PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2006-10-23
0068

(Israels retmæssige arvinger 3)

DE SANDE ARVETAGERE

Det er en anstødssten for adskillige, når det med fornyet kraft hævdes, at mange af de løfter i Guds Ord, som gennem slægterne har været forstået åndeligt, nu ved den samme ånd får jordforbindelse og skal forstås bogstaveligt! Som for eksempel det emne, som jeg behandler i dette skrift: "Arveretten til land og jord i Israel…"

Indtil nu har de fleste forstået Guds løfter i den forbindelse, som adgangen til Guds Rige. "Derfor," siger apostelen Peter, "skal I arbejde med endnu større iver på at befæste jeres kaldelse og udvælgelse; gør I det, vil I aldrig snuble. For så vil døren til vor Herres og frelsers Jesu Kristi, evige rige stå på vid gab for jer" (2.Pet.1:10-11).

Denne åndelige adgang til ’Jesu Kristi evige Rige’ kan dog ikke forstås som ’arveretten til land og jord i Israel’ vil mange indvende – og i første omgang synes deres afstandstagen at være både rigtig og velbegrundet.

Men som tiden går, og ’læren om de sidste ting’ bliver mere og mere afklaret, så vil begivenhederne omkring Jerusalem, og den hedningekristne menigheds ansvar overfor Israel og det jødiske folk fordre, at meget af det, som har været forstået åndeligt, og som har været opfattet som løfter (der udelukkende var henvendt til kirken) – nu ses i en anden og dybere sammenhæng.

Året 1948 var et chok for mange teologer. Det ’Israel’, som de så omhyggeligt havde fået tolket til at være ’kirken’, fik pludselig jordforbindelse og blev efter 2000 års adspredelse atter plantet på landkortet…

Det er derfor ikke en sekterisk lære at forvente den dag, hvor ’Herren Jesus skal komme synligt’ (2.Thess.2:8). Jesu synlige og bogstavelige komme er et led i den kristne kirkes trosbekendelse og en ubrydelig del af kirkens lære! Ja, ’på den dag skal Han stå på Oliebjerget, som ligger øst for Jerusalem’ (Zak.14:4)… og Hans tilsynekomst skal være så ’virkelig’, at ’Oliebjerget’ derved skal spaltes i to dele’ (v.4).

Derfor må ingen forarges over, at jeg efterkommer Herrens befaling, da Han udsendte sine disciple. "Sig til dem," sagde Han, "at Guds Rige er kommet nær til jer" (Luk.10:9)… og Han gentager: "Det skal I vide: Guds Rige er kommet nær! (v.11)

Om dette er der meget mere at sige, og jeg vil i det følgende beflitte mig på at belyse dette spørgsmål nærmere.

Forinden vil jeg søge at begrunde, hvorfor jeg retter min opmærksomhed mod Israels jord og land.

*

Så ofte, vi taler om de mægtige løfter, som Gud – på eget initiativ – gav patriarkerne, bør vi bemærke, at det ustandseligt drejede sig om land! Som en rød ledetråd bevæger denne tilsigelse om jord og land i Kanaan sig gennem de første kapitler i Bibelen; det er et afgørende og bemærkelsesværdigt kendetegn på Guds indledende åbenbarelse overfor menneskeheden; det gennemgående løfte om land og jord i Israel gentages uafladeligt!

"Gud viste sig igen for Jakob," fortælles det i Første Mosebog. Han velsignede ham… og sagde til ham: "Jeg er Gud, den Almægtige. Bliv frugtbar og talrig. Et folk, ja en mængde folkeslag skal nedstamme fra dig, og konger skal fremstå af dit eget kød og blod…" Derefter slutter Herren: "Det land, jeg gav Abraham og Isak, giver jeg dig og dine efterkommere!" (1.Mose 35:9-12)

Udover de øvrige vældige og forunderlige velsignelser, som Gud tildeler Jakob, tilføjer han løftet om overdragelsen af ’det land, jeg gav Abraham’ (v.12).

*

I det foregående har jeg nøje beskrevet og gentaget, at det land, som Herren overdrog Abraham og hans efterkommere, ikke gives til ’det automatiske flertal af mennesker (der som en talrig skare nedstammer fra denne ene mand); løftet er formuleret således, at det udelukkende er stilet til én: "Og det er Kristus!" (Gal.3:16)

Nu hedder det i kommentaren til det her citerede ’retsgyldige testamente’, som indføjes i sin fulde ordlyd i Ny Testamente, at ’ingen på et senere tidspunkt kan ophæve eller føje noget til dette dokument" (Gal.3:15). Det vil sige, at når løftet om land senere gentages til Isak og Jakob, gælder de samme betingelser, som blev knyttet til det løfte, der først blev givet til Abraham! Det vil sige, at de rette arvinger til Israels jord og land (som blev lovet Isak og Jakob) er de samme, som står nævnt i det oprindelige løfte, som blev givet til Abraham: "Det hedder ikke: ’og til dine afkom’ i flertal, men i ental: ’og til dit afkom’, og det er Kristus!" (Gal.3:16) … eller som det formuleres i Romerbrevet: "Det er ikke Abrahams kødelige børn, der er Guds børn, men det er de børn, som løftet handler om" (9:8).

*

Hermed er sagen atter slået fast! Apostelens ord om, at Abrahams ’afkom’ og ’rette arving til Israels jord og land er Kristus, er at betragte som et testamente, ’som Gud allerede har gjort retsgyldigt’ og som ikke senere ’kan gøres ugyldigt, så at løftet sættes ud af kraft’ (Gal.3:17).

Da Jakob ligger på sit dødsleje, siger han til Josef: "Gud den Almægtige viste sig for mig i Luz i Kanaan. Han velsignede mig og sagde til mig: "Jeg vil give dine efterkommere dette land til evig ejendom" (1.Mose 48:4). At Jakob for sin søn nævner den evige arveret, betoner, at det ikke blot er en naturlig ordning, som her er iværksat; det er en overjordisk forordning, som strækker ind i det evige rige…

*

For ret at begribe, at arveret til Israels jord og land ikke overdrages automatisk (fordi man kan bevise sin kødelig afstamning fra jødiske forældre) er det nødvendig at følge den jødiske apostels bevisførelse i Romerbrevets niende kapitel.

At en sådan nærmere undersøgelse ikke er et unødvendigt tidsspilde (som kun burde interesse en lille ’sekt’ af mennesker) fremgår af den kendsgerning, at apostelen i dette sit største befrielsesdokument (og i denne skrivelse, som er selve det åndelige grundlag for den reformation, der for 500 år siden rystede Europas riger og troner) ofrer betydelig plads på netop dette spørgsmål…

Efter at Paulus i dette brev med rette har betonet israelitternes førstefødselsret og deres absolutte og Gudgivne ret til ’herligheden og pagterne og loven og tempeltjenesten og løfterne’ – ja, efter at han (i dybeste respekt og anerkendelse) har erklæret, at ’fra dem (israelitterne) er ’Kristus kommet som menneske’ – ’Han, som er over alt alle, Gud, være lovet til evig tid’… så fortsætter han med at forklare, hvorledes dette ikke skal forstås! "Dog, ikke sådan at forstå…" udbryder han.

Det er netop ved et sådant udtryk, at de troende (og alle andre mennesker, i øvrigt) bør løfte hovedet! Når apostelen erklærer, at der er noget, som ikke bør misforstås, er det fordi, at de største misforståelser netop på dette område har indsneget sig. Ja, da er det et spørgsmål om at komme op imod det mest snedige bedrag. Når apostelen med myndighed udbryder: "Dog ikke sådan at forstå," – da kan vi forvente, at han energisk vil sætte nogle ting på plads! Da vil han rydde farlige vildfarelser af vejen. Da er han parat til at løfte Guds ords tungeste slagsværd for at hugge ned på dem, som i denne sag er af en anden mening!

… og med dette begynder apostelens bevisførelse: Han har herefter på hjerte at klargøre forholdet om arveretten til Israels jord og land. Han har i sinde at gøre testamentets evige ordlyd gældende.

*

Det apostolske udgangspunkt i den efterfølgende belæring om ’retten til landet’ hentes fra Israels aktuelle, åbenlyse frafald! Den hebraiske nation, sådan, som den i dag træder frem både for Guds- og verdenssamfundets øjne, gengiver ikke billedet af et folk, der tager det alvorligt, at det ejer ’det fortrin’, at det ’først og fremmest har gået Guds ord betroet’ (Rom.3:1).

Det nuværende Israel bekymrer sig kun lidt om de åndelige ting. Den jødiske befolkning er stort set uvidende om dets stilling i Den Almægtiges husholdning! Der tales iblandt jøder (i deres dagligliv) kun lidt om ’Guds herlighed, pagterne og tempeltjenesten’. Et – ud fra mit synspunkt – fordrejet syn på loven og løfterne præger ’de religiøse’ – og nattelivets synd, pengenes forbryderiske magt, prostitution og abort, politikernes smædekampagner mod hinanden, mediernes løgn og en rådden kulturs degenereren er den samme som i andre lande. Set ud fra dette synspunkt er landet i våde, og de, som har godtaget et misforstået og romantiseret syn på Israel, Jerusalem og Det jødiske Folk, kan sættes i rette blot ved at fremmale billedet af et frafaldent folk. Et foto af de homoseksuelles’ og lesbiskes’ seneste march gennem Tel Aviv er tilstrækkeligt; tidsåndens bitre og giftige frugt hænger allerede på træerne… og øksen ligger ved træernes fod! Der ruger en dommens atmosfære over Israel!

*

Hvis dette mørke billede sammenlignes med det glansbillede, som adskillige gennem slægterne har dannet sig af Det hellige Land, må man komme til den konklusion, at der er eller andet sted er et eller andet galt: Enten er det drømmebillede, som mange forestiller sig, falskt, eller også er de løfter, som profeterne fremmaler af Messiasriget, slået fejl. Fordi drømmemagerne kun nødigt opgiver deres falske forestillinger, kommer de hurtigt til den konklusion, at det må være Guds ord, der er noget galt med – og det er overfor disse, at apostelen myndigt erklærer: "Dog ikke sådan at forstå, at det er Guds ord, der er slået fejl!" (Rom.9:6).

Det er nemlig åbenlyst, at det ikke kan være det Israel, som i dag i sit tydelige frafald og fornægtelse af Messias, ejer eneretten til Israels jord og land… det kan ikke være disse ’Abrahams efterkommere’, som sidder inde med den endelige administration af det område, som ved et løfte blev overdraget til Abraham og hans sæd! "Det er nemlig ikke alle, som kommer fra Israel, der er Israel," erklærer Paulus (Rom.9:6).

*

En sådan erklæring vil naturligvis vække modsigelse! Hvis Israel ikke er Israel, hvor er vi så henne? Ikke mindst i betragtning af, at det nuværende Israel er omgivet af mægtige fjender, som vil hilse enhver sådan påstand velkommen. Ja, der lurer de farligste rovdyr ved Israels grænser, som vil gribe en hvilken som helst anledning til at frakende Israels nuværende jødiske befolkning al ret til land og jord og til Den hellige Stad, Jerusalem…

Af samme grund må det betones, at de hjemvendte jøder, som med deres liv og blod i dag vogter Israels grænser, udfører denne gerning som en del af Guds frelsesplan.

Det er ved Guds Ånd og Den Almægtiges suveræne førelse, at det jødiske folk efter to verdenskrige og en række blodige mellemøstkonflikter i dag befinder sig i det land, som er blevet lovet Abraham… men dette rokker ikke ved den nytestamentlige erklæring, at ’det ikke er alle, som kommer fra Israel, der er Israel.’

Hvorledes skal dette forstås? Ifølge landets love er alle, der kommer fra Israel, at betragte som Israel! Det er jøderne, der regnes for Abrahams efterkommere (ifølge Isaks slægtslinie). De regnes i dag som de rette arvinger til Israels land! Disse er efter jødiske opfattelse de eneste arvtagere, og ingen andre kan komme ind i billedet! Der findes ifølge den hebraiske stats log og ret intet andet folk på jorden, der kan gøre noget krav gældende med henblik på land og jord i Israel. Hvis dette skulle forekomme, må en sådan fordring betragtes som fjendsk og antisemitisk og må i det jødiske selvforsvar bekæmpes med alle til rådighed stående midler…

*

Dette forhold er årsagen til, at netop det her citerede afsnit i Ny Testamente må sættes under lup. Der er i denne sag lagt op til en konflikt, hvis udgang endnu ikke kan overses – og en falsk forståelse af det pågældende skriftafsnit kan få følger, som i øjeblikket er uoverskuelige!

Spørgsmålet må derfor atter stilles – i forventning om, at kun det rette og sande svar bliver givet: Hvad menes der med ordene: "Det er ikke alle, som kommer fra Israel, der er Israel!" Og hvorledes skal tillægserklæringen forstås: "Det er heller ikke alle Abrahams efterkommere, der er hans børn?"

Hermed føres vi dybere ind i forståelse af vort emne: Hvad vi er på jagt efter er nemlig ikke så meget, hvem der ikke er retmæssige arvinger til Abraham-løftet om land og jord, men hvem, der er de udpegede arvtagere til Israel. Og i dette spørgsmål taler apostelen klart. Han siger: "Det betyder, at det ikke er Abrahams kødelige børn, der er Guds børn, men det er de børn, som løftet handler om, der regnes for hans efterkommere" (Rom.9:8).

Sagt med andre ord: Det er Guds Børn, der er de rette arvinger til Abraham-løftet om land og jord. Dermed får Testamentets ordlyd ny kraft. Der kastes et stærkere åbenbaringslys ind over formuleringen: "Men hvad Abraham angår, blev løfterne givet til hans afkom… og det er Kristus!" (Gal.3:16)

Hvem er Guds børn?

"Han kom til sit eget," forklarer Johannes, "og Hans egne tog ikke imod Ham! Men alle dem, der tog imod Ham, gav Han ret til at blive Guds Børn, dem, der tror på Hans navn."

Apostelen slutter: "De er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud" (Johs.1:11-13).

Det vil afsluttende sige, at de efterkommere af Abraham, som Bibelen taler om (når det drejer sig om det løfte Gud gav sin tjener vedrørende land) er mennesker, som har oplevet en åndelig fødsel i deres liv! Det er ikke folk, som (med en blodets linie) kan henvise til deres familietræ. Det drejer sig ikke (som det er tilfældet med det jødiske folk) om en kødelig slægtslinie! Ej heller kan naturlige, menneskelige eller nationale betragtninger skabe adgang til den gudgivne arveret; her gælder ’kødets vilje’ ikke! End ikke de stærkeste religiøse overbevisninger, som bygger på menneskebud og menneskelige lærdomme kan åbne portene til ejendomsret i Israels land. ’Mands vilje’ er her uden betydning! Politiske anstrengelser og manipulationer vil falde til jorden. Kun ét kan åbne det retsgyldige testamente: Beviset på, at de, som stiller med deres ydmyge andragende om jord og land i Israel, er Guds børn. Det vil sige, at de er født af Gud!

*

Det vil sige, at de samme betingelser, som af apostelen stilles for adgangen til Guds Rige nu anføres som gældende for adgangen til de sidste dages afsluttende tjeneste i Israel! De, som ved et helligt liv og troen på vor Herre Jesu Kristus befæster deres kaldelse og udvælgelse, vil opleve, at ’døren står på vidt gab’ til en gerning i Det hellige Land, hvor løfterne bliver jordnære, og Guds ord skal forstås bogstaveligt!

”Så længe en dansk, homofil ambassadør er i Israel, vil det gå Danmark ilde!”