PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2006-10-28
0070

(Israels retmæssige arvinger 4)

BORGERRET I ISRAEL

Det med borgerret og ejendomsret i Israel har fået en personlig betydning for mig. Efter i en menneskealder at have rejst gennem Europas lande, er jeg med en traktor-dreven konvoj af beboelsesvogne ankommet til Israel. I ti år har jeg langsomt bevæget mig gennem landet, og er langsomt af omstændighederne og de israelske myndigheder blevet drevet ud i ørkenen. Her er jeg endt på en strimmel ørkenjord, som jeg mener, er min arvelod – den del af land og jord i Israel, som Den Almægtige i sin nåde og forudbestemmelse har tiltænkt mig.

Ved den mest forunderlige tilskikkelse er vor pilgrim konvoj endt foran den sydligste grænse af det messianske rige – altså sydgrænsen for det Israel, som vil være det rige, til hvilket Jesus kommer, når Han kommer igen. Vi er stationeret i lige linie overfor Edoms Bjerge på det sted, hvor byen Bozra er beliggende. Når jeg ved aftenstid ser op mod bjerget, som kun ligger en halv snes kilometer fra os, ser jeg de lysende lamper fra den lille by, der vil få en så stor og afgørende betydning i endetidens begivenheder. "Hvem er Han, der kommer fra Edom, fra Bozra i blodrøde klæder – Han, der er prægtigt klædt, Han, der skrider frem i sin vældige kraft?"

"Det er mig!" lyder det fra den skikkelse, der med et sådant opbud af majestæt og i en sådan herlighed kommer ned fra bjerget. "Det er mig, der taler i retfærdighed og har magt til at frelse" (Es.63:1).

Da Jesus red ind i Jerusalem, og det ord opfyldtes, som er talt ved profeten: "Se, din konge kommer til dig sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl" (Matt.21:5) – da var det kun en foreløbig del af forudsigelsen, der gik i opfyldelse. Og da skarerne ved den lejlighed ’bredte deres kapper ud på vejen, og andre skar grene og træerne og strøede dem på vejen," (v.7) – da var også dette kun en del af profetiens opfyldelse. Snart kommer kongen i stor magt og majestæt og herlighed – og han skal da ikke fra Bozra bevæge sig ind i en stenet og ufarbar ødemark. Det er ikke hyænerne og sjakalerne, der skal byde Ham velkommen – nej, en vej er banet for Ham! "Thi," erklærer profeten, "der skal være en banet vej, Den Hellige vej skal den kaldes" (Es.35:8).

At netop denne vejberedelse ikke kun skal forstås ’åndeligt’, fremgår af den efterfølgende beskrivelse, som lyder sådan: "… for Hans folk bliver det en vej at gå på (v.8). Geografisk strækker den sig hele vejen gennem ørkenen til Zion" (v.10).

Ikke et spadestik til dette projekt synes muligt uden myndighedernes tilladelse. Ikke ’en høj kan jævnes’ og ikke ’en dal udfyldes’ uden først at have erhvervet sig retten dertil. De, der har sådanne profetiske projekter på hjerte, kan beholde deres syner, indtil de ejer land og jord i Israel, hvor denne højvej kan banes.

Derfor bringer jeg med iver denne åbenbarelse med hensyn til ’de rette arvtagere til jord og land i Israel’ til de troendes kundskab. Det drejer sig om et af de største profetiske tiltag i vor tid. En sag, som er sikker på at have Herren, Israels Guds bevågenhed, idet Han på forhånd har tilsagt den sit nådige velbehag. "De skal se Herrens herlighed," erklærer Han (Es.35:3). "Alle mennesker skal se den. Herren selv har talt!" (Es.40:5)

*

Det med ejendomsretten til Israel har beskæftiget Ny Testamentes forfattere i en sådan grad, at vi må undre os over, at vi ikke tidligere har været opmærksomme på dette forhold. Således fortæller forfatteren til Hebræerbrevet følgende: "I tro adlød Abraham kaldet til at bryde op og drage af sted til et sted, som han skulle få i eje" (Hebr.11:8)

… disse ord: ’som han skulle få i eje’ indebærer ikke blot hele den bevægede historie, som gennem slægterne er blevet Det jødiske Folks skæbne men også den blodige konflikt, som staten Israel oplever i den nuværende tid! Ja, der ligger i dette udtryk: ’som han skulle få i eje’ et glimt af den endetidsplan, som Den Almægtige har med den strimmel jord i Mellemøsten, som nu udgør Den hebraiske Stat.

Spørgsmålene er nemlig stadig disse: 1) Hvem har arveretten til Israels jord og land? 2) Hvad menes der med, at den ’overdrages til Abrahams efterkommere?’ 3) Hvad forstås der ved Herrens ord til Moses: "Jeg er kommet for at redde dem fra egypterne og føre dem op til et godt og vidstrakt land" (2. Mose 3:8). 4) Hvad skjuler sig af profetiske hemmeligheder bag dette skriftord: "Som tiden nærmede sig for opfyldelsen af det løfte, Gud havde givet Abraham… kom en anden konge over Egypten!" (Ap.G.7:17-18). 5) …og hvad indeholder det guddommelige løfte til Abraham: "Drag nu omkring i landet, så langt og bredt, det er, for jeg giver det til dig!" (1. Mose 13:17). Afsnittet slutter: "Så teltede Abraham…"

Med udgangspunkt i besvarelsen af disse fem højaktuelle spørgsmål vil jeg i det følgende søge at nå frem til den konklusion, at timen nu er kommet, hvor Guds børn – "det er de børn, som løftet handler om" (Rom. 9:8) – kommer ind i deres kaldelse og udvælgelse…

Hvad er det for en kaldelse, og hvad er det for en udvælgelse?

Hvis Abrahams sande efterfølgere ’ikke er hans kødelige børn’ (sådan som apostelen har præciseret det for os (Rom.9:8)) men det er Guds børn… og ’det er de børn, som løftet handler om, der regnes for hans efterkommere’ (Rom.9:8) – så er det på høje tid, at disse børn kommer ind i løftets opfyldelse.

Eller sagt på en anden måde: Når Abrahams sande efterkommere benævnes som ’løftets børn’… er det da ikke rimeligt og i overensstemmelse med al bibelsk tolkning og forståelse, at disse børn bringes ind i løftets virkeliggørelse?

Hvad er Abraham-løftets virkeliggørelse?

Det er overdragelsen af land og jord i Israel! Løftet præciseres jo allerede ved Abrahams kaldelse i Kaldæa, hvor han først adlød kaldet til at drage til ’et sted, som han skulle få i eje… (Hebr.11:8). Virkeliggørelsen af løftet ligger altså i, at Abrahams sande efterkommere (’Guds børn og dem, som løftet handler om’) får de lovede land og jord i Israel i eje…

Hvorledes skal det gå til?

Det skal gå til på samme måde – tror jeg – som det gik til for Abraham. Om ham står det fortalt, at han i sin efterfølgelse og det guddommelige kald ’brød op og drog af sted uden at vide, hvor han kom hen (Hebr.11:8).

Af personlig erfaring ved jeg, at det er en stor udfordring, som mennesker stilles overfor, når Israels Gud kalder dem til ’at bryde op og drage af sted’. Mange har ladet sig friste af samfundets og bankens tilbud om ’at etablere sig’ – og de betragter det, at de har familie og børn som den største hindring. Samtidig vil angivelserne i deres uforstand og mangel på personlig hengivelse ikke blot advare – men direkte modarbejde et sådant projekt.

Imidlertid står Herrens ord og kaldelse fast: "Men nu, da I er i Kristus Jesus, er I, som engang var langt borte, kommet nær ved Kristi Blod" (Ef.2:12).

Kanhænde, at der har været tider, hvor der har været større rum for personlige afvigelser af tid til længere overvejelser; men de dage er forbi! Hele kloden drejer i denne time ind i en ny æra – og regnskabet er ved at blive gjort op ud over jorden. Hedder det ikke netop i denne forbindelse (med hensyn til hedningenationernes forhold til Israel), at ’Herren har besluttet at gøre regnskabet op på jorden’ (Rom.9:28), og er Guds kaldelse ikke i denne forbindelse kommet til mange hjerter. Vanskeligheden ligger i, at adskillige har det svært ved at vandre i Abrahams fodspor. De har problemer med at få sig revet løs for ’at bryde op og drage til et sted, som de skal få i eje!’ (Hebr.1:8)

*

"I, som engang var langt borte, er nu kommet nær ved Kristi Blod," erklærer apostelen. I første omgang har vi forstået dette ord åndeligt. Det har ikke været forkert og vil heller ikke fremover være forkert! Hvis noget er sandt og evigt ret og retfærdigt, er det den lykkelige kendsgerning, at vi, som nu ved Guds nåde og ved Kristi Blod er ’i Kristus’, engang ’var langt borte’ i synd og overtrædelser. Vi var (som der i denne sammenhæng står skrevet): ’uden håb og uden Gud i verden’ (Ef.2:12). Men nu er vi udelukkende ved Kristi offer blevet bragt nær til Gud og til fællesskabet i Kristi Menighed.

Men dette er – efter min opfattelse – ikke den fulde og endelige forståelse. Nej, også denne sandhed vil finde sin bogstavelige opfyldelse ved, at ’de, der var født som hedninger og kaldt uomskårne af dem, der kalder sig omskårne’ (2:11) – nu er kommet nær til Israel og Jerusalem… ja, så nær, at de omfattes af sådanne rettigheder i Israel, at de endog kan komme i betragtning med hensyn til jord og land…

Lad mig (på grund af netop dette punkts vigtighed) forklare dette nærmere:

Apostelens lysende klare belæring lyder i denne forbindelse således:

"Husk, at I dengang var adskilt fra Kristus, udelukket fra borgerret i Israel og fremmede for forjættelsens pagter… men nu, da I er i Kristus Jesus, er I, som engang var langt borte, ved Kristi Blod kommet nær" (Ef.2:12-13).

Når jeg ovenfor har antydet, at ’apostelens belæring på dette sted er lysende klar’ – er det naturligvis med det emne for øje, som jeg har sat mig for at gøre rede for i dette skrift. Emnet er: ’Den sande arveret til jord og land i Israel’ – og belæringen her belyser det afgørende punkt: ’Borgerret i Israel’. Af personlig erfaring ved jeg, at netop dette er det springende punkt i denne sag; vi kan tale om dette spørgsmål en evighed lang – men vil aldrig komme til nogen direkte konklusion eller opfyldelse af de løfter, som vi så tydeligt ser nedfældet i Guds Ord, fordi vi ikke har nogen borgerret i Israel. Uden denne ret kan vi opstille de skønneste teorier og udmale de flotteste billeder – det vil dog alt sammen forblive luftkasteller af den simple grund: "Vi har ingen borgerret i Israel." Ja, vi kan i vor iver og sande overbevisning om løfterne ’bryde op’ og begive os på vej – men når vi når til Det hellige Land, vil vi finde portene lukkede og visa-kontoret afvisende: Vi har ingen borgerret i Israel! Ja, vi kan nå så langt, at vi finder frem til det stykke jord og land i Guds Land, som vi mener, er vor evige arvelod, og vi kan sidde ved forhandlingsbordet i Minhals regeringskontorer – kun for at blive afvist med den korte bemærkning: "I har ingen borgerret i Israel!"

Det er ud fra denne helt klare og jordiske problematik, at vi – til manges overraskelse – tør sætte fingeren på dette vigtige og højaktuelle skriftafsnit i Ny Testamente og spørge: Hvorledes tør apostelen driste sig til at bringe disse to forhold i forbindelse med hinanden? Hvad har vor åndelige stilling: ’I Kristus’ at gøre med et så jordisk begreb: ’Borgerret i Israel’? Eller for at gentage det tilbagevendende spørgsmål mere direkte: Hvad har vor frelse og forløsning ved Kristi Blod og vor åndelige vandring i Helligånden at gøre med erhvervelsen af jord og land i Israel? Eller for at klargøre mit ærinde: Hvad har nogle 4000-årige løfter til Abraham at gøre med nogle uomskårne hedningers ’kontrakt’, som erklærer, at de har lod og del i Jerusalem?

Disse spørgsmål vil jeg i det efterfølgende søge at besvare. Abrahams sande efterkommere vil træde tydeligere frem – ikke blot i lyset fra Den hellige Skrift men i den voksende gerning, som fra nu af skal øves overfor Israel og Det jødiske Folk. Samtidig vil situationen i de troendes hjemlande (hvilket gælder både Messiastroende jøder og Kristi efterfølgere blandt hedningerne) blevet skærpet. Antisemitismen og den voksende kristenforfølgelse vil sætte ind. "Som tiden nærmer sig for opfyldelsen af det løfte, Gud har givet Abraham… kom en anden konge over Egypten" (Ap.G.7:17-18) – og de hellige vil i stigende antal begive sig til Det hellige Land, for som Abraham ’at drage omkring i landet… for jeg giver det til dig," siger Herren. Ja, Herren vil føje nogle til, som skal være med i det store endetids-projekt, som har at gøre med den vej, som skal banes i ørkenen … fra Bozra til Zion!

"Der er en, der råber: Ban Herrens vej i ørkenen, jævn en vej for vor Gud i det øde land. Hver dal skal hæves, hvert bjerg og hver høj skal sænkes, klippeland skal blive til slette og bakkeland til dal. Herrens herlighed skal åbenbares, og alle mennesker skal se den. Herren selv har talt!" (Es.40:3-5)

”Så længe en dansk, homofil ambassadør er i Israel, vil det gå Danmark ilde!”