i dag. Det er landet, det drejer sig om, og det ligger Israels Gud på sinde, at landet i denne afsluttende tid overdrages til de retsmæssige arvtagere.

I den forbindelse har jeg allerede gjort det klart, at landet ifølge den angivne tekst tilhører Abrahams afkom. "Jeg vil give dine efterkommere dette land!" (1.Mose 12:7) … og jeg har allerede i det foregående beflittet mig på ud fra Galaterbrevets det tredje kapitel at understrege, at løftet om landet udelukkende er stilet til Kristus (’det hedder ikke," argumenterer apostelen ’til dine afkom’ i flertal men i ental: og til dit afkom, og der er Kristus!" v.16) … og netop denne enestående sandhed, bør ikke i denne sammenhæng behandles som en tilfældig (næsten overflødig) bemærkning, nej, den bør gennemlyses af Helligåndens stråleglans, så at den til sidst står i en sådan transparens, at selv en dåre kan fatte, hvad denne sætning indebærer.

Derfor tillader jeg mig at vende tilbage til og endnu i nogle øjeblikke at fastholde dette apostolske råb, så at det for mine læsere ikke mere behøves at gentages men at det herefter for altid står prentet i deres hjerter, at ’det er Kristus’!"

Råbet betyder nemlig, at sagen om den rette arvefølge til landet Israel hermed for al evighed er afgjort!

"Hvem er den rette arving til Eretz Israel," vil nogen spørge.

"Det er Kristus!" erklærer apostelen.

"Hvem er herefter den rette besidder af landet Israel og den rette herre over Jerusalem?" spørger andre.

"Det er Kristus!" lyder svaret fra Den Hellige Skrift.

"Jamen," vil nogen indvende, "man kan da ikke bare tage sådan en sætning fra Ny Testamente og lade det være det endelige svar på historiens og slægternes søgen efter sandheden i dette spørgsmål. Man kan ikke bare (fortsætter de, som har indvendinger i denne sag) … "man kan ikke bare råbe: "Det er Kristus!" til alle dem, som oprigtigt forsker efter lys og åbenbarelse (ja, endog efter en aktuel, politisk løsning) på dette spørgsmål."

Mit svar er: "Jo, det er muligt at drage en enkelt åndsbåren sætning ud af sin bibelske sammenhæng, hvis hele den omgivende tekst beskæftiger sig med det samme spørgsmål! Man kan for eksempel sætte fokus på de tre ord: "Det er Kristus," hvis det emne, man behandler, er det samme, som de pågældende ord belyser…

Og netop dette er tilfældet med det befriende udråb: "Det er Kristus!" Den sammenhæng, som dette jubelråb er hentet fra, omhandler spørgsmålet om ’den rette arvefølge til landet Israel’. For at klargøre dette yderligere, vil jeg endnu engang søge at grave dybere i det nytestamentlige afsnit, som har at gøre med det profetiske udsagn: "Det er Kristus!"

De indledende linier til den store bekendtgørelse (som efter at den første gang blev udtalt, har runget gennem universet) lyder sådan: "Men hvad Abraham angår, blev løfterne givet til ham og til hans afkom."

Denne erklæring står nedskrevet i Galaterbrevets det tredje kapitel og sekstende vers. I det samme vers – altså i den mest umiddelbare nærhed af ’jubelråbet’ – følger den enestående bekendtgørelse: "Det er Kristus!" Sagt med andre ord: "De løfter om land og jord i Israel, som blev givet til Abraham, er stilet ene og alene til Kristus! Eller sagt på en anden måde: Det store, ubesvarede spørgsmål, som statsmændene i denne time søger at finde en løsning på, og som hele verden til sidst med terror og krig og endeløs blodudgydelse vil søge at besvare, står her nedskrevet i Den hellige Skrift: Landet tilhører Kristus! Han er eneste arving, og ingen djævel, intet menneske og ingen engel – ingen kraft, alliance, herredømme eller våbenmagt – kan fratage Ham denne ret.

Det sørgelige – ja, fatale – ved denne sag er, at de eneste, der i øjeblikket synes uberørte af denne kendsgerning, er de kristne! Hvem, der er Abrahams sande efterkommere, og som af den grund ejer rettigheder (som ingen andre i himlen eller på jorden), beskæftiger dem kun lidt – eller overhovedet ikke. Medens verden står i brand omkring dette spørgsmål, og folkeslag buldrer og tordner omkring dem, fortsætter de med deres latterlige små gøremål.

Om dette bedrøvelige forhold har jeg i øjeblikket kun et at sige (men har dog i sinde senere at vende tilbage for yderligere at uddybe, hvad jeg mener): "Men I brødre," udbryder apostelen, "er børn i kraft af et løfte, ligesom Isak. Men ligesom han, der var født efter naturens orden, dengang forfulgte ham, der var født efter Åndens orden, sådan også nu!" (Gal.4:28).

*

Det, som i dag er det gældende syn med hensyn til ’den rette arvefølge til Israels jord og land’ bygges på den politiske løsning, at landet i 1948 kom på jødernes hænder.

Selvom intet glæder mig mere end den kendsgerning, at det jødiske folk nu endelig efter en tusindårig hjemløshed og fredløshed er kommet tilbage til sit hjemland – så er jeg dog af den overbevisning, at dette ikke er Guds afsluttende plan! Hvor meget jeg end fryder mig over at se, at jøderne – ifølge profeternes udsagn – er etableret på Israels jord, så mener jeg dog, at den guddommelige husholdning med hensyn til de retmæssige arvinger af landet, ikke hermed er fuldendt! Der står endnu de vigtigste punkter tilbage, for at den rette ordning med hensyn til Israels jord og land er på plads…

Når apostelen – umiddelbart før, han udbryder: "Det er Kristus!" beskæftiger sig med den sande, åndelige forståelse af ordet ’Afkom’, giver sig til at forklare, hvorledes dette ikke skal forstås, så må vi sige, at han går grundigt til værks! Han kommer ikke med lange udredninger, men holder sig bare til forståelsen af ét ord. Han giver sig ikke til at fremlægge endeløse stamtavler – men nævner kun én person! Ja, hans forklaring er så enkel, at selv et barn kan forstå, hvad sagen drejer sig om. Hans konklusion er lysende klar: Den sande efterkommer – og af Gud udpegede arving til det landområde, som Skriften angiver som Israel, er Kristus!

Som sagt begynder apostelen sin omhyggelige argumentation med at slå fast, hvorledes den guddommelige arveret til land og jord i Israel ikke skal forstås! Når jeg bruger udtrykket: ’omhyggelige argumenter’, overdriver jeg ikke; hvis man (som det sker her) påtager sig at undersøge og forklare ét enkelt ord, så tør det siges, at der gås omhyggeligt til værks.

Dette bør noteres!

Hvorfor?

Fordi det beviser sagens vigtighed! Grunden til, at apostelen har taget sig for (efter det jødisk-rabbinske mønster) at beskæftige sig med tekstens mindste detaljer, er emnets overordentlige betydning. Ja, der findes næppe nogen sag, som burde optage sindene mere i dag, end spørgsmålet om ’den rette arveret til Israels jord og land’. Jeg tænker her på det sindelag, som i den forbindelse hersker i Jesu Kristi universelle menighed. Her står det elendigt til! Hvad angår verdenssamfundets optagethed, præger den avisernes overskrifter hver dag…

*

Hvorledes skal spørgsmålet om den sande og rette arvefølge til Israels jord og land ikke forstås.

Den skal ikke forstås som en ’flertalsbetegnelse’. Det vil sige, at landet ikke kan overdrages til en gruppe eller et helt folk eller en vis mangfoldighed af mennesker fra en bestemt race. "Løfterne blev givet til Abraham og hans afkom," erklærer apostelen og fortsætter: Det hedder ikke ’til dine afkom ’i flertal"… (Gal.3:16).

Nu vil nogen måske indvende: "Hvorfor beskæftige sig så meget med, hvorledes dette forhold ikke skal forstås? Er det ikke bedre at sige ligeud, hvorledes det skal forstås?

Når apostelen forklarer: "Det hedder ikke"… så er det fordi, han har fat i en gængs opfattelse, som han ønsker at imødegå. Han nævner faktisk den idé, som de fleste har med hensyn til løftets land – og han understreger, at netop disse tænkebaner ikke er bærende. Når han anvender udtrykket: "Det hedder ikke…" så henviser han til Skriften, som i denne sag er den eneste autoritet og åbenbarelseskilde. Dér, hvor eksperter og politiske røster vil stå frem med andre påstande (som ifølge deres opfattelse bygger på mere rationelle og ’opnåelige’ løsninger) mødes de med apostelens advarende råb: "Det hedder ikke…" Det vil sige en klar afvisning! En forudsigelse om, at ethvert forsøg på at udstykke eller fordele Israels jord og land i uoverensstemmelse med de klare retningslinier, vil ende i fiasko! Ja, de vil vise sig at være blodige fejltagelser, hvor mennesker ikke blot kæmper mod jordiske fjender, men hvor de strides mod Gud.

Af den grund hviler et stort ansvar på de af Guds tjenere, som ved Helligånden er blevet skænket indsigt i disse forhold. Det er vigtigt, at de følger Guds ledelse, så at de kan befordre den bibelske åbenbarelse til menigheden og til de ansvarlige, der står for nationernes styre. Mere end nogensinde må det overfor alle og alle vegne betones, at land og jord i Israel udelukkende overdrages ’til Abrahams afkom’ i ental, og det er Kristus!" (Gal.3:16)

De, som ifølge det nedskrevne testamente, kommer i betragtning med hensyn til arveret i Israel kaldes ’lysets børn’. "Det betyder," forklarer Romerbrevets forfatter, "at det ikke er Abrahams kødelige børn, der er Guds Børn, men det er de børn, som løftet handler om, der regnes for hans efterkommere." (Rom.9:8) Dette forhold vil jeg i det følgende søge at uddybe nærmere. Sagen har hast! Det er ikke et periferisk emne for Herrens menighed. Ny Testamente beskæftiger sig med dette spørgsmål som med en sag af stor betydning – og timen er kommet, hvor Kristi efterfølgere, de sande arvinger til land og jord i Israel, melder sig for at indløse deres ret…

”Så længe en dansk, homofil ambassadør er i Israel, vil det gå Danmark ilde!”